2014 Riglos Wines, Gran Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina

2014 Riglos Wines, Gran Cabernet Sauvignon, Mendoza, ArgentinaSjæl, kom i hu, at Guds pris du forkynder tidlig og sent, siger salme 3 i den danske salmebog, men 3 er også nummeret på de antal vine, som jeres vinblogger nu smager fra det argentinske vinhus Riglos Wines … og vi starter med deres Gran Cabernet Sauvignon.

Riglos Wines er grundlagt i 2002 af Darío Werthein og Fabián Suffern … to venner fra Buenos Aires, som begge havde en stor passion for vin og fandt nogle ekstraordinære bare marker i Gualtallary i den højstbeliggende del af Valle de Uco, som de kunne komme til uden den store investering.

Vingården hed Finca las Divas, men de kaldte vinhuset Riglos … efter den by i La Pampa-provinsen, hvor begge deres forfædre bosatte sig, da  de ankom til Argentina i begyndelsen af det 20. århundrede.

Siden 2016 har har vinhuset også indgået et samarbejde med Huarpe Wines … en vingård i Agrelo i Luján de Cuyo. Samtidig har de også hyret den kendte vinmager Paul Hobbs, som vi bl.a. kender fra hans egen vingård Viña Cobos og ellers fungerer som konsulent på andre argentiske vinhuse.

Deres daglige vinmager er dog José Hernández Toso, som selv kommer fra en vinfamilie og selv tidligere har arbejdet som ledende  vinmager hos Weingut J. Hofstaetter Winery i Alto Adige, Graf Adelmann i Baden-Württemberg i Tsykland,

Riglos Wines har samlet 72 hektar jord, men alene 38 hektar er vinmarker, hvor de dyrker Malbec, Cabernet Sauvignin, Cabernet Franc, Syrah og Sauvignon Blanc.

Vi starter trioens intermezzo med at smage Riglos’ 2014 Gran Cabernet Sauvignon, som kommer fra husets marker i omkring 1.200 meters højde. Der er ikke så mange oplysninger om selve produktionen … udover at den er lagret 21 måneder på franske egefade … både barriques og foudres og så er der lavet 12.378 flasker af vinen.

Duftmæssigt en mørk, dyb, solrig fætter med tonsvis af sort, mørk frugt, virkelig lækker modenhed i frugten, sorte kirsebær, hindbær, brombær, lakrids, tobak, timian, kaffegrums og lidt chokolade.

Smagsmæssigt er der masser af power, tørhed, lidt Earl Grey te, peber, brombær, kirsebær, pænt med tanniner, hvor kanterne dog er slebet en smule af. Der er en ordentlig mundfuld, men på en meget elegant og smukt afbalanceret måde. Der er lakrids, chokolade, en behagelig sødme, meget smagfuld … tossegod lækker vin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 191,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Jean Monnier & Fils, Bourgogne Côte d’Or Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Monnier & Fils, Bourgogne Côte dOr Chardonnay, Bourgogne, FrankrigDenne lille hvide bourgogne Jean Monnier & Fils Bourgogne Côte d’Or Chardonnay er en lille genistreg og et fint eksempel på, at bourgogne ikke altid behøver at være hundedyrt … selvom denne selvfølgelig blot er en hvid af slagsen.

Jean Monnier & Fils har jeg for et par måneder siden smagt en vin fra, nemlig husets fine 2016 Meursault Clos de Cromin. Det er et historiske burgundisk hus, som ligger midt i centrum af Meursault på Place de l’Hôtel de Ville og er grundlagt tilbage i 1720 af familien Monnier.

I dag drives det af Jean-Claude Monnier og hans Nicolas. De har samlet 16 hektar vinmarker i Côte de Beaune, herunder 6 Premier Cru parceller, nemlig Beaune Montrevenots, Pommard Argillières, Pommard Fremiers, Pommard Epenots Clos de Citeaux, Meursault Genevrières og Meursault Charmes. De fleste af domænets vinstokke er 25 til 60 år gamle.

Selvom Jean-Claude Monnier og Nicolas har fulgt med i den nyeste udvikling, så trækker de også på de erfaringerne fra deres forfædre, således at deres vine laves med respekt for terroir, kvalitet og tradition.

Denne hvide Bourgogne kommer fra vinmarker lige uden for Meursault og vinificeres på traditionel vis med lagring på brugte fade.

Næsen er meget overraskende, meget mere eksplosiv end lige forventet, Frisk og så alligevel med en elegant smørfedme, fyldig, pågående med pænt fadpræg, vanilje, en dyb mineralsk, kalket note, pærer, fersken, lime, noget animalsk, lidt hasselnødder … masser af skrald og power, men samtidig virker det faktisk elegant. Med lidt varme fader noterne en smule ud … så hæld op duft og drik.

I munden er vinen er ikke helt på omdrejningshøjde med duften, langt mere stringent, frisk, kantet og tør. Men det virker faktisk ret godt, pæn syre, sure æbler, lemon og en lille perlende bitterhed. Den bliver dermed ikke så elegant smagsmæssigt, som 2016 Meursault Clos de Cromin … en vin, jeg smagte fra vinhuset nogle måneder tilbage, men denne dufter sgu bare bedre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker. Vild god pris for denne vin.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, FrankrigJacques Sipp er en af verdens rareste mennesker, en spøgefugl og samtidig fabelagtig vinmager og fra ham smager jeg nu igen vinen Cuvée des Collines.

Sidst jeg smagte vinen var det i årgang 2012 …uh hvor tiden dog flyver. Siden sidst er Jacques’ datter Carolyn Sipp kommet mere ind i både vinkælder, produktion og salg.

Jeg har efterhånden et utal af gange skrevet om vinhuset, men det skal jeg nok undlade nu og blot kigge nærmere på denne Cuvée des Collines, som er lavet på 60% Riesling, 20% Pinot Blanc, 10% Sylvaner samt 10% Muscat. Det er en vin, som er lavet specielt til Jysk Vin … mener jeg at kunne huske og så vinificeret udelukkende på rustfrie ståltanke.

Det er en no-nonsens vin, en hverdagsvin af høj kvalitet, hvor næsen er rund, sød med modne æbler, noget tropisk frugt er der vel også i form af fersken og melon, lidt svag citron og lime … syren virker til gengæld ikke så tydelig.

I munden er det lidt samme historie … pæn saftighed, sødme, nogle af de eksotiske frugter, lidt bælle saftevandsfornemmelse, lidt brede skuldre, varme og fylde. Syren er vitterlig lidt rund, pæn, afdæmpet og endda måske lidt vag, men ellers er der god smag og klart bedre end tidligere årgange.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker,

Vinanmeldelse 4/7