2009 Hatt et Söner, Grande Cuvée Les Matines, Champagne, Frankrig

2009 Hatt et Söner, Grande Cuvée Les Matines, Champagne, FrankrigHold på hat og briller, for Grande Cuvée Les Matines er en extra brut blanc de blanc champagne fra Hatt et Söner, et lille champagnehus med en svensk forbindelse. Navnet er således også svensk … hat og sønner.

Hatt et Söner er grundlagt i 2011 i et samarbejde mellem to familier, nemlig den franske familie Vallois og den svenske Ruscon. Vallois familien havde været vinavlere i Champagne siden 1865, hvor Leon Vallois plantede sine første vinstokke i  Côte de Blancs, men vinen blev solgt til andre producenter i Champagne. Det var først sidst i 1970’erne, hvor François Vallois overtog driften, at familien startede med at lave champagner selv.

Ruscon familien kom oprindeligt fra Italien, men i 1825 flyttede Francois-Marie Ruscon sammen med familien til Annecy i Frankrig. hvor han åbnede en vinforretning.  Senere købte han også et bryggeri i byen og via ægteskab i familien kom forretningen også til at omfatte et hatteri med levering af  hatte til de store modehuse i Paris.

Det første møde mellem de to familier skete i slutningen af 1970’erne, hvor Joseph Ruscon deltog i en blindsmagning af champagner og smagte en champagne fra François Vallois. Joseph var fascineret af champagnen fra Vallois og bestilte et par tusinde flasker … til eget forbrug. Det blev starten til et langt venskab mellem de to familier.

Senere flyttede Ruscon familien til Sverige, idet Francois-Marie Ruscons barnebarn Michel Ruscon i 1970 mødte den svenske Christina, som han forelskede sig i og senere gift med, Men selvom afstanden var blevet større, så holdt venskabet med Vallois familien.

I 2006 ringede François Vallois til Michel Ruscon og fortalte, at ingen af hans to døtre ikke ville være vinbønder og dermed overtage champagnehuset. Michel Ruscon og sønnen Kristofer Ruscon besluttede, at de ville hjælpe deres gamle ven og det blev således grundlaget for Hatt et Söner … et champagnehus med base i Stockholm i Sverige men produktion i hjertet af Champagne-distriktet.

Med hjælp fra venturekapital – investorer som Rönngren og Hjerpe familierne – fik man finansieringen på plads i 2011, således man kunne overtage aktiemajoriteten. Det tidligere franske navn La Maison de Champagne François Vallois på champagnethuset blev udskiftet til Hatt et Söner med inspiration fra Ruscon familiens historie og produktserierne i champagnehuset også mere strømlinet.

Og indtil videre er der fortsat François Vallois, som står for produktionen af champagnerne … men det bliver ændret i 2021, for François’ datter Céline Vallois har fortrudt sin beslutning om ikke at blive vinbonde og er i dag i gang med at uddanne sig til ønolog. Så hun overtager sin faders rolle, når hun er færdig med skolen i 2021.

Hatt et Söner ligger i byen Bergères-les-Vertus i den sydlige del af Côte des Blancs. Deres marker er fordelt på 40 parceller ved 4 byer, nemlig Granc Cru marker ved Oger og Le Mesnil-sur-Oger samt Premier Cru marker ved Vertus og Bergères-les-Vertus. Hvor mange hektar vinmarker, som huset ejer ved jeg dog ikke.

Siden overtagelsen har Hatt et Söner fået en del kritik, bl.a. i den svenske vinpresse, idet priserne efter købet i 2011 har fået en gevaldig stigning uden tilsvarende kvalitetsløft og enkelte svenske vinbloggere er kommet med advarsler om, at champagnerne er prissat alt for højt og endda advaret mod køb.

Nå, men her er det en 2009 Grande Cuvée Les Matines, en extra brut blanc de blanc champagne, som udelukkende er lavet på Chardonnay fra marken Les Matines … en lille Premier Cru mark i Bergéres-les-Vertus og med vinstokke fra 1974. Kun det første pres har været anvendt, og ingen malolaktisk gæring er blevet udført. Der er under 1 gram restsukker pr. liter.

Lys farve, fine små bobler, Duften er landlig, stinker næsten af bonderøv og utrolig lækkert. Der er gule æbler, pærer, fersken og tropisk frugt, gærede noter, lidt søde krydderier, blomstereng, havvand og salt.

Boblerne er små og medium i styrke, mens smagen er grønne æbler, grape, god koncentration … masser af citronsyre og bitterhed. Der er klart mineralske elementer og samlet virker vinen frugtagtig og lettilgængelig med en klar blanc de blanc stil.

Forhandles af Kokkens Vinhus, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 5/7