2011 Weingut Gutzler, Westhofener Morstein Spätburgunder Großes Gewächs, Rheinhessen, Tyskland

I den sydlige del af Rheinhessen ved byen Gundheim – ikke langt fra Keller i nabobyen Flörsheim-Dalsheim – finder vi vinhuset Weingut Gutzler, som står bag én af weekendens vine, nemlig denne Westhofener Morstein Spätburgunder Großes Gewächs.

Jan her denne sommer besøgt vinhuset, faktisk efter anbefaling fra Keller, og havde hjembragt denne vin, som vi drak til en stille hyggeaften, hvor vi også udvekslede minder om sommerens besøg hos forskellige vinproducenter i vores tyske brüderland neben.

Weingut Gutzler drives i dag af Michael Gutzler sammen med faderen Gerhard. Huset har været i familiens eje gennem generationer. Således overtog Gerhard driften i 1985 efter hans far, mens Michael næsten lige har overtaget ledelsen efter sin Gerhard.

Weingut Gutzler har 13,4 hektar vinmarker, og deres bedste marker er Liebfrauenstift Kirchenstück, Brunnenhäuschen samt Westhofener Morstein. Huset laver omkring 110.000 flasker vin årligt, fordelt på 33% Riesling, 33% Pinot Noir, 17% Pinot Blanc og Pinot Gris, 7% Silvaner mens resten er Sauvignon Blanc, Chardonnay og Dornfelder.

Der laves helt klassisk vine opdelt i Gutsweine, Ortsweine samt Großes Gewächs. Derudover laves vine i blends, kaldet Unikate samt lidt Edelbrände og Sekt. Vinhuset råder således over et fint destilleri og har for nylig bygget en state-of-the-art vinkælder til de franske barrique, som anvendes på husets bedste rødvine.

I 2005 blev Gutzler medlem af VDP og får generelt gode anmeldelser. Vinhuset anses blandt de bedste røde vinproducenter i Tyskland, bl.a. af Gault Millau og Eichelmann vinguiderne. Spätburgunder er da også hovedfokus hos Gutzler. De er bl.a. også medlem af Deutsches Barrique Forum.

Og de opnår også tit flotte priser, således er Gerhard blevet tildelt den tyske pris for årets bedste rødvinsproducent. Sønnen Michael Gutzler regnes i dag som en “rising star” indenfor tyske vinproduktion og har modtaget præmier i konkurrencer i hele Tyskland.

Her har vi som sagt husets Westhofener Morstein Spätburgunder Großes Gewächs, enkeltmarksvin fra GG marken Westhofener Morstein, en skråning, hvor undergrunden er kendetegnet ved kraftig kalkholdige bjergarter. Overfladen er kalksten, og vinstokkene skal ha’ rødderne godt ned for at finde vand, hvilket sikrer godt med mineralitet. Vinen har lagret 18 måneder på egetræsfade … barriques selvfølgelig.

Og hvor er der klassisk og lækker Spätburgunder. I glasset ganske lys, transparent og teglfarvet … helt fint. I næsen er den dejlig animalsk, men ikke slet ikke så sød, som Spätburgunder ofte er. I stedet er der mere stål, sten og rustet havelåge … men mineralsk … sammen med hindbær, ribs, let vanilje, en smule cigaræske og lette krydderier.

I munden fin syre, ribs, hindbær og ren frugt. Der er et lille peberbid, men ellers er vinen blid, blød og rund. Man tænker lidt på en sodavand uden brus, for vinen er meget let og feminin. Der er lidt mandler, blide tanniner … meget imødekommende vin, let drikkelig og alligevel med en flot finesse. I like it. Thumbs Up.

Købt på vingården, hvor prisen er 31,00€ … eller omkring 231 kr. Ikke noget at sige til.

Rating 6/7  

Skriv et svar