2016 Bodegas y Viñedos del Jalón, Las Pizarras Fabla Garnacha, Catalonien, Spanien

2016 Bodegas y Viñedos del Jalón, Las Pizarras Fabla Garnacha, Catalonien, SpanienMed næste vin fortsætter vi i Catalonien, blot i appellationen DO Calatayud. I byen Maluenda tæt på floden Jiloca finder vi nemlig det lille kooperativ Bodegas y Viñedos del Jalón, som står bag denne Las Pizarras Fabla Garnacha.

Bodegas y Viñedos del Jalón de Calatayud er grundlagt tilbage i 1999 og er egentlig ikke et egentligt kooperativt, men nok mere en sammenslutning, da det kun består af 3 tilhørende medlemmer, nemlig vinhusene Bodega San Isidro i Maluenda, Bodega San Fabián i Mara samt  Bodega Virgen del Mar & Cuesta i Munébrega.

Projektet blev støttet af fore finansielle institutter samt I.A.F aka Aragonese Development Institute Aragon, da prjektets formål var at fremme og udvikle dyrkning, vinproduktion og salg af vine fra Calatayud appellationen.

Og det gør Bodegas y Viñedos del Jalón med deres samlede 650 hektar vinmarker, som udgør omkring 20% af alle markerne i hele Denominación de Calatayud … endda fordelt i 34 af de 67 kommuner i hele appellationen.

Det betyder også, at vinhuset fremstiller mange forskellige vine i mange serier, bl.a. serien Las Pizarras Collection, hvorfra vi smager denne Fabla Garnacha. Det er 100% ren Grenache lavet på rustfrie ståltanke med en kold maceration inden gæringen, som sker ved 25-28 grader over 20 dage. Derefter er vinen lagret 4 måneder på franske egefade.

Næsen byder først på lidt mentol efterfulgt af dyb mørk frugt, kirsebær, svesker, jordbær, lidt eukalyptus, balsamico, kakao, nogle søde noter, lidt mineraler, men samtidig også lidt til den neutrale side.

I munden er der lidt fløjlscremet smag, men vinen er samtidig meget tør, noget kantet og frugten er langt mere syrlig end næsen egentlig synes at love. Der er granatæbler, tranebær, kanel, mandler, lakrids, nelliker samt nogen bitterhed.

Jeg har ikke fundet vinen herhjemme, men på vingården kosten en flaske 8€ … svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Celler Carles Andreu, Trepat Novell, Catalonien, Spanien

2018 Celler Carles Andreu, Trepat Novell, Catalonien, SpanienI appellationen Conca de Barberà i Catalonien finder vi i byen Pita 30 kilometer nord for havnebyen Tarragona finder vi vinhuset Celler Carles Andreu, hvorfra vi smager denne 2018 Trepat Novell.

Vingården drives af Carles Andreu, hvis familie har drevet vingården siden 1781, hvor de købte den af Celdoni de Forès. Siden har de udvider med køb af yderligere marker, således de i dag ejer 60 hektar, hvor de dyrker de 3 lokale druer Macabeo, Parellada og Trepat.

Familien var oprindelig en del af det lokale kooperativ, men for omkring 20 år siden fik Carles Andreu sin far til at trække nogle af deres marker ud af kooperativet. I dag laver Carles så sine egne vine fra omkring halvdelen af markerne, men leverer så fortsat den anden halvdel til kooperativet.

Familiens vinmarker ligger spredt mellem kommunerne Pira, Forès, Sarral, Solivella, Barberà de la Conca og Montblanc. Og fra druerne laver Carles både en række hvidvine, rødvine samt lidt cava, som laves i vinhusets nye og moderne vineri, som er bygget i 2004 på Calle San Sebastián de Pira, hvor de også har udgravet underjordiske huler til lagring af vinene.

Denne Trepat Novell er lavet på den lokale drue Trepat, som vel egentlig er ukendt for de fleste af os. Den findes netop primært i appellationerne DO Conca de Barberà og DO Costers del Segre i Catalonien. Ampelografer mener, at Trepat sandsynligvis stammer oprindelig på den nordøstlige iberiske halvø.

Druen anvendes hovedsageligt til rosévine, men her er druen så anvendt til en lille rødvin, som er vinificeret efter maceración carbónica aka macération carbonique metoden.

Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning.Ved konventionel alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol.

Ved macération carbonique gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringskaret eller -tankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt undergår konventionel gæring. Jeg kan ikke se, hvordan eller hvor lang tid, som vinen er lagret.

Næsen er virkelig landlig og bondsk … vi snakker saftig bio bio, møg, mødding og vitterlig lort under støvlerne. Hold nu kæft. Der er også ler, brunkager, jernagtige og æteriske grønne urter … har måske lidt en næse som beaujolais, Kongen af Danmark bolsjer, altheabolsjer, jordbær, hindbær, appelsiner, nelliker og en regnvejrsdag. Med mere tid og luft i glasset bliver de skarpe animalske aromaer dog noget blidere.

Men vinen smager ikke af bolsjer eller syrlige drops, men er virkelig karakterfuld. Vi er i det lette afdeling og vinen har en fin grøn, urtet syrlighed, som måske kan minde om lidt Jura. Det er klart en meget frisk, kantet og ustyrlig unge … en let og småsur utilpasset knægt.

Ingen forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen 7,95€ … svarende til 59 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Château Saransot-Dupré, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Saransot-Dupré, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigVi smager også lige førstevinen fra Château Saransot-Dupré i en nyere årgang, nemlig i årgang 2016, der også var en fabelagtig årgang på venstre bred i Bordeaux.

I denne årgang 2016 er blendet af vinen en smule anderledes, da det består af 60% Merlot, 16% Cabernet Sauvignon, 11% Petit Verdot, 11% Cabernet Franc og endelig 2% Carménère. Men ellers er vinen lavet fuldstændig som 2009’erne, altså med gæring i store betontanke ved 28 grader og med en maceration over 3 uger. Efter en malolaktisk gæring, så lagrer vinen 20-21 måneder på barriques, heraf 25-30% nye fade.

Vinen minder på mange måder om 2009’eren, bare mere frisk, ung og uden den lækre modenhed i frugten, Det er fortsat solbær, blæk, lakrids, cigarkasser, muldjord og dufter fortsat arketypisk som en Bordeaux skal dufte.

I munden er frugten er frisk, klar og alligevel leveret blødt. Det er solbær, tydelige tanniner, tørheden dog mindre end forventet, men ellers igen lidt bitterhed, kaffe og mørk chokolade. Det smager altså rigtigt godt og en god vin til pengene.

Vinen forhandles flere steder herhjemme, bl.a. Haslund Wine Import, hvor en flaske i nyere årgang koster 114 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7