2011 Giuseppe Quintarelli, Primofiore, Veneto, Italien

Giuseppe Quintarelli blev kaldt mange ting. Kongen af Amarone. Mesteren fra Veneto. Valpolicellas grand old man. Blot for at nævne nogle få.

Og Quintarellis vine har fået prædikater som Italiens d’Yquem” og Veronas Romanée Conti. Azienda Agricola Giuseppe Quintarelli er en legende med nogle af Italiens … ja verdens mest eftertragtede vine. Ægte kult.

Her har vi netop en vin fra den gamle og nu afdøde mester, vinen Primofiore … en IGT vin lavet af saft fra første pres til de frygtindgydende Amaroner fra Quintarelli tilsat andre druer. Det betyder, at vinen er sammensat med en halvdel af Corvina og Corvinone samt Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc.

Vinhuset er oprindelig grundlagt tilbage i 1924 af Silvio Quintarelli. Han havde forinden arbejdet som forpagter sammen med sine brødre i Figari i kommunen Marano di Valpolicella og havde solgt lidt vin på det amerikanske marked.

Sammen med sin hustru og to sønner købte Silvio imidlertid en lille vingård ved landsbyen Cerè i området omkring Negrar, en kilometer øst for Busa og et par kilometer syd for Negrar. Og det blev startskuddet for den vingård, som efterfølgende skulle blive én af de største og mest berømte vingårde i hele Veneto.

I 1950’erne overtog Guiseppe Quintarelli vingården og produktionen. Han var den yngste af sønnerne, og reorganiserede ejendommen, købte nye vinmarker, optimerede produktionen og begyndte en større selektering af druerne i produktionen. Derudover havde Guiseppe en klar filosofi om, at vinene skulle have tid til at modne … uden hastværk.

Han lod derfor nærmest hver vin lave sig selv, men sørgede blot for idéelle betingelser. Vinene får således lov at gære så længe, som vinen ønsker det. Han tapper først vinen, når den er parat, ikke før. Og det kan godt vare både 5, 6 eller 7 år … endda ofte op til 10 år for Amarone vinene. Hos Quintarelli frigives vinene først, når man mener, at de er klar til at blive drukket.

Mest berømt er hans Amarone og Valpolicella vine, men alle vine i porteføljen er af høj kvalitet. Kun det bedste er godt nok til Guiseppes håndskrevne etiketter.

Quintarelli var også mentor for Romano Dal Forno, der som ung 22 årig vinmager mødte Qiuntarelli og tog hans idéer til sig. Dal Forno skulle også senere blive én af de helt store Amarone producenter i Veneto … men det er en helt anden historie. Guiseppe var i det hele taget den producent, som har nydt størst respekt blandt andre producenter i Valpolicella.

I mere end 50 år var han en forgrundsfigur og en af de få, der til stadighed arbejdede kvalitetsfokuseret i et Valpolicella, der blev mere kendt for masseproduktion. Quintarelli var først og fremmest contadino, en vinbonde, der brugte tiden i mark og kælder.

Guiseppe Quintarelli døde i januar 2012 i en alder af 84 år, og hans kone Franka et år senere, men vinhuset føres i dag videre af datteren Fiorenza, svigersønnen Giampaolo samt deres børn Francesco og Lorenzo. Derudover er Guiseppes nevø Marco også med i videreførelsen af produktionen af vinene fra Azienda Agricola Giuseppe Quintarelli.

Samlet har vinhuset knap 12 hektar vinmarker omkring Negrar, skråninger med limsten og basalt samt vinstokke helt tilbage fra 1924. Den samlede produktion udgør knap 50.000 flasker årligt, og det er langt mindre end efterspørgslen, hvilket også betyder, at vinene fra Quintarelli er ganske dyre … hans almindelige Amarone koster typisk omkring 2.500 kr.

Her har vi vinen Primofiore, hvilket betyder den første blomst. Druerne til vinen kommer fra Ca’ del Merlo skråningen, høstes fuldt modne og tørrer i trækasser indtil gæring. Som nævnt et blend på Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Corvina og Corvinone. Derefter er vinen lagret på slavonsk eg … omkring 2-3 år efter hvad jeg kan se.

I næsen er her champignon, bolsjer … Kongen af Danmark, lakridsbolsjer, fennikel, sure tæer, blyanter, grønne oliven, lyserøde kirsebær, hindbær, urter samt en fin blødhed og lethed. Smagen er præget af meget ren frugt, lethed … friske lyserøde bær, hindbær, violer, blomster, mineraler, jern, bløde … men mærkbare tanniner, lidt grønt og fin syrlighed i eftersmagen. Hvor er det elegant.

Vinhuset siger selv, at deres vine helst skal dekanteres et døgn inden de skal drikkes … det blev denne ikke. Der var heller ikke noget tilbage i flasken til dagen efter … men det siger vel bare noget om kvaliteten.

Forhandles bl.a. af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 375 kr. Jeg købte min i Italien, hvor prisen vistnok lå omkring 32€ … eller omkring 238 kr.

Rating 5,5/7 

2011 Vinos Vernaculares, Pistolero, Quilpue, Chile

Og den gode Christophe Beau er virkelig ved at blive én af mine favorit vinmagere … som vin efter vin leverer solide overraskelser. Derfor glæder jeg mig også afsindigt til midt i november, hvor vinmageren lægger kursen forbi Randers til en lille smagning.

Lige lidt gentagelse omkring Christophe, som har over 30 års erfaring som vinbonde, ja faktisk startede han Domaine Beauthorey i 1979. Dér har han 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som drives økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998.

Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.

Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.

Og så er Christophe Beau nu også vinproducent i Chile. Ikke fordi han vil udvide sine aktiviteter, skabe et vinimperium eller tjene kassen … men alene fordi han gerne vil udforske vinproduktionen, opdage flere mysterier i processen af vinfremstillingen, have en frihed i processen og prøve nye former for ejerskab eller brug af jorden. Han ville genopfinde sig selv og opleve noget nyt i livet.

Efter flere udforskninger i Mexico, USA, Mellemøsten, Nordafrika og Sydøstasien endte han imidlertid med at slå sig ned i Chile i den lille by Quilpué i Valparaíso regionen, et område præget af masser af skov … hele 200 hektar … og alene omkring 7 hektar vinmarker tilhørende Viña Raab, som drives og ejes af Daniel Raab Camalez.

På dette sted er der godt med granit i undergrunden, hvilket Christophe mente vil være godt for dyrkning af bl.a. Chardonnay. I 2011 gik Christophe i gang med at rydde et stykke jord og plante sin egen første mark … men imidlertid ikke med Chardonnay, men derimod den lokale drue Pais, som han havde indsamlet stiklinger af i de nærtliggende områder Maule og Bíobío.

Og så forsøger Christophe nu at indgå samarbejde med lokale vinavlere. Han har bl.a. lavet et samarbejde med Fidel og Marcelo … to vinbønder i Colliguay. Herfra køber han nu druer til produktion af sine vine. Christophe kalder det selv et slags øko-cooperativista. Han har også købt druer fra Daniel Raab Camalez på Viña Raab.

Vernaculares betyder i øvrigt og vistnok noget i retning af folkelig talemåde, dialekt eller lidt i det retning, og det beskriver vel meget godt Christophe Beaus ønske om arbejde på tværs af grænser og med folk fra andre steder.

Partnerskabet er i hvert fald også udvidet til andre områder i Chile, bl.a. Parral, Limari og Casablanca, men fortsat med økologi som det bærende fundament i vinproduktionen. Og så laver Christophe ellers vinene helt gammeldags … bl.a. med maceration i et stor læderkar … ja, et gammelt koskind, hvori vinene vinificeres inden lagring på egetræsfade.

Han har også i 2013 bygget et mindre og simpelt vineri i træ, så der nu er mere skik på produktionen af vinene. Og i det lille skur laves der en række forskellige vine; Petit Marnier, Dulzón Olvidado, Pinot Chai, El Blanco de Pais, El Moscatel de Alejandría, El Cuidadano, Tre Vacas og så dennw Pistolero, som er et blend på Pinot Noir og Merlot.

Druerne kommer fra 30 år gamle vinstokke fra marker i området omkring vingården i Quilpue, og udbyttet ligger på 50 hektoliter pr. hektar, hvilket vel egentligt er ganske pænt. Vinen er vinificeret 15 dage i betonfade og ligeledes modnet på betonfade i hele 18 måneder … og resultatet hedder Pistolero, som er spansk for revolvermand.

Pinot Noir og Merlot … det lyder som et umuligt ægteskab … men ikke desto mindre fungerer det fint. Ja … ikke bare fint, men faktisk fantastisk godt. Vinen har en dyb, våd og urtet frugt … helt vild, nærmest animalsk og vild. Der er mørke bær, blommer, figner … en meget frisk frugt, selvom den måske lyder lidt mørk. Der er elementer af spidskommen, tobak, våde fade … og en sammenligning med duften fra en god Amarone falder mig også ind. Der er en snert i hvert fald.

I munden er der kraft, tørhed og stramhed … det er mørke bær og elegance i ét. Det er blommer sammen med frisk ren frugt, fuck det er bare lækkert. Den var helt anderledes end forventet, tog virkelig røven på mig, men hvor er det dog godt. Ganske ufiltreret, så der er godt med bundfald i flasken. Og Pinot Noir’en er svær at finde … men en imponerende vin.

Købt hos Vinimperiet, hvor prisen er 98 kr. Det er røvbilligt.

Rating 5,5/7  

2013 Weingut Am Stein, Vinz Scheurebe Alte Reben, Franken, Tyskland

Igen tilbage hos Weingut Am Stein … aka Weingut Ludwig Knoll Am Stein, som jeg besøgte i sommers og bl.a. købte denne Vinz Scheurebe Alte Reben … en aromatisk lille stjerne fra det kendte frankiske vinhus, som ligger i udkanten af byen Würzburg.

Vinhuset har sit navn efter den mest berømte vinmark i hele Franken … Würzburger Stein og drives af Ludwig Knoll sammen med hustruen Sandra. Ludwig overtog familiens vingård i 1990 og er 5. generation på gården, som har været i familiens eje siden 1890.

Ludwig driver i alt 21 hektar vinmarker, og beliggenheden er helt unik, højt oppe på ”Würzburger Stein”. Ludwig fremstiller nogle rene, friske og typiske Frankenvine. I området er det Silvaner druen, som er kongen, men også andre druetyper bl.a. Scheurebe trives på de stejle skrænter. Og herudover også lidt Riesling og Spätburgunder.

Siden 2008 har vingården været økologisk, og i dag drives hele vingården også fuldstændig biodynamisk.

Til driften hører også et mindre pensionat, vinoteket WeinWerk samt en højt estimeret restaurant & vinbar, som hedder Reisers Am Stein. Den drives af kokken Bernhard Reiser og regnes som Würtzburgs bedste. Den har vistnok endda én Michelin-stjerne.

Vinoteket samt gæstehuset/pensionatet ligger i to helt nye bygninger … begge ultramoderne, nærmeste som kubiske blokke. Gæstehuset har en facade med struktur af vandrette fuger og smalle vinduer, mens bygningen for vinoteket har en facade af grønne, tonede glas med lodrette træstolper … meget ikoniske bygninger, som om aftenen giver en fantastisk effekt og er et utroligt blikfang i byen.

Fra begge bygninger har du en fantastisk udsigt udover både Würzburg og de omkringliggende vinmarker.

Ludwig Knoll laver vine i flere kvalitetsniveauer. Basisvinene eller Knolls Gutsweine kalder han Junge Wilde samt Frank & Frei, Ortsweine kaldes Bodenschätze, mens de bedste Erste Lage & Grosse Lage vine kaldes Meisterwerke. Både husets Ortsweine samt Erste/Grosses Lage vine sælges selvfølgelig i de karakteristiske bocksbeutel flasker.

Herudover laves der vine i serien Montonia, som Ludwig har lavet siden 1998 og er opkaldt efter hans datter. Derudover findes der også serien Vinz, som typisk er vin fra gamle vinstokke. Det er netop sådan en vin, som vi her har i glasset … og så på gamle vinstokke med druen Scheurebe.

Hvidvinsdruen Scheurebe er herhjemme måske ikke så kendt. Druen er udviklet tilbage i 1916 via en krydsning mellem Riesling og en anden ukendt drue. Tidligere mente man, at det var Silvaner, som druesorten var krydset med, men gentest har afvist denne idé. Druen dyrkes primært i Tyskland, og derudover i Østrig, hvor den ofte kaldes Sämling 88. Den findes i begrænset omfang også oversøisk.

Hos Am Stein kommer druerne fra vinstokke, som er over 40 år gamle fra marken Stettener Stein. Ikke som mange andre hvidvin lavet på ståltanke, men derimod store betontanke, nærmest udformet som store æg … tænker straks Alien. Vinen har heller ikke lagret på eg. Vinen har vundet 1. præmie i konkurrencen Internationalen Bioweinpreis 2015.

Og hvilken herlig og aromatisk næse, som denne vin har. Det er blomster, sæbe, Faxe Kondi, hvid peber, estragon og salvie, eksotiske frugter, asparges, en smule nødder, passionsfrugter … men virkelig smæk på blomsterne. Lækker og kompleks næse. I munden er vinen cremet, fyldig som smør med hyld, lemon, hvid peber og andre krydderier. Der er god mineralitet, tilstedeværende og gennemgående syre. Det er sgu et lækkert glas hvidvin.

Købt på vingården, hvor prisen er 19€ … eller omkring 142 kr.

Rating 5/7 

2010 Corte Lenguin, Rosso Passito ai Volti IGT, Veneto, Italien

Denne Rosso Passito ai Volti IGT er en Amarone i forklædning … på bogstaveligste vis. Men hvorfor? Det vender jeg tilbage til. Vi er hos vinhuset Azienda Agricola Corte Lenguin, som jeg besøgte i sommers. Herligt sted og søde mennesker.

Vinhuset ligger tæt på San Pietro in Cariano, og er grundlagt i år 1900 af Silvio Vantini og har siden været i familiens eje … først af Silvios søn Lorenzo og derefter af nevøen, som også blev døbt Silvio efter den gamle grundlægger.

Corte Lenguin har lidt over 10 hektar vinmarker omkring San Pietro in Cariano, Marano, St. Ambrogio Fumane og Negrar. Herfra laver de klassiske Valpolicella vine som Veneto IGT, Valpolicella Classico, Ripasso, Amaroner og Recioto.

Vi havde fået stedet anbefalet af en anden dansk turist, og vi mødte også andre danskere på vingården, da vi besøgte stedet. Vi blev taget godt imod af Silvios hustru, som beklagede den store ombygning, som var i gang. De var i gang med at udvide kælderen, så der blev mere plads til besøgende i kælderen.

Hun var rigtig sød og ledte os i kælderen – under de hvælvede mure med de store 22 hektoliters egetræsfade som vidner – igennem alle husets vine, og fortalte om vinhuset, vinmarkerne og de forskellige vine. Og samlet et herligt felt af vine, som prismæssigt var meget interessante … godt med kvalitet for pengene.

Én af vinene var denne Rosso Passito ai Volti IGT, som reelt er en Amarone … og faktisk identisk med husets Amarone della Valpolicella La Coeta. Fru Vantini fortalte, at husets produktion er for stor i forhold til, hvor mange Amaroner de må lave … derfor er de nødsaget til at sælge noget af produktionen med andet navn, og det er netop som Rosso Passito ai Volti.

Begge vine er lavet af tørrede druer fra marken La Coeta og vinificeret på fuldstændig samme måde med maceration i 25-30 dage og lagring i 30 måneder på franske 5 hektoliter egetræsfade. Husets smagsnoter for de to vine er også fuldstændig ens og de regnes som husets moderne vine.

De laver også en Amarone della Valpolicella Classico samt en Rosso Passito ai Volti San Lorenzo, som er fuldstændig ens. De er produceret mere klassisk med 36 måneders lagring på store 22-30 hektoliter egetræsfade.

Fælles for alle 4 vine er, at de er lavet på druerne Corvina, Corvinone samt Rondinella … ja det gælder også husets sidste Amarone della Valpolicella La Masua, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken La Masua og ellers er lavet som vinene fra La Coeta marken.

I næsen er her både våde fade, en smule rosiner, amaretto kirsebær, dadler, figner, kakao, enebær, vanilje, sødme samt lidt sødkrydrede noter. Det er en vin med kraft … tyk, fed og opulent. I munden er vinen lige sådan … fed, varm og overdådig med bitter chokolade, sød og blød engelsk lakrids, blød syre og blide tanniner samt fin sødme. Kvalitet unægtelig … fed Amarone bestemt.

Købt på vingården, hvor prisen var 15€ … og omkring 6-8€ billigere end den tilsvarende Amarone. De 15€ svarer til 112 kr., hvilket er billigt for en god Amarone. Herhjemme koster Amaronen det dobbelt, nemlig 210 kr.

Rating 5/7 

Corte Lenguin - under ombygning
Azienda Agricola Corte Lenguin … under ombygning.

Corte Lenguin - kælderen
Jesper lytter til Fru Vantini.

Corte Lenguin - Houlberg
Houlberg i kælderen.