2013 Albino Rocca, Barbaresco, Piemonte, Italien

2013 Albino Rocca, Barbaresco, Piemonte, ItalienEfter den blomstrende, amerikanske Pino, så skulle der lidt ægte italiensk Nebbiolosaft i glasset, og det blev på fin manér løst med denne Barbaresco fra vinhuset Albino Rocca i udkanten af Barbaresco by.

Vinhuset er grundlagt omkring 1945 af Giacomo Rocca, som gik ind i vinbranchen og begyndte at sælge druer fra familiens marker og senere også vin i store demijohns – altså store glasballoner, typisk fra 5 liter og helt op til 60 liter – til interesserede og vintørstige kunder.

Det var i stedet sønnen Albino Rocca, som via hårdt arbejde fik vingården på landkortet, og de første aftapninger af egne vin på flaske er fra omkring 1960.

Det var imidlertid først med 3. generation i form af Angelo Rocca, at vinhuset i 1988 – inspireret af Elio Altare – trådte ud af skyggen og markerede sig som en vaskeægte Barbaresco specialist. Angelo egen opfattelse var imidlertid, at det først var med årgangen 1991, at han havde fundet den stil, som han søgte.

Angelo var også én af de første til at opdage den dygtige østrigske bødker Franz Stockinger. Han blev så begejstret for Stockingers egefade til lagringen med Nebbiolo, at langt det meste i dag er udskiftet til disse. I dag ser man også Stockingers fade i flere andre kældre i området.

Imidlertid døde Angelo Rocca en tåget efterårsdag i oktober 2012 ved et tragisk flystyrt i sit ultralette fly, så i dag er det 4. generation i form af Angelos 3 døtre Monica, Daniela og Paola Rocca, der driver vinhuset sammen med Carlo … Angelos ynglings studerende, som står for det meste af vinproduktionen.

Albino Rocca laver 5 forskellige Barbaresco’er … og denne er den almindelig Barbaresco DOCG, hvor druerne kommer fra både Barbaresco og Neive og San Rocco Seno d’Elvio. Vinstokkene er nogle af de yngste … mellem 11 og 18 år gamle, og vinen er fremstillet på ståltanke og har derefter lagret 20 måneder på store 20 hektoliter tyske og østrigske egetræsfade. Der laves årligt 7.000 flasker af denne vin.

For et år siden smagte jeg denne vin – blot i årgang 2012 – på Trattoria FIAT på Kongens Nytorv, og der var jeg ganske tilfreds … og det er såmænd også tilfældet denne gang.

Duftmæssigt herlig italiensk syre  med en tør og støvet næse, som både har blæk, blyanter, violer, ribs, granatæbler, cigarkasser, tør jord, græs, roser og lidt trøfler. Smagsmæssigt igen den stramme italienske syre, tørre og tætte tanniner … virkeligt stramt, som rigtig Nebbiolo skal være. Let, stramt, tyndt med en smule sødme og en meget præcis frugt. Det er sgu da meget godt.

Købt hos Vinspecialisten, Randers til 179 kr.

Rating 5/7