Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

N.V. Sektkellerei Schloss Wachenheim, Faber Krönung Halbtrocken, Mosel, Tyskland

N.V. Sektkellerei Schloss Wachenheim, Faber Krönung Halbtrocken, Pfalz, TysklandI forbindelse med Fabers fødselsdag, så skulle vi lige smage hans egen vin … eller i hvert fald en mousserende vin af samme navn, en Faber Krönung Halbtrocken, som kommer fra et stort tysk vinhus, som alene laver mousserende vin, et såkaldt Sektkellerei.

Sektkellerei Faber ligger i Trier i Mosel, men bag Faber står imidlertid Sektkellerei Schloss Wachenheim, som ligger i byen Wachenheim omkring 30 km nord for Karlsruhe i vinområdet Pfalz.

Schloss Wachenheim blev grundlagt i 1888 af brødrene Friedrich og Ludwig Böhm. Det er et af de ældste vinhuse indenfor mousserende vine. I sin nuværende form er selskabet stiftet i 1996 ved en fusion mellem Schloss Wachenheim AG, Trier samt Faber GmbH & Co KG.

Schloss Wachenheim AG har også udviklet sig fra et rent tysk vinhus, som kun lavede mousserende vine, til en international koncern med datterselskaber i Frankrig og Centraleuropa. Selskabet har i dag produktionssteder i Tyskland, Frankrig, Polen, Rumænien og Tjekkiet og sælger vine i Tyskland under mærker som Faber, Feist, Light Live, Schloss Wachenheim, Nymphenburg Sekt og Schweriner Burggarten og i Frankrig under navne som Charles Volner, Muscador og Opéra.

Schloss Wachenheim er i dag en af ​​verdens førende producenter af mousserende vine, i hvert fald hvis man snakker kvantitet, for firmaet producerer samlet omkring 220 millioner flasker om året, hvilket udover vin også omfatter alkoholfri vin, vermouth, spiritus og andre drikkevarer, der indeholder vin. Produkterne sælges i mere end 80 lande på alle kontinenter.

Vinen her er lavet på Cabernet Franc, og selvfølgelig mousserende. Vinen er halvsød.

Duftmæssigt lidt muscat, nødder og vanilje … sødmen fornemmes klart, og smagen er også markant til den søde side med nødder … nærmest valnødder … let perlende og fin som aperitif. Fin til prisen.

Fundet i Tyskland til priser omkring 2-3 €.

Vinanmeldelse 3/7    

2006 Cascina Ballarin, Barbera d’Alba Pilade, Piemonte, Italien

2006 Cascina Ballarin, Barbera d'Alba Pilade, Piemonte, ItalienMed næste vin bliver vi i området, vi er nemlig knap to kilometer nordøst for Castiglione Falletto, hvor vi finder Azienda Agricola Cascina Ballarin i byen La Morra.

Cascina Ballarin er et ægte familieforetagende, hvor alle medlemmer i familien deltager i det daglige arbejde på vingården. Vingården er grundlagt i 1928 og drives i dag af brødrene Giorgio og Gianni Ballarin, og de har i alt 6,5 hektar vinmarker, både omkring La Morra og ved Monforte D’Alba og selvfølgelig med de klassiske druer Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og en smule Cabernet Sauvignon.

Deres vinmarker ligger i nogle af de bedste områder, bl.a. Bussia, Bricco Rocca og Giuli, som nærmest har status som “Grand Cru” i området.

Hos Cascina Ballarin laver man selvfølgelig – som også hos Giuseppe Mascarello e Figlio – helt klassisk Barbera, Dolcetto, Barolo og et par Langhe Nebbioloer. Både arbejdet på vinmarkerne og i kælderen er nøje tilrettelagt hos Cascina Ballarin. Opskriften bliver hele tiden tilpasset hver druesort, hver mark og hver årgang. Små detaljer betyder utroligt meget for den færdige vins kvalitet.

Udover vinproduktionen omfatter driften på gården også udlejning af 4 værelser samt en meget lille campingplads, hvor der er plads til få campingvogne.

Vinen her er en enkeltmarks Barbera d’Alba fra marken Pilade, en 0,7 hektar parcel, hvor vinstokkenes har en alder mellem 25 og 45 år. Udbyttet ligger på omkring 70 khg/hektar. Vinen har lagret på egetræsfade i 6 måneder og herefter 6 måneder på flaske inden frigivelsen.

I glasset fin rubinrød … måske ganske brunlig i kanten. Duftmæssigt meget organisk og animalsk … kostald, honning, træ og let portvin, som giver en fornemmelse af en ældre vin. Måske har opbevaringen af vinen i butikken ikke været optimal? Vinen stod på en hylde sammen med Gaja vine, som på den måde har den egentlig været i godt selskab, men temperaturen i lokalet forekom mig en anelse høj. Smagen fejler dog ikke noget, meget fløjlsblød, god frugt, en lidt krydret smag og silkebløde tanniner. Dejlig vin.

Købt i en Vinoble forretning, pris 160 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Giuseppe Mascarello e Figlio, Dolcetto D’Alba Santo Stefano di Perno, Piemonte, Italien

2011 Giuseppe Mascarello e Figlio, Dolcetto D’Alba Santo Stefano di Perno, Piemonte, Italien 2011 Giuseppe Mascarello e Figlio, Dolcetto D’Alba Santo Stefano di Perno, Piemonte, Italien Lørdag bød bl.a. på denne Dolcetto D’Alba fra Azienda Agricola Giuseppe Mascarello e Figlio di Mauro Mascarello, en klassisk Barolo producent, som ligger ved byen Castiglione Falletto, blot et par kilometer nord for Monforte D’Alba. Klassisk Barololand, og huset laver da også både Barbera, Dolcetto, Barolo og et par Langhe Nebbioloer.

Giuseppe Mascarello e Figlio er en af de store traditionalister i Barolo og regnes blandt Italiens ypperste producenter både lokalt om internationalt.  Huset blev grundlagt i 1881 af Giuseppe Mascarello, men det var Giuseppes søn Murizio Mascarello, som i 1904 købte gården “Monprivato” i Castiglione Falletto og fik tilplantet markerne med både Nebbiolo, Dolcetto og Barbera, som lagde grundlaget for vinhusets senere succes.

Siden er vingården gået i arv fra generation til generation, og i dag er det Mauro Mascarello, der står i spidsen sammen med konen Maria Teresa. som står for administrationen, samt sønnen – selvfølgelig også døbt Giuseppe – som også er uddannet ønolog fra landbrugsskolen i Alba.

Mascarello familien har i dag i alt 15 hektar vinmarker, der alle ligger indenfor Barolo området. Nogle er en del af Monprivato ejendommen, og dermed en del af familiens historie, mens andre er tilkøbt af Mauro. Der er i alt 7 forskellige vinmarker, nemlig Monprivato, Bricco, Codana, Toetto, Villero, Santo Stefano di Perno og Scudetto.

Denne enkeltmarks Dolcetto kommer – som navnet også afslører – fra marken Santo Stefano di Perno ved Monforte D’Alba. Huset laver to forskellige Dolcettos, og den anden fra marken Bricco di Castiglione Falletto. Udover at markerne er forskellige, så er forskellen at Santo Stefano kun ser stål, mens Bricco også kommer et par måneder på eg.

Duftmæssigt godt med urter, fersk kød, intens frugt, tør ørken, kaktus, violer, mineralitet …. uhmmmm. Smagen rummer igen den store tørhed, fin syre, krydderier, kirsebær, ribs … meget klassisk i udtrykket og en god bitterhed i eftersmagen. Fin lille vin … jeg bliver sgu i godt humør.

Købt hus Supervin til 99,95 kr., hvilket ellers er prisen ved køb af 6 stk.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Weingut Wagner Stempel, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Lige et par updates fra weekenden, først fredagens Spätburgunder … fredag er jo Spätburgunder dag. Denne gang var vinen fra Weingut Wagner Stempel, som ligger i det idylliske Sieferheim i Rheinhessen.

Vinhuset drives af Daniel Wagner, som er 8. generation på stedet. Vingården er på 13 hektar og Daniel Wagner overtog gården efter sin far i 1993. Siden han overtog driften, så har han udviklet vingården til i dag at være blandt Tysklands bedste og mest anerkendte vinhuse. Filosofien er, at alle vine fra huset skal være stærkt terroir prægede og med mindst muligt brug af giftstoffer, hvorfor huset er ved at konvertere til økologisk vinbrug.

Daniel Wagner laver ikke kun fantasktisk Riesling. Han laver også forrygende Silvaner, tør, storslået Pinot Gris/ Grauburgunder og læskende, ren tør Pinot Blanc/ Weissburgunder. Hans Spätburgunder skulle efter sigende heller ikke stå tilbage for stor New Zealandsk eller Burgundisk Pinot … det vender vi snart tilbage til. Alt i alt er Wagner Stempel en fornem repræsentant for den nye generation af fremadstormende vinbønder i Tyskland.

Daniel Wagner blev således også i 2009 kåret til “Aufsteiger des Jahres” i den tyske udgave af Gault Millau, hvor han samtidig også er blevet tildelt sin fjerde drueklase. Denne gives til producenter, i kategorien “Deutsche Spitze” – lige under “Weltklasse”. Allerede i 2007 var den førende tyske vinguide Eichelmann ude med samme prædikat: “Aufsteiger des Jahres”. Apropos prædikater, så er Wagner Stempel (naturligvis) medlem af VDP (Verband Deutcher Prädikat und Qualitätsweingüter).

Vinen her er således hans “Gutswein” på Spätburgunder, og vinen har også lagret på eg … hvor lang tid fremgår ikke helt.

Duftmæssigt imidlertid ikke den klassiske tyske, søde Pinotnæse, men derimod lidt jod, våd hvedemark, hindbær, blomster, mandler og mineraler … eller i hvert fald en eller anden form for mineralsk fornemmelse. Smagsmæssigt er vinen meget frugtrig … nærmest ren i smagen, let syrlig men alligevel med en lille sødme i eftersmagen. Den har godt af luft … masser af luft … for senere på aftenen var vinen et godt stykke bedre … og det var ikke fordi, at jeg blot havde drukket hele flasken, næ nej … konen fik selvfølgelig hendes andel.

Købt hos Belvini, pris 11,90€. Herhjemme fås den bl.a. hos Piaf Vinhandel, hvor prisen er 159,95 kr. for 1 flaske og 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2001 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien

2001 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, SpanienByggemødet blev afsluttet med manér … respekt Monsieur Brix … nemlig igen med endnu en stor spanioler i form af Aalto fra netop Bodegas Aalto … én af verdens 100 bedste producenter.

Vinhuset Bodegas Aalto startede i 1998, da den tidligere direktør for Ribera del Dueros eksportråd, Javier Zaccagnini, fik en ide om at skabe en af verdens største vine, baseret på Ribera del Dueros unikke mikroklima. Som partner allierede han sig med Mariano Garcia, der anerkendes som Spaniens absolut dygtigste vinmager. Fra 1968 til 2000 var han nemlig chef på den legendariske vingård Vega Sicilia – som jeg jo også lige har skrevet om – sideløbende med arbejdet på Garcia-familiens egen vingård Bodegas Mauro.

Navnet Aalto udtrykker ganske enkelt essensen af de to grundlæggeres ønske om at skabe en af verdens største vine. Alto betyder høj på spansk. Aalto skal udtrykke noget endnu højere. I dag har Bodegas Aalto opnået kultstatus blandt vininteresserede. Dette skyldes naturligvis Aaltos uforlignelige kvalitet, understøttet af internationale anmeldelser og udmærkelser. ”We wanted to unleash the full potential of Ribera del Duero”, som Javier sagde. Resultatet var der allerede i Bodegas Aaltos anden årgang, hvor de lavede Spaniens højst ratede vin nogensinde på daværende tidspunkt.

En af de ubetinget vigtigste forudsætninger for at lave stor vin er, at vinmarkerne skal være optimalt placeret, perfekt kultiveret, beplantet med de rigtige klontyper ligesom vinstokkene skal have en betydelig alder for, at de kan tilføre vinen den rette kompleksitet. Her kommer den samlede erfaring fra Javier Zaccagnini og Mariano Garcia ind i billedet som en afgørende faktor i jagten på den perfekte vin.

Bodegas Aalto har mere end 32 hektar vinmarker fordelt på seks områder, hvoraf tre ligger i Ribera del Duero, to i Valladolid og den sidste i Burgos. Ikke alle er i produktion endnu, nogle er først netop tilplantet og vil ikke indgå i bodegaens produktion før om 10-15 år. Her er der igen et interessant perspektiv for Bodegas Aalto. Det er først, når man begynder at dyrke vin fra disse vinmarker, at Mariano Garcia forventer, at verden vil se vine, de aldrig har set før fra dette område.

Bodegas Aalto er ganske enkelt “state of the art”. En af årsagerne skal findes i vinproduktionen. Vineriet på Bodegas Aalto er færdigbygget efter Mariano Garcias nøje specifikation og er tegnet af samme arkitekt, som lavede Alvaro Palacios vineri i Priorat. Vineriet er et af verdens mest avancerede byggerier af sin slags og er primært bygget under jorden efter “gravity fed” princippet. Det vil sige, at vinen udelukkende flyttes rundt ved hjælp af tyngdekraften. I vineriet, som rækker fem etager ned, er der året rundt en konstant temperatur.

På Bodegas Aalto laves der to vine, som fremstilles på Tempranillo-druen. Den ene hedder Aalto og den anden PS – forkortelse for Pagos Seleccionados, som betyder udvalgte marker.

Samtlige vine fra Bodegas Aalto er siden vingårdens fødsel i 1999 blev belønnet med 91 point eller derover af Robert Parker. Denne enestående ”track record” kan end ikke Vega Sicilia tangere. Der er tale om en magtdemonstration uden sidestykke – ikke bare i spansk vinhistorie, men globalt set.

Lad os så se på smagenoterne til denne vin. Der er blommer, svedsker, indelukket kælder, ristede champignon, toast, kaffe, blæk, muldjord samt en anelse krydderier. Hmmmm, hvor er der mange lag i denne vin, og smagsmæssigt også til den mørke side med sorte bær, blommer, eg, blæk … fabelagtigt tørhed og meget intenst. Vinen er samtidig meget frugtrig, kødfuld og … fuck, den smager sgu da bare godt. Godt valg … og en fin afslutning på et aften, hvor specielt de spanske vine dominerede.

Fås hos Theis Vine, Risskov Vinlager og andre steder, pris omkring 300-370 kr. for nyeste årgange.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Major’s Hill Wine Estate, Merlot Estate Wine, Western Cape, Sydafrika

2007 Major’s Hill Wine Estate, Merlot Estate Wine, Western Cape, SydafrikaEfter den flotte spanioler … så røg vi mere sydpå, nemlig helt til Sydafrika, hvorfra vi smagte denne Merlotbaserede vin fra Major’s Hill Wine Estate.

Major’s Hill er startet i 1994, da Familien Louw købte vingården Klipdrif. I modsætning til mange andre af vingårdene i Robertson Valley, som i generationer er gået i arv, har Klipdrif været ejet af mindst 4 forskellige familier før 1994. En af de tidligere ejere, major Jacobus Petrus Marais, bedre kendt som “Oom Kosie”, startede drueproduktionen og var en af de første i Robertson Valley til at bygge vinkælder.

Han startede et firma (Southern Liquer Company) og udviklede den meget berømte Klipdrift Brandy, som han også brugte som base i lang række andre likører. Efter hans død blev han begravet på en bakketop, hvor han plejede at gå op for at kigge ud over hans land. Uheldigvis blev Klipdrif solgt få år efter hans død og mærket Klipdrift brandy blev solgt.

Som en af de ældste vingårde i Robertson Valley er den stadigvæk kilde til mange minder og historier og det var nærliggende, at de nye ejere kiggede meget på den gamle arkitektur, da de renoverede gården. Man lavede de nødvendige faciliteter så vinkælderen i dag fremstår som en moderne kælder, hvor vinmager og aktionær Alkie van der Merwe har frie hænder til producere det bedst mulige vin. “Oom Kosie” eller Major Marais er blevet æret ved at man har opkaldt vingården Major’s Hill.

Dewald, hovedaktionæren i Major’s Hill, lader sine druer modne lige lidt længere end normalt. Herved opnås den velkendte stil fra Majors Hill. Dewald der tidligere har været ingeniør i Cape Town stod af “ræset” og valgte vinens forunderlige verden. Det bemærkelsesværdige ved vinene er de bløde tanniner, som bland andet kommer fra gæringen, der hos Major’s Hill sker ud fra hele bær, og ikke mast “pulp”. Gæringen stoppes ved cirka 3% alkohol. hvorefter mosten presses og gæringen genoptages for at bevare frugt noter i eftersmagen.

Her er det en ren Merlot, lagret 12 måneder i 70% franske egetræsfade og 30% amerikanske fade.

Duftmæssigt er der lakrids, mørke bær, blommer, læder, røg, brændte toner og sødme. Smagen er en smule pebret med solbær, sødme … meget fløjlsblød, men måske også en smule kantet/speciel. Tanninerne er fint bløde, og der er også en okay eftersmag. Det er en vin, som jeg har smagt en del gange og i starten ret vild med. I dag rangerer den en smule lavere … jo, man udvikler sig vel? Merlot’en er også den bedste af vinene fra Major’s Hill. Jeg har tidligere anmeldt deres Pinotage, som jeg ikke brød mig specielt om.

Købt hos Glud Vin, hvor prisen er 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2004 Bodegas y Viñedos Pintia, Pintia, Toro, Spanien

2004 Bodegas y Viñedos Pintia, Pintia, Toro, SpanienPintia er én af Bodegas Vega Sicilias nyere vingårde og den ligger ikke i Ribera del Duero, men derimod i Toro området, som er nabo til Ribera del Duero og et af de lovende nye vinområder i Spanien. Vinene der dyrkes i Toro er federe, kraftigere end vinene der produceres i Ribera del Duero.

Bodegas Vega Sicilia skal vi selvfølgelig også lige lidt omkring, for det er nok et af de allerbedste vinhuse i Spanien, specielt i Ribera del Duero, og mærkeligt nok har jeg ikke tidligere skrevet om huset her på min vinblog.

Vinhusets historie går tilbage til 1859, hvor Don Eloy Lecanda overtog Vega Sicilia fra sin far. Han interesserede sig meget for vinbrug og tog i 1864 til Bordeaux for at købe vinstokke. Han købte 18.000 stokke Cabernet Sauvignon, Carmenère, Malbec, Merlot og Pinot Noir.

Vinstokkene blev omtalt som “eksotiske planter til et anerkendt brug” af de spanske myndigheder. I 1888 kom Don Eloy Lecanda i økonomiske vanskeligheder, og i 1903 måtte ejendommen overgå til Antonio Herrero Velázques-Duró.

Vinkældrene blev imidlertid lejet ud til Palacio-brødrene, som ansatte “Txomin” (Domingo Garramiola) til at lave vin for dem. Han blev på stedet, da lejemålet udløb og begyndte at skabe årgangsvine for Herrero-brødrene.

I løbet af 20erne opnåede Vega Sicilia sin første store berømmelse og fik adskillige priser. Vinbruget var imidlertid ikke rentabelt, og det blev solgt igen i 1952. Det skiftede ejere et par gange indtil 1982, hvor familien Alvarez, som også er de nuværende ejere, overtog det.

Produktionen hos Vega Sicilia er helt traditionel og naturlig. Vega Sicilia er en vin, der hverken klares eller filtreres, med et gennemsnitligt udbytte, der ligger nede på 1 kg druer pr. vinstok. Bodegas Vega Sicilia er i dag på 120 hektar med en druesammensætning, der består af 80% Tinto Fino og 20% Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec. Hos Vega Sicilia interesserer man sig ikke for kvantitet, men kun for kvalitet og karakter. Nogle år er det således ikke muligt at producere vinene “Unico” eller “Valbuena”. Husets Unico er legendarisk og har gennem årtier været en af de absolut bedste og dyreste vine i Spanien samt blandt toppen i verden.

Vega Sicilias vine distribueres da heller ikke på normal vis. Gruppen af importører og kunder er lille og kontrolleres af familien Alvarez. Afhængig af høstens størrelse tildeles de forskellige aftagere en kvote vin. Vinene frigives ikke til salg i kronologisk rækkefølge (efter årgang), men årgangene følges og vurderes individuelt og frigives først, når Vega Sicilias ønolog mener, at de er klar til salg.

Udover Vega Sicilias egne vine, som har Alverez familien også investeret i andre vingårde, bl.a. Alion i Ribera del Duero og så denne vingård Pintia i Toro området. Vega Sicilias vingård i Toro er kaldt Pintia efter navnet på en forhistorisk by ikke langt fra Alion i Ribera del Duero.

Når Vega Sicilia beslutter sig for et nyt projekt, går man uhyre grundigt til værks. Intet overlades til tilfældighederne, og stort set alle sten vendes flere gange. Siden 1997, hvor beslutningen blev truffet, har man derfor opkøbt enestående parceller i området, og råder nu over i alt 96 hektarer. Halvdelen af markerne var allerede beplantet med optil 45 år gamle vinstokke. Den resterende del er beplantet med 1. kvalitets rodstokke.

Opførelsen af det imponerende vingård tog sin begyndelse i år 2000 og i efteråret 2003 var det endnu ikke færdigt. Sideløbende med de enorme investeringer i nyt udstyr har teamet omkring Pintia eksperimenteret med et væld af parcel-blandinger samt ”prøvekørt” mere end 30 forskellige fadtyper. Ambitionerne er naturligvis tårnhøje. Pintia skal indenfor få år være et af områdets bedste vingårde. Der er dog noget der tyder på, at man allerede med første årgang 2001 har placeret sig i den absolutte elite.

De klimatiske forhold i området er dramatiske med meget varme somre og kolde vintre. Den årlige gennemsnitlige nedbørsmængde når sjældent over 400mm. Sommerens varme dage afløses af kolde nætter, og dette er en af faktorerne til vinenes kompleksitet. De anvendte druer er alle Tinta de Toro, en meget nær slægtning til Tempranillo og Tinto Fino.

Pintia er en særdeles komplet, nuancerig og robust vin, og der laves kun denne ene vin på vingården. Chef-vinmager på både Vega Sicilia, Alion og nu også Pintia, Xavier Ausás López de Castro føler selv, at Toro vinen måske er hans mest magtfulde vin. Efter alt at dømme går vinene fra Pintia en særdeles lovende fremtid i møde.

Vinen er selvfølgelig 100% Tempranillo, og her i årgang 2004 er den lagret 14 måneder på 70% nye franske egefade og 30% amerikanske egefade.

Duftmæssigt godt med solbær, brombær, eg, en anelse krydderier, læder … varme og godt med sødme. Meget intens og eksplosiv i duften … lover godt. Smagen en del til den søde side, godt med marmelade, mørke bær … en rigtig powervin. Virker fortsat ung og spændstig … og kunne måske endda godt klare nogle flere år i kælderen, men dejlig er den sgu. Derom var der enighed omkring bordet. Yammy.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, og prisgæt ligger nok omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2008 Wente Vineyards, Beyer Ranch Zinfandel, Californien, USA

2008 Wente Vineyards, Beyer Ranch Zinfandel, Californien, USASå kom der Zinfandel på bordet … nemlig denne Beyer Ranch Zinfandel fra vinhuset Wente Vineyards, som er beliggende i Livermore Valley, et første klasses vinområde, øst for San Francisco.

Wente blev grundlagt for mere end 125 år siden, og er det ældste familiedrevne vinfirma i Californien. I dag drives vineriet af fjerde og femte generation. Familien har altid stået for traditionelle værdier, kombineret med ny viden.

Wente’s vinmarker er beliggende på en gammel flodbund, der er tørret ud. Her er der høj koncentration af mineraler, hvilket tilfører vinene kompleksitet. Man har også marker, der ligger på gammel sandstens jord. Fordelen ved forskellige typer jordbund er, at man kan fremstille vine på forskellige druer.

Livermore Valley er beliggende tæt ved San Francisco Bay og påvirkes kraftigt af den kølige luft, der strømmer ind om natten fra Stillehavet. Derved køles druerne ned og varmes op om dagen. Perfekt til at dyrke gode druer.

Wente familien har dyrket deres egne marker siden begyndelsen i 1883, og har indført deres eget ”Farming for the Future” program for at passe bedst muligt på deres jord. Ved at passe på jorden har både lokalsamfundet og hele planeten det bedre.

Vinmarken Beyer Ranch ligger lige uden for selve Livermore City og er for nylig blevet fredet, så der altid vil være landbrug på denne parcel, ejet af Wente familien. Zinfandel druerne til denne vin, er dyrket på skråninger, hvor der er god luftgennemstrømning mellem rækkerne. Denne afkøling af druerne giver en lang modningssæson og druer med god syre.

Denne Zinfandel er iblandet en anelse Barbera og Petite Sirah. Druerne er høstet fra tre forskellige marker i den nære kystregion. Vinen er gæret i opretstående tanke, hvor mosten er pumpet over skallerne flere gange dagligt for at udtrække bløde tanniner fra skallerne. Ambitionen er at fremstille en Zinfandel i den typiske amerikanske ”in your face” stil. Power og blød afslutning. Inden aftapning er vinen lagret 16 måneder på en blanding af amerikanske og franske egetræsfade.

Duftmæssigt lidt krydderurter ala Rhône, hindbær, kirsebær, jordbærmarmelade, vanilje og sødme. Smagsmæssigt er det mørke bær, fedme, vanilje, egetræsplanker, sødme og en smule eucalyptus … måske en anelse til den søde side, men betegnelse “in your face” passer da faktisk meget godt. Meget drikkevenlig vin.

Købt hos Skjold Burne, hvor prisen er 109,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2006 Concha y Toro, Don Melchor Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2006 Concha y Toro, Don Melchor Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileVidere med beskrivelse af vinene fra byggemødet … bl.a. denne Don Melchor Cabernet Sauvignon fra vinhuset Concha y Toro i Chile. Don Melchior er vinmastodonten Concha y Toro’s topvin. Prisskiltet er da også blandt de højeste man kan finde i et supermarked. Ellers kender vi nok mest vinhuset fra vinen Casillero Del Diablo … det er den med djævlen på etiketten.

Concha y Toro er grundlagt i 1883 i Maipo Valley af netop Don Melchor, eller rettere Melchor Santiago de Concha y Cerda og hans hustru Emiliana Subercaseaux. Don Melchor elskede Bordeaux vine og plantede da også importerede franske vinstokke fra Bordeaux. Fra den spæde start med salg af vin til nære venner i Chile, er vinhuset i dag vokset til Chiles største vinfirma med salg til det meste af den vindrikkende verden.

Til minde om grundlæggeren og for at bevise, at Chile kan producere vin i verdensklasse, blev Don Melchor Cabernet Sauvignon skabt i 1987 og lige siden har denne vin i de følgende årgange ligget blandt de bedst placerede i vinsmagninger verden over. Det er også en vin, som for nogle år siden … endda to år i træk … lå blandt de 10 bedste vine på Wine Spectators årlige top-100 liste.

Denne årgang 2006 har bl.a. også fået 95 Parker point og er produceret på druer fra Puente Alto vinmarken, der i øvrigt også leverer druer til Almaviva, der er et berømt joint venture mellem Concha y Toro og Rothschild familien fra Bordeaux.

Vinmageren bag vinen er Enrique Tirado, og han har siden 1997 minutiøst studeret bl.a. jordbund på Concha y Toros Puente Alto vinmark. De 113 hektar var oprindeligt delt ind i kun 4 sektorer, der beskrev bl.a. jordens frugtbarhed osv. I dag er marken inddelt i mere end 100 små sektorer, beskrevet ned i mindste detalje, med hver deres specielle karakteristika. Med dette dybdegående kendskab til jordbundsforholdene, kan Enrique Tirado blende vin fra de enkelte sektorer, så vinen får lige nøjagtig den struktur og kvalitet han ønsker.

2006 årgangen er sammensat af 96% Cabernet Sauvignon og 4% Cabernet Franc. Vinen har tilbragt 15 måneder på franske egefade.

Duftmæssigt lidt kælder, lidt mulle jord … så på den måde har man ramt Bordeaux spot-on. Der er dog også lidt Chile … eller i hvert fald mere sol … i duften med mørke bær, tobak, chokolade. Smagsmæssigt en overraskende stram syre med godt med tannin, syrlige kirsebær. Meget fyldig i munden og god lang eftersmag. Alkoholen måske fortsat en anelse for dominerende, men fandme en god vin. Thumbs Up for Brix i udvælgelsen af vinene.

Fås i Coop/Brugsen, pris vel omkring 300-350 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2001 Bodegas Alejandro Fernández, Pesquera Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2001 Bodegas Alejandro Fernández, Tinto Pesquera, Ribera del Duero, SpanienMed byggemødets næste vin røg vi markant op i niveau, nemlig med denne klassiker … en Pesquera, selvfølgelig fra det fabelagtige vinområde Ribera del Duero.

Bodegaen Pesquera ejes af Alejandro Fernandez, som ofte omtales som kongen af Ribera del Duero, og vineksperter regner ham for en af Spaniens vigtigste vinpersonligheder. Takket være hans uafbrudte fokus på kvalitet, har han stort set hamret nye milepæle i den spanske vinhistorie, for hver eneste årgang han har fremstillet.

Alejandro Fernandez råder i dag over fire vingårde; Pesquera og Condado de Haza i Ribera del Duero, El Vínculo i La Mancha samt Dehesa La Granja, som fremstiller vin indenfor Castillo y Leon- appellationen. Jeg har tidligere anmeldt en vin fra Condado de Haza her på bloggen … den var jeg bestemt begejstret for … og denne vin er bare endnu bedre.

Hele eventyret om Pesquera begyndte i 1972 da Alejandro Fernandez grundlagde vingården. Dengang lå det meste Ribera del Dueros vinindustri i ruiner, og mange vingårde modtog landbrugsstøtte til at omlægge deres dyrkning fra druer til f.eks. rødbeder.

Derfor kunne Alejandro Fernandez erhverve selv de allerbedste marker med urgamle vinstokke for en slik. I dag råder Pesquera-vingården over mere end 200 hektar af de fineste marker i Ribera del Duero, som leverer råmaterialet til nogle af Spaniens mest feterede vine og Pesquera er i dag et ikon for spansk vin i verdensklasse. Siden 1982, da Robert Parker udråbte Pesquera til “Spaniens Château Pétrus”, har Alejandro Fernández haft international succes.

Pesquera-vinene har nærmest ikke ændret stil siden vingårdens grundlæggelse. I vinenes ungdom byder de en imponerede fyrig kraft og koncentration, men det er først efter nogle års lagring, at de for alvor folder deres fulde pragt ud, og åbenbarer en silkeagtig elegance og en kolossal kompleksitet, som kan minde om de store Bordeauxvine.

Alejandro Fernándeznlaver alene 3 vine på Pesquera vingården, denne Pesquera Crianza, en Reserva samt selvfølgelig en Grand Reserva … helt efter normalt spansk kutyme. Denne vin har lagret på egetræsfade i 18 måneder. Vinen er en 2001 … og dermed skulle vinen nu kunne udfolde sig med mest mulig kompleksitet … og det er bestemt ganske sandfærdigt.

Duftmæssigt lidt animalsk, kostald, tonsvis af urter, muld og kælder, mørke bær, ristede noter, blommer og anis. Voldsom og kraftig i duften … lover noget stort. Smagsmæssigt bløde tanniner, integreret syre … lidt rosiner, svedsker og meget koncentreret. Vauw … dejligt efter den tynde Brunello. Man overraskes af den fine syre i vinen, som spiller flot sammen med den intense power.

Forhandles bl.a. hos Philipson Wine, hvor prisen er 199,95 kr. (ved køb af 12 stk.)

Vinanmeldelse 5/7