Soave er – efter min mening – det mest spændende område i Veneto og Garganega den mest interessante drue og nu smager jeg netop sådan en vin i form af en 2023 Fonte Soave Classico fra vinhuset Canoso.
Historien om vinhuset går helt tilbage til 1876, hvor Canoso familien producerede vine, som dengang blev solgt i de såkaldte damegiana … meget populære glasbeholdere.
Senere i 1970’erne købte Giuseppe Meneghello Canoso for hele sin den dyrbare Cà del Vento vinmark med vulkansk jord i Monteforte d’Alpone-bakkerne og den blev grundlaget for vinhuset … og senere basis for etableringen af den nye vinkælder.
Senere med hjælp fra sønnerne Primo og Massimo, der henholdsvis var uddannet som agronom og vintekniker, så blev produktionen så omlagt til en øko-bæredygtig tilgang med en reduceret produktion og samtidig stoppede man med at sælge hovedparten af druerne til andre producenter … for selv at lave vine med start i 1990.
I 2016 mødte Canoso iværksætteren Giovanni og sammen besluttede de at relancere Canoso vinene.
I dag lavet Canoso omkring 70.000 flasker vine fra deres i alt 12 hektar vinmarker, hvor markerne ligger på en bjergside imellem 90 og 290 meters højde på forskellige parceller … bl.a. på Cà del Vento crù, som er den mindste crù i Soave.
Man laver alle vinene på en minimalistisk måde, hvor man kombinerer traditionen med anvendelsen af de nyeste metoder. Det meste af arbejdet foregår i vinmarken for at bevare druernes egne særpræg, og der anvendes kun udvalgte gærtyper kombineret med lave temperaturer ved gæringen.
Hvidvinene modnes i mindst seks måneder på ståltanke, mens rødvinene lagres på franske barriques og tonneaux. Ved hjælp af tanke på mellem 5 og 200 hektoliter får vinene deres egenart ved at der vinificeres og forarbejdes små partier fra forskellige dele af vinmarkerne.
Virksomheden koncentrerer sig om Garganega, Trebbiano Veronese og Manzoni Bianco i det klassiske Soave-område samt om et udvalg af røde druesorter til produktion af Cabernet Sauvignon og Valpolicella vine.
Vinstokkene er mellem 20 og 45 år gamle og markerne har en fremragende soleksponering og konstant ventilation, hvilket giver sunde druer og vine med en elegant struktur.
Jordbunden på markerne er af vulkansk oprindelse, og er beriget med fossiler, ler, stenstrukturer og tuf. Jorden er meget frugtbar og druerne har et lavt syreindhold, hvilket giver en mineralitet, der supplerer de frugtagtige, florale dufte og giver fylde i smagen.
Jeg smager nu 3 vine fra Canoso og den første er denne 2023 Fonte Soave Classico, der er lavet på 100% Garganega, der kommer fra 30 år gamle stokke på basaltiske marker af vulkansk oprindelse. Vinen lagres i ståltanke i mindst 6 måneder sur lie og derefter på flasker i mindst 2 måneder.
Uhhh luftig, let og blomsterrig næse, hvor man omgående længes efter sommer og solskin. Der er fersken, hyldeblomst, bløde pærer og noget lemon, men virker samlet, velafbalanceret og har en blød sødme med let karamel, blomsternektar og blomsterhonning.
Hvor smager den dog godt … blød, blid, mild og cremet med en tropisk blød frugt af fersken, mango, gule æbler og pærer samt en anelse sødbitter lemon og grillede citroner. Det er blødt, flydende, olieret og det er med en lille fyldighed, blød syre og man kan også nærmest smage blomsterne suppleret med salte mineraler, som sikrer et frisk – og blødt – bid. 91 point
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 85 kr.
Vinanmeldelse 5/7 



