1976 Weingut Walter Hammes-Bäumler, Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

Fra kælderen hos den flinkeste værelsesudlejer i Bernkastel-Kues … den søde Frau Mniszak … fik jeg foræret et par gamle flasker Riesling, en 1976 Riesling Spätlese og en 1986 Riesling Kabinett. Ingen etiketter på vinene, men alene med en næste utydelig skrift med tusch på flaskerne.

Mniszak fandt også en gammel blank etikette fra producenten Weingut Walter Hammes-Bäumler. Han ejede ejendommen tidligere og var både vinforhandler samt vinproducent, om end han ikke længere eksisterer.

Der findes heller ikke på nettet nogle oplysninger om producenten, så det bliver ret sparsomt med oplysninger om vinhuset og vinen i det hele taget. På etiketten står der Bernkastel – Wehlen samt Mosel-Saar-Ruwer, så formentlig har den gode vingut haft marker på begge sider af Mosel floden.

Den ene af vinene; 1986 Riesling Kabinett åbnede jeg for et par måneder siden, men den havde prop … ret markant endda og var total udrikkelig, hvorfor det også var med en vis ængstelse, at jeg fik åbnet denne 1976 Riesling Spätlese.

Proppen duftede ikke lige så fælt … et godt tegn.

Vi glasset er vinen sådan lidt mellemgul … alderen fornægter sig ikke, men ikke alarmerende. I næsen er første note lidt petroleum, og det gør mig straks glad. Duften forsvinder dog ret hurtigt, men sådan er det ofte med gammel vin. Ellers fik jeg noteret lidt tørrede æbler, brak havvand, tørrede abrikoser, meget indelukket duft … ja, vel nærmest en sjov duft, krydret og støvet.

I munden er der klart æbler og abrikos … sødmen er der stadigvæk, selvom den hurtigt bliver lidt udvandet. Det smager ikke sindssygt godt, men overraskende drikkeligt … trods næsten 40 år på bagen. Det er jo en bedrift i sig selv. Sjovt at smage … men vi kom imidlertid ikke igennem hele flasken.

Sender dog venlige tanker til Frau Mniszak.

Rating 3/7  

2010 Joseph Janoueix, Château Le Gabachot Pomerol, Bordeaux, Frankrig

Næste vin i rækken … Château Le Gabachot i Pomerol … én af mange vine fra Janoueix familien, som jeg tidligere er stødt på, nemlig med vine fra nogle af deres utallige vinslotte, bl.a. Château le Castelot i Saint-Émilion samt Château La Gasparde.

Samlet ejer Janoueix familien en del vinslotte i både Saint-Émilion, Pomerol og Côte de Castillon og er én af områdets mest betydningsfulde familier.

Vinhuset er grundlagt i 1898 af Joseph Janoueix, som var en hårdtarbejdende forretningsmand og vinelsker fra Corrèze i Sydfrankrig. Med de mange vinslotte laver vinhuset samlet omkring 450.000 flasker vin årligt.

Udviklingen af familiefirmaet Joseph Janoueix – eller Domaines Joseph Janoueix, som det rettelig hedder – er gennem det seneste årti gået meget stærkt.

Fra at være et meget traditionelt vinhus finder man i dag ikke bare Saint-Émilions, men også Pomerols og Bordeaux Supérieurs mest spændende vine under familiens navn. Château la Croix, La Confession, Château Haut-Sarpe, Château Mouton og Château la Croix Saint Georges er alle slotte, som naboerne misundeligt kigger over hegnet på, fordi de konstant omtales og beundres.

Succesen skyldes især yngste generation, brødrene Jean-Philippe og Jean-Pierres visionære ambitioner og arbejdsindsats. Uanset om talen falder på en dagligvin eller en topvin i sortimentet, ved man nøjagtigt, hvad man vil med hvilke slotte.

Denne vin Château Le Gabachot kommer reelt fra Château la Croix … eller i hvert fald bliver vinen produceret i kældrene på det berømte Château la Croix. Druerne 60% Merlot, 20% Cabernet Franc og 20% Cabernet Sauvignon. Château la Croix er således ikke et slot, men en vin fra Croix, hvor druerne kommer fra andre marker.

I næsen en meget kølig stil med solbær, jord, mynte, blæk og grafit. Smagen er lidt i samme boldgade. Det er jord, solbær … ren og direkte frugt, meget tør og tanninrig, men også en smule kedelig, hvis jeg skal være helt ærlig. Og det skal jeg jo.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 330 kr.

Rating 4/7  

2011 Sylvain Pataille, Marsannay Clos du Roy, Bourgogne, Frankrig

Hvis du kører fra Beaune mod Dijon, så kommer du forbi Vosne-Romanée, Vougeot, Chanbolle-Musigny, Gevrey-Chambertin og havner til sidst i den lille by Marsannay-la-Côte. På adressen Rue Roger Salengro – opkaldt efter en socialistisk minister fra 1936 – finder vi vinhuset Domaine Sylvain Pataille.

Byen Marsannay er ikke stor … mindre end to poser morgenbrød … men er en gammel by, som oprindelig hed Marceniacum in Monte, så Marcenay-en-Montagne for endelig at få det nuværende navn Marsannay-la-Côte i 1783.

Appellationen AOC Marsannay blev dog først en realitet langt senere, nemlig i 1987 og før dette blev vinene herfra blot solgt som Bourgogne eller Bourgogne de Marsannay. Der er ingen Grand eller Premier Cru marker i Marsannay, men i stedet er området mere kendt for sine hvidvine og rosévine.

AOC Marsannay tilhører Côte de Nuits og omfatter vinmarker omkring byerne Chenôve, Couchey og Marsannay-la-Côte.

Domaine Sylvain Pataille er én af de mest kendte producenter i Marsannay. Han er uddannet ønolog i Bordeaux, og arbejdede igennem flere år på forskellige slotte i Médoc. Særligt på Château Branaire Ducru har han har en stor andel i slottets kvalitetsløft.

I slutningen af halvfemserne vendte han hjem til Marsannay med to formål for øje. Dels for at overtage driften af familiens vingård, og dels at fungere som rådgivende ønolog for andre producenter i Bourgogne.

Sylvain fik hurtigt en række stjernedomæner som kunder, herunder Perrot Minot, Denis Mortet, Hubert Lamy og Nicolas Rossignol. Han fungerer stadig som ønolog for enkelte domæner, men koncentrerer sig i dag primært om driften af Domaine Sylvain Pataille.

Alle Sylvains vine er biodynamiske og hælder i retning af naturvin. Han er fuldstændig hands-off i sin produktion. Ingen gærfløde, ingen enzymer, ingen chaptalisering og ingen syrejustering. Kun den rene gærede most, eventuelt understøttet af lidt fad i de absolut bedste årgange. Pataille bruger næsten ingen svovl i vinene og stilen er ligger tæt op af Philippe Pacalet, som er berømt for sine ypperlige naturlige vine i Bourgogne.

Fra 2000 begyndte Sylvain at opkøbe små parceller i appellationens bedste vinmarker og den første vin – som blev vinificeret under hans eget navn – var årgang 2001. Sylvain Pataille har 12 hektarer vinmarker i dag, som bliver vinificeret i 12 forskellige cuvéer.

Èn af disse cuvéer er denne Marsannay Clos du Roy, hvor druerne kommer fra marken Clos du Roy, som ligger imellem Marsannay-la-Côte og Chenôve. Som Sylvains øvrige vine lavet helt naturlig, hvor vinen gæres spontant ud på rustfrie ståltanke ved 32 grader, inden de overføres til delvist brugte og nye egetræsfade (mængden afhænger meget af årgangen), hvor den gennemgår malolaktisk gæring og yderligere lagring.

Og hér finder vi elegant Pinot Noir, som i næsen byder på lethed, blomster, lyse bær, hindbær, jordbær, eg, salt, tør jord, mineraler … ganske indbydende. I munden er let, elegant, intens frisk frugt, mineraler, flintesten … tanninerne er lette, men absolut tilstede og eftersmagen er god og lang. En lille fransk kant … men hvor smager den godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 330 kr.

Rating 5/7