2018 Ramón do Casar, Treixadura Nobre, Galicien, Spanien

2018 Ramón do Casar, Treixadura Nobre, Galicien, SpanienÆdel udskæring siger Google Translate en kende spøgefuldt, når jeg skal oversætte navnet Treixadura Nobre, mens den vovet siger tønneskæring ved Treixadura Barrica. Jeg siger blot, at Treixadura Nobre fra Ramón do Casar smager vildt godt … så man forstår godt, at vinen nærmest er nobel og skåret godt.

Ramón do Casar ligger i den lille by O Prado helt tæt på floden Miño i Ourense provinsen og tæt ved Atlanterhavet i Galicien i det nordvestligste hjørne af Spanien under appellationen DO Ribeiro,

Vinhuset Ramón do Casar er grundlagt i år 2000 af de tre González Sabucedo brødre, som vendte tilbage til Spanien fra Venezuela, som deres far Ramón do Casar måtte flytte til i 1950’erne grundet den økonomiske situation i Spanien under Francos ledelse.

Dengang havde faderen forladt familiens vingård ved floden Miño, og nu kunne brødrene så sikre, at faderen kunne vende tilbage til området, hvor vinhuset nu har 8 hektar vinmarker, hvor familien dyrker druesorterne Treixadura, Albariño og Godello.

Til at forestå produktionen af vinene har familien hyret den unge vinmager Pablo Estévez, som samlet laver omkring 5 forskellige hvidvine. Jeg har tidligere smagt deres Treixadura alene lavet i ståltanke, men nu smager jeg storesøsteren, som er lagret på barriques.

Og alle vinene fra vingården bærer til ære og respekt for gamle Ramón i dag fotografier fra den berømte fotograf Alberto Marti, som fotograferede de mange spanske immigranter på havnene i Vigo og Coruña, inden de drog af sted til Sydamerika.

Treixadura kendes under navnet Trajadura, for det er nemlig en portugisisk druesort, der primært dyrkes i Vinho Verde vinregionen i det nordøstlige Portugal … og netop også i appellationerne Ribeiro og Rías Baixas i Galicien i Spanien.

Det er primært en blandingsdrue, som giver krop og lette lemon noter til vinene. Oftest er druen blandet med Loureiro og Alvarinho i Rías Baixas, mens den i D.O. Ribeiro ofte blandes med sorterne Torrontés og Lado.

Men her danser Treixadura altså et soloparti … druerne er høst med håndkraft, sorteret i marken og efterfølgende også i vineriet inden afstilkning. Man benytter sig af koldmaceration og gærer med kvaset under temperaturkontrollerede forhold, hvorefter vinen lagres i en kortere periode på fransk eg.

Duftmæssigt minder vinen på mange måder om lillesøsteren med sindssyg lækker aromatisk næse. Det er både multifrugtjuice, lemon, syltede citroner, mango, blomster, sæbe, stor smørfedme, småbuttet sødme og samtidig med en lækker elegance.

I munden virker vinen – trods fadlagringen – slankere end sin adipøse lillesøster, men med langt mere tyngde samt dybde, så den har også nogle af de samme smage … en tyk og lidt afdæmpet syre, eksotiske frugter, lemon, abrikos, hvid peber, stor tung modenhed, masser af bundtræk og trods sødme, præg fra fadlagringen, så mister vinen aldrig en god friskhed. Konge.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Weingut Jakob Schneider, Norheimer Dellchen Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Jakob Schneider, Norheimer Dellchen Riesling Trocken, Nahe, TysklandNår vi nu er i gang med at tømme hele og halve glas, så lad os endelig fortsætte hos den gode Weingut Jakob Schneider. Næste vin er nu flinteskarp og knastør … en 2018 Norheimer Dellchen Riesling Trocken fra øverste Premium hylde.

Norheimer Dellchen er en stejl og terrasseopdelt vinmark med stort indhold af vulkanske sten og grå skifer. Marken ligger lidt vest for byen Norheim med en sydvestvendt hældning ned til Nahe floden. Marken opnår med sin eksponering og omkransende, opvarmelige klipper mere varme – og dermed typisk større modenhed end mange af Schneiders andre vine.

I 2018 var druerne – på grund af den varme sommer, en nødvendig vanding, massivt udbytte – små, men havde et tyndt skind, så de var fyldt med meget juice og et pænt sukkerindhold.

Druerne blev derfor afstilket med håndkraft og vinen lavet med mindre maceration end normalt. Vinen er lavet med spontangæring i rustfrie ståltanke alene med druernes normale gærceller og tilføjede hele bær i den gærede most. Efter endt fermentering er vinen lagret på gamle 1.200 og 2.400 liter fade. Der er alene produceret 1.200 flasker af vinen fra Schneiders lille parcel på de 6 hektar store Norheimer Dellchen mark.

Næsen er lettere landlig og fra første fløjt ganske stenet, flint, granitskærver, tør stenmel, citroner og citronskal, syrlige æbler, lemon, klart nogle hvide blomster, en snert parfumeret, nogle æteriske olier, som kilder og forfører med luftig elegance.

I munden er det en knastør, skarp og ren vin … ikke så megen slinger i valsen, som danses af både citroner, lemon, fersken, pærer, æbler og mineraler med nærmest skønne flyvende og glade brudevalsetrin. Der er stram syre, krydret, kontrolleret og dirigerende. Der er finesse, akkuratesse og militærisk driftssikkerhed.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 205 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7