2013 Weingut Wittmann, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2013 Weingut Wittmann, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, TysklandFredag er Spätburgunderdag = punktum. Og hvorfor skulle denne fredag være anderledes i den henseende? Derfor har jeg proppet en Spätburgunder op, så roen kan sænke sig i det houlbergske hjem. Vinen er fra vinhuset Weingut Wittmann … et af de bedre huse i Rheinhessen.

Weingut Wittmann ligger i byen Westhofen bei Worms og er grundlagt helt tilbage i 1663. Det har været drevet af Wittmann familien i alle årene.

I dag er det Philipp Wittmann, som har overtaget driften fra faderen Günther Wittmann. Og Philipp har tilført yderligere innovation til vinhuset. Philipp blev bl.a. i 2014 kåret som Winzer des Jahres 2014 af Gault Millau vinguiden i Tyskland.

Familien ejer godt 25 hektarer vinmarker, herunder flere berømte enkeltmarker eller ”Einzellage” som det hedder i Tyskland, nemlig de fire Grosse Lage marker Aulerde, Kirchspiel, Brunnenhäuchen og Morstein.

Der produceres omkring 150.000 flasker om året på vingården. Halvdelen er Riesling og resten forskellige sorter som Sylvaner, Chardonnay samt flere Burgunder sorter … herunder selvfølgelig Spätburgunder.

Driften af vingården har været økologisk siden 1990 og biodynamisk siden 2004. Vingården blev udnævnt som årets bedste hvidvinsproducent 2005 i Tyskland.

Vingården er topmoderne med nybygget vinhus i keltisk stil og derudover ejer familien en underjordiske kælder, som de selv kalder vingårdens hjerte. Her gærer den forsigtigt pressede druemost med sin naturlige gær i store træfade.

Vinene laves meget traditionelt i flere serier, Gutsweine, Ortsweine, Wittmann Reserve samt Grosse Gewächse. Derudover findes der også en serie, som hedder 100 Hügel samt lidt Edelsüsse vine. Denne Spätburgunder er husets almindelig, altså en Gutswein. Der er ikke så mange oplysninger om vinen, men den har lagret på eg … hvor lang tid ved jeg dog ikke.

I glasset bestemt en lys og let vin, men knap så lys og transparent som Spätburgunder normalt. I næsen er der søde animalske noter, våde fade, kirsebær, grønne blade, røg og lidt vanilje. I munden meget saftig, kraftfuld, rund, blød med sødme, lidt peber, jern og meget ren frugt, som virkelig klæder vinen. Dejlig Spätburgunder = dejlig fredag.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 13,50€ eller omkring 100 kr. Forhandles herhjemme af Theis Vine, hvor prisen er 199,95 kr.

Rating 5/7 

2012 Vinos Vernaculares, Tinajero, Quilpue, Chile

2012 Vinos Vernaculares, Tinajero, Quilpue, ChileTinajero kan vel nærmest betegnes som en skør halvsøster til forrige vin, den oxyderede Petit Marnier Rosé. Vi er selvfølgelig fortsat Vinos Vernaculares og lader dermed op til, at vinmageren Christophe Beau i november måned kommer til Danmark.

Vinos Vernaculares BOGUS står der på Christophes hjemmeside for det chilenske projekt. Terroirs Bogus … og normalvis betyder BOGUS jo falsk. Men der er nu intet falsk over vinene, som er lidt skøre, vilde, særegne og aldeles anderledes.

Eller excentrisk … excentrisk er måske det mest rammende ord, som beskriver Christophe Beau og hans vine … i hvert fald ud fra mit nuværende kendskab til manden. Og det er selvfølgelig alene ud fra de smagte vine samt hvad jeg har læst om vinmageren.

Det skal jeg selvfølgelig nok komme tilbage til efter besøget midt i november.

Hans filosofi er, at terriors og vin – som sprog, arkitektur og musik – kan være folkelig, kontaktskabende, skabt med lokale kræfter og menneskelige skalaer med intuition fra øjeblikket. Fra jorden strømmer livet til vinene. Så fik vi også dét sat på plads.

Nå, men denne skøre halvsøster Tinajero er et blend på Pinot noir og det lokale drue Pais, som jeg tidligere har skrevet om. Vinstokkene er over 50 år gamle og udbyttet derfor i den lave ende, sølle 15 hektoliter pr. hektar. Vinen er vinificeret 18 dage i stentøjskrukker og modnet flere måneder i træfade/krukker. Krukkerne er porøse, så vi igen finder en oxidering i vinen. Ingen filtrering og godt med snask i bunden … herligt. Lidt dessertagtig i stilen og selvfølgelig totalt økologisk også.

Og det er minsandten også en odd wine, som i næsen har en dyb animalsk note, nærmest som en gammel, faldefærdig stald, mørke og våde fade, gammel portvin, kanel, rosiner, en gammel stout øl eller pint of beer, et plaster, sukater … men også lidt mere frisk frugt underneden. Det oxyderede er slet ikke så markant i denne vin, som fx i Petit Marnier.

Smagen er lidt likøragtig med fedme, peber, nødder, søde krydderier samt en lang syrlighed og bitterhed i eftersmagen. Det virker som om, at der er godt med alkohol og samtidig er der tanniner, som sætter sig på fortænderne. Det mest slående er måske syrligheden i smagen. Denne syrlighed er faktisk ret indsmigrende.

Forhandles af Vinimperiet, pris 114 kr. for 50 cl.

Rating 4/7