Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2011 Alberto Voerzio, Barolo La Serra, Piemonte, Italien

2011 Alberto Voerzio, Barolo La Serra, Piemonte, ItalienEn Piemontesmagning uden Barolo vil være som at besøge et kunstmuseum uden malerier, så selvfølgelig skulle der Barolo i glasset. Det blev løst på fin manér med denne Barolo La Serra fra Aberto Voerzio.

For de fleste Barolo elskere vil navnet Voerzio omgående ringe en klokke, og Alberto er da også nevø til den kendte Roberto Voerzio, som vel er én af de mest hypede producenter i Barolo området. Robertos Barolo’er koster da også spidsen af en jetjager, så jeg har faktisk kun smagt hans Langhe Nebbiolo’er, som dog også har et fantastisk højt niveau.

Azienda Agricola Alberto Voerzio ligger i La Morra og den unge Alberto grundlagde sit vinhus i 2006 efter endt uddannelse og flere ophold i Frankrig.

Den unge vinmager har samlet 4 hektar vinmarker, bl.a. 1,16 hektar på den berømte La Serra mark samt 0,5 hektar på Fossati marken, mens de øvrige hektar er fordelt på forskellige marker omkring La Morra. Parcellen på Le Serra ligger i øvrigt lige op til onkel Robertos mark, så måske har Alberto købt dette stykke af onklen.

Denne Barolo La Serra fra Alberto Voerzio er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gær. Macerationen varer normalvis alene 5 dage, hvorefter fermenteringen starter i rustfrie ståltanke og varer omkring 12-15 dage med 2 gange daglig overpumpning.

Efter den alkoholiske gæring lagres vinen 24 måneder på barriques, heraf 30% nye fade, mens de resterende har været brugt op til to gange tidligere. Efter tredje gang, så lader de dem gå ;o)

Efter lagring kommes vinen igen på rustfrie ståltanke, hvor den ved 4 grader lagrer 15 dage, således eventuelle gærrester kan falde til bunds og sorteres fra. Der ligger den så og hygger sig i 8 måneder. Derefter kommer vinen retur på egefadene, hvor de ligger yderligere måneder inden flaskning, som sker uden filtrering.

Etiketten lægger sig en smule op af onkel Roberto … lidt samme opstilling, skrifttyper og med farverige billeder. Der er alene lavet små 2.200 flasker af denne vin i denne årgang 2011.

Duftmæssigt et sandt Nebbiolo bombardement med fjerlette bær, hindbær, violer, pebermynte, blomster, eg, kridt, grafit, kaffe, toast og tobak. Selvom det er let, forførende og elegant, så er vinen måske alligevel en kende mørkere end lige forventet og har derudover en slat krydderier i eftersmagen.

I munden er det også ganske let … tanninerne bider, men det vil du elske. Dejlig lys syre.  Frugten er hindbær og kirsebær, mens der er elementer af mineraler, kridt … alt er bare så præcist og direkte. Virkelig fin Barolo.

Forhandles af Piemonte Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 500 kr. Hvis du køber 6 flasker er prisen 400 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Renato Corino, Barolo, Piemonte, Italien

2012 Renato Corino, Barolo, Piemonte, ItalienNu snakker vi … vaskeægte, lækker Barolo fra Renato Corino, som ligger en smule øst for La Morra og er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2005.

Men historien om vinhuset starter dog noget før, nemlig i 1952, hvor familien Corino bosatte sig ved La Morra og begyndte at dyrke vinmarker og sælge druerne til det lokale kooperativ. Det var dog først i midten af 1980’erne, at familien startede med af flaske Barolo’er i eget navn, nemlig da sønnerne Giuliano og Renato overtog driften. De nedsatte udbyttet i markerne og købte franske barriques inspireret af Elio Altare i bedste modernistiske stil.

Men Giuliano og Renato blev dog gradvis mere og mere uenige om den vinmæssige stil, og efter 20 års samarbejde besluttede de ved udgangen af 2005 at gå hver til sit … dog stadig som gode venner, som fortsat hjælper hinanden.

Guliano beholdte familiens vingård, mens Renato etablerede en ny kælder i Frazione Annunziata Pozzo tæt ved La Morra. Og Renato har fortsat den modernistiske stil som en af Altares disciple, hvilket bl.a. betyder forholdsvis korte macerationer på en uges tid og selvfølgelig lagring på franske barriques.

I dag driver Renato Corino – som I kan se på billedet ovenover – fortsat gården sammen med hustruen samt børnene Stefano og Chiara. De har samlet 8 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 50.000 flasker vin.

De bedste marker er Arborina, Rocche dell’Annunziata, Conca og Roncaglie. Og der laves i øjeblikket 8 forskellige vine fordelt på en Dolcetto, 2 på Barbera, en Nebbiolo d’Alba samt 4 Barolo’er, hvor denne er husets almindelig basis Barolo.

Renato Corino basis Barolo her kommer fra forskellige marker i La Morra og vinstokkene er omkring 20-30 år gamle. Macerationen sker over 6-7 dage og den efterfølgende gæring foregår i temperaturstyrede ståltanke. Derefter lagrer vinen 2 år på brugte barriques, yderligere 6 måneder på ståltanke og yderligere et år på flaske inden frigivelse.

Og uha … allerede en vis modenhed over vinen trods den forholdsvis unge alder. Det er let og lyse frugt, læder, violer, en smule blomster, sten, mineraler, tranebær, lyse og syrlige kirsebær, cola, tørhed, papkasser samt lidt jord. Den italienske syre kilder blidt din næse på en smuk og let måde.

I munden er vinen syrlig og let … et klart syrligt Nebbiolo bid, men faktisk ganske blidt og vinen virker allerede klar og moden. Der er hindbær, renhed, klarhed, tørre og præcise tanniner samt en forførende lethed, svag bitterhed og det er virkelig, virkelig god Barolo. Stramt, syrligt, let, yndefuld og ganske feminin … giv den gerne godt med luft.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 195 kr., hvilket er virkelig billigt for denne vin. Det siger jeg ikke, fordi vinen er sponsoreret, men mener virkelig, at her er der godt med value for pengene.

Vinanmeldelse 6/7 

2009 Weingut Chat Sauvage, Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2009 Weingut Chat Sauvage, Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandDen lille og eksklusive vinmagning hos Weingut Chat Sauvage sluttede med denne 2009’er Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, som var noget anderledes end den forrige 2007’er fra Drachenstein marken i Rüdesheim.

Vinene er ellers – så vidt jeg kan se – lavet på fuldstændig samme måde. Assmannhäuser Höllenberg er måske endda historisk en bedre mark og flere gode producenter som fx Weingut Fritz Allendorf, Kloster Eberbach, Weingut Schamari-Mühle, Johanniesberger m.fl. har parceller der.

Denne Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir byder på en næse, som er langt mere blomsterrig og parfumeret end foregående vin. Her er det nærmest duften af forår, grønne elementer, sæbe, urter, lyse kirsebær, hindbær, estragon og en svag gæret note. Pirrende og ganske interessant … og lidt anderledes.

I munden er vinen fjerlet, blid … men fortsat med en direkte og stringent syre samt en blød, moden lys frugt. Det burgundiske fornægter sig ikke i denne vin, hvor et lille grønt element spiller sammen med syren. Smager virkelig godt.

Smagt på vingården, men kan formentlig ikke længere købes.

Vinanmeldelse 6/7 

2009 Weingut Kloster Eberbach, Steinberger Riesling Gutsabfüllung aus dem Cabinetkeller, Rheingau, Tyskland

2009 Weingut Kloster Eberbach, Steinberger Riesling Gutsabfüllung aus dem Cabinetkeller, Rheingau, TysklandVi sluttede smagningen hos Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach med manér, nemlig med denne Steinberger Riesling Gutsabfüllung aus dem Cabinetkeller i en 2009 udgave … stjernegodt.

Steinberg er den ældste, største og mest værdifulde vinmark for  kloster Eberbach. Den ligger ved Domäne Steinberg ikke langt fra klosteret. Der er der, at Kloster Eberbach har opført det nye moderne vineri, kælder og vinothek, som er tegnet af arkitekten Reinhard Moster.

Marken, som I kan se på billedet ovenover, er erhvervet helt tilbage i 1239 via flere opkøb og er omkranset af en næsten 3 kilometer lang mur, som nogle steder er op til 5 meter høj.

Muren – som munkene på klosteret byggede i 1700-tallet – skulle dels sikre mod tyve og vilde dyr, men også beskytte mod kold luft fra de høje bakker bag marken.

Det nye vineri, vinothek og vinkælder er også lidt af en historie. Det er et byggeri, som kostede 15,8 millioner euro. Der er bl.a. brugt 10.000 m³ beton.

Kælderen – der Steinbergkeller – har en kapacitet til 1,3 millioner flasker samt tanke til 1,8 million liter, bestående af 270 rustfrie ståltanke på mellem 270 og 50.000 liter samt 40 store egefade med en volumen på 80.000 liter.

Nå, men i glasset er det altså denne 2009 Steinberger Riesling Gutsabfüllung aus dem Cabinetkeller. Vor vært fandt da også nogle større og lettere glas frem, da vi skulle smage denne vin, hvilket også vidner om, at det er en topvin.

Gutsabfüllung aus dem Cabinetkeller betyder jo også, at det er husets topserie, hvor vinene laves efter de gamle foreskrifter. Det betyder, at vinen gærer i store egefade på 1.200 liter – såkaldte Stückfässern – indtil den har fundet sin naturlige harmoni og balance.

Derefter lagrer vinen i Doppelstückfässern, altså egefade på 2.400 liter i 18 måneder, hvorefter vinen kan flaskes. Vinen har pæne 11,9 gram restsukker pr. liter.

Og hold nu kæft for en næse … tonsvis af petroleum, love it. Det er samtidig kombineret med en utrolig lethed, fjeragtig og feminin lethed med en lille sødme, modne hvide frugter, citrus, vanilje, våde sten, urter … arghhhhhhhhhh.

Smagen eksekveres ligeledes let, klart og præcist. Det sker med en lille sødme, knivskarp syre, som aldrig bliver skarp eller pågående, men nærmer smelter i et cremet og blødt udtryk. Det er en let nektar med inderlig kraft. Der er sgu ikke noget at sige til, at de gamle munke var henrykte og ville beskytte marken med mure. Satans munke.

Forhandles på vingården, hvor en flaske koster 59€ … svarende til omkring 440 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs, Franken, Tyskland

2014 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs, Franken, TysklandHvis man er til god Silvaner, så er dette vinen … Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs fra Weingut Hans Wirsching i Iphofen i Franken. Det er freaking fucking godt … pardon my french.

Jeg har smagt vinen tidligere, men dengang var det i en årgang 2010. Jeg synes faktisk, at denne årgang 2014 er endnu bedre.

Vinhuset stammer helt tilbage til 1630 og siden 1966 har det været brødrene Dr. Heinrich Wirsching og Hans Wirsching, som har videreført vingården og formået at gøre den til en af Frankens førende producenter af Silvaner.

Efter Hans’ død i 1990 har Dr. Heinrich drevet gården alene, men har nu de seneste år fået hjælp af døtrene Andrea og Lena. De er 15. generation og har langsomt  fået en større og større rolle i både driften og produktionen af husets vine.

Andrea – den ældste datter – tager sig af administration, marketing og salg, mens Lena – den yngste datter – har taget en uddannelse indenfor vinfremstilling på Geisenheim og er derudover i gang med en videreuddannelse som Master in Family Business Management, så hun deltager også i produktionen af vinene.

Weingut Hans Wirsching anses for, ikke blot at være Iphofens bedste vinmager, men også for at rangere blandt de 3-4 bedste i hele vinområdet, og de to førende tyske gourmet-tidskrifter, Gault Millau og Eichelmann, placerer vinhuset i top 10.

Det skyldes ikke mindst vinmarken Iphöfer Julius-Echter-Berg, der er klassificeret som Grosses Gewächs samt  topmarkerne Iphöfer Kalb og Iphöfer Kronsberg.

Samlet er vinhuset også ganske stort … ejer i alt omkring 80 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Silvaner, Riesling, Scheurebe, Weißburgunder, Spätburgunder, Grauburgunder, Müller-Thurgau, Bacchus, Traminer, Chardonnay, Portugieser samt Dornfelder.

Denne Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs kommer – selvfølgelig, som den bør og gør sig – i den lille, buttede Bocksbeutel flaske.

I næsen er det blomster og vinen er generelt klart mere aromatisk end foregående vin. Der er pærer, fersken, en astronaut is, røgede elementer, vingummibamser, kvindestrømper, tørrede nødder, våde sten og samtidig virker vinen kødfuld på en eller andet måde.

Smagsmæssigt er vinen blød og rund … ikke så sprød og frisk som Riesling, men har derimod en ganske overraskende fylde, hvor frugten er pærer, melon og derudover lidt muskat, et grønt bid samt en virkelig lang eftersmag. Den smager virkelig godt.

Vinen er købt på gården, hvor prisen er 28€ … svarende til 208 kr., mens den herhjemme i dag koster 539,95 kr. hos Philipson Wine for 1 flaske, mens prisen er 449,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Weingut Balthasar Ress, RESSpekt Riesling, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Balthasar Ress, RESSpekt Riesling, Rheingau, TysklandRESSpekt Riesling er en af de absolutte tørre topvine hos Weingut Balthasar Ress … hvilket en etiket af jern præget med våbenskjold, navn og årstal også klart indikerer. Vinen laves i et meget begrænset oplag og alle flaskerne er nummererede.

Vinen blev første gang udgivet den 5. december 2009 i forbindelse med åbningen af vinhusets første wineBANK, hvor sommelier Kai Schattner spontant råbte “Respekt”, da han smagte vinen og siden har vinen fået navnet RESSpekt og findes i husets serie af RESSklusive vine.

Det er også den vin, som Christian Ress i en happening sænkede ned i en lokal sø, således vinen kunne lagre der uden lys og ved en konstant temperatur. Det lyder en smule besværligt og er da nok også mere et markedsføringsstunt.

Om denne 2014 udgave af vinen har tilbragt en periode på bunden af en kold sø, det tvivler jeg dog på. Druerne til vinen kommer dog fra Grosse Lage marker – de stejleste og bedste parceller ved Rüdesheim, formentlig både fra Rüdesheimer Berg Rottland og Rüdesheimer Berg Schlossberg. Druerne er delvis angrebet af den ædle råd botrytis.

I modsætning til normal praksis hos Weingut Balthasar Ress, så laves RESSpekt Riesling med lang maceration og spontan fermentering, ingen indblanding i processen og derudover gæres vinen helt ud.

Derefter er vinen lagret på bærmen på både nye og ældre egefade, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Derefter flaskes vinen uden filtrering eller tilsætning, hvorfor vinen også altid – som naturvin – bør opbevares køligt. Det er en vin, som Parker har givet 93 point i denne årgang.

Hvordan smager sådan en bandit så … holder den fine indpakning eller er det bare lir? Næsen er ganske aromatisk og virkelig intens, moden og meget frugtrig. Der er ingen petroleum … men sådan nærmest en frugtinderlighed, kolde og våde sten samt en form for noget vildskab. Virker ung og vild endnu.

Smagen er nærmest syre med power … virkelig præcis syre, vedvarende syre.  Smagen er lys, let og graciøs. Det er virkelig elegant med koncentration, lys frugt, god struktur, men nok også alt for ung endnu. Gem denne vin i mindst 5-7 år.

Vinene fra Weingut Balthasar Ress forhandles herhjemme af Vinspecialisten, men denne er ikke fundet i programmet. På vingården koster den 65€ … svarende til 485 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2013 Mount Edward, Riesling, Central Otago, New Zealand

2013 Mount Edward, Riesling, Central Otago, New ZealandNogle gange er man bare fucking svineheldig … og denne Riesling fra vinhuset Mount Edward viste sig at være et sandt røverkøb.

Bevares, jeg ved godt, at der laves god vin på New Zealand, men jeg kendte intet til denne lille bandit, som alligevel tog mig med bukserne nede … og så til 130 kr.

Den gode Mosel producent Ernst Loosen har da også udtalt følgende om netop denne vin:  My god it’s so good it could be JJ Prum. Og han har fandeme ret.

Vinhuset Mount Edward er et lille vineri, som ligger i hjertet af Gibbston regionen omkring 25 km fra Queenstown i vinområdet Central Otago. Vi er selvfølgelig på Nordøen i New Zealand.

Vingården blev grundlagt i 1997 af Alan Brady, som samtidig var en af pionererne for Central Otago. Imidlertid blev vingården i 2004 overtaget af vinmageren Duncan Forsyth og forretningsmanden John Buchanon, der er bosat på Bermuda,

De laver vine fra druer fra både egne marker samt fra en række vinavlere, som de har samarbejdsaftaler med. Deres egne marker omfatter Morrison Vineyard i Lowburn, Muirkirk Vineyard ved Felton Road, Susan’s Vineyard ved Cairnmuir Road i Bannockburn samt Drumlin Vineyard på Coalpit Road.

Fra etableringen har fokus primært været Pinot Noir samt Riesling, hvilket også fortsat er gældende, men vinmageren Duncan Forsyth er ganske innovativ og laver i dag også alt fra Pet Nat til orangevin samt vine på Gamay, Grüner Veltliner, Pinot Gris og Chardonnay.

Alle marker drives i dag økologisk og er Bio Gro certificeret, mens de tilknyttede vinavlere enten er certificerede økologiske eller har begyndt en proces med omlægning til økologisk drift.

Vinene er produceret på traditionel måde med naturgær og minimal menneskelig indgriben. Elegante vine med præcision, klarhed og en vibrerende følelse. Vine, der afspejler deres årgang og markerne, som de kommer fra.

Denne Riesling er lavet med druer, som ikke afstilkes og hvor der alene bruges druernes vilde gær. Fermenteringen sker forholdsvis koldt på en blanding af rustfrie ståltanke og cementtanke. Vinen er efter fermenteringen lagret 3 måneder på bærmen og indeholder et pænt sukkerindhold på 8 gram restsukker pr. liter.

Og for satan da en næse … godt med petroleum, nærmest både benzin og diesel fra en gammel Scandia klar til næste optankning. Derudover er det blomster, citrus, grønne og gærede æbler, våde sten og nogle søde krydderier. Det dufter stjernegodt og man bliver sgu helt glad indeni. Nam for pokker.

I munden er der langt mere tyngde, end jeg lige havde forventet, og der kommer klart nogle Mosel referencer. Der er godt med kraft, virkelig koncentreret saft, krydret syre og svag bitter grape, sødme og en lidt underspillet mineralitet. Det er bare godt.

Købt i rodekassen hos SuperVin i Hjørring til 130 kr., men importør er Laudrup Vin, hvor en flaske af nyere årgang ellers koster 230 kr. ved køb af 1 flaske og 175 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso San Lorenzo Grande Terroir Ellittico, Sicilien, Italien

2015 Tenuta Terre delle Nere, Etna Rosso San Lorenzo, Sicilien, ItalienTenuta delle Terre Nere er vel mit ynglingshus på Sicilien, og derfor havde jeg taget denne Etna Rosso San Lorenzo Grande Terroir Ellittico med til drengene i sommerhuset.

Jeg har jo skrevet om vinhuset en del gange efterhånden, så denne gang vil jeg blot koncentrere mig om denne vin, hvor druerne kommer fra den 4 hektar store San Lorenzo marker, der ligger ved byen Randazzo. Grande Terroir Ellittico står der også på etiketten, da marken ligger på vulkan jord, hvor lavaen stammer fra Ellittico udbruddet for 15-60.000 år siden. Marken er samtidig en af husets højeste beliggende marker i omkring 750 meters højde og vinstokkene er over 70 år gamle.

Der findes faktisk alene to marker med denne specielle Ellitico undergrund på Etnas skråninger, nemlig markerne San Lorenzo og Calderara … begge marker, som Tenuta delle Terre Nere har parceller på.

Vinen er lavet på 98% Nerello Mascalese og 2% Nerello Cappuccio, som fermenteres i rustfrie ståltanke med maceration 10-15 dage. Efter end fermentering, som sker ved 28 grader, så lagres vinen 16-18 måneder på en kombination af franske barriques og tonneaux samt 1 måned i ståltanke inden flaskning. Der laves beskedne 1.500 flasker af denne vin årligt.

Og som altid bliver jeg sgu begejstret, når jeg smager vine fra Tenuta delle Terre Nere. Man får sgu både referencer til Bourgogne og Barolo … og alligevel noget andet. Og det sker såmænd også denne gang.

Næsen byder på hæfteplaster, animalsk landlighed, mælkesyrer, kul, ristet kul, mineraler, flintesten, violer, urter, læder, eg, røg, mælkechokolade, tør jord, god stram italiensk syre, virkelig syrlig gæret og frugten er syrlige kirsebær, hindbær og lette blommer.

I munden er det igen burgundisk lethed med piemontisk stramhed … direkte og frisk frugt, kul, strenge tanniner og den er bare så præcis i syren. Stram, let og elegant. Det smager – mine damer og herrer – bare pissegodt.

Købt hos Vinspecialisten i Randers, hvor prisen lå på vistnok 320 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Viña Sastre, Pago de Santa Cruz, Ribera del Duero, Spanien

2014 Viña Sastre, Pago de Santa Cruz, Ribera del Duero, SpanienDenne Pago de Santa Cruz fra vinhuset Bodegas Viña Sastre er en rigtig lækkerbisken … og så nemt kan det egentlig bare siges.

Bodegas Viña Sastre ligger i udkanten af den lille by La Horra i det berømte Ribera del Duero. Vinhuset er egentlig startet tilbage i 1950’erne af Severiano Sastre, der producerede bodegaens første vine i  de underjordiske grotter i La Horra. Projektet greb om sig og med tiden opkøbte Severiano mere og mere jord og tilplantede den med flere vinstokke.

Det var dog først i 1992, da sønnen Rafael Sastre overtog driften, at vinhuset reelt blev etableret. Det fik navnet Bodegas Hermanos Sastre og sammen gik far og søn i gang med at producere vine mere målrettet fra deres dengang 23 hektar vinmarker.

Severiano bistod med sin støtte og hjælp ligesom Rafaels egne sønner Pedro og Jesús også hjalp til. Imidlertid døde Rafael i 1998, hvorefter sønnerne selvfølgelig overtog driften, men i 2002 døde Pedro i en tragisk trafikulykke.

Siden da har det været Jesús Sastre, som har drevet Bodegas Viña Sastre, hvilket sker med hjælp fra svigerinden Isabel og hans mangeårige ven Eugenio Bayón.

Samlet har vingården i dag 45 hektar vinmarker, som ligger omkring La Horra i omkring 800-840 meters højde. Vinhuset er begunstiget af vinstokke, som er nogle steder er mere end 60 år gamle.

Det giver basis for en årsproduktion på omkring 250.000 flasker vin, som fordeler sig på 8 forskellige vine, heraf 4 af vinene er enkeltmarksvine, som fx denne Pago de Santa Cruz, som faktisk også findes i en Gran Reserva version.

Topvinen på Viña Sastre hedder dog Pesus. Den har i øvrigt for nylig fået 100 point af en af de mange spanske vinbibler Guía Proensa, hvilket selvfølgelig har øget søgelyset på Bodegas Viña Sastre.

Denne Pago de Santa Cruz er lavet på 100% Tinta del País aka Tempranillo, som kommer fra 75 år gamle vinstokke på marken Pago de Santa Cruz, der ligger på skråninger ned mod Douro-floden og Gromejón. Lavet uden nogle tilsætningsstoffer og har lagret 18 måneder på nye amerikanske fade. Der produceres 14.000 af denne vin årligt.

I glasset kulsort og opulent væske, som udsender en nærmest eksplosiv næse, nærmest fortættet og kandiseret mørk, moden frugt – solbær, blåbær, med landlig slagside … en smule heste, syrlig mødding, vanilje, en stærk expresso, lidt kanel, ganske woody og ihhh, hvor det altså dufter godt.

Og smagen … uha, hvor er det blødt og cremet. Direkte krydret og intens. Igen masser af de mørke frugter og søde krydderier. Stor mundfuld, men ganske lækkert. Blide tanniner og der synes virkelig at være en levende nerve i vinen. Total selvforkælelse til den mørke tid.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Marion, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2013 Marion, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienDet store norditalienske, vinøse showoff sluttede – vel som forventet – med de tunge drenge, sværvægterne i Veneto … Amarone. Og med den første Amarone er vi igen hos den dygtige kultproducent Stefano Campedelli på Azienda Agricola Marion.

Det er en Amarone, som er lavet med hjælp fra vinkonsulenten Celestino Gaspari, som jeg tidligere nævnte. Han driver jo sit eget lille kult vinhus Zyme og har også tidligere stået for vinproduktionen hos Giuseppe Quintarelli, da han er gift med den nu afdøde mesters datter.

Marions Amarone er lavet på 45% Corvione, 25% Corvina, 20% Rondinella og 10% Croatina. Druerne høstes i løbet af september og tørrer derefter på store bambusmåtter i store ventilerede rum frem til begyndelsen af januar, hvorefter de går i gang med at lave vinen.

Derefter presses druerne og vinificeringen på rustfrie ståltanke går i gang. Gæringen varer et sted mellem 40-50 dage og der anvendes alene den naturlige gær fra druerne. Derefter lagrer vinen i 350 liters slavonske egefade i 36 måneder.

Og det er tyktflydende og sort eliksir … nærmest som en sort fætter til en tør auslese. Der er ingen rosinvand over denne Amarone, men en næse fyldt med sød, sort lakrids, en sød og næsten gæret frugt, som dog også omfatter nogle syrlige grønne bær, sorte kirsebær, sød og fugtig tobak, søde urter, mulle krydderier, en stang mælkechokolade og et drys mineraler. What a cocktail.

I munden er det mørkt, kraftfuldt og blødt. Der er cremet eliksir og ganske tæt og intens. No messing around here. Det er sorte kirsebær, sort lakrids, mørk chokolade og eksotiske krydderier. Skal jeg komme med en enkelt anke, så er alkoholen måske en anelse for tydelige, hvilket forstyrrer mig en anelse, men det forsvinder ganske givet med alderen, da vinen jo fortsat er ganske ung.

Forhandles herhjemme af Allerød Vinhandel, hvor en flaske koster 545 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7