2013 Weingut Markus Molitor, Riesling Alte Reben Saar Trocken, Mosel, Tyskland

2013 Weingut Markus Molitor, Riesling Alte Reben Saar Trocken, Mosel, TysklandLige en vinøs update fra weekenden, som bød på besøg hos buddy Gert mit frau … og det er altid lig med god vin. Vi startede med én af vinene fra sommerens besøg i Mosel, nemlig denne Riesling Alte Reben Saar Trocken fra Weingut Markus Molitor.

Weingut Markus Molitor holder til i en imponerende flot ejendom, som  kaldes Haus Klosterberg. Den ligger udenfor Wehlen ved Zeltingen – ikke langt fra Bernkastel-Kues og altså på Kues siden.

Markus Molitor er 8. generation af Molitor på vingården i Mosel. Han overtog driften af familieejendommen i 1984 – i en alder af blot 20 år – og de stolte traditioner med produktion af Riesling vine fra Mosel. Ved overtagelsen var gården alene på 7,5 hektar, hvilket frem til i dag er udvidet til 38 hektar, hvoraf 95% er beplantet med Riesling.

Ved Mosel floden har Molitor parceller på 15 forskellige marker, nemlig Brauneberger Klostergarten, Brauneberger Mandelgraben, Bernkasteler Graben, Bernkasteler Badstube, Bernkasteler Lay, Graacher Himmelreich, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Zeltinger Schlossberg, Zeltinger Himmelreich, Zeltinger Sonnenuhr, Graacher Domprobst, Wehlener Sonnenuhr og Wehlener Klosterberg.

Alle druer høstes i hånden og der udvises den største respekt for naturlig omgang med vinen hele vejen gennem processen. Alle vine gæres med naturligt gær og varer nogle gange til næstkommende sommer. De fleste vine lagres på en kombination af ståltank og egetræsfade for at frembringe mest mulig kompleksitet.

Selve ejendommen hedder som nævnt Haus Klosterberg, og stammer oprindeligt fra 1800-tallet. Ejendommen er i 2009 og 2012 blevet restaureret, så den i dag fremstår med den tidligere tiders storhed. Det nye vinotek på ejendommen er også et arkitektonisk højdepunkt i Mosel, og har bl.a. vundet prisen “Architekturpreis Wein 2013″.

Denne Riesling Alte Reben Saar Trocken kommer ikke fra området omkring Bernkastel-Kues, men fra en parcel på marken Saarburger Rausch, som ligger ved Saar floden – en biflod til Mosel – omkring 40-45 kilometer sydvest for Bernkastel-Kues. Saar løber sammen med Mosel flosen ved byen Konz. Da vinene således kommer fra skråninger ved Saar, så har vinen selvfølgelig også betegnelsen Alte Reben Saar Trocken … en tør vin på gamle stokke fra Saar.

Normalvis laves vinen af druer fra flere forskellige vinmarker ved Saar floden, hvor Molitor siden 2001 har købt flere marker, bl.a. denne Saarburger Rausch, Niedermenniger Herrenberg længere mod nord og Ockfener Bockstein, som vel nærmest ligger mellem de to første. I 2013 årgangen er vinen dog udelukkende lavet med druer fra Saarburger Rausch.

Saarburger Rausch marken er samlet 12 hektar stor, en 30-60% stejl mark, hvor andre producenter som fx Weingut Dr. Wagner og
Weingut Forstmeister Geltz-Zilliken også har parceller. Det er en Erste Lage mark og vinstokkene er der 50-60 år gamle, selvom man egentlig godt må kalde vinen for Alte Reben blot stokkene er over 25 år. Jorden på marken er præget af den lidt røde skifer.

Vinen er lavet i store egetræsfade med spontangæring og der er i denne årgang 2013 alene lavet 3.000 flasker af vinen.

Og hvor er det bare god Riesling. I glasset er der godt med farve … nærmest pisgul … pardon my french. Næsen er ganske aromatisk, dyb og intens med hyld, kvæde, mango, honningmelon … meget modne frugter, sødme, lidt nødder, våd vaskeklud, svag grape og godt med mineraler. Virker moden, fyldig og aromatisk. En næse, som man kan blive helt høj af.

Smagen er – hold nu kæft – præget af sødme, meget cremet … nærmest som en Großes Gewächs. Samtidig er der helt klart mineralsk islæt, syre, bitterhed fra grape. Syren er blød, men klar og fast. Det er virkelig god Riesling, og virker moden, selvom vinen fortsat er ung og fx uden petroleum i næsen. Kan med fordel gennem nogle år … virkelig høj kvalitet.

Gert havde købt vinen på vingården til 16,90€ … hvilket svarer til 126 kr. Fuck, det er billigt.

Rating 6/7 

2014 Pascona, Maria Ganxa, Montsant, Spanien

2014 Pascona, Maria Ganxa, Montsant, SpanienNogle gange skal man bryde traditioner … og denne fredag er Danmarks flittigste vinblogger a.k.a. Houlberg en rigtig mønsterbryder. Men når det er for en liflig, halvnøgen, spidsbryst-strittende, ung og spansk señorita med rød kysmund, så er det vel okay at bryde et par regler … herunder den vigtigste af alle, at drikke Spätburgunder om fredagen?

Den unge erotiske señorita med ungpigebrysterne, som denne fredag har ledt mig i utugt – på vinøse afveje – hedder Maria Ganxa. Hun bor desværre ikke i Danmark, men derimod lidt udenfor den lille by Falset i vinområdet Montsant omkring 30 kilometer vest for havnebyen Tarragona. Hun kommer fra vinhuset Celler Pascona … eller Baronia d’Entença S.L., som det rettelig hedder.

Hun er en forførende, pirrende og sexet pige, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til. Først skal vi lige ha’ inspiceret denne ungmø ordentligt.

Baronia d’Entença S.L. ejes og drives af vinmageren Toni Ripoll, som grundlagde vinhuset i 1997. Han ejer samlet 14,5 hektar vinmarker på Els Fontanals, hvor han dyrker de lokale druesorter Grenache, Tempranillo, Monastrell og Samso samt de mere internationale sorter Shiraz, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Markerne ligger forholdsvis tæt samlet fordelt på 17 parceller, som alle ligger i plateauer og har en undergrund med ler, sand og skifer. Det giver basis for god dræning og perfekte forhold for at dyrke vin. DO Montsant er da også en særskilt appellation, som i 2001 blev udskilt fra Tarragona og egentlig også laver vine med mere karakter.

I kælderen er nyt vinifikationsudstyr og et konsekvent fravalg af pumper er med til at sikre en nænsom, og naturlig tilgang til vinfremstilling.

Toni Ripoll lavede i starten 6.000 flasker årligt, men producerer i dag mellem 40-50.000 flasker vin, fordelt på en hvidvin, en rosé, en rød BIB Bag-in-Box samt 5 rødvine, hvor hende den sexede Maria Ganxa er én af disse. Maria Ganxa er lavet på 40% Garnacha og 60% Cariñena … altså Grenache og Carignan.

Vinen har gæret ved 15 grader i 20 dage … hver druesort vinificeres separat. Derefter malolaktisk gæring i 20 dage … alt på rustfrie ståltanke og ingen brug af eg. Ved flaskning alene en blød filtrering, så den unge pige fremstår så frisk som muligt. Importøren kalder hende selv for vibrerende … frække fyr.

Maria Ganxa
Men jeg forstår ham (Jesper fra Vinova) til fulde, for det er en lille sexy motherfucker, som vi her har fået i glasset. Hun er forholdsvis lys … formentlig på grund af den manglende fadlagring. Men ganske herlig med en lys falset … som i næsen byder på en lidt animalsk note af en slags … tænker lidt urter, blid kvindesved, rosenblade, ler, røde frugter … kirsebær og svag citronmelisse.

I munden er Maria Ganxa både let og frisk, masser af frugt, hindbær, søde ribs samt en let syrlighed, svag bitterhed og masser af charme. Hun er rap i kæften, men snakker ikke lang tid. Dejlig kvinde … hvad det angår. Hun lokker med hendes lange fingre … men pas på de spidse negle. En lille bums … eller modermærke på hendes kind er eneste skønhedsfejl.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 135 kr. – men hold fast – kun 75 kr. ved køb af 6 flasker. Det er det, som Lars Larsen vil kalde et godt tilbud. Men hvad forstand har han på damer? Jeg vender mine fede fingre op … 5 af slagsen og en halv mere for brysterne … det er nok de mandelige gener.

Rating 5,5/7 

2011 Stefano Accordini, Paxxo Rosso del Veneto IGT, Veneto, Italien

2011 Stefano Accordini, Paxxo Rosso del Veneto IGT, Veneto, ItalienVinklubben på jobbet bød tirsdag selvfølgelig på lidt vin, nemlig på denne Paxxo Rosso del Veneto IGT fra vinhuset Azienda Agricola Accordini Stefano, en Amarone-inspireret IGT vin, som er lavet på tørrede druer.

Stefano Accordini holder til i byen Negrar i hjertet af Valpolicella og jeg smagte for et par uger siden deres almindelge Acinatico Amarone della Valpolicella Classico og jeg har også tidligere smagt deres topvin Amarone della Valpolicella Classico Vigneto Il Fornetto, så jeg skal spare jer for en gentagelse af historien om vinhuset.

Lad os i stedet kigge nærmere på denne Paxxo Rosso del Veneto IGT, som er er lavet på et blend af Corvina samt de mere internationale druer Cabernet Sauvignon og Merlot. Og så er vinen ellers lavet ved at tørre druerne … helt som en Amarone.

Druerne høstes med hånden i små 15-20 kg’s kasser og bringes hurtigt til vineriet, hvor de bliver sorteret og derefter sat til tørre på et velventileret loft indtil slutningen af november, hvor de så bliver presset.

Fermenteringen foregår i temperaturkontrollerede ståltanke og efterfølgende lagres den på franske barriques i mindst 1 år inden aftapning på flaske. Efter aftapning flaskelagres vinen yderligere 6 måneder inden den frigives til salg. Det er en vin, som Parker har givet 90 point … og så er vi jo advaret.

Og det er også en ganske voluminøs satan, hvor næsen kan minde om Amarone … men på én eller anden måde er den anderledes og alt for meget. Den er animalsk med dyb mørk solbær, blommer … nærmest tørret frugt, våde fade, chokolade, vanilje og en smule bagepulver. I munden er vinen sød … meget sød med solbær, blommer, likør og søde krydderier. Way over the top.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 175 kr.

Rating 3/7  

2014 Domaine David Ermel, Gewurztraminer, Alsace, Frankrig

2014 Domaine David Ermel, Gewurztraminer, Alsace, FrankrigMed næste vin er der et lille gensyn til det lille vinhus Domaine David Ermel, som ligger i byen Hunawihr ved foden af Vogeserne i det billedskønne Alsace. Her har vi nemlig fat i husets almindelige Gewurztraminer.

Domaine David Ermel er et familie vinbrug, som har været drevet af familien gennem flere generationer siden 1795. Indehaver i dag er Jean-David Ermel, som driver vingårdens 12 hektar vinmarker.

Vinmarkerne ligger på skråningerne ved Hunawihr og Ribeauvillé, og undergrunden af jord, kalksten-mergel og et fantastisk klima giver god grobund for de 7 forskellige druesorter, som familien dyrker.

De 7 druesorter, som dyrkes på Domaine David Ermel, er selvfølgelig de klassiske druetyper i Alsace, nemlig Sylvaner, Riesling, Pinot Blanc, Pinot Gris, Muscat, Gewurztraminer og Pinot Noir. Vingården ejer også et stykke jord på en grand cru mark, nemlig den berømte Rosacker, hvor andre vinhuse også har jordstykker, bl.a. Domaine Agapé.

Hos David Ermel sker høsten manuelt, men i kælderen bruges der nu moderne vinificeringsteknikker for at bevare de terroir karakterer, som de enkelte druesorter giver til hver af vinene. Der laves 6 hvide og 2 røde almindelige vine, 5 hvide i en reserve serie, 2 hvide grand cru vine på henholdsvis Riesling og Gewurztraminer, 4 forskellige cremants samt et par sent høstede vine.

Vinen her på Gewurztraminer er fra husets “almindelig” serie Nos Vins Blancs og har Gewurztraminerens karakteristiske parfumerede duft, ganske aromatisk med nødder, nellike, røg og søde krydderier. I munden er sødmen i forgrunden og spiller fint op til de oste, som vinen blev serveret til. Det er sødt, krydret med en svag tørhed og let mineralitet. Ganske fin vin.

Der er ikke fundet en forhandler herhjemme. På vingården koster vinen 7,20€ … eller ca. 54 kr.

Rating 4/7  

2013 Plaisir de Merle, 20th Anniversary Blend, Paarl, Sydafrika

2013 Plaisir de Merle, 20th Anniversary Blend, Paarl, SydafrikaMin gamle chef kaldte altid Plaisir de Merle for kult. Vinene fra det sydafrikanske vinhus var – og er – hans absolutte ynglingsvine og jeg har derfor smagt Plaisir de Merle mange gange … men det er efterhånden lang tid siden. Og jeg har aldrig skrevet om vinhuset her på bloggen.

Det råder vi bod på med denne 20th Anniversary Blend, en specialcuvée lavet for at fejre Plaisir de Merles 20 års jubilæum og samarbejde med AMKA i Danmark. Et blend lavet på Shiraz, Cabernet Franc, Merlot og Cabernet Sauvignon, men det vender jeg tilbage til.

Vingården Plaisir de Merles historie går helt tilbage til 1687, hvor huguenotten Charles Marais og hans familie forlod Frankrig af frygt for religiøs forfølgelse og sejlede til Cape of Good Hope for at begynde et nyt liv. I december 1693 blev Charles Marais den første ejer af vingården, som er beliggende ved Drakenstein bjergene.

For at ære sit fødested kaldte Charles Marais sin gård for Le Plessis Marly … dette er gradvist blevet ændret til Plaisir de Merle. Ansvaret for gården blev efter Charles Marais død overtaget af hans søn Claude, som førte sin fars traditioner videre og sådan fortsatte det i mange generationer, selvom ejerskabet via ægteskaber i 1800-tallet overgik til familien Hugo.

De solgte imidlertid vingården til Stellenbosch Farmers’ Winery i 1964 og dette foretagende – som nu hedder Distell Group Limited – driver fortsat i dag vingården. De har dog investeret i en modernisering, bl.a. i 1993 en ny vinkælder, som betragtes som lidt af et arkitektonisk mesterværk samtidig med, at den er harmonisk og særdeles funktionel.

Man har bestræbt sig på at bygge en ny og moderne kælder, som samtidig ikke måtte skille sig for meget ud fra de øvrige bygninger på vingården, fx den gamle kælder, som er bygget i 1831 og hovedbygningen, som er fra 1823. Det har resulteret i, at Plaisir de Merle i dag fremstår som en utrolig flot og harmonisk vingård.

Distell Group Limited er et kæmpestort foretagende, som ejer en lang række vingårde, bryggerier og destillerier. Blandt deres vinhuse hører bl.a. Drostdy-Hof, Nederburg, Zonnebloem Wines og mange andre. Jeg har i alt optalt 19 vinhuse, 14 destillerier af whiskey, cognac og meget andre godt samt 3 bryggerier af henholdsvis øl og cider.

Plaisir de Merle er selv en ganske stor historie, da der ejes 974 hektar jord, hvoraf dog “kun” 400 hektar er vinmarker. Der dyrkes der sorterne Chardonnay, Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot, Cabernet Franc, Shiraz og Malbec. Det moderne Plaisir de Merle er beliggende på de sydøstvendte skråninger af Simonsberg bjergene. Vingårdens højeste punkt ligger 500 meter over havoverfladen og det laveste punkt ligger 140 meter over.

Vinmager på stedet i dag er Niel Bester, som er ønolog fra University of Stellenbosch, hvorefter han arbejdede nogle år for Stellenbosch Farmers’ Winery efterfulgt af 3 år hos Nederburg og et ophold hos Dr Paul Pontallier på Chateau Margaux inden han kom til Plaisir de Merle.

Vinene på Plaisir de Merle er typisk enkeltdruevine på de druer, som der dyrkes på vinmarkerne, men derudover laver de en Petit Plaisir, som er et Shiraz baseret blend samt topvinen Grand Plaisir, som også er et blend på alle husets røde vinsorter. Og så er der selvfølgelig denne 20th Anniversary Blend, som er lavet på 30% Shiraz, 30% Cabernet Franc, 20% Merlot og 20% Cabernet Sauvignon.

Vinen har været lagret på franske og amerikanske egetræsfade i 14 måneder og der er lavet 15.000 flasker af vinen.

Lad os smage denne jubilæumsvin, som i næsen har solbær … nærmest af mærket Ribena, eucalyptus, mynte, cigaræsker, let vanilje og en smule urter. I munden er det nærmest saftig saftevand med mellemrøde frugter, lettere i udtrykket end duften, men det hele bliver også en smule neutralt og kedeligt.

Forhandles bl.a. af Brugsen, hvor 3 flasker på tilbud kan fås til 249 kr., eller omkring 83 kr.

Rating 3,5/7 

2012 Viña Santa Rita, Floresta Cabernet Franc, Colchagua Valley, Chile

2012 Viña Santa Rita, Floresta Cabernet Franc, Colchagua Valley, ChileFor nogle uger siden var jeg igennem en smagning med 23 Cabernet Franc vine fra Loire, så derfor var det sjovt at smage en oversøisk Cabernet Franc … nemlig denne Floresta Cabernet Franc fra det store chilenske vinhus Viña Santa Rita.

Viña Santa Rita – Chiles 3. største vinhus opkaldt efter en italiensk helgen – har jeg skrevet om en del gange, så det skal jeg skåne jer for at gentage. Hvis I vil læse om vinhuset, så søg blot på Santa Rita her på bloggen … der er et par indlæg ;o)

Lad os i stedet kigge nærmere på denne Cabernet Franc vin, som kommer fra Floresta serien … som vel nærmest er en specialserie, som kun laves i nogle årgange. I serien findes der 4 vine, nemlig på henholdsvis Cabernet Sauvignon, Sauvignon Blanc, Merlot og Cabernet Franc. Tidligere har der vistnok også været en på Syrah.

Denne Floresta Cabernet Franc ser ud til foreløbig kun at været lavet i denne årgang 2012 og – som de øvrige vine i Floresta serien – i et begrænset antal. Der er kun lavet 6.000 flasker af denne 2012 Floresta Cabernet Franc.

Det er ikke 100% Cabernet Franc, idet der er blandet 8% Merlot i vinen. Omvendt er der også blandet lidt Cabernet Franc i Merlot vinen, så på den måde er det vel meget retfærdigt? Druerne kommer fra marker i Colchuga Valley ved Pumanque, og høstes ved håndkraft. Maceration på 10 dage efterfulgt af lagring på franske egetræsfade, men hvor lang tid fremgår ingen steder.

I næsen er det svært at gætte, at det er Cabernet Franc, selvom der er en lille smule blyantstift, for næsen er stor og voluminøs. De druer har fået godt med sol. Det er mælkechokolade, engelsk lakrids, vanilje, sødme, godt med solbær … næsten marmelade, ganske frugtrig og fyldig som en ladeport.

I munden ændrer vinen imidlertid lidt karakter, for der er godt med tanniner og syre. Der er grafit, modne bær … men det mest karakteristiske er de voldsomme tanniner, som virkelig sætter sig på dine fortænder. Det er fortsat fyldigt og knap så stringent, let og direkte som i Loire. Egetræet fylder også lidt i smagsbilledet, men det er én af de bedre vine, som jeg har fået fra Viña Santa Rita.

Forhandles i flere supermarkeder, bl.a. hos Fleggaard ved grænsen, hvor den koster 129,99 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Großes Gewächs, Baden, Tyskland

2012 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Großes Gewächs, Baden, TysklandMan kortslutter nærmest af nydelse, når man får fabelagtig Spätburgunder, og denne Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Großes Gewächs fra tophuset Weingut Bercher i Kaiserstuhl er bare spitzenklassen af 1. grad.

Jeg har én gang tidligere smagt denne vin – blot i årgang 2008 – og der var jeg også ved at kortslutte, så det er en vin, som man bør prøve én gang i livet … mindst! Jeg fik vinen blindt og gættede Spätburgunder fra Baden. Ikke helt affældig trods kortslutningen.

Nå, men Weingut Bercher holder til ved byen Burkheim i Kaiserstuhl tæt på grænsen til Frankrig i et område, som nærmest eksploderer af gode producenter af specielt Spätburgunder. Nærmest hellig Houlberg territorium … selvom jeg desværre ikke har besøgt området … endnu.

Bercher er et lille familiedrevet vinhus, og familien kan spores helt tilbage til 1457. Oprindeligt kom familien fra Schweiz, men flyttede efter 30-års krigen i Böhmen til Kaiserstuhl. I over 300 år har den lille, maleriske by Burkheim været hjem for den lille vinfamilie.

I 1756 bygge Franz-Michael Bercher herregården, som stadig den dag i dag er sæde for vinfirmaet. Vinhuset har samlet 25 hektar vinmarker, og de bedste marker er markerne Burkheimer Feuerberg, Burkheimer Schloßgarten, Jechtinger Eichert og Sasbacher Limburg. Der dyrker familien sorter som Spätburgunder, Grauer Burgunder, Weißer Burgunder, Muskateller, Riesling, Scheurebe, Chenin Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Lemberger.

I dag er det den 9. og 10. generation Bercher, som driver vingården, nemlig i form af Eckhardt Bercher og hans søn Martin, som står for dyrkning af vinmarkerne, samt Rainer Bercher og hans søn Arne, som forestår vinfremstillingen.

Vinen her er familiens top Spätburgunder og er selvfølgelig en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra 30 år gamle vinstokke på marken Burkheimer Feuerberg. Marken har sit navn – ildbjerget – på grund af undergrunden med vulkansk oprindelse.

Den mørke vulkanske sten – som på tysk hedder noget så smukt som vulkanverwitterungsboden – sikrer nemlig vinstokkene en optimal varmeisolering, som er specielt god for fx Pinot Noir druerne, og som samtidig giver vinene et højt indhold af mineraler. Efter høst gærer druerne på skind i 14 dage, hvorefter vinen modnes i barriques midst 18 måneder.

I glasset herlig lys, transparent teglfarvet vin, som opsender en karakteristisk animalsk note af stald, våde hunde og lyse bær, hindbær, jordbær, kirsebær, lidt chokolade, tobak, vanilje, fennikel, røg, timian og svage mineralske noter, selvom det samlede indtryk i næsen er, at vinen er både blød og rund.

Men i munden er der nærmere referencer til Bourgogne, en meget præcis og mineralske syre med jordbær, hindbær, røg, mint, citronsyre og salte mineraler. Det bliver blandet med let peber … syren går igennem i hele smagsspektret og sikrer, at vinen bliver på skinnerne. Det er fortsat ungt og stringent, men også med lethed, blødhed og finesse … og hold op, hvor smager det godt.

Crimewine har 2008’eren på lager til 399 kr., men ser ikke til at have denne 2012’er, som på vingården koster 39€.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Weingut Horst Sauer, Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S, Franken, Tyskland

2012 Weingut Horst Sauer, Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S, Franken, TysklandPå min geburtstag i november sidste år drak jeg selvfølgelig lidt Spätburgunder, nemlig denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S fra den fremragende Weingut Horst Sauer i Franken … og nu dukker vinen såmænd op igen, blot i en nyere årgang 2012.

Weingut Horst Sauer bor på Bocksbeutelstraße 14 … hovedgaden i den lille by Escherndorf … mere frankisk kan det næsten ikke blive … Bocksbeutelstraße. Men denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S kommer imidlertid ikke i en bocksbeutel, men derimod en almindelig Bourgogne flaske.

Vingården er grundlagt i 1977 af Horst Sauer, og drives fortsat af Horst, men i dag i samarbejde med datteren Sandra. Vingården ligger nedenfor Lump marken – én af de varmeste og måske bedst eksponerede skråninger i Franken.

Samlet har Weingut Horst Sauer i alt 18,5 hektar vinmarker, og de bedste marker er netop Escherndorf am Lumpen, Escherndorfer Lump samt Escherndorfer Fürstenberg. På markerne består jorden af kalksten samt løs sten- og lerjord.

På markerne dyrker de typiske frankiske druesorter Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Bacchus, Scheurebe, Spätburgunder, Domina samt Weißburgunder.

Og vinene er opdelt helt klassisk efter VDP’s opskrift Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Große Lage. Derudover også lidt Erste Lage Edelsüße Weine. Samlet produktion ligger årligt på omkring 156.000 flasker vin.

Sauer har bygget sin vinkælder i 4 etager, hvis det så ellers kan kaldes en vinkælder. Men det betyder, at druematerialet, mosten og vinen ikke bliver pumpet, men transporteret ved hjælp af tyngdekraften fra presse, til gæringstank og slutteligt til fadene. Det giver en meget skånsom produktionsproces.

Horst Sauer formulerer sin passion for vin med ordene;

“Hvad smager lykken af? Kan en vin rumme minder – ord og billeder fra fortiden – eller forventninger til fremtiden?

Vin er et perfekt medie til at formidle historier. Nogen gange bliver det en lille historie, andre gange bliver historien overvældende, og en sjælden gang bliver historien også melankolsk – alt afhængig af situationen og af hvordan, du har det i nuet. Dette har skabt min passion for vin.

Dertil kommer kommunikationen med de mennesker, som nyder disse historier, og bruger vores vine til at frigøre deres fantasi i forsøg på at fastholde vinens flygtige øjeblikke. Dette er drivkraften i mine daglige bestræbelser på at skabe en god vin. Dette … og mine diskussioner om de mere tekniske aspekter med min datter Sandra, som nu er en integreret del af mit arbejde.”

Horst Sauer blev nomineret til årets vinbonde 2005 og kåret som årets hvidvinsproducent ved “Winechallenge London” 2004. Ratingen er 4 klaser i Gault Millau og 5 stjerner i Eichelmann.

Denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S er én af Horsts Erste Lage vine. Druerne kommer selvfølgelig fra marken Escherndorfer Fürstenberg, og er høstet manuelt. Vinen er lagret på barriques, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

Akkurat som sidst er farven en smule mørkere end Spätburgunder traditionelt er … fortsat fin, teglfarvet transparent … bare ikke sådan voldsom lys. I næsen er vinen heller ikke med den velkendte søde og animalske stald samt våde hunde, men mere en dyb, grøn og krydret næse med kirsebær, stikkelsbær, mynte, godt med røg, egetræ og masser af syre. Typisk frankisk Spätburgunder, som sjældent bliver særligt søde, men lidt mere kantede og anmassende.

Smagen er i samme boldgade som duften. Der er modne kirsebær, men ellers en fin lethed med syrlig frugt, mineralitet og en stram syre,  som klæder de modne frugter og den friske frugt generelt. Syren er meget vedholdende og vinen ender i en lang og syrlig eftersmag med den typiske frankiske stramhed. Lidt maskulin Spätburgunder.

Jeg har tidligere købt vinen i Tyskland på weine.de, hvor prisen var 15,40€ … svarende til 115 kr.

Rating 5/7 

2014 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Riesling Trocken GG, Mosel, Tyskland

2014 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Riesling Trocken GG, Mosel, TysklandMed næste vin rykker vi længere mod vest, nemlig til de stejle skiferskråninger ved byen Brauneberg i det centrale Mosel, hvor vi finder ejendommen Dusermonder Hof. Der bor én af Mosels stjerneproducenter, nemlig Weingut Fritz Haag, som står bag denne Riesling fra Großes Gewächs marken Brauneberger Juffer.

Familien Haag kan dateres tilbage til 1605, hvor familieejendommen Dusermonder Hof i Brauneberg blev anskaffet. Dengang hed byen ikke Brauneberg, men Dusermond … hvilket kan oversætte til “den søde bakke”, men ændrede altså navnet i 1925. Det var imidlertid først omkring 1937, at Fritz Haag grundlagde det succesfulde vinhus.

I 1957 afbrød den 20 årige Wilhelm Haag sine udlandsstudier for at hjælpe sin syge far Fritz med høsten. Wilhelm blev hjemme og overtog gradvis ansvaret. Det stod dog hurtigt klart, at Wilhelm ej blot videreførte familieforetagendet i samme stil som faderen.

Fokus blev nemlig nu i endnu højere grad lagt på kvalitet – hvilket i høj grad skete gennem en strengere udvælgelse af parceller samt lavere hektarudbytter. Wilhelms kvalitetsfokus bar frugt og med gode årgange op gennem 50-, 60-, 70-, 80-, og 90’erne blev Wilhelm i 1994 udråbt til ”Årets vinmager i Tyskland”.

I 2005 overtog Wilhelms søn Oliver og fruen Jessica driften. Forinden havde Oliver studeret ønologi i Geisenheim sideløbende med, at der blev arbejdet hos kapaciteter som Dönnhof i Nahe og Karthäuserhof i Ruwer. Efter ønologieksamen fik Oliver Haag ansættelse hos Mont de Toit i Sydafrika, efterfulgt af 5 år hos Wegeler i Rheingau. Herefter returnerede Oliver til familieejendommen, hvor vinene i dag laves med største omhu.

Og kronjuvelerne hos Haag er de to Grosse Lage marker Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som begge ligger på den venstre bred af Mosel overfor landsbyen Brauneberg. Brauneberger Juffer er en stejl, sydvendt skråning på omkring 32 hektar, som omslutter Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og stejleste skråninger.

Her opnår Riesling druerne optimale vækstforhold. Skråningerne er domineret af mørk skifer, og undergrunden er meget jernholdig. Forhold der bidrager til høj mineralitet og et fantastisk lagringspotentiale. Mosel er Riesling-land, hvilket Fritz Haag da også anerkender til fulde, her arbejdes kun med Riesling.

Brauneberger fik tilnavnet Juffer i begyndelsen af 1700-tallet. Juffer betyder “pebermø” og navnet opstod, da 3 døtre til den lokale kammerherre Wunderlich, som efter Napoleons besættelse bestyrede størstedelen af Braunerberg, alle valgte at trodse deres fars ønsker om arrangeret ægteskab og i stedet viede deres glæde og kærlighed til de bedste vine fra deres forældres vingård og forbrev frøkerner … eller pebermøer.

Her har vi husets tørre topvin Brauneberger Juffer Riesling Trocken Großes Gewächs, hvor druerne kommer fra meget gamle vinstokke på Brauneberger Juffer. Og det er sgu bare klassevin. Det er en vin, som jeg sidst smagte i august 2014 … men der var det i årgang 2013. Dengang var jeg – som nu – også meget begejstret.

Der er et snert af petroleum, lidt fersken, citron, let sødme, svag babybræk (på den helt fede måde), gule blomster, intensitet og gennemgående mineralitet. Næsen er helt fantastisk. I munden er vinen fortsat ung, frisk og rank. Som i 2013’eren er der først lidt fedme i starten af smagen, men det afløses hurtigt af en rank renhed med friskhed, spændstighed og stor mineralitet. Det er lidt blomster, æbler, hyld, lime … lidt grøn og ung, men flot vin. Forestil dig, hvordan den vil kunne udvikle sig de næste 5-10 år. Uha.

Forhandles hos Sigurd Müller Vinhandel, hvor prisen ligger omkring 180 kr.

Rating 5,5/7 

2013 Winzer Krems, Grüner Veltliner Edition Chremisa, Kremstal, Østrig

2013 Winzer Krems, Grüner Veltliner Edition Chremisa, Kremstal, ØstrigByen Krems ligger am der schönen, blauen Donau og er – efter sigende – den ældste by i Østrig og er allerede i år 995 nævnt under navnet Urbs Chremisa. Den gamle by huser også flere gamle vinhuse, bl.a. Winzer Krems, som står bag denne Grüner Veltliner, endda i en udgave navngivet efter det gamle bynavn.

Winzer Krems må ikke forveksles med Weingut Stadt Krems, som er byens eget vinhus … ejet af Krems by. Det er nemlig en del af Bürgerspitalstiftung – der Babenberger Herzog Leopold IV, som er et civil hospital grundlagt i 1210. Det blev i 1452 via generøse doneringer fra den kejserlige Burggraf i Krems, Ulrich von Dachsberg, udvidet med vinmarker, som siden har bidraget til hospitalets drift.

Nej vi har her i stedet fat i kooperativet Winzer krems, som er grundlagt i 1938. Reelt set havde vinbønderne i Krems holdt sammen siden 1442, hvor Hauerinning Krems und Stein blev stiftet, men styret af bøndernes feudale herremænd.

Siden 1938 er kooperativet vokset pænt. Det har i dag ikke mindre end 981 vinavlere tilknyttet og råder over 990 hektar vinmarker, hvilket gør Winzer Krems til et af de største vinhuse i Østrig. Deres marker omfatter bl.a. markerne Kremser Sandgrube, Kremser Goldberg, Kremser Wachtberg, Kremser Kremsleiten og Kremser Pfaffenberg.

Den store Kremser Sandgrube, som i øvrigt grænser op til kooperativets moderne produktionsfaciliteter, har været tilplantet med vinstokke siden det 11. århundrede og har – som navnet antyder – en meget sandet jordbund, hvilket er godt for dræning af overskudsvandet.

De moderne produktionsfaciliteter er opført i 2005, bl.a. med et nyt ”Presshaus” og det er en af de mest moderne vinkældre i Europa, hvor druer og juice følger gravitationsprincipperne. Fermenteringen af mosten udføres under temperaturkontrol, og gennemarbejdningen af de unge hvidvine foregår i rustfri ståltanke. Filosofien går ud på at undgå intervention af vinene for at opnå en rund og frugtig kvalitet med udtalt varieret karakter og renhed.

Winzer Krems fokuserer utrætteligt på kvalitet med 100% håndhøst, sortering og opdeling af de forskellige marker, så det unikke udtryk kommer hele vejen til vinglasset. Her har vi huset Grüner Veltliner Edition Chremisa, som blev skabt som en hyldest til Krems og den tusind år gamle vintradition i Krems.

I næsen fin lille Veltliner med fersken, gule æbler, kvæde, asparges, peber, grønne blade og samtidig en smule sødkrydret. Smagsmæssigt er vinen dejlig frisk, syrlig med lidt peber i smagen sammen med en masse grønne noter. Den er ikke så saftig i udtrykket, mere sådan ren, stålsat og stringent … men ganske fin.

Forhandles af Føtex, Bilka, pris 125 kr. pr. flaske.

Rating 4/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger