Monstervin … intet mindre. Jeg havde både frygtet og set frem til denne vin, som Keeper overraskende havde taget med til vores vinmarathon i sommerhuset. Frygtet forbi jeg bestemt ikke er Amarone-mand … hader når vin smager af rosinsaft, og måske var denne Amarone lidt af samme skuffe? Set frem til, fordi Hans Peter fra Jysk Vin voldsomt havde anbefalet og rost vinen i høje toner, og fortalt om alle de kvaler, som de havde for at få lov til at købe vinen hos producenten.
Amaronen kommer fra Azienda Agricola Ernesto Ruffo, som ligger i byen Lavagno ved de vulkanske bakker i San Briccio, der grænser op til Mezzane dalen. Da jeg for nogle måneder siden smagte Ernestos basisvin Basaltico IGT var jeg vildt imponeret … hvilket også var med til at højne forventningerne til denne Amarone.
Ernesto er en autodidakt og unik vinmager, som begyndte at lave vin til sin familie, men hans vine vandt efterhånden mange beundrere og mange af branchens eksperter, betragter ham i dag som én af de store producenter af Amarone. Det har nu ikke påvirket Ernesto, som fortsat har en meget beskeden produktion. Samlet set producerer han i samarbejde med sin søn Leonardo mindre end 5.000 flasker Amarone og Valpolicella Superiore om året. Det er ikke meget, og vinene er derfor også svære at få fat i.
Det er svært at finde info om denne lille producent, som ganske vist har en hjemmeside på nettet, men uden information … udover en mailadresse, men det er jo også ganske charmerende, at alle kræfter på vingården alene bruges på at lave god vin. Som nævnt er det svært at få lov at købe vinene fra Ernesto Ruffo og Jysk Vin har fortalt, at de allernådigst fik lov til at importere omkring 100 flasker af hans Amaroner … og dette er altså én af de 100 flasker.
Og mine damer og herrer … dette er sgu bare en fantastisk vin. Min frygt var totalt ubegrundet, men vinen minder … i min optik … heller ikke om normale Amaroner. Duftmæssigt er jeg tilbage i Henri Bonneaus kældre, samme kælderduft sammen med frugt, solbær, blommer … men intet rosinvand over dette. Svag duft af nødder. Måske er Bonneau ved at være min referencevin? Men er duften fantastisk, så er det intet at regne for smagen i denne Amarone. Der sker nærmest en eksplosion af frugt i munden med sødme, syre og mørke bær … alt i en fantastisk balance. Intensitet er helt klart nøgleordet i denne vin … føj det smager godt … så intenst. Jeg er imponeret … og glad for, at jeg derhjemme har samme vin i køleskabet, blot i årgang 2004.
Købt hos Jysk Vin, pris 825 kr.