Vi drøner videre med toscansk vin og atter en lille IGT vin i form af denne Alpha fra den altid karismatiske, dygtige, egenrådige og kompromisløse vinmager Fabio på Montepeloso.
Dette er – som forrige – en vin, som jeg har smagt tidligere … både i årgang 2013 og 2014. Da jeg smagte vinen i årgang 2013 skrev jeg endda lidt om vinhuset.
Sidst jeg smagte denne Alpha var i årgang 2013 og dengang skrev jeg også lidt om huset … et i øvrigt sindssygt godt vinhus, der laver nogle af de mest fantastiske vine i området.
Denne 2020 Alpha er lavet på 40% Sangiovese, 40% Montepulciano, 10% Alicante og 10% Malvasia Nera. Druerne kommer fra de yngste stokke på mellem 8 og 20 år og vinen er lavet med maceration over 8-15 dage, hvorefter vinen gennemgår malolaktiske gæring på franske fade, hvorefter den lagres 12 måneder på fadene og efterfølgende 12 måneder på flaske.
Costa Toscana er en relativ ny IGT, der blev oprettet i 2010 og spænder over hele Toscanas formidable kyststrækning fra Grosseto i syd til La Spezia i nord.
Duftmæssigt lidt rustik med en dyb, lidt tør aroma med papkasser, blommer, saftige kirsebær, tørrede tranebær samt masser af træ, lidt våd læder, røg. skovbund, sur tobak og jod.
Smagsmæssigt virker vinen virkelig ung og stram, har vilde og ret stærke tanniner, som tørrer mundhulen totalt ud. Det er så tørt med unge, friske bær, ribs, syrlige kirsebær, rønnebær, sort te, kamfer, stjerneanis, nelliker og en streng italiensk syre.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.