2007 Fontodi, Flaccianello Della Pieve IGT, Toscana, Italien

2007 Fontodi, Flaccianello Della Pieve IGT, Toscana, ItalienVi fortsætter til vin nr. 4 … hvor vi fortsat er i byen Panzano, hvor vi nemlig højt på en bakketop lige uden for landsbyen også finder vinhuset Fontodi.

Huset har været i familien Manetti’s besiddelse siden 1968. Gården består af 68 hektarer placeret i en højde af 400 meter over havets overflade. Man har fundet dokumenter der bekræfter, at der har været dyrket vin på stedet siden 1600-tallet. Giovanni Manetti har nu dyrket vin gennem 3 årtier og vundet utallige priser over hele verden, og Fontodi er i dag én af Chianti Classicos mest berømte vingårde.

Vinen her er en slags supertoscaner, dog lavet på ren Sangiovese. Flaccianello Della Pieve er også flagskibet i Giovanni Manettis’ produktion og er et af Toscanas bedste eksempler på det rene udtryk af druen. En vin som ikke var tilladt under de strenge DOCG bestemmelser før 1995. Sidenhen har flere producenter valgt at holde fast i betegnelsen, som jo har gjort deres vine berømte.

Druerne der er brugt er nøje udvalgte og kun fra de bedste marker på den gyldne skråning Conca d’Oro syd for byen Panzano i hjertet af Chianti Classico.

I samarbejde med en af Italiens mest anerkendte ønologer Franco Bernabei vinificeres vinen på ståltank og lagre 18 mdr. på 100 % nye franske barrique. Selv siger Giovanni, at denne årgang 2007 er den hidtil bedste, som er produceret nogensinde. Der laves 60.000 flasker årligt af vinen.

Og duften er ikke mindre end fabelagtig. Den er animalsk, der er chokolade, eg, solbær, vanilje. Smagen er himmelsk, den er cremet, der er fløjl, er meget fyldig, der er brombær, basilikum, sødme. Fabelagtig balance og fortsat fine tanniner og en lang eftersmag med masser af frugt. Ihhh, jeg er begejstret, for dette er virkelig guf. Det er sgu god vin.

Fås hos Otto Suenson til 482 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2 tanker om “2007 Fontodi, Flaccianello Della Pieve IGT, Toscana, Italien”

Skriv et svar