2006 Elio Grasso, Barolo Runcot Riserva, Piemonte, Italien

2006 Elio Grasso, Barolo Runcot Riserva, Piemonte, ItalienAftenens kultvin blev denne Barolo Runcot Riserva fra Elio Grasso.

Vi er med Elio Grasso i Barolo distriktet. Tæt ved Monforte d’Alba finder vi Elio Grassos ejendom. Bedre beliggenhed kan man ikke ønske sig, ikke blot på grund af udsigten, som er formidabel, men også på grund af jordbunden, som giver mulighed for produktion af fremragende vine. Produktionen hos Elio Grasso startede i begyndelsen af 1980’erne, hvor Grasso familien besluttede at gå tilbage til deres oprindelse som vinavlere.

Man havde nogle år forinden, nemlig i 1978 lagt grundstenen hertil ved at begynde at vinificere og aftappe druerne fra de forskellige vinmarker adskilt, og ved successive genplantninger af deres Nebbiolo, Barbera og Dolcetto vinmarker.

I dag drives vingården fortsat af Grasso familien, nemlig i form af far og søn. Alle markerne dyrkes som enkeltmarksvine undtagen i de år, hvor høsten er middelmådig. Vingården fremstår i dag på alle områder som et mønsterbrug. I 2002 tildelte Italiens mest kendte vinguide Gambero Rosso en af Elio Grassos Barolo’er prisen “Red Wine of the Year”. Denne hæder tilgår som navnet siger kun én vin i Italien. En absolut topproducent

Barolo Riserva Rüncot er en meget stor, struktureret vin bristefærdig med frugt. Den er i modsætning til Elio Grassos andre Baroloer lagret på 100% nye franske egefade, og fadene er smukt integreret i vinen.

Og det med bristefærdig er en god betegnelse for denne vin. Duften er overflod af lys frugt, en smule kant og skarphed, læder, blomster og en form for indelukket gazebind. Det hele meget intens. Smagsmæssigt er der tyggegummi, I ved denne Hubba Bubba slags, der er læder, lyserøde bær, stikkelsbær … meget Nebbiolo med en meget stram tannin. En vin, der fortsat virker meget ung, og som kræver tonsvis luft. Det er sgu elegant … men kræver også sit af nyderen. Jeg synes, at det er voldsomt godt.

Med medbragte vinen: Steffen

Købt hos Jysk Vin til 775 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Skriv et svar