2015 Château Abelyce, St. Emillion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Abelyce, St. Emillion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigAubert familien har levet i Saint-Émilion på højre Bordeaux bred siden 1750 og har en pæn lang historie som producent af fine Bordeaux vine. De ejer flere vinslotte … men her smager jeg deres 2015 Château Abelyce St. Emillion Grand Cru.

I dag ejes Domaines Alain Aubert af Alaine og Bernadette Aubert, som samlet har omkring 250 hektar vinmarker og dermed er én af de største producenter i Saint-Émilion. De har igennem tiden lavet deres vine fra Château de Ribebon … et storslået vinslot fra det 18. århundrede og engang var en jagthytte for kong Louis XIV. Det er smukt bevaret og ligger med udsigt over Dordogne floden.

Udover førstevinen fra Château de Ribebon, så laver familien også en andenvin, som de kalder Secret de Ribebon samt vine under navnene Château Hyot, Château Lalande de Gravet, Château Ascension og Château Abelyce.

Alaine og Bernadette Aubert driver godset med hjælp fra deres 3 døtre, nemlig Cécile, Amélie og Héloise, men det er Amélie der som 7. generation reelt har overtaget ansvaret for produktionen af alle vinene hos Domaines Alain Aubert.

Denne St. Emillion Grand Cru er selvfølgelig en Merlot baseret vin, her i denne årgang 2015 består den af 75% Merlot, 15% Cabernet Franc samt 10% Cabernet Sauvignon. Druerne kommer fra 45 år gamle vinstokke på samlet 10,5 hektar vinmarker.

Vinen er så lavet på rustfrie ståltanke ved kontrollerede temperaturer, daglig punchdown og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 30% nye egefade. Der er lavet 63.000 flasker af vinen.

Næsen er tæt, dyb med solbær, sorte kirsebær, brombær, muldjord, læder, violer, cigarkasser, cedertræ, nogen sødme fornemmes også, sort og salt lakrids, grafit samt en fin, stringent, ædel syre, nærmest aristokratisk elegant. Der fornemmes svagt aftryk fra fadene … lidt vanilje, kaffebønder og bitter, mørk chokolade.

I munden er det en intens, men alligevel forholdsvis frisk vin, som har denne gode blødhed kombineret med syrlig, småbitter frugt, en del tanniner, masser af træ, brændte og ristede elementer, svagt en sødme og supergod balance. Klart 5 fede houlbergske fingre med kæmpestor pil op. Vild god St. Emillion Grand Cru.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Clos de Chevigne, Saint-Véran Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2018 Clos de Chevigne, Saint-Véran Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigSaint-Véran er en appellation – og kommune – for hvidvine i Mâconnais i departementet Saône-et-Loire i Bourgogne. Og det er derfra, at Houlberg nu grisk kaster sig over et glas Saint-Véran Vieilles Vignes fra vinhuset Clos de Chevigne.

Vinhuset – der ligger ved Solutré bjerget få kilometer fra Mâcon drives af Fabrice Arcari, som i 2011 overtog vingården fra sin fætter og onkel. Han arbejdede inden overtagelsen i branchen både som indkøber og forhandler af udstyr til vin og havde også arbejdet på vingårde i Provence.

Fabrice Arcari har samlet 27 hektar jord, som strækker sig over marker ved de 3 byer Prissé, Vergisson og Davayé. Han laver et sted mellem 60.000 og 70.000 flasker årligt, men sælger også lidt druer. På markerne dyrker Fabrice primært Chardonnay, som faktisk er omkring 90% af produktionen, men de øvrige er Pinot Noir og Gamay.

Denne Saint-Véran Vieilles Vignes er lavet på 40 år gamle Chardonnay vinstokke fra Saint-Véran … på både nord- og sydsiden til den berømte nabo Pouilly Fuissé. Vinen med temperaturstyring i rustfrie ståltanke, som efterfølges af 9 måneders modning på tankene, mens en lille 10% andel lagres på nye egefade.

Duftmæssigt meget ren, stringent og med klart mineralsk præg … kalk og flint, tørristede hasselnødder, men åbner ellers langsomt op, men efter lidt tid i glasset kommer der klare florale noter, let brunet smør, virkelig slank, elegant og svagt tilbageholdende, men smiger sig langsomt ind på én. Den beskedne brug af fad i Saint-Véran slår virkelig igennem her … duften er rank, slank og stringent … uden store armbevægelser og uden fedme.

I munden giver vinen samme indtryk som duften … dejlig rank, stringent og på én eller anden måde rar smag. Det er en flot, rank og elegant burgundisk vin med grøn, frisk syre, grønne æbler, citrus, svagt lidt nødder og så denne grønne, syrlige og ret friske side. Til prisen er det et lille fint vidunderbarn … totalt godt køb og det er faktisk sjældent man finder så god, ren og stringent bourgogne hvidvin til den pris.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7