Allerede det første glas bød på smuk, excellent Barolo og det skulle senere vise sig, at det -til manges overraskelse – var en Barolo Conca fra Società Agricola Renato Ratti.
Vinhuset ligger på adressen Frazione Annunziata i La Morra og er grundlagt i 1965 af Renato Ratti, der efter et ophold i Sao Paolo i Brasilien – hvor han var ansvarlig for produktionen af vermouth og vin for Cinzano – returnerede til sin hjemegn i Piemonte og købte sin første vinmark. Det var en lille parcel på den historiske Marcenasco parcel ved siden af klosteret l’Annunziata og derfra lavede han sin første Barolo Marcenasco.
På det tidspunkt mente man, at Barolo skulle smage på én måde, hvilket var kraftfuld, bentør og med vild garvesyre. Men det passede ikke Renato Ratti, så han kortlagde markerne i Barolo med samme detaljerigdom, som munkene gjorde det i middelalderens Bourgogne.
Han ansatte i 1969 den talentfulde ønolog Massimo Martinelli, der i øvrigt også var Rattis nevø. Han blev en del af vinhuset og sammen perfektionerede de en ny teknik til vinificering, modning og forfining for deres Barolo Marcenasco med det erklærede mål at opnå elegance, subtilitet og lang levetid.
De forkortede bl.a. gæring og maceration og lagrede også vinene i kortere tid … alene 2 år. Med tiden blev deres innovative proces så anerkendt, at de fleste producenter med parceller på Marcenasco endda tog deres metoder i brug.
I løbet af 1970’erne udvidede de sammen vinhuset med købet af flere vinmarker, bl.a. flere parceller på Marcenasco samt Conca og Rocche. De gendannede også Colombè marken ved Mango og så omdannede de også klosteret l’Annunziata til et vinmuseum.
Renato Ratti døde i 1988, men i dag drives vingården af Renato Rattis søn Pietro, og han opførte efter årtusindskiftet en splinterny vingård, som blev specialdesignet i alle henseender.
Vinhuset har samlet i dag 35 hectares, så er fordelt med parceller på 6 forskellige marker i La Morra, Mango og Costigliole d’Asti.
Vi smager her husets Barolo Conca, hvor druerne kommer fra deres parcel på den ganske lille Conca mark i La Morra. Marken – der ligger i 255 meters højde – er alene på 2.45 hektar og dermed den fjerde mindste af MGA markerne i hele Barolo.
Vinen er lavet … først med afstilkning af druerne, som herefter knuses let inden termokontrolleret gæring ved 30 grader i 7-10 dage efterfulgt af malolaktisk gæring en måned i egefade. Derefter er vinen lagret 2 år i en kombination af franske barriques og store 25 hektoliter egefade.
Duftmæssigt er der godt med violer, blomster, læder … men samtidig egentlig utrolig feminin, rund og indbydende med en lidt parfumeret side. Der er lidt kamfer, skovbær, hindbær og jordbær. Det er klart en lys, svævende og nærmest sart næse.
I munden er det også let og elegant, masser af blomster, moden lys frugt, svævende og har en snas ketchupsødme, tøjlede fine tanniner, slank, spinkel og let i strukturen … lige til at blive glad af. Jeg havnede på 96 point, hvilket vel er nogenlunde omkring 6 houlbergske tomler med en lille pil op.
Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 654,95 kr., mens prisen er 545 kr. ved køb af 6 flasker.