2006 Tommaso Bussola, Amarone della Valpolicella Classico TB Vigneto Alto, Veneto, Italien

Den ultimative Amarone konge Giuseppe Quintarelli blev for nogle år siden spurgt, hvem han mente ville blive den næste superstjerne i Veneto, og han svarende prompte uden tøven; Tommaso Bussola. Så med andre ord er vi hos ét af de bedste Amarone huse … overhovedet.

Og hvad er så mere naturligt, end at slutte byggemødet med topvinen fra netop Azienda Agricola Tommaso Bussola, nemlig husets Amarone della Valpolicella Classico TB Vigneto Alto? En vin som Jesper havde købt under vores besøg på vinhuset i sommerferien.

Azienda Agricola Tommaso Bussola blev grundlagt i 1983, men allerede nogle år forinden – i 1997 – begyndte Tommaso at arbejde i sin onkel Guiseppes marker. Han var egentlig uddannet stenhugger, men efter kort tid i vinmarkerne og i vinkælderen vidste Tommaso med det samme, at han havde talent og ville arbejde med vin.

I 1983 lavede han selv sin første vin, og efter et par år overtog Tommaso onklens Valpolicella ejendom med de gamle vinmarker i hjertet af Classico zonen ved byen Negrar. I starten fulgte Tommaso trofast traditionalisternes fodspor bl.a. med den hævdvundne aldring i gamle tønder, som blev genbrugt mange, mange gange gennem årene.

Men efterhånden begyndte han at eksperimentere, og han fik hele tiden nye idéer til forbedring af vinene. Han blev langsomt mere selektiv i udvælgelsen af de bedste druer bestemt til specielt produktionen af Amarone og Recioto. I marken blev pesticider og herbicider bandlyst.

I kælderen var han lige så kompromisløs som i marken. Kort sagt lavede han de enkelte vine altså på den måde, som Tommaso havde lyst til at lave dem, og når man har hans håndelag, så er det som regel væsentligt bedre end at følge den slagne vej. Og pludselig begyndte han at opnå anerkendelser ved større vinsmagninger.

Det gav Tommaso mod på yderligere forbedringer, bl.a. ved opførelsen af en ny vingård i 1992-93 samt indførelsen og brug af nye barriques, men kun til de vine som Tommaso mente har godt af det. For hver årgang blev vinene da også bedre og bedre. Der kom mere finesse, intensitet og personlighed, og han kaldte de ”nye” vine for TB eller ham selv, og de ”gamle” vine for BG, som jo er initialerne for hans onkel Bussola Giuseppe.

I slutningen af 1990’erne var Tommaso Bussolas stil ved at være modnet, og hans vine blev hurtigt efterspurgte og næsten verdensberømte for deres utrolige intensitet af frugt. Og anmeldere, vinjournalister og vinkyndige verden over var heller ikke i tvivl. De har kastet stjernestøv i rigt mål over Tommaso Bussola og hans vine. Tommasos håndlavede vine har en forrygende kraft og finesse. Vine som har sin helt egen stil. Meget koncentrerede, potente og komplekse vine og meget anderledes end hvad man ellers møder fra disse kanter.

I dag drives Azienda Agricola Tommaso Bussola fortsat af Tommaso sammen med hustruen Daniela og sønnen … som selvfølgelig har fået samme navn som onkel Giuseppe.

Der ejes samlet 3 vinmarker, nemlig markerne Vigneto Alto på 1,7 hektar med stokke tilbage fra 1970, Vigneto Casalin på 2,1 hektar og stokke fra 1980 samt endelig Ca’ del Laito – Coare Longhe på 2,9 hektar og ganske nye stokke.

På Azienda Agricola Tommaso Bussola laves der i alt 10 forskellige vine, og jeg har tidligere smagt og skrevet om husets Valpolicella Classico Superiore TB her på bloggen. Under vort besøg på vingården smagte vin et lille udsnit af vinene, og Jesper endte med at købe denne deres absolutte topvin Amarone della Valpolicella Classico TB Vigneto Alto.

Bussola - vineriet
Her ser vi Jesper i gang med at købe denne Amarone della Valpolicella Classico TB Vigneto Alto af sønnen Giuseppe Bussola.

Vinen er lavet på 75% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella og de resterende 5% består af flere druesorter, bl.a. Cabernet Franc, Dindarella, Croatina, Molinara samt et par stykker mere. Lagret i 30 måneder på slovenske og franske fade samt 4 måneder på flaske og trækker en højoktan på hele 17%.

Og selvom jeg – som vist nævnt tidligere – ikke er Amarone fan, så bøjer jeg mig i støvet. Monstervin er nok bedste ord … højkoncentreret af Pommern til. I næsen er det nærmest tavlelak, en voldsom intens og tætpakket kraft, blæk, figner, puddersukker, en kop expresso, mulle kælder, overmodne kirsebær og nærmest en ædel rådenskab … lækker, lækker og mere lækker.

Og det er en ordentlig mundskab … en slags rødvinsnektar, men mærkelig nok med fin friskhed og meget rød, klar og direkte saft. Der er figner, power og godt med aroma og smagsnuancer. Et nyreslag … men elegant sat ind, selvom musklerne indikerer masser af power og råstyrke. Muhammed Ali på flaske. Flot vin.

Købt på vingården til 100€ … hvilket er et fund. Herhjemme forhandles den af YouAndWine, hvor prisen er 1.299 kr.

Rating 7/7 

Bussola - Jesper foran vinhuset
Jesper foran Azienda Agricola Tommaso Bussola

Bussola - smagelokalet
Smagelokalet

Bussola - udsigten
Udsigten udover vinmarkerne fra vinhuset

2007 Stefano Accordini, Amarone della Valpolicella Classico Vigneto Il Fornetto, Veneto, Italien

Vi sluttede byggemødet med 2 x bulder … kraftkarle af mørkeste slags, nemlig i form af Amaroner, og den første (af de sidste) var denne Amarone della Valpolicella Classico Vigneto Il Fornetto fra vinhuset Stefano Accordini, som ligger i byen Negrar i hjertet af Valpolicella.

Azienda Agricola Accordini Stefano har sine rødder tilbage til 1929, hvor Gaetano Accordini købte 4 hektar jord omkring byen Negrar sammen med hustruen Giuseppina Bertani og begyndte af avle druer. Sønnen Stefano overtog vingården og solgte primært sine Valpolicella vine på det lokale marked. Dengang producerede man alene få vine og ingen Amarone.

Det var først da sønnerne Tiziano og Daniele kom ind i familieforetagendet sidst i 1970’erne, at der kom gang i en mere struktureret produktion og salg af vinene.

Daniele havde forinden uddannet sig til ønolog på skolen Conegliano Veneto, og det smittede af på vinene. Således startede man med nye beplantninger af Corvina, Corvinone, Rondinella samt Molinara og i 1980 lavede de to brødre også husets første Amarone.

Tiziano og Daniele har i forening formået at bringe Accordini op i den bedste klasse i Veneto. I Negrar råder familien fortsat over de 4 hektar vinmarker og for nylig har man også købt yderligere 6 hektar oppe i bakkerne ved Fumane, og her har de bygget et helt nyt vineri med alt hvad hjertet kan begære af topmoderne isenkram til vinfremstilling.

Brødrene er i dag assisteret af Tizianos sønner Giacomo og Paolo samt Danieles søn Marco, som er yngste familiemedlem og allerede i gang med uddannelsen til ønolog.

Til vinfestivalen i maj hos Jysk Vin mødte jeg faktisk Paolo Accordini. Paolo er en særdeles rar fyr, og vi fik en lang snak om Amaroner. Dengang skrev jeg; “Jeg er sådan set lidt Amarone modstander, idet Amaroner ofte smager som rosinvand. Men nogle gange render man ind i fantastiske Amaroner … og vinene fra Accordini hører til i denne klasse”.

Huset laver 6 forskellige vine, nemlig Valpolicella Classico, Acinatico Ripasso, Paxxo Rosso, Acinatico Amarone, Vigneto Il Fornetto Amarone og en Acinatico Recioto.

Amarone della Valpolicella Classico Vigneto Il Fornetto er husets absolute topvin, som kun fremstilles i et meget begrænset antal. Vinen er produceret udelukkende på druerne Corvina, Rondinella og Corvinone fra marken Il Fornetto. Alle druer bliver høstet og sorteret i hånden for at sikre en perfekt modenhed. Efter sortering bliver alle druer tørret på et velventileret loft i omkring 120 dage. Efter presning og fermentering lagrer vinen på fade.

Ved vinfestivalen drillede vi Paolo Accordini med netop Amarone Classico Vigneto il Fornetto, hvor etiketten har lånt inspiration fra Amaronerne fra Dal Forno og Quintarelli … og måske Ernesto Ruffo. En lidt håndlavet etikette, men indholdet fejler heller ikke noget …. hold da op … Amarone i top topklasse.

Og sikke en herlig vin, som i næsen er sort nat, intens tæt, mørk frugt, dadler, figner … næsten tørrede figner, våde fade, chokolade, kaffe, vanilje, kanel og portvin. Man tænker lidt, at her mødes rødvin og portvin. Men i smagen er væsken herlig intens og koncentreret, mørk, sød med figner, mælkechokolade og lidt lakrids. Virkelig powervin … men på den fede måde. Sådan skal en rigtig Amarone smage.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 595 kr.

Rating 6/7  

2011 Clos des Papes, Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

Hold nu kæft, hvor er det godt. Jesper havde fundet kanonerne frem til byggemødets finale … og den første superhowitzer aka 380 mm bronzekanon var denne Châteauneuf du Pape fra det legendariske Clos des Papes, som jeg har smagt få gange, men altid været meget begejstret for.

Vingården er etableret af Paul Avril, som også var en af de drivende kræfter i oprettelsen af appellationen Châteauneuf du Pape. Han begyndte i 1896 at sælge vine med navnet Clos des Papes. Vinen opnåede hurtigt stor anerkendelse, og blandt aftagerne var bl.a. General de Gaulle og Georges Pompidou i præsidentpaladset i Paris.

I dag er den 4. generation af Avril’erne, nemlig Paul-Vincent Avril, som driver vingården. Paul-Vincent er uddannet på vinskoler i Bourgogne. Han kom tilbage domænet i 1988 med visioner om finesse og elegance. Som for gode vine fra Bourgogne gælder det også for vine fra Clos des Papes, at man er nødt til at have en vis tålmodighed. Siden 2011 er domænet certificeret “agriculture biologique”, altså økologisk.

Clos des Papes er på 32 hektar, heraf 29 hektar med røde druer og 3 hektar med grønne druer. De 32 hektar er fordelt på ikke mindre end 24 parceller, som ligger spredt ud over hele byen. En enkelt parcel ligger tæt ved paveslottet og har været omgivet af murene (clos) omkring slottet, heraf ejendommens navn Clos des Papes.

Der fremstilles kun én cuvé af henholdsvis hvid (10% af produktionen) og rød Chateauneuf du Pape. Man har siden 1991 afstilket alle druer og har siden 1987 aftappet hele produktionen.

Hemmeligheden bag den høje kvalitet er et lavt udbytte. I årgangene 2007, 2008 og 2009 har man således haft et udbytte på henholdsvis 25, 17 og 19 hl/ha. Udbyttet minimeres ved at fjerne klaser før modning og ved at gennemføre en meget streng sortering i forbindelse med høsten.

Der eksperimenteres ikke meget på Clos des Papes. Målet er hvert år at lave en vin, der i videst muligt omfang lever op til de høje kvalitetskrav, som Avril selv stiller, og til de høje forventninger, som køberne af denne vin har og som er i stil med den der har været lavet på stedet i årtier.

Vinen er lavet på en klassisk blanding af 65% Grenache, 20% Mourvedre, 10% Syrah og resten en blanding af nogle af de øvrige tilladte sorter. Udbyttet holdes på ca. 25 hektoliter pr. hektar, og vinen har gæret på cement og lagret på foudres 12-15 måneder.

Og hvilken herlig duft, hvor der er lidt mejeri, ymer … virker meget rustik og har nærmest lidt kamfer, grønne vinblade … og den dér duft, som man ofte finder i selve vinmarkerne, jord, mælkechokolade, mineraler, grafit, kød, bacon, røg, lidt urter/krydderier og en smule eucalyptus, som forvirrede mig lidt. Men en meget kompleks og indbydende næse.

I munden er vinen blød, fyldig med mørkerøde, næsten sorte bær, blommer, næsten rosiner (hvilket jeg ellers ikke er fan af), chokolade, lakrids, enebær og stor intensitet uden at det bliver en blockbuster eller marmeladevin. Det er samtidig elegant, let og forførende … nærmest med en form for mineralitet i smagen. Klasse. Kan måske godt tåle et par år yderligere i kælderen, hvilket helt sikkert vil give vinen yderligere dimensioner.

Forhandles af Vinexus og Bichel Vine, hvor priserne er forskellige, henholdsvis 676,43 kr. og 799,75 kr.

Rating 6/7