Vino Blanco Fermentado en Barrica fra vinhuset Bodeguera de Valenciso er en full body, kropslig og voluminøs vin lavet på Viura og Garnacha Blanca med pænt fadpræg … en stor lækker mundfuld.
Bodeguera de Valenciso ligger i den sydøstlige udkant af byen Ollauri i den nordlige del af Rioja Alta og er et nyere vinhus, som er grundlagt i 1998 af de to vinmagere Luis Valentín og Carmen Enciso … og huset blev da også navngivet efter en sammentrækning af deres efternavne, hvorved det kom til at hedde Valenciso.
De stammer begge fra Rioja Alta og havde også en drøm om, at de dér også skulle lave vin på egen vingård. De havde i 15 år arbejdet for en større, prestigefyldt vingård i Rioja Alavesa.
De har 22 hektar vinmarker, som ligger i in Ollauri, Briones, Haro, Rodezno, Gimileo, Zarratón og Villalba i 480-610 meters højde. Siden 2006 er markerne passet efter bæredygtige principper og samtidig siden 2017 økologisk.
I starten blev vinene lavet i en lejet vinkælder i Haro, men siden 2005 har det været i et morderne vineri i Ollauri, bl.a. bygget med kæmpestore cementtanke.
Denne 2021 Vino Blanco Fermentado en Barrica er lavet på 70% Viura og 30% Garnacha Blanca, der kommer fra udvalgte parceller ved byerne Ollauri, Villalba og Haro beliggende i 500 meters højde med stokke i ler- og kalkholdig jord.
Efter høsten er druerne presset blidt, hvorefter gæringen skulle være sket i kaukasiske egetræsfade, hvor vinen efter gæring også er lagret 9 måneder i samme fade med løbende batonnage samt overpumpning indtil aftapning på flaske er sket.
I næsen er der en smørsnegl, kanelstang og vanilje pana cotta med tonstung fagpræg, brunet smør samt våd træ. Frugten kommer lidt i baggrunden, men er vel noget som tørrede ferskner, lidt kandiseret, abrikos, dåsepærer … voluminøs, opulent og fedladen på en meget tiltrækkende måde.
Smagen følger trop med bredt grin, bred kæft, bredt smil og er i det hele taget bare bred. Det er olieret med lav viskositet, men smører virkelig ganen med fed lykke til alle, som en vis Helmig sang i 1985. Der er godt med sødbrændte egefade, toast, spandauer og tropisk frugt med mango, abrikos og dåsepærer … og pæresaft fra dåsen, tyk, rar og velmenende. 94 point.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 230 kr. ved køb af 6 flasker.