Denne Pinot Noir Rosenberg er en af Weingut Höplers lagenweine, og selvfølgelig lavet med druer fra marken Rosenberg.
Rosenberg marken er ikke så kendt som Kirchberg og Christof Höpler er da også først i 2003 startet med at lave denne vin fra marken. Det er en mark, som er begunstiget af de milde vinde ved Neusiedler søen og over 2.000 årlige solskinstimer.
Vinen er lavet helt traditionelt, men til forskel fra den foregående basis Pinot Noir, så er denne lagret 16 måneder på helt nye franske barriques inden aftapning på flaske.
Klart Pinot Noir næse … ganske lys med blomster, stor frugtsødme samt masser af fadpræg med kanel, vanilje, nelliker og ristede elementer. Frugten er båret af kirsebær, hindbær og måske endda lidt jordbær, lidt mælkede aromaer, drikkeyoghurt, mælkechokolade samt søde krydderier.
Smagen er lun, hyggelig og let syrlig med masser af lys og saftig frugt. Det smager sgu godt og vinen er meget omgængelig og let at drikke. Det er en glad og lidt ukompliceret vin, som strutter af drikkeglæde, for syren er ikke vild, frugten ikke dyb … men balancen i vinen er fin, hvilket giver en god vin.
Der er både god lethed, blomster, lidt sød tobak, ristede og sødkrydrede elementer. Vakler lidt mellem 4,5 og 5 af de ellers sikre houlbergske fingre, men den lyse og krydrede eftersmag sikrer vinen en hel hånd med 5 fingre.
Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.