Skulle jeg sammenligne aftenvinen fredag med en person, så må det være en landlig, tysk skolelærerinde iført stram spadserdragt, frodige kurver, et skarpt bid og en mindre pisk i højre hånd.
Det med tysk er i hvert fald rigtigt, for aftenens vin er fra en lille tysk by, Lorch am Rhein i Rheingau, lidt vest for Wiesbaden, nemlig fra vinhuset Weingut Ottes, en tysk vinfamilie, som har produceret vin siden 1841.
Den nuværende vingård blev grundlagt i 1959 af bødkeren Charles Otte og hans søn Helmut Ottes. Gennem årene har Ottes familien købt nogle af de bedste vinmarker i Lorch.
I dag er det Gerald Ottes, søn af Helmut og konen Annelore, som driver vingården videre. Gerald har studeret de nyeste metoder til vindyrkning på universitetet i Geisenheim og har doktorgrad i vindyrkning/ønologi.
Lorch am Rhein er beliggende i en smuk del af Tyskland i UNESCO’s verdenskulturarv “Oberes Mittelrheintal” langs den romantiske Rhinedal, hvor de solbeskinnede skråninger giver vinstokkene optimale betingelser.
23% af Ottes marker er beplantet med Spätburgunder, som udelukkende dyrkes på de stejle skråninger på grund af den mørke skifer, som indsamler varmen fra solen, giver god mineralitet og er derfor er perfekt til dyrkning af Spätburgunder.
Nå, men lad os se nærmere på denne tyske skolelærerinde. I glasset let, lattermild og transparent. Duftmæssigt den søde kostald, som tit går igen i de tyske Spätburgundere. Der er hindbærgrød, lidt røgede egetoner, toast, gult græs og lidt rosenblade. Smagen er fint cremet, lidt grov, men syren holder dig på sporet. Meget tør. Derudover de lyserøde bær. Smager fint, og kan bestemt anbefales.
Købt hos Lorentsens Vin Forretning i Ebeltoft for 115 kr.
Tirsdag – fridag, men tiden er gået med at rydde op i værkstedet, montere nogle gamle skuffer – som var i overskud på min arbejdsplads – under mit arbejdsbord.
Vinen til forretten var denne silvaner fra Franken, nemlig Weingut Hans Wirsching.
Så fik vi ellers gang i vinene og gætterier på hvilket vinland, som de medbragte vine kommer fra. Steffen lagde ud med denne spændende sag, som viste sig at være en amerikansk Pinot Noir, men ikke blot en tilfældig Pinot Noir, men derimod fra den restaurant, som er med i Alexander Paynes film “Sideways” om to venner, Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post.
Min første vin denne aften var fra Bourgogne, nemlig fra den unge, dygtige Nicolas Rossignol, uddannet på ønologskolen i Beaune. Derefter fik han sin praktiske uddannelse på Château Lafite Rothschild i Pauillac, og derefter et år hos Domaine du Vieux Télégraphe i Châteauneuf-du-Pape.
Jans første vin denne aften blev en tysker. Men hvilken én af slagsen. Vi er i byen Burkheim i Kaiserstuhl, Baden tæt på grænsen til Frankrig hos et lille familiedrevet vinhus, som hedder Weingut Bercher.
Så var det Pauls tur … og han opfordrede os kækt til … udover at skulle gætte vinlandet … også at skulle gætte druen. Det var en klar “Mission Impossible”, da vinen Petalos del Bierzo er lavet af 100% Mencia, som er den traditionelle rødvinsdrue i Bierzo, som først for nylig er blevet anerkendt som en rødvinsdrue med potentiale til at lave verdensklassevine.
Aftenens indkøbte kultvin – valgt af Paul – blev denne Flor de Pingus med det danske islæt. Et godt valg, for der er bestemt tale om en stor vin fra den danske vinguru Peter Sisseck.
Sidste vin fra Steffen blev denne lille charmetrold fra Rhône området, nemlig Domaine de Poulvarel i Costières de Nîmes.
Tid til min næste vin, klassisk Brunello … arghhhhh, hvor jeg elsker Sangiovese. Vi er i Toscana (selvfølgelig) og vinhuset hedder Caprili, og blev grundlagt i 1965 af Alfo Bartolommei. Familien Bartolommei bosatte sig i kommunen Montalcino i begyndelsen af sidste århundrede. Familien stammer oprindeligt fra Podere Marzolo i kommunen Marzolo Cinigiano (provinsen Grosseto). I 1911 flyttede familien til Podere Poggio og lejer først en gård på Villa Santa Restituta og arbejder med den jord, de har forpagtet. I 1952 lejer de så gården Caprili, og køber den endelig selv i 1965, hvor de samtidig begynder på at producere vin.