2018 Dominio del Bendito, El Buen Rollo, Toro, Spanien

2018 Dominio del Bendito, El Buen Rollo, Toro, SpanienEn spansk vin fra det varme Toro, et vinhus ejet af en fransk vinmager, en moderne etiket, men det smager herregodt. Det er nemlig vinen El Buen Rollo fra Dominio del Bendito, som jeg nu fabler om.

Vinhuset Dominio del Bendito  er grundlagt i 2004 af franske Antony Terryn, som ledte efter det perfekte sted at lave vin … og han ledte i både Frankrig, Chile, Portugal, USA og Spanien. Det fandt han i Toro, hvor han slog sig ned med sin familie. Han har nu 13 hektar egne vinmarker og har derudover lejet yderligere 15 hektar.

Hans egne marker har primært vinstokke, der er over 45 år gamle, mens resten er mellem 14-30 år gamle. Også de lejede marker har stokke plantet for mange år siden og nogle endda tæt på 100 år.

Produktionen ligger pt. et sted mellem 60-70.00 flasker årligt, så der er tale om en lille producent, som dog løbende har fået voksende berømmelse og trofaste tilhængere.

Denne El Buen Rollo er lavet på 100% Tinta de Toro aka Tempranillo, som er vinificeret i rustfrie ståltanke efterfulgt af eftermaceration i 12-15 dage for at trække ekstra farve og tannin. Derefter er vinen så lagret 3-4 måneder på 80% fransk og 20% amerikansk eg. Der er lavet 24.332 flasker af vinen i denne årgang 2018.

Vinen har en landlig, animalsk og blomstret næse, en kæk kølig sødme, jordbær, kirsebær, præg fra egefadene, mælkechokolade, lidt vaniljeis, Nutella … men alt på en let måde, meget fint og bondsk facon, let, indbydende og med en lille grøn note.

El Buen Rollo er rund og blid i munden, saftig og har samtidig også godt med tanniner, krydrede elementer, pænt med sødme, virkelig lang eftersmag, hvor vinen sidder vildt lang tid i munden. Jeg er da bare pjattet med vinen … en elegant bondeknold.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr,, mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Velenosi, Ludi, Marche, Italien

2014 Velenosi, Ludi, Marche, ItalienLidt mod øst udenfor byen Ascoli Piceno i Marche området finder vi vinhuset Velenosi, som står bag næste vin Ludi … lavet på primært Montepulciano tilsat lidt Cabernet Sauvignon og Merlot.

Vinhuset Velenosi er grundlagt i 1984 af Angela og Ercole Venenosi, som samlet har 200 hektar vinmarker og årligt producerer 1.800.000 flasker vin, som eksporteres til ikke mindre end 35 forskellige lande. I 2005 kom Paolo Garbini med i foretagendet, hvor Angela står for salget, mens Ercole og Paolo står for ledelsen samt vineriet sammen med de to ansatte vinmagere Filippo Carli og Luca Fioravanti.

Det er et vinhus, som har fået masser af flotte anmeldelser, men selvfølgelig også af det overaltværende Luca Maroni, som selv har givet denne Ludi vin hele 98 point og så begynder man jo at frygte, om det er en tung, fed og sød vin. Men jeres flittige vinblogger lader sig ingenlunde slå ud og påtager mig opgaven i læsernes sag.

Ludi er ifølge vinhuset hjemmeside lavet på 85% Montepulciano tilsat 15% Cabernet Sauvignon og Merlot. Importøren Andrup Vin oplyser, at blendet er 50% Montepulciano, 30% Cabernet og 20% Merlot og det er sikkert det mest rigtige, for jeg kan ikke finde oplysninger om årgang 2014 mixet nogle steder.

Druerne til denne Ludi kommer fra husets marker ved Offida og Castel di Lama. Her er jorden meget leret og der er en del kalksten i øverste lag. De forholdsvis gamle vinstokke produceret kun omkring 1,5 kg druer pr vinstok, og ud af disse 1,5 kg druer er det kun de bedste, som benyttes til denne vin.

Efter høst er druerne afstilket og overført til store 100 hektoliter fermenteringskar i rustfrit stål. Derefter sker gæring og maceration over 28 dage … dog vinificeres hver druesort separat. Så lagrer vinen 18-24 måneder afhængig af årgang og først derefter sammenstikkes den endelige vin.

Det er også helt klart duftmæssigt en mørk og fed vin, mørk frugt, marmelade, brombær, solbær og sorte kirsebær, dyb engelsk lakrids, tobak, hestesaddel, læder, meget stærk og powerfuld næse, lettere balsamisk og har derudover lidt præg fra fadene med vanilje, kanel samt lidt kardemomme.

I munden er det skam også en tæt, mørk og tør vin, hvor der virkelig er skrald på frugten, masser brombær, solbær og mere ren og langt køligere i frugten end forventet, hvorved vinen så smagsmæssigt faktisk bliver meget mere rank end duften reklamerede med. Det trækker absolut op. En stærk, fyldig powervin med rank ryg.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Vignobles & Compagnie, Les Terrasses de L’Aygues Cairanne, Rhône, Frankrig

2017 Vignobles & Compagnie, Les Terrasses de L'Aygues Cairanne, Rhône, FrankrigSå er vi tilbage hos det lille kooperativ Vignobles & Compagnie ejet af Merlaut familien via deres store vinkoncern Taillan Group og denne gang med en ægte Rhône vin, deres 2017 Les Terrasses de L’Aygues Cairanne,

Vignobles & Compagnie har jeg jo lige skrevet om, da jeg for et par dage siden smagte deres 2018 Domaine Villesèche Côtes du Rhône Rosé, så det skal jeg ikke gentage. I stedet kigger vi nærmere på denne Les Terrasses de L’Aygues Cairanne, som er lavet på primært Grenache og Syrah tilsat en skvis Carignan og Cinsault fra terrassebeliggende marker med småsten, sand, ler og kalksten tæt ved Aygues floden i Cairanne.

Vinen er lavet med en lang gæring og maceration ved 25 grader i 3-5 uger, hvorefter vinen er lagret 12 måneder i betontanke.

Næsen er meget klassisk Rhône, krydret, godt flæsket suppleret med tørrede bær, brombær, enebær, blommer, nogen syrlighed, tør træ, eukalyptus, lavendel og generelt lidt parfumeret.

I munden er det en fyldig og fed vin, opulent med en stor portion sødme, kraft, peber, blåbær, blommer, men virkelig pænt sødme, som fylder meget i det samlede smagsbillede. Det bliver dog aldrig for meget, så samlet en absolut godkendt fin Rhône vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr,, mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7