Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

1997 Bodega y Cavas de Weinert, Cavas de Weinert Gran Vino, Mendoza, Argentina

1997 Bodega y Cavas de Weinert, Gran Vino, Mendoza, ArgentinaNæste vin hos Jan var en 22-årig vin fra Luján de Cuyo området i Mendoza i Argentina … 1997 Cavas de Weinert Gran Vino fra Bodega y Cavas de Weinert.

Den argentinske vingård er etableret i 1975 af den tyskfødte brasilianer Don Bernardo Carlos Weinert. Han var fascineret af vinens verden, havde tjent en formue i transportindustrien og besluttede sig for at lave sin egen vingård i Argentina med et klart filosofi om at producere vine af ubetinget høj kvalitet og med klar inspiration fra Bordeaux.

Bernardo Weinert foretog en ganske omfattende undersøgelse af klima, jord og vinstokke i Mendoza og fandt det perfekt sted. Det var i Luján de Cuyo, hvor han fandt en vingård, som tidligere havde været drevet af Otero-familien.

Alt var dog blevet forladt omkring 1920, så stedet og huset var forfaldent og markerne i sølle tilstand. Men Bernardo satsede alle sine sparepenge på projektet.

Efter en besværlig restaurering af vingården, så investerede Bernardo i den nyeste teknologi og hyrede Raúl de La Mota, som allerede var anerkendt som en af de bedste vinmagere i Argentina … og så gik de ellers i gang med at producere vin.

Bodega y Cavas de Weinert fik deres internationale gennembrud i 1980’erne, hvor da den amerikanske vinjournalist besøgte Mendoza og smagte sig igennem en lang række vine. I sin anmeldelse af vinene fra Bodega y Cavas de Weinert kaldte Parker dem som outstanding og sine personlige favoritter … og så reagerede markedet med det samme og pengene strømmede ind.

Det gjorde også, at Bernardo kunne fortsætte udviklingen af Bodega y Cavas de Weinert, og siden er deres ikonvin 1977 Estrella Malbec lagret i 19 år blevet en legendarisk vin, som også kaldes en af Argentinas store stjerner!

I dag drives vinhuset af Bernardos søn Andre Weinert, mens Raúl de La Mota i 1996 blev erstattet af den schweiziske vinmager Hubert Weber. Andre har fortalt, at faderen slet ikke vidste, hvem Robert Parker var. Da han bad om nogle prøver, så sendte han dem uvidende om den betydning som det kunne få for vinhuset.

Samlet har Bodega y Cavas de Weinert 40 hektar vinmarker i Luján de Cuyo og Maipú, men derudover 20 hektar i Patagonien. De fleste marker omkring vingården ligger i 850-1.100 meters højde med en undergrund, der er stenet og rig på sand. Selvom der falder meget begrænset vand der, så begrænset kunstvandingen.

Weinert er også én af de få producenter, der arbejder meget gammeldags med store, gamle fade og lang lagring. De anvender ikke ståltanke til gæringen, hvilket i stedet sker i store epoxy belagte cementtanke, men lagringen sker i store, gamle franske egefade på 2.000-6.000 liter.

De yngste fade er 60 år gamle, nogle har rundet et århundrede, og de ældste er 120 år eller ældre. Topvinene lagrer længst, således lagrede ikonvinen Estrella 12 år på tønder og så 7 år på flaske.

Denne 1997 Cavas de Weinert Gran Vino er et blend af 40% Malbec, 40% Cabernet Sauvignon samt 20% Merlot. Det er den første årgang, som Hubert Weber lavede på Bodega y Cavas de Weinert.

Druesorterne er gæret hver for sig, inden de enkelte vine er blandet til den færdige model. Vinen er lagret 36 måneder på store fade … resten af tiden er vinen lagret på flaske, altså indtil flasken så blev åbnet og vinen nu er havnet i Houlbergs vinglas.

Næsen byder da også på moden frugt, modne solbær, lidt blomster, søde krydderier, noget engelsk lakrids, men noget afdæmpet, blæk, cigaræsker, medicinskab, likør, karamel og skocreme. Der er noget dekadent modenhed over vinen, men den klarer alderen rigtigt flot og inspirationen fra Bordeaux er også fortsat meget tydelig. Det dufter faktisk som en moden Bordeaux.

Smagsmæssigt mangler vinen måske en anelse Bordeaux dybde, men hvor er det dog cremet og fløjlsblødt med en herlig let, lys og moden frugt … og hvor smager det godt. Jeg elsker, når man opnår kombinationen af lys, let og moden frugt, så det er bestemt en dejlig vin, som fortsat har masser vild lækker drikkeglæde i sig.

Herhjemme forhandles Weinert vinene af Vinslottet, men denne er ikke i sortimentet. En storesøster Weinert Malbec kan fås i årgang 1995 til 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Johner Estate, Gladstone Syrah, Wairarapa, New Zealand

2013 Johner Estate, Gladstone Syrah, Wairarapa, New ZealandJan servede også en vin fra vor gamle ven Karl Heinz Johners vingård i New Zealand, nemlig denne Gladstone Syrah, som Jan havde købt under et af hans besøg på den tyske vingård i Bischoffingen.

Jan og jeg har tidligere besøgt Johner familien i Baden, og det – samt mere om vinhuset – kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen.

Det var egentligt et forsøg, at Johner i 2010 plantede Syrah på en 0,5 hektar parcel i New Zealand, men det har faktisk medført nogle vellykkede vine, hvilket denne 2013 Gladstone Syrah vidner om.

Den er lavet ved, at druerne først er høstet, hvilket sker med håndkraft. Derefter foretages der en yderligere sortering på sorteringsbordet, hvorefter vinifikationen sker med maceration samt gæring over 3 uger, mens 50% af vinen er lagret på nye barriques i 14 måneder.

Duften er flæsket, der er sgu skrald på drengen, en smule bio bio kant, krudt, en tændt lunte på en stor nytårsraket, bål, svovlstikker, mælket med mejeri og råmælk for alle pengene, sød og mørk frugt, grønne urter og samtidig meget frisk. Det dufter vildt godt. Frugten er animalsk, der er fadpræg med vanilje, kanel, bolsjesødme, en våd vaskeklud og lidt hvidt peber.

Smagen er … hold da op = vild. Det er andefond, peber, en lidt svag syre, men smagen har til gengæld masser af læskende, vild og saftig frugt, kirsebær, mirabeller og moreller. Det er således ikke en fed, overmoden og mørk vin, men let, rund og saftig.

Importør er Vinbutikken, men denne har de vist ikke i sortimentet. Jan købte den på vingården, hvor prisen ligger på 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Hewitson, Baby Bush Mourvèdre, Barossa Valley, Australien

2014 Hewitson, Baby Bush Mourvèdre, Barossa Valley, AustralienHewitson er et nyere vinhus, som ligger i hjertet af Barossa Valley på den historiske Seppeltsfield Road. Derfra smager jeres flittige vinblogger nu denne 2014 Baby Bush Mourvèdre.

Vinhuset er grundlagt i 1998 af Dean Hewitson, som i 1986 blev uddannet vinmager fra Australiens kendte vinskole Roseworthy Agricultural College. Derefter har han arbejdet og fået erfaring med vinproduktion i både hjemlandet og det meste af verdenen, bl.a. i  Bordeaux, Bourgogne, Champagne, Beaujolais, Rhône og Provence.

Derefter rejste han til Californien, hvor han bl.a. fuldførte sin Master indenfor vinproduktion, men han arbejdede hos huse i Santa Barbara, Napa Valley, Sonoma Valley, Monterey, Oregon og Washington State.

I 1998 etablerede han så – sammen med hustruen Lou – sin egen vingård i Barossa Valley og laver nu vine fra gamle vinmarker i primært Barossa, men har også et par enkelt vinmarker i Eden Valley, McLaren Vale og Adelaide Hills.

Til at hjælpe har parret også børnene Ned, Henry og Harriet. Og sammen har familien bygget en moderne vingård med en produktion med vægt på bæredygtighed, bl.a. solenergi, genanvendelse af vand og naturlig biodiversitet i markerne.

Perlen blandt vinmarkerne er Hewitsons Old Garden, en gammel vinmark med Mourvèdre vinstokke plantet  i 1853 af Friedrich Koch. Det er en vinmark, som har overlevet både oversvømmelser, brande, hungersnød og den verdensomspændende phylloxera epidemi. Det er således en af verdens ældste vinmarker.

Dean har da også taget nogle aflæggere af vinstokkene fra den gamle mark og bl.a. anvendt til anlæggelse af marken Baby Bush Vineyard, hvor stokkene i dag dog alene er omkring 15 år gamle.

Men her smager vi netop en vin med druer fra Baby Bush Vineyard, hvor druerne bliver delvis afstilket efter høsten. Vinen er så lavet med maceration og gæring over 2 uger med remontage og punch-down dagligt. Derefter er vinen lagret 15 måneder på franske barriques … brugte fra  topvinen Old Garden.

Der laves årligt 24.000 flasker af denne vin … stensikre 5 houlbergske fingre og endda med pil op.

I næsen er det en syrlig, dekadent bærduft, bondsk, animalsk, landlig aroma. Det er hestestald, mødding, blæk, grafit, meget saftig med en hulens masser saft, blåbær, kirsebær, jordbær, nelliker, urter, rosmarin, skovbund og jord. Virkelig syrlig og saftig næse.

Smagen er monster saftig med en smule saftevandsfølelse, lidt peber, masser af tæt, fed og moden frugt, meget fløjlsagtig med fed krop, lidt marmelade, eg og sødme. Tanninerne er også både fede, modne og bløde.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 180 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Isabelle & Bruno Perraud, Moulin à Vent, Bourgogne, Frankrig

2015 Isabelle & Bruno Perraud, Moulin à Vent, Bourgogne, FrankrigJeg skal sgu til at drikke mer’ Beaujolais … og det bekræfter denne Moulin à Vent fra Isabelle & Bruno Perraud på Domaine des Côtes de la Molière med al entydig, knivskarp, krystalklar, markant, signifikant og sikker tydelighed.

Vinhuset ligger i den lille by Vauxrenard og er grundlagt af Bruno Perraud i 1987. Han er egentlig 6. generation Perraud på Domaine des Côtes de la Molière, og siden 1989 har han drevet vingården sammen med hustruen Isaballe. Fra starten havde parret 1,5 hektar marker, hvilket i dag er øget til 8,5 hektar,

Bruno blev i 1999 alvorlig syg af et insekt sprøjtemiddel, og betød et totalt stop for brug af syntetiske kemikalier i markerne. Driften blev omlagt til økologisk og blev certificeret i 2002 … og siden 2018 er vinhuset nu også drevet biodynamisk.

Markerne ligger under forskellige appellationer som fx Pouilly Fuissé, Morgon, Fleurie, Moulin à Vent og flere. Men her smager vi altså Brunos Moulin à Vent i en årgang 2015, altså fra før domainet blev certificeret biodynamisk.

Vinen er lavet med Gamey druer fra 50 år gamle stokke, som passes efter biodynamiske principper og altså helt uden brug af kemikalier. Høst er sket med et lavt udbytte på kun 20 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med gæring og maceration i 15 dage i betontanke, efterfulgt lagring i både ståltanke og egefade. Der laves årligt 3.000 flasker af vinen.

Og sikke vild en næse … vild blomsterrig, tonsvis af blomster, let syrlig frugt, syrlige kirsebær, ribs, granatæbler, virkelig en syrlig, let og lys vildskab, lidt parfumeret og har lakrids, røg, eg, tyggegummi, jord og skovbund.

Smagen er syrlig, urtet, lys og let, frugtsødme, virkelig frisk, en frisk sødme, en læskende syrlighed, rund med blæk, lyse kirsebær, ribs, en lille sødme og bitterhed. For satan, hvor det dog smager godt.

Forhandles af Rosforth & Rosforth, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Vejrhøj Vingård, Styver, Sjælland, Danmark

2018 Vejrhøj Vingård, Styver, Sjælland, DanmarkJan overraskende os alle ved blindt at servere denne lille vin kaldet Styver … ren Solaris fra  Vejrhøj Vingård.

Den lille danske vingård er grundlagt i 2011 af ægteparret Nina og Niels Fink og ligger i Fårevejle midt i det stejle morænelandskab i Odsherred mellem Sejerøbugten og den inddæmmede Lammefjord.

Både Nina og Niels er begge uddannede nationaløkonomer og har i mange år arbejdet i ledende stillinger i den finansielle sektor. Med vingården har de realiseret en gammel drøm om at arbejde med planter.

Nina gik på Landbohøjskolen før hun begyndte at læse økonomi, mens Niels senere har fulgt kurser på både Landbohøjskolen og Vinakademiet og akademiets sommeliereksamen i 2016.

Nina og Niels står for den daglige drift af vinmarken og vineriet, men har vor gode gamle og stor ven ønolog Jens Heinemeyer fra Weingut Solveigs tilknyttet som vinmager, mens familie og venner hjælper til, når der skal høstes.

Samlet har Vejrhøj Vingård 3 hektar vinmarker med omkring 10.000 vinstokke, de første plantet i 2011. Fra markerne er der fin udsigt over havet ved Nekselø mod vest, Dragsholm mod syd og Lammefjorden mod øst.

På markerne er der primært grønne druesorter … primært Solaris, men der er dog lidt røde druer, som anvendes til rosévine. Det er alle sorter, som er fremavlet for at opnå modstandsdygtighed overfor svampesygdomme.

Det gør det lettere at dyrke dem økologisk. Ægteparret dyrker nemlig markerne med respekt for naturen. Derfor holder de også rent omkring stokkene uden brug af sprøjtemidler. Denne Styver er lavet på ren Solaris, vinificeret i rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret en kortere periode.

Styver er en dansk/norsk to-skilling fra 1600- og 1700-tallet, hvor selve ordet er afledt af det hollandske stuiver, som er en gammel nederlandsk møntenhed.

I næsen er det en sprød, nærmest opkvikkende vin med græs, stikkelsbær, hyld, hø, asparges, grøn peber, lime, estragon, meget aromatisk og næsten parfumeret … har også grønne blade, estragon samt pænt med blomster. Ud fra duften var jeg ovre i lidt Sauvignon Blanc fra New Zealand.

Smagen er dog meget anderledes end duften, meget sød, læskende og endda prikkende samt perlende med en skarp syre, lidt Kung-Fu is eller hvid sodavandsis. Det taler klart imod New Zealand, og det smager også lidt sjovt og måske en anelse forvirrende, men måske har varmen i 2018 også gjort vinen mere bamset og sødere end normalt … men virkeligt godt skuldret af en dansk vin.

Vingården sælges en flaske til 195 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2012 Manoir de la Tête Rouge, Chapitre, Loire, Frankrig

2012 Manoir de la Tête Rouge, Chapitre, Loire, FrankrigVed besøg hos vinbuddy Jan smager man altid spændende og udfordrende vine og der smagte jeg også denne ældre Chenin Blanc baserede biodynamiske vin 2012 Chapitre fra vinhuset Manoir de la Tête Rouge.

Vinhuset ligger i den nordlige del af den lille by Le Puy Notre Dame og er oprindelig grundlagt til i 1649. I dag drives vingården af Guillaume Reynouard, som overtog stedet i 1995. På det tidspunkt var markerne forfaldne og havde ikke været passet i over 30 år, men allerede i 1998 fik Guillaume markerne certificeret økologisk og siden 2010 er alt drevet biodynamisk.

Samlet har Guillaume 13 hektar ler- og kalkstenholdige vinmarker under appellationen APC Saumur. De giver bases for en række vine … samlet pt. 11 forskellige vine, herunder altså også denne Chapitre, som er en ren Chenin Blanc baseret vin.

Vinen er selvfølgelig lavet efter de rigtige biodynamiske opskrifter, bl.a. med brug af gødning af jorden ved ned gravning af kohorn med silica planteekstrakter både i forår og inden høst. Efter høsten så presses druerne i vinpressen over 4 timer, hvorefter fermenterting sker i store 600 liter demi-muid egefade. Der tilsættes ingen svovl under fremstillingen og alene en knivspids ved aftapning. Der er alene lavet 2.400 flasker af denne vin.

Næsen er urtet med både stikkelsbær, hyben og mit. Derudover lidt pærer og fersken, men meget afdæmpet. Der er en god modenhed i frugten, et lidt oxideret præg, lidt nødder og en smule eg.

I munden er der lidt saftevand over vinen, for den er meget syrefattig, men utroligt læskende. Den er imidlertid meget smagfuld med stor intensitet og kompleksitet. Der er fersken, pærer og samtidig lidt nødder. Lækker vin.

Forhandles herhjemme af Rosforth & Rosforth, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Angelo Rocca & Figli, La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT, Sicilien, Italien

2017 Angelo Rocca & Figli, La Famiglia Blend 22, Sicilien, ItalienNæste vin i glasset er lavet hos det store italienske vinhus Angelo Rocca & Figli, men med vor gode danske vinmager Peter Vinding-Diers som ansvarlig vinmager. Det er vel oss’ meget passende, da vinen La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT kommer fra den skønne syditalienske ø, hvor Peter selv bor og laver vin på Montecarrubo.

Angelo Rocca & Figli har jeg skrevet om tidligere. De laver vine fra det meste af Italien … dog primært fra Puglia aka Apulien. Vinhuset er er grundlagt tilbage i slutningen af det 19. århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte med at producere vin.

I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagendet, forbedrede vinproduktionen og opbyggede en kælder i Nardò i Apulien. I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn og i 1999 købte Angelo også yderligere en vingård i Apulien ved Leverano i Salento.

I dag er det ​​stifterens barnebarn Ernesto Rocca, som sammen med sine sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører den efterhånden store familievirksomhed, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.

Udover de to vinerier i Apulien, så har vinhuset bygget et stort, topmoderne tappeanlæg og lager i Agrate Brianza i Lombardiet. Der har vinhuset i dag deres hovedsæde og det er også derfra, at man i dag distribuerer vinene.

Det er noget af det mest prestigefyldte byggeri indenfor vinbranchen. Hovedsædet er udelukkende bygget i marmor og granit , hvilket bl.a. sikrer nogle vinkældre, som er optimale for lagring af vin i både fade og tanke.

Med en årlig produktion på 4,5 millioner flasker vin, så er Angelo Rocca & Figli også en større historie. Husets vine sælges da også til mere end 40 forskellige lande over hele verdenen.

Men denne vin er altså ikke fra Puglia, men fra Vinding-Diers hjemmebane på Sicilien. Den er formentlig lavet med opkøbte druer fra en række vinavlere på øen og er et blend af Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot, men forholdet mellem druerne kender jeg ikke.

Angelo Rocca & Figli laver i forvejen 2 vine fra Sicilien … en på Sangiovese og en på Cabernet Sauvignon og Merlot. Denne La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT er lavet i samarbejde med Peter Vinding-Diers, som har stukket vinen sammen … og måske målrettet det danske marked.

Peter har også tidligere lavet/stukket vin sammen hos andre vinhuse, bl.a. samarbejder han også med det store kooperativ Cantine Settesoli på Silcilien.

Der er ikke rigtigt nogle oplysninger om selve produktionen af denne La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT, så derfor springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Næsen starter med lidt mørk frugt, ikke sådan overmoden og voldsomt solrig frugt, men fyldig, pænt frisk med solbær, blommer, næsten tørrede frugter eller dadler, lakrids, svagt lidt mentol eller kamfer, en sjov lille parfumeret blomstersødme, blomstervand og vanilje. Det dufter faktisk ret godt.

Smagen er frisk, meget ren, jernrig og frugten er langt mere pågående end forventet, og der er på ingen måder tale om en overfed marmeladevin fra det sydlige Italien, men en ren, frisk vin med god syre, masser af bid, en del tanniner. Frugten er meget ren og direkte, smager lysere end duften lovede, mere kirsebæragtig, stram og syrlig. Bevares, der er lidt rustikke kanter, men sammenlagt er det en rigtig fornuftig vin, som hurtigt trækker 4,5 fede fingre med pil op.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos Kvickly Odder samt på megavin.dk med en vejledende udsalgspris på 149,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2013 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, SydafrikaJeg har tidligere smagt denne Shiraz fra Luddite Wines, der ligger tæt på den lille by Bot River på de østlige skråninger af Houwhoek bjergene i Western Cape. De første gange var det i årgang 2009 og 2014, men nu smager jeg igen vinen blot i årgang 2013.

Druerne kommer fra to sektioner af husets marker … den unge del Young Block og fra Old Block. Druerne fra de to marker vinificeres separat og man har lavet vinen med 10% af stilkene i behold under gæringen, som sker i egefade.

Hver batch er derefter også lagret separat omkring 2 år på 95% fransk eg og 5% ungarsk eg, heraf 20% nye tønder, mens resten er mellem 2-4 år gamle. Først derefter sammenstikkes den endelige vin, som derefter aftappes på flaske. Der er lavet 17.000 flasker af vinen … alle nummereret og denne har nummer 15.521.

I næsen er det fed engelsk lakrids, fedme, solbær, brombær, blommer, flæsk samt mejeriagtige, mælkede noter, frugten lidt gæret, meget frugtrig og byder derudover på masser af egefade, kakao, vanilje, kanel, røg og mælkechokolade.

Smagen er tæt, fyldig og stram, masser af mørk frugt, men samtidig direkte og let i syren med utrolig balance. Der er tør engelsk lakrids, fylde, power og syrlig kraft. Det er bulder … men på en lettere syrlig og elegant facon med masser af tanniner, krydderier og lang eftersmag. Det er sgu god vin.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, TysklandWeingut Wöhrles basis Spätburgunder har jeg tidligere smagt i årgang 2016 og 2017 … og alle gode gange 3 smager jeg nu vinen igen i årgang 2018.

Det er en særdeles habil basis Spätburgunder og 2016’eren fik således 4,5 fede fingre og 2017 fik 5. Så må vi se, hvordan denne 2018 fra det varme år klarer sig.

Weingut Wöhrle har jeg skrevet om flere gange … det er jo det vinhus, som drives af Markus Wöhrle, som tidligere har arbejdet som stedfortrædende vinmager hos Hans-Günter Schwarz på det prestigefyldte vinhus Müller-Catoir.

Markus har lavet denne basis Spätburgunder med druer fra en række af husets egne marker. Vinen har fået 10 dages maceration inden gæring, hvorefter den har lagret 10 måneder på store gamle træfade.

Næsen er forholdsvis dyb og som 2017’eren pænt mørk, pænt dyb med sorte kirsebær, hindbær, granatæbler, grafit, babybræk – på den gode måde – nogle ristede noter, egetræ, kanel, nelliker. Der er ikke den klassiske animalske næse, som 2017’eren viste, men en meget luftig, maskulin, mørk aroma med lidt bassesødme.

I munden er vinen fyldig, saftig og frugtrig med lidt bitterhed, nærmest syrlig bitterhed, syrlige kirsebær, nogle grønne elementer, peber, jern og en smule stærk. Det fyldige og saftige sikrer dog en venlig, god og rund Spätburgunder … og ligner næsten de forrige årgange med lidt variation. Vi balancerer lige mellem 4,5 og 5 houlbergske fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Mimosa Wines, Cabernet Sauvignon, Western Cape, Sydafrika

2016 Mimosa Wines, Cabernet Sauvignon, Western Cape, SydafrikaLad os nuppe én mer’ vin fra Mimosa Wines, nemlig deres helt ordinære 2016 Cabernet Sauvignon

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen udover, at vinen efter endt fermentering er lagret 14 måneder på neutrale, franske barriques. Der er igen tale om en begrænset produktion på lige knap 5.000 flasker årligt.

Duften er stor og med masser af fadpræg, solmodne solbær, lidt marmelade, kanel, vanilje, sødme, mint, svagt lidt eukalyptus og meget landligt, animalsk udtryk. Men samlet meget en meget venlig og imødekommende næse.

Det gælder også smagen, som er rund og tør med en vis fedme, solbær, en lille syrlig kant, som giver lidt rygrad, meget rund og behagelig vin, lidt flad syre til gengæld inden det slutter med en krydret sødme.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7