2012 Weingut Neiss, Spätburgunder Blanc de Noir, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Neiss, Spätburgunder Blanc de Noir, Pfalz, TysklandNæste vin var imidlertid rigtigt nok fra Weingut Neiss … Nice fristes man næsten til at sige, men den joke har Axel Neiß imidlertid allerede opdaget, for han laver bl.a. en serie på tre vine, som han meget passende kalder “That’s Neiss”.

Nå, men denne Weingut Neiss … eller Neiß, som det vel rigtigt hedder i Tyskland holder til i byen Kindenheim i Pfalz. Vinhuset drives i dag af Axel Neiß, og har er 5. generation på gården. Axel overtog driften i 1997 efter faren Ludi, som siden 1959 havde drevet gården sammen med sin kone Christine, og de var faktisk de første i familien til at producere vine i eget navn.

Axel selv er uddannet ønolog fra Geisenheim og har også rejst rundt i hele verden og arbejdet for forskellige vinhuse for at få erfaring omkring vinproduktion.

Vingården har 17 hektar vinmarker omkring Kindenheim, og den primære fokus ligger på Riesling, idet 24% af alle vinene fra Weingut Neiss er på Riesling. På markerne dyrkes dog foruden Riesling også Dornfelder, Portugieser, Spätburgunder og Weißburgunder. Der produceres årligt omkring 120.000 flasker vin.

Denne Spätburgunder Blanc de Noir hører til husets “Gutsweine”, dvs. den billigste del af produktionen, og den er lavet med næsten ingen skindkontakt efter presning. Den sælges som en rosé, men er næsten helt hvid … så kort kontakt har Spätburgunder druerne haft med saften. Produceret med temperaturkontrolleret gæring i store rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt lidt svagt oxyderede pærer, svag hindbær, lidt yoghurt, abrikos, mandler og ellers lidt neutral i duften. Der fornemmes lidt petroleum, men det kan vel ikke passe, når vinen er lavet på ren Spätburgunder. Vinen er let perlende i munden og der er et lidt sødt, krydret udtryk, hvor sødmen spiller sammen med en smule syre … selvom det bliver lidt mussi mussi … altså lidt sådan fladt. Nødder og mandler fornemmes i smagen. Vinen er til den syrlige og kantede side … slutter også lidt kantet.

Købt i glas på CavaRo Wienbar, pris 4,90€.

Vinanmeldelse 3/7 

Skriv et svar