Sidste vin lørdag Xisto fra Roquette e Cazes … en rigtig spændende vin, som jeg havde glædet mig helt vildt til at smage. Hustruen havde vundet vinen på sit arbejde, og forinden var den bragt til Danmark af en leverandør fra Portugal, nemlig den gode Sousa.
Ham havde jeg tidligere mødt på en rejse til Porto, hvor vi også fik snakket lidt vin. Sousa er en rigtig levemand, høj cigar-føring og med stor appetit på livet. Et meget sødt og charmerende menneske.
Vinen er selvfølgelig også fra Portugal, nemlig fra Roquette e Cazes, som kan oversættes til Roquette og Cazes, som netop er et samarbejde mellem de to vinvenner, Jorge Roquette fra Quinta Crasto i Portugal og Jean-Michel Cazes fra Château Lynch-Bages i Bordeaux.
I 2002 besluttede de to familier til at oprette et firma, som skulle producere store vine, der ville blive kendetegnet ved de naturlige karakteristika af Douro-dalen og med erfaringerne fra Cazes-familien, der har produceret vin i Bordeaux i næsten et århundrede.
Der var to store udfordringer ved etableringen af dette samarbejde på tværs af de to lande, punkt 1; at respektere karakteren af vinene fra Douro og punkt 2; at bringe to forskellige hold af vinproducenter sammen, specielt da de taler forskellige sprog og arbejder 1.000 km fra hinanden.
Resultatet blev vinen Xisto, udtales « shistoo », og sammensætningen i vinen er identisk med de bedste portvine fra Dourodalen. dvs. vinen laves på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz.
Vinen laves kun i særlige gode årgange og kombinerer det bedste fra Portugals varme solrige og kraftige vine, med Bordeaux’s elegance og finesse. Med Xisto begynder arbejdet i vinmarkerne. Druerne kommer fra vinmarker i forskellige dele af Douro-dalen.
Til dagligt er det Quinta do Crastos vinmager Manuel Lobo, som har ansvaret, men Cazes familiens vinmager Daniel Llose tager ligeledes ofte til Douro for at besøge vinmarker og drøfte udviklingen.
Vinificeringen sker ledes på Quinta do Crastos vingård, men igen i et samarbejde mellem de to vinmagere. Vinen lagrer også på franske egetræsfade, som leveres af Château Lynch-Bages’ leverandør. Quinta do Crasto er i øvrigt én af de flotteste vingårde i Portugal og ligger bl.a. med en fabelagtig udsigt udover bakkede vinmarker og Duero floden, som bugter sig stille og elegant nedenfor gården.
Straks efter frigivelsen af den første årgang Xisto fra 2003 blev vinen ved Vinexpo i 2005 inkluderet i “Top Ti” og i “Les 3 exceptionnels” kategorien af juryen. Parker, Wine Spectator og Wine Enthusiast gav vinen henholdsvis 92 og 93 point.
Xisto blev herefter en bestseller med sine 30.000 flasker om året, som hurtigt blev revet væk. Her har vi vinen i en årgang 2004, men det kan ingenlunde mærkes på vinen.
I glasset en mørk og tæt vin, nærmest granatrød. Duftmæssigt er der karamel, toast eller eg, modne mørke bær, roser, kernelæder, lidt kaffe og blommer. Dufter sgu godt. Smagsmæssigt en fabelagtig og silkeblød forkælelse af dine smagsløg, der er egetræ igen, blødhed uden lige, blommer, lakrids og sarte tanniner, som bare markerer lidt syre. Ihhh altså, hvor den smager godt. Thumbs up big time.
Denne vin har jeg som sagt fået, men den kan købes hos Juul’s Vinhandel til 299 kr.
Vinanmeldelse 6/7