2009 Col d’Orcia, Banditella Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

Omkring 5-6 kilometer syd for Montalcino by … mellem Castelnuovo dell’Abate og Borgo Santa Rita ligger vinhuset Col d’Orcia Società Agricola, og de står bag denne lille bandit … Banditella Rosso di Montalcino, totalt charmerende italiensk baby Brunello.

Col d’Orcia er én af de ældste vingårde omkring Montalcino, og har spillet en rolle i hele historien om Brunello. Vingården stammer helt tilbage fra 1890, hvor ejendommen – jf. gamle journaler – var eget af Franceschi familien fra Firenze. Gården hed dengang Fattoria di Sant’Angelo in Colle.

I 1933 præsenterede Fattoria di Sant’Angelo in Colle allerede sin første Brunello på en vinudstilling i Siena, og det var vel og mærke årtier inden Brunello vinene for alvor slog igennem på verdensscenen, blev berømte og efterspurgte af vinelskere.

Da ejendommen senere i 1958 arves af brødrene Leopoldo og Stefano Franceschi, så må vingården pga. stridigheder imidlertid opdeles i to vingårde. Da vilkårene for delingen bl.a. indebar, at ingen af brødrene måtte kalde deres nye vingårde for det gamle navn Fattoria di Sant’Angelo in Colle, så kaldte Stefano Franceschi opkaldt sin gård Col d’Orcia, hvilket betyder bakken over Orcia, efter floden der løber gennem ejendommens marker.

Stefano Franceschi blev senere gift ind i den kongelige spanske familie under Kong Juan Carlos, men Stefano og hans kone fik ingen børn, så i 1973 solgte Stefano Franceschi Col d’Orcia Società Agricola til familien Cinzano fra Piemonte under ledelse af greven Alberto Marone Cinzano. Han drev i forvejen et stort firma indenfor spiritus og havde således netværket til at sælge vinene fra Col d’Orcia.

Imidlertid var der i 1973 ikke meget vinproduktion tilbage på Col d’Orcia, som i stedet havde en bred vifte af afgrøder, bl.a. hvede, tobak, oliven og vindruer. Og der var endda kun få hektar med druer. Men den udvikling vendte greven hurtigt, og allerede i 1980 havde vingården 70 hektar vinmarker.

I 1992 overtog grevens søn Francesco Marone Cinzano driften, og han har siden fortsat med at udvide vinmarkerne, og har siden fordoblet vinmarkerne. I dag har vinhuset således samlet 140 vinmarker, hvoraf ikke mindre end 108 hektar er Brunello-marker, hvilket gør Col d’Orcia til den tredje største ejer af Brunello vinmarker i Montalcino.

Der dyrkes selvfølgelig primært Sangiovese druer, men der dyrkes også andre sorter som fx Cabernet Sauvignon, Pinot Grigio, Merlot, Ciliegiolo, Chardonnay, Moscadello di Montalcino, Petit Verdot og lidt Syrah.

Markerne er fordelt på 9 større parceller/vinmarker, nemlig Poggio al Vento, Bozzolino, Olmaia, Giardino, Pian di Vitino, Nastagio, Pascena, Campone og endelig Banditella, som selvfølgelig leverer druerne til denne Banditella Rosso di Montalcino.

Vinen er lavet med en mellemlang maceration i åbne tanke og temperaturstyring, således temperaturen ikke overstiger 28 grader for at bevare så frisk frugt som muligt. Efter den malolaktisk gæring vinen overføres i både franske barriques og store egetræsfade, hvor den lagrer 12 måneder inden vinen flaskes.

Og hvilken herlig perle af en vin … kom virkelig bag på mig. I næsen er det våd hund, gamle fade, mulle kælder, søde krydderier, tobak … nærmest sød pibetobak, mælkechokolade, mørk frugt, lidt overmodne blommer og vanilje. Sikke en lækker duft … lige mig. I munden er vinen blød, kraftfuld … der er godt med tanniner og syre, som holder fyldigheden på sporet. Det er bare velsmag, sødme og fylde. Thumbs Up Big Time.

Jan havde købt vinen hos Supermarco i København, pris 199 kr.

Rating 6/7  

Skriv et svar