Med denne Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim er vi nu fortsat hos samme producent, nemlig Arthur Metz, der er ejet af Le Groupe GCF aka Les Grands Chais de France.
Selve Maison Arthur Metz er egentlig grundlagt i 1904 som vinhandel i Paris og handlede primært Alsace vine. Da det senere blev obligatorisk at skulle flaske vine i Alasace, så benyttede firmaet chancen til at bygge et vinfirma i Alsace. De fusionerede i 1998 med Michel Laugel og begge firmaer er i dag en del af Les Grands Chais de France.
Bare i Alsace har Arthur Metz i dag dyrkningsaftaler med 620 vinavlere fra ikke mindre end 1.090 hektar vinmarker … og det er bare i Alsace. Det bliver til en del vine som markedsføres og sælges under navnene på nogle af de vinhuse, som de har overtaget, altså Laugel, Arthur Metz, Maison Klipfel og Domaine Viticole de la Ville de Colmar.
Denne Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim er en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra Grand Cru marken Altenberg de Wolxheim, der ligger i 200-250 meters højde for foden af Rocher du Horn. Jorden byder der på masser af grus og kalk, hvilket er specielt velegnet til Riesling.
Lidt sjov, lukket, kunstig og atypisk Riesling duft … nærmest lidt nøddet i duften, hvilket så suppleres med nogle noter, som faktisk er lidt svære at fange. Det er måske hyld, mandariner, nougat, våd hund, lidt muskat, blomster, men samlet set noget neutral i duften. Synes faktisk ikke, at duften er så særligt indbydende.
Smagen er også efter mit Riesling barometer end kende for sød, selvom et restsukkerniveau på 5,3 gram pr. liter ikke bør være alarmerende. Smagen er samtidig lidt stærk og frugten måske lidt pærer, melon, men egentlig pænt udefinerbar og mushy mushy. Der kommer i eftersmagen en lidt bittersød og kedelig smag. Det blev aldrig lige min vin denne aften.
Forhandles i alle Coop butikker, hvor vinen normalt koster 119 kr., men i øjeblikket kan købes på tilbud til 95,20 kr.