Blue Label fra Juan Gil er en voldsom sag. Hvis den ikke var omgivet af en tyk og tung flaske, så skulle vinen være omkranset af en stor, beskidt Dodge RAM 1500 TRX, for vinen er næsten lige så kompromisløs og ekstrem.
Det er en vin, som du bedst skal drikke på en ret råkold efterårs- eller vinterdag, for den giver varme helt ud i din storetå. Det er en muskelvin, som yder dig masser af hestekræfter og fås også kun med brede offroad dæk … altså dermed virkelig en powervin på epo steroider.
Jeg ved det, for det er faktisk 4. årgang, som jeg smager af vinen, som jeg tidligere har smagt i årgang 2016, 2017 og 2018, men nu altså smager i seneste facelift anno 2019.
Som tidligere er vinen fortsat lavet på 60% Monastrell druer aka Mourvedre, som er blendet med 30% Cabernet Sauvignon samt 10% Syrah. Alle druerne kommer fra gamle vinstokke på op til 70 år på marker i 700 meters højde.
Druerne er høstet i hånden og med et lavt udbytte. Vinen er lavet i ståltanke med lang udblødning samt 18 måneders fadlagring på nye amerikanske og franske egetræsfade.
Duftmæssigt kører vi på alle cylindere, for næsen er fyldt med tyk fadpræg af kanel, vanilje, sød finsk lakrids, lakridskonfekt, sød tobak, ristede kaffebønner, tørret kød, portvin, sorte kirsebær, solbær og alle modne og solvarme, hvilket så suppleres blæk, grafit, power samt superoktan kraft.
I munden er der også højoktan brændstof med en koncentreret, opulent, sød og solmoden frugt med solbær, sorte kirsebær, svesker, som har varme, kraft, blæk, grafit samt tykke og tørre tanniner, fed og cremet maggiterning af flommelækker smag og alt med en lidt portvinsagtig rundhed og varme. 91 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.