Miravals lille nuttede Rosé Côtes de Provence går under øgenavnet Pink Floyd … selvfølgelig med reference til farven samt at Pink Floyds nok største album The Wall er indspillet på netop Château Miravel tilbage sidst i 1970’erne. Her trykker alderen dog ikke, for denne rosé er fra årgangen 2015.
Pink Floyd er også den vin, som Miraval er mest kendt for … specielt den lyse, lidt unikke og mineralske smag. Det har også gjort vinen meget eftertragtet. Château Miravals 2012 Rosé Cotes de Provence modtog således 90 point fra Wine Spectator magasin og titlen bedste rosé i verdenen. Det gjorde, at vinen samme år kom ind som nr. 84 på bladets Top 100 liste.
Og det var netop i 2012 – efter Angelina og Brad havde købt ejendommen for svimlende 60 millioner dollars, at Hollywood-parret indgik i samarbejdet med Perrin-familien … et joint venture/samarbejde, der omfatter strategisk rådgivning samt vinifikation og distribution af Miravals vine.
Og det passede også ind i Perrins planer, idet de igennem længere tid havde ledt efter en ejendom i Provence, som kunne supplere deres sortiment. De havde jo i forvejen vinene fra negociant virksomheden Famille Perrin, de berømte vine fra Château de Beaucastel, Domaine du Clos des Tourelles samt La Vieille Ferme i Ventoux.
Og de har virkelig formået at få skabt et brand, som er blevet hyppet … klart med historien om Angelina Jolie og Brad Pitt, deres egen, særegne og buttede flasker, hvor navnet Miraval er præget i flasken og selvfølgelig Perrin familiens evner som vinproducenter. Og denne Rosé Côtes de Provence var da også aftenens bedste af de to fra Miraval.
Vinen er lavet på druerne Cinsault, Grenache, Syrah og Rolle. Alle druer håndhøstes meget tidligt om morgenen og sorteres 2 gange inden vinifikationen på 95% ståltanke og 5% egetræsfade.
I næsen en lidt svag parfumeret vin, hvor der også er jordbær, svag citrus samt om omgang flintesten. I munden er vinen blød, blid … meget let, venlig og uskyldig. Syren er ganske fin, mineralsk med en lidt saltet og bitter note. Frisk vin … som virkelig vil gøre sig på terrassen … specielt, hvis Angelina så kunne servere den.
Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 150 kr.
Rating 4,5/7