Fra Moselwinzer Axel Pauly på Hochstraße i Lieser tæt på Bernkastel-Kues smager jeg nu hans altid populære og dejlige Generations Riesling i seneste årgang 2022.
Det er et hus, som jeg har skrevet om før og denne vin har jeg endda også smagt tidligere i både årgang 2020 og 2021, men alle har denne geniale etiket, der afspejler både terroiret og vinhusets traditioner.
Ved første øjekast kan man nemlig se Mosels stejle vinmarker, men når flasken i stedet holdes vandret, så kan man se silhuetterne af de 3 generationer; Axels bedstefar, Axels far og selvfølgelig Axel selv.
Generation Riesling, som er lavet med druer fra den 60% stejle Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, der har en unik jordbund med blå og rød skifer. Vinen er lavet med en koldmaceration i op til 10 timer inden spontangæring på ståltank med vinmarkens naturligt forekommende gærstammer.
Efter endt gæring modner vinen 4-5 måneder på gærresterne i ståltankene og så er den lavet som klassisk halvtør Feinherb, hvilket betyder et pænt niveau for restsukker på 18,1 gram pr. liter.
Duftmæssig er der ingen hidsig petroleum eller terpentindampe, men den damper i stedet af lidt eksotisk frugt sammen med nødder og en snas sødme. Der er melon, fersken, æbler og citron, men det er ikke umiddelbart den sureste citron, som man har fundet i kurven. I stedet er der en smule lette blomster og i det hele taget en vis lethed over vinen, som virker fint balanceret.
I munden kan de 18,1 gram restsukker klart fornemmes, men det bedste er, at det ikke bliver på bekostning af syren, som faktisk er lidt mere fremme end de forrige årgange. På den måde kan Mosel altså bare noget særligt. Men det giver faktisk en rigtig drikkeklar, læskende og saftig Riesling, der har dette store bællepotentiale enhver gæst vil knuselske. Tårnhøjt niveau for en Gutsriesling, hvorfor jeg lander på 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.