2007 Stefano Accordini, Amarone della Valpolicella Classico Vigneto Il Fornetto, Veneto, Italien

Vi sluttede byggemødet med 2 x bulder … kraftkarle af mørkeste slags, nemlig i form af Amaroner, og den første (af de sidste) var denne Amarone della Valpolicella Classico Vigneto Il Fornetto fra vinhuset Stefano Accordini, som ligger i byen Negrar i hjertet af Valpolicella.

Azienda Agricola Accordini Stefano har sine rødder tilbage til 1929, hvor Gaetano Accordini købte 4 hektar jord omkring byen Negrar sammen med hustruen Giuseppina Bertani og begyndte af avle druer. Sønnen Stefano overtog vingården og solgte primært sine Valpolicella vine på det lokale marked. Dengang producerede man alene få vine og ingen Amarone.

Det var først da sønnerne Tiziano og Daniele kom ind i familieforetagendet sidst i 1970’erne, at der kom gang i en mere struktureret produktion og salg af vinene.

Daniele havde forinden uddannet sig til ønolog på skolen Conegliano Veneto, og det smittede af på vinene. Således startede man med nye beplantninger af Corvina, Corvinone, Rondinella samt Molinara og i 1980 lavede de to brødre også husets første Amarone.

Tiziano og Daniele har i forening formået at bringe Accordini op i den bedste klasse i Veneto. I Negrar råder familien fortsat over de 4 hektar vinmarker og for nylig har man også købt yderligere 6 hektar oppe i bakkerne ved Fumane, og her har de bygget et helt nyt vineri med alt hvad hjertet kan begære af topmoderne isenkram til vinfremstilling.

Brødrene er i dag assisteret af Tizianos sønner Giacomo og Paolo samt Danieles søn Marco, som er yngste familiemedlem og allerede i gang med uddannelsen til ønolog.

Til vinfestivalen i maj hos Jysk Vin mødte jeg faktisk Paolo Accordini. Paolo er en særdeles rar fyr, og vi fik en lang snak om Amaroner. Dengang skrev jeg; “Jeg er sådan set lidt Amarone modstander, idet Amaroner ofte smager som rosinvand. Men nogle gange render man ind i fantastiske Amaroner … og vinene fra Accordini hører til i denne klasse”.

Huset laver 6 forskellige vine, nemlig Valpolicella Classico, Acinatico Ripasso, Paxxo Rosso, Acinatico Amarone, Vigneto Il Fornetto Amarone og en Acinatico Recioto.

Amarone della Valpolicella Classico Vigneto Il Fornetto er husets absolute topvin, som kun fremstilles i et meget begrænset antal. Vinen er produceret udelukkende på druerne Corvina, Rondinella og Corvinone fra marken Il Fornetto. Alle druer bliver høstet og sorteret i hånden for at sikre en perfekt modenhed. Efter sortering bliver alle druer tørret på et velventileret loft i omkring 120 dage. Efter presning og fermentering lagrer vinen på fade.

Ved vinfestivalen drillede vi Paolo Accordini med netop Amarone Classico Vigneto il Fornetto, hvor etiketten har lånt inspiration fra Amaronerne fra Dal Forno og Quintarelli … og måske Ernesto Ruffo. En lidt håndlavet etikette, men indholdet fejler heller ikke noget …. hold da op … Amarone i top topklasse.

Og sikke en herlig vin, som i næsen er sort nat, intens tæt, mørk frugt, dadler, figner … næsten tørrede figner, våde fade, chokolade, kaffe, vanilje, kanel og portvin. Man tænker lidt, at her mødes rødvin og portvin. Men i smagen er væsken herlig intens og koncentreret, mørk, sød med figner, mælkechokolade og lidt lakrids. Virkelig powervin … men på den fede måde. Sådan skal en rigtig Amarone smage.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 595 kr.

Rating 6/7  

Skriv et svar