Maison Moillard-Grivot er et lille burgundisk négociantfirma, der ligger ved byen Nuits-Saint-Georges og derfra smager vi nu en næsten 10 år gammel hvidvin 2013 Meursault 1er Cru Les Genevrières.
Vinhuset er grundlagt i 1850 af Symphorien Moillard, der ejede let par vinmarker i Nuits-Saint-Georges, men samme år giftede sig med Marguerite Grivot, hvis familie også ejede marker og dermed opstod Maison Moillard-Grivot.
Men et møde med en belgisk notar gjorde, at Symphorien startede på at sælge vine til Belgien og det blev starten på, at huset Maison Moillard-Grivot blev mere end blot producent, men også et handelsfirma med et udvalg af bourgognevine.
Denne nye aktivitet krævede stor ekspertise for at kunne forudse vinenes lagringspotentiale i tre, fem eller ti år. Siden da har Moillard videreført dette omhyggelige arbejde med vinificering og lagring for at bringe alle vinene til deres fulde potentiale.
Vinhuset blev en af de helt store spillere i Bourgogne med et imponerende bagkatalog af vine skabt både på druer fra egne vinmarker og druer, der blev købt fra vinavlere med interessante parceller rundt omkring på de berømte skråninger.
I 2004 tvang en arvestrid imidlertid Moillard familien til at frasælge mange af deres bedste marker og det ledte i 2009 frem til, at firmaet blev opkøbt af La Société Béjot Vins et Terroirs i Meursault, Det er et ganske stort foretagende, som jeg tidligere er stødt på her på vinbloggen.
Maison Béjot Vins & Terroirs omsatte i 2015 for ikke mindre end 50,7 millioner euro, svarende til 378 millioner kroner. De havde på det tidspunkt omkring 200 ansatte og samlet 530 hektar vinmarker, 260 hektar i Bourgogne samt 270 hektar i den sydlige del af Frankrig. Med andre ord en stor historie.
Imidlertid frasolgt de i 2016 Maison Moillard-Grivot til familien Helfrich. Nu ringer der måske en klokke, for den familie står bag et af Frankrig meget store industrielle producenter … Les Grands Chais de Franc aka Le Groupe GCF.
Det er en koncern, som vi herhjemme nok mest kender som vinhuset bag de ikoniske J.P. Cheney med den skæve hals og vinen Merlot med den blå etiket fra Grand Sud. Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine under navne som bl.a. Les Grands Chais de France, Calvet, Grand Sud, Domaine de la Ville de Colmar, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Domaine de la Baume, Lacheteau, Arthur Metz og mange flere.
Les Grands Chais de France er en familieejet virksomhed, som er grundlagt i 1979 af CEO Joseph Helfrich. Gruppens hovedkontor og deres vigtigste produktionssted ligger i Petersbach i hjertet af nationalparken Vogeserne du Nord i Alsace.
Men Le Groupe GCF har med købet af Moillard-Grivot satset på at bringe det navnkundige négociantfirma Maison Moillard-Grivot på kurs tilbage til tidligere storhed. Det har man gjort med ansættelse af Serge de Bucy, som ansvarlig leder og han har hyret den unge vinmager Baptiste Corrot for at komme i mål med projektet.
De har fået lov til bruge adskillige millioner på moderniseringer i kælderen i Nuits-Saint-Georges og samtidig har flyttet al produktion af hvidvinene til gruppens allerede toptunede faciliteter i Meursault, men fortsætter ellers den gamle kurs.
De har i på Maison Moillard-Grivot kun 11,5 hektar egne marker, der ligger i Nuits-Saint-Georges, så resten af vinene laves på druer opkøbt af vinavlere rundt om i Bourgogne,
Denne 2013 Meursault 1er Cru Les Genevrières er lavet i tiden med Maison Béjot Vins & Terroirs som ejere. Chardonnay druerne er fra 1er Cru marken Les Genevrières, der ligger perfekt placeret med en sydøstvendt orientering mod solen med en unik jordbund, der er rig på både mineraler, kalksten og mergel.
Den mest delikate most af de håndplukkkedes druer frigives ved skånsom pneumatisk presning, inden vinen gærer på egefade. Efter endt fermentering er vinen laget 18 måneder på de klassiske 228 liter burgundiske barriques, heraf 50% nye fade,
WAUW for pokker … æterisk, dampende, småfed og virkelig aromatisk næse, hvor der både er fadnoter, noget saltet eller syltet, tertiære noter af linolie, brunet smør og lakridskonfekt. Der er frugt med fersken, ældre småbrune æbler, let tropisk frugt af mango samt ananas, syltede citroner, nødder, vanilje, saltede sten og mineraler, men mest af alt en dragende dekadence af smuk modenhed. Det er lidt som at se en ældre Sophia Loren … fortsat smuk og elegant.
Hvor smager den godt … har både det lidt fede med en vatteret smørblød morgenkåbe af lækre smage og alligevel en kontrolleret, fast, dyb og frisk frugt, der ganske vist har noget modenhed, men da fortsat bare virker spillevende, rund og imponerende. Det giver rank struktur samt pirrende friskhed, hvorved vinen næsten danser på tungen … kærtegnende, lokkende og let saftig. Hold nu kaje. hvor smager denne vin bare godt. 96 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 999,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 429,95 kr.