Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2013 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, Australien

2013 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, AustralienVinen Olmo’s Reward er en af topvinene hos Frankland Estate og er selvfølgelig opkaldt efter den gamle californiske professor Dr. Harold Olmo, der tilbage i 1956 første gang så potentialet til vinproduktion i Frankland River området.

Olmo’s Reward bliver kaldt en Bordeaux from the Bush, da den laves på et blend af primært Cabernet Franc suppleret med en kombination af Malbec, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot, men blendet varierer imidlertid en smule fra årgang til årgang.

Blendet i denne 2013 Olmo’s Reward kan jeg ikke finde præcist, men vinen er lavet efter samme læst som de foregående, dvs. med gæring i åbne tanke ved temperaturer op til 27 grader. Hver druesort vinificeres separat og derefter sker endelig blend, malolaktisk gæring og lagring i franske egefade i 15 måneder.

I næsen er det igen mørk og tæt frugt … intens som en maggiterning med både kul, jord, sort halvsød tobak, lakrids, mørk chokolade, vanilje, grønne blade og en del mentol. Synes måske, at den megen mentol fylder en tand for meget i det samlede billede.

Smagen er præget af syrlig, mørk frugt, en smule peber, tør engelsk lakrids, virkelig vedkommende frugt, syren til den aggressive side samt en megalang eftersmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr., men denne 2013 er udsolgt.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Shiraz, Western Australia, Australien

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Shiraz, Western Australia, AustralienMer’ australsk Shiraz, men her på et helt andet niveau. Det er vinen Isolation Ridge Vineyard Shiraz fra Frankland Estate.

Igen er druerne fra den store mark Isolation Ridge Vineyard, der omkranser vingården. Og vinen er gæret i store åbne gæringstanke så længe og langsomt som overhovedet muligt ved temperaturer, der ikke overstiger 20 grader. Under gæringen er der løbende foretaget pigeage … altså hvor man trykker hatten aka skallerne ned i mosten og derudover også pumper mosten op fra bunden, altså remontage.

Efter gæring har vinen fået en kølig eftermaceration inden vinen så lagres 18 måneder i 500 liters franske egefade. Men hvordan smager Isolation Ridge Vineyard Shiraz så?

Der er klart mere dybde i vinen end foregående Shiraz. Der er fortsat kraft og fed frugt, fuldgæret solbær, blåbær, men det virker langt mere blødt og rundt. Der er kakaopulver, chokolade, kaffe, eg, blomster, kalk og en lille smule peber … og der fornemmes samtidig også lidt mere syrlighed i frugten.

Smagsmæssigt er vinen virkelig flot balanceret og det er slet, slet ikke fed aussi marmeladevin. Der er derimod syrlig og frisk frugt, blide tanniner, et mineralsk eller kalket udtryk, røg, god intensitet og smager bare virkelig godt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 299 kr., men denne ser ud til at være udsolgt.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Frankland Estate, Rocky Gully Shiraz, Western Australia, Australien

2015 Frankland Estate, Rocky Gully Shiraz, Western Australia, AustralienI Rocky Gully serien laver Frankland Estate også en vin på Shiraz – Rocky Gully Shiraz – og den skulle vi selvfølgelig også smage.

Rocky Gully Shiraz er dog heller ikke 100% ren Shiraz, idet der er blandet en smule af den hvide drue Viognier i vinen … ligesom man ofte gør det i Rhône.

Hos Frankland Estate gærer de røde vine i åbne gæringskar og lagres lang tid på egefade, men med denne Rocky Gully Shiraz er det dog alene en del af vinen, som har lagret et år på træfade, mens resten er lagret i ståltanke.

Duftmæssigt er Rocky Gully Shiraz en ordentlig mundfuld med masser af mørk, fed og sød frugt, en virkelig fed og opulent næse, hvor der også er godt med eukalyptus, blæk, eg, kaktuspiller, spidskommen, lakrids samt et drys peber.

I munden er vinen også fed med masse af kraft, power, saftighed samt noget sødme og pænt med tanniner. Det er fedme, sødme, peber, kirsebær … svag syre, men kombinationen af power og sødmen vipper mig af Good Gully.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 96,75 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2016 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, Australien

2016 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, AustralienGladys er lidt af en rappenskralde, men et fast medlem i ledelsesteamet og en del af familien på Frankland Estate. Helt menneskelig er hun nu ikke, da hun er en perlehøne, som spankulerer rundt mellem vinstokkene, hvor hun også foretager sin nødtørft. Det er oss’ derfor, at hun har lagt navn til denne Chicken Shit Chardonnay fra Frankland Estate.

Gladys opgave i vinmarker er – udover at forsyne stokkene med chickenshit – at spise de insekter og skadedyr, som ellers er en trussel imod gårdens druer. Og det job udfører hun – sammen med et par andre perlehøns – med stor loyalitet, følsomhed og omsorgsfuldt.

Køn er hun ikke med – som en til vinsmagningen lidt ufølsomt udtrykte det – et par røde klunker hængende fra ansigtet, hvilket også kunstfærdigt er illustreret på etiketten af vinen.

Chicken Shit Chardonnay er 100% Chardonnay, hvor druerne kommer fra de yngste stokke på marken Isolation Ridge Vineyard. Vinen fadgæres og hviler på fadet sur lie i 11 måneder inden den klargøres til aftapning.

Dufter den så af hønserøv? Der er i hvert fald noget animalsk over vinen, som næsten dufter helt biodynamisk. Det er virkelig en aromatisk vin med tropisk frugt, eg, vanilje, røg og sødme.

Men nej, det er ikke oss’ en perlende vin. I munden er det i stedet en parfumeret vin … er klart min første tanke. Der er kalk, fedme og vinen er typisk Chardonnay cremet, men byder også på lidt kant med både salt og grape, så vi både klukker, kagler og hakker.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119,20 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon, Western Australia, Australien

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon, Western Australia, AustralienMer’ druesaft fra marken Isolation Ridge Vineyard, nemlig Frankland Estates 2013 Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon.

Det er imidlertid ikke 100% ren Cabernet Sauvignon … alene 90%, mens der også er 7% Malbec samt 3% Cabernet Franc i det endelige blend. Men alle druerne kommer fra Isolation Ridge Vineyard og plantet tilbage i 1988.

Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon er gæret ved lav temperatur i åbne kar, der har gjort det muligt at arbejde med skindet under gæringen og udvinde farve og aroma af dette. Efter endt gæring har vinen lagret 18 måneder på 500 liters franske egetræsfade.

Duften er herlig landlig … det er mørk og gæret frugt, solbær, stor tørhed og nærmest lidt støvet i udtrykket med tobak, mentol, æter, cigaræsker, blyanter og lidt peber. Duften har nogle europæiske træk, selvom de fleste af aromaerne peger på Australien.

I munden er vinen en anelse stærk, frugten syrligere end forventet, men det er egentlig fint. Der er kirsebær, og det er en meget frugtrig vin , som også har en god lang eftersmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 179,10 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Riesling, Western Australia, Australien

2009 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Riesling, Western Australia, AustralienVi var også så heldige, at vi skulle smage Isolation Ridge Vineyard Riesling fra Frankland Estate med lidt alder … og det blev en 9 år gammel 2009’er.

Vinen er lavet nogenlunde på samme måde som de foregående vine, blot lagret mere på eg. Ved ankomst til vingården presses druerne straks. Derefter hviler de natten over inden gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 15 grader over 8 uger. Men denne 2009’er Isolation Ridge Riesling har efter endt gæring lagret 12 måneder på store gamle egetræsfade og har således fået mere eg end foregående 2014’er.

Duften virker umiddelbart lidt mere gæret og flad, mens der ganske vist er petroleum, men ikke helt så tydelig, som i 2014’eren. Der er mere sødme, frugten mere som modne nedfaldsæbler, abrikos, lidt honning og en duft som et gammel sengetæppe … rund, varmt, lidt brugt og der udover også lidt rene mineraler.

Smagsmæssigt er det også mere rundt, igen mindre syre og plus på modenheden og sødmen. Er den måske en smule oxyderet i smagen? Det er nærmest lidt muskatkrydret sødme, syren lidt mere kluntet og tilbageholdende, men slutter så med lang og livlig eftersmag med både grape, bitterhed og elegance.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 359,10 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Riesling, Western Australia, Australien

2014 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Riesling, Western Australia, AustralienVi fortsatte i samme høje oktav Riesling med næste vin fra Frankland Estate, nemlig vinen Isolation Ridge Vineyard Riesling i en årgang 2014 og det blev – for mig – klart aftenens bedste vin … et my bedre end foregående vin.

Isolation Ridge Vineyard er jo den store mark, som ligger rundt om vingården og som Barrie Smith og Judi Cullam tilplantede med to forskellige Riesling kloner tilbage i 1988, da de besluttede sig for at blive vinbønder. Det er en mark, som ligger på en højderyg med en undergrund af malm og ler, mens overfladejorden er grus.

Isolation Ridge Vineyard Riesling er lavet nogenlunde som foregående vin, dvs. at druerne efter høsten presses straks efter ankomsten til vingården. Derefter hviler de natten over inden gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 15 grader over 8 uger. Vinen lagrer herefter 6 måneder sur lie, men en lille del lagrer på neutral eg i 10 måneder inden endelig blend og tapning på flaske.

Duftmæssigt er der igen pænt med petroleum, og så er vinen let og luftig med lime, fersken, æbler, igen masser af grønt, let appelsin, gule blomster, syre og mineraler.

I modsætning til Poison Hill er syren her holdt lidt mere i tøjlerne … bevares, det er fortsat et sandt syretrip, hvor det er sprødt, crisp, spændstigt, let på tå med masser af lemon, grapebitterhed og vinen nærmest napper efter mig i bedste leg tag-fat stil med netop legende lethed, så man bliver rigtig glad. Og hvem vil ikke gerne nappes en gang imellem? Haps det er godt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 233,10 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Frankland Estate, Poison Hill Vineyard Riesling, Western Australia, Australien

2016 Frankland Estate, Poison Hill Vineyard Riesling, Western Australia, AustralienNæste Riesling fra Frankland Estate blev fra deres serie af Single Vineyard vine, nemlig denne Poison Hill Vineyard Riesling.

Poison Hill Vineyard Riesling har Frankland produceret siden 2001 og druerne kommer selvfølgelig fra marken Poison Hill Vineyard. Det er en 3 hektar stor vinmark, som ligger 15 kilometer nord for vingården og har sit navn efter den giftige plante Heartleaf Bush. Den kaldes i øvrigt også for Gastrolobium Grandiflorum på latin og er yderst giftig undtagen for nogle af de indfødte dyr.

Marken er tilplantet tilbage i 1988 og har en undergrund med hvid ler og forvitret kvarts, hvilket passer en sort som Riesling helt perfekt. På billedet ovenover ser i Hunter Smith, som måske sidder og nyder livet på Poison Hill Vineyard … eller en af de andre vinmarker.

Efter høst presses straks ved ankomsten til vingården, hvorefter de hviler natten over inden gæringen derefter sker i rustfrie ståltanke ved 15 grader over 8 uger. Ingen lagring på eg overhovedet.

Duftmæssigt … nu snakker vi. Der er herlig petroleum … ikke voldsomt, men vinen er også endnu helt ung. Derudover er det æbler, stringent syre, lemon, grape, kørvel, grønne elementer, grønne urter, hvide blomster samt en flintesten.

Smagen er syreskarp … langt skarpere samt meget mere kompleks, sammensat og nuanceret end foregående Rocky Gully. Syren er simpelthen pivskarp, sprød, stenet med flint, mineraler, vildt megen citron, grape og bitterhed. Uha, det er europæisk smertelig på den smukkeste vis. Stor Riesling … og så fra Australien.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 233,10 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Frankland Estate, Rocky Gully Riesling, Western Australia, Australien

2016 Frankland Estate, Rocky Gully Riesling, Western Australia, AustralienEn vinsmagning forleden bød på 11 vine fra det australske vinhus Frankland Estate og dem skal I selvfølgelig ikke snydes for. Vi starter med denne Rocky Gully Riesling, som er husets entry-level aka basisvin og lavet med opkøbte druer.

Frankland Estate ligger ved Frankland River tæt på den lille landsby Rocky Gully og nationalparken Tootanellup Nature Reserve i Great Southern distriktet i Western Australia. Vinhuset er grundlagt i 1988 af Barrie Smith og Judi Cullam, som dog havde købt ejendommen tilbage i 1974 med henblik på fåreavl.

Barrie Smith var selv vokset op på en gård, som leverede druer til en lokal producent, men slog sig i starten til tåls med livet som fåreavler. Men da der allerede var vinavlere ved Frankland River, som havde stort held med at dyrke Riesling, så begyndte parret at undersøge, om de også skulle omlægge og blive vinbønder.

De startede med at læse en rapport fra den californiske professor Doctor Harold Olmo, der i 1956 havde skrevet om potentialet for vindyrkning ved Frankland River. Det er en kølig og våd region med et mildt klima og dermed perfekt til vinavl.

Derefter besøgte Barrie og Judi producenter i Østrig og Tyskland for at hente inspiration og så arbejdede de også på Chateau Senejac i Haut-Medoc ved høsten to år i træk. Da de kom retur til gården i hjemlandet startede de med at tilplante marken Isolation Ridge omkring vingården, begyndte lave vin og det blev starten på Frankland Estate.

I dag har Frankland Estate selv 30 hektar vinmarker, hvilket primært er marken Isolation Ridge Vineyard, mens de så opkøber druer til Rocky Gully-vinene og 3 enkeltmarksvine på Riesling hos andre vinbønder i Frankland River.

Markerne dyrkes økologisk og gården har været certificeret siden 2009. Men derudover ligger Frankland Estate isoleret, og klimaet er så velegnet til vindyrkning, at sygdomme er et meget sjældent problem.

I dag får Barrie og Judi assistance på vingården af deres børn Elizabeth og Hunter, der begge også er uddannet vinmagere. Derudover indgår vinmageren Brian Kent også i teamet, der står for produktionen af vinene på gården.

Frankland Estate er mest kendt for deres sprøde og tørre vine på Riesling, som de producerer i europæisk stil, bl.a. med kold og lang gæring i gamle egefade, mens de røde vine gæres i åbne gæringskar og lagres lang tid på egefade.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne Rocky Gully Riesling, hvor druerne som skrevet kommer fra andre vinavlere i Frankland River regionen. Det er knastør Riesling … der er alene et sted mellem 1-2 gram restsukker pr. liter.

Duften har ikke umiddelbart petroleum, men er i stedet herlig stenet med citron, fersken, abrikos, blomster og den animalske aroma, som jeg kalder babybræk og egentlig elsker, sådan lidt sød mødding, intens, frastødende og tiltrækkende på en gang.

Smagen følger sådan set duften spot on … også lidt støvet, stenet med citron, mineraler og stringent syre. Den er måske ikke så kompleks i smagen, lidt rustik, men hold da op, hvor har vinen bare europæiske kvaliteter.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 96,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Nassos, Priorat, Spanien

2016 Rodríguez Sanzo, Nassos, Priorat, SpanienSå støder vi igen på den altfavnende Javier Rodríguez fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo. Han laver vine fra de fleste områder i Spanien og her er det hans vin fra Priorat … og den kaldes bare Nassos.

Bodegas Rodríguez y Sanzo ligger i udkanten af byen Valladolid, som ligger omkring 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León. Vinhuset drives som skrevet af Javier Rodríguez, som kommer fra en familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere århundrede og Javier har da også omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.

Selve vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo grundlagde den gode Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter hans hustru. Det er et større projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.

Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal.

Rodríguez Sanzo er således siden starten blevet en pæn stor affære, og huset har i dag en kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.

Denne Nassos er lavet på 100% Garnacha aka Grenache, som er købt fra udvalgte vinavlere i Priorat og en række marker i omkring 300 meters højde.

Inden gæringen gennemgår druerne en 5 dage lang kold maceration, der trækker aromaer og farvestoffer ud af drueskindet. Herefter gæres druerne og trækker yderligere på skindet i 21 dage. Derefter lagret vinen 9 måneder på 300 og 500 liters fade af fransk og amerikansk eg.

Duftmæssigt har vinen en tætpakket og syrlig mørk frugt, blåbær, sorte kirsebær, enebær samt en herlig landlighed. Derudover er der engelsk lakrids, skråtobak, chokolade, baconfedt og samtidig er vinen en smule parfumeret, har næsten lidt æter, urter samt balsamiske noter. Hmmm.

I munden går de balsamiske elementer igen … masser af syrlighed i den mørke frugt, så det bliver på ingen måder en tung eller klumpet vin, for udover masser af syre er der også godt med tørhed, bidende peber samt tonsvis af tanniner. Det bliver lidt sur hønserøv, men på en dejlig straffende og smertelig facon. Like it.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 169,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7