2004 Tenuta Cocci Grifoni, Vigna Messieri Rosso Piceno Superiore, Marche, Italien

Øst for Umbrien ligger regionen Marche … et af de mere ukendte områder i Italien. Men derfra kommer næste vino, en moden og fuldvoksen 2004 Vigna Messieri Rosso Piceno Superiore fra vinhuset Tenuta Cocci Grifoni.

Tenuta Cocci Grifoni ligger lige i hjertet af Ascoli Piceno, nemlig tæt på byen San Savino di Ripatransone. Vinhuset stammer oprindeligt fra 1933, men er i nuværende form grundlagt i 1970 af Guido Cocci Grifoni og hustruen Diana, som 3. generation af Grifoni familien.

Guido var én af de vinbønder, som virkelig satsede på de lokale vindruer i Marche, selvom markedet dengang primært efterspurgte de internationale sorter.

Grifoni begyndte især at eksperimentere med den hvide drue Pecorino, som er en druesort, der daterer sig tilbage til 1871 og der på det tidspunkt var tæt på udryddelse.

Den blomstrede uregelmæssigt og ydede derfor slet ikke lige så gavmildt som fx Trebbiano, der derfor blev den foretrukne grønne drue blandt producenterne i Marche og Abruzzo, der i den periode hovedsagligt koncentrerede sig om kvantitet.

Sådan gik det heldigvis ikke … og det takket være Guido Cocci Grifoni, der jo var en passioneret ambassadør for lokale druesorter.

I begyndelsen af firserne ledte han efter lokale grønne druer, der kunne skabe anderledes interessante vine end Trebbiano og samtidigt holde invasionen fra de internationale druesorter nede på et acceptabelt niveau.

Sammen med Giancarlo Moretti fra landbrugsskolen i Cornegliano, Leonardo Seghetti fra Landbrugskontoret i Ascoli Piceno, og Theodore Bugari, der senere blev formand for AIS Sommelierforeningen i Marche, påbegyndte han en systematisk registrering af historiske grønne druesorter med kvalitetspotentiale i Marche og Abruzzo.

En september morgen i 1982 nåede de frem til en gammel vinmark på højre bredden af Trontofloden i næsten 1.000 meters højde, og den gamle bonde, der passede på vinstokkene fortalte, at der var tale om Pecorino, og at det var hans bedstefar, som havde plantet vinstokkene på stedet.

Næste forår blev der taget stiklinger fra marken, og efterfølgende blev de podet på nye grundstammer på den lokale Vivai Coopperativi Rauscedo, hvorved de således lykkedes med at redde og genføde druesorten Pecorini.

Og Pecorino druen er én af de druer, som der virkelig satses på hos Tenuta Cocci Grifoni. Vingården har lidt over 80 hektar vinmarker, og de bedste vinmarker er Messieri, Colle Vecchio, Vigneto Madre, Grandi Calanchi og Delle Alberate. På markerne dyrkes de hvide sorter Pecorino, Passerina og Verdicchio samt de røde sorter Montepulciano, Sangiovese, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Fra disse druer laves der 11 forskellige vine, lidt grappa og herudover har gården selvfølgelig også produktion af olivenolie. Jeg har tidligere smagt og skrevet om en af vinene, en 2003 Offida Rosso Il Grifone.

I dag er det døtrene Marilena Cocci Grifoni og den smukke Paola Cocci Grifoni, som driver vingården … så hele produktionen er lagt i hænderne på kvinderne i familien.

Denne Vigna Messieri Rosso Piceno Superiore er lavet på 70% Montepulciano og 30% Sangiovese, som kommer fra enkeltmarken Messieri, som ligger lige op til vinhusets ejendom og høstet med hele 80 hektoliter pr. hektar. Det er en vin, som de første gang lavede i 1987 og årligt laver 23.000 flasker af.

Vinen er lavet med fermentering med skind og lagret 24 måneder på store 50 hektoliter egefade efterfulgt af 6 måneders lagring på flaske inden frigivelse.

I glasset en mørk vin … lettere brun i kanten. Næsen har også en moden duft med kirsebær, syrlige og modne – hvis de kan være det på en og samme tid – jordbær, balsamisk syre, blyanter, kanel, peber og godt med power. Den dufter faktisk rigtigt godt, men min vurdering er også, at vinen hastigt er på vej over the hills.

I munden har vinen en overraskende stor tørhed, stramme tanniner og nærmest en eksplosion af moden frugt, som klart er kirsebær. Det er en fyldig og varm vin, men har stadig godt med bid, syre og direkte punch med jern samt svag bitterhed. Det er måske begyndt at tabe pusten lidt og alderen trykker, så gem ikke vinen, men drik den nu.

Købt hos Veras Vine, hvor en flaske kostede 100 kr.

Rating 4/7