2007 Tommaso Bussola, Valpolicella Classico Superiore TB, Veneto, Italien

2007 Tommaso Bussola, Valpolicella Classico Superiore TB, Veneto, ItalienTommaso Bussola kaldes Kongen af Amarone … eller i hvert fald har han sammen med Dal Forno og Quintarelli været én af kongerne af Amarone gennem de seneste år. Jeg kunne selvfølgelig også fristes til at tilføje Ernesto Ruffo til denne kategori, men det er en helt anden snak. Her har vi en mørk fætter fra netop Tommaso Bussola … ikke en Amarone, men hans Valpolicella Superiore TB.

Den ultimative Amarone konge Giuseppe Quintarelli blev for nogle år siden selv spurgt, hvem han mente ville blive den næste superstjerne i Veneto, og han svarende prompte uden tøven; Tommaso Bussola. Så med andre ord er vi hos et af de bedste Amarone huse … overhovedet.

Og anmeldere, vinjournalister og vinkyndige verden over er heller ikke i tvivl. De har kastet stjernestøv i rigt mål over Tommaso Bussola og hans vine. Tommasos håndlavede vine har en forrygende kraft og finesse. Vine som har sin helt egen stil. Meget koncentrerede, potente og komplekse vine og meget anderledes end hvad man ellers møder fra disse kanter.

Tommaso begyndte i 1977 med at arbejde i sin onkel Guiseppes marker. Han var egentlig uddannet stenhugger, men efter kort tid i vinmarkerne og i vinkælderen vidste Tommaso med det samme, at han havde talent og ville arbejde med vin.

I 1983 lavede han selv sin første vin, og efter et par år overtog Tommaso onklens Valpolicella ejendom med de gamle vinmarker i hjertet af Classico zonen ved byen Negrar. I starten fulgte Tommaso trofast traditionalisternes fodspor bl.a. med den hævdvundne aldring i gamle tønder, som blev genbrugt mange, mange gange gennem årene.

Men efterhånden begyndte han at eksperimentere, og han fik hele tiden nye idéer til forbedring af vinene. Han blev langsomt mere selektiv i udvælgelsen af de bedste druer bestemt til specielt produktionen af Amarone og Recioto. I marken blev pesticider og herbicider bandlyst.

I kælderen var han lige så kompromisløs som i marken. Kort sagt lavede han de enkelte vine altså på den måde, Tommaso har lyst til at lave dem, og når man har hans håndelag, så er det som regel væsentligt bedre end at følge den slagne vej.

Og pludselig begyndte han at opnå anerkendelser ved større vinsmagninger. Det gav Tommaso mod på yderligere forbedringer, bl.a. ved opførelsen af en ny vingård i 1992-93 samt indførelsen og brug af nye barriques, men kun til de vine som Tommaso mente har godt af det.

For hver årgang blev vinene da også bedre og bedre. Der kom mere finesse, intensitet og personlighed, og han kaldte de ”nye” vine for TB eller ham selv, og de ”gamle” vine for BG, som jo er initialerne for hans onkel Bussola Giuseppe.

I slutningen af 1990’erne var Tommaso Bussolas stil ved at være modnet, og hans vine var efterspurgte og næsten verdensberømt for deres utrolige intensitet af frugt.

I dag drives Azienda Agricola Tommaso Bussola fortsat af Tommaso sammen med hustruen Daniela og sønnen … som selvfølgelig har fået samme navn som onklen Giuseppe.

Der ejes samlet 3 vinmarker, nemlig markerne Vigneto Alto på 1,7 hektar med stokke tilbage fra 1970, Vigneto Casalin på 2,1 hektar og stokke fra 1980 samt endelig Ca’ del Laito – Coare Longhe på 2,9 hektar og ganske nye stokke.

Her er det som sagt hans Valpolicella Classico Superiore TB. TB-serien regnes i dag for Bussolas topserie. Hvor Bussolas ”almindelige” Valpolicella Classico er lys i farven og let i stilen, er TB-versionen langt mørkere, mere muskuløs og magtfuld, men skulle stadig have en helt klar og frisk frugt og en stor saftighed.

Vinen er lavet på 50% Corvina, og Corvinone, 40% Rondinella samt 10% Molinara og andre sorter. Vinen laves efter ripasso-metoden, og gennemgår altså en andengæring på Amarone-kvaset, hvilket efterfølges af en 18 måneder lang lagring på barriques og 3 måneders lagring på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det med frugten spot on … denne vin emmer nærmest af frisk frugt … så meget, at det egentlig overrasker en, og er svær lige at sluge i første mundfuld … so to speak. Duften er solbær, kirsebær, brombær, blommer … ja meget mørke bær sammen med grønne blade. Læg dertil lidt mug, kælder, eg, vanilje, marcipan, syrlighed samt en let sødme, så har du indtrykket af duften.

Smagen domineret af den friske frugt … men her er bærerne mere syrlige, bider, viser tænder sammen med stramme tanniner. Smagen er slet ikke så mørk, som man normalt vil forvente af en Valpolicella Classico eller som duften måske indikerede. Der er virkelighed rygrad, intensitet og dybde i vinen, men jeg tænker også, at det måske endda er babymord at drikke den på nuværende tidspunkt … måske den skulle ha’ haft et par år mere i kælderen.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos youandwine, hvor prisen ligger på 300 kr. Kan nogle gange findes til omkring 240 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Skriv et svar