2011 Angelo Rocca & Figli, Fornero Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection, Puglia, Italien

2011 Angelo Rocca & Figli, Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection, Puglia, ItalienNu er vi så hos vinhuset Angelo Rocca & Figli, der er medejer af Denazzi i Piemonte, men selv laver vine fra det meste af Italien … dog primært fra Puglia aka Apulien, hvorfra denne Fornero Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection da også kommer.

Vinhuset er grundlagt tilbage i slutningen af det nittende århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte sin forretning med at producere vin. I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagendet og forbedrede vinproduktionen samt opbyggede en kælder i Nardò i Apulien.

I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn og i 1999 købte Angelo også yderligere en vingård i Apulien, nemlig ved Leverano i Salento.

I dag er det ​​stifterens barnebarn Ernesto Rocca, som sammen med sine sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører den efterhånden store familievirksomhed, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.

Udover de to vinerier i Apulien, så har vinhuset bygget et topmoderne tappeanlæg og lager i Agrate Brianza i Lombardiet. Der har vinhuset i dag deres hovedsæde og det er også derfra, at man i dag distribuerer vinene.

Det er noget af det mest prestigefyldte byggeri indenfor vinbranchen. Hovedsædet er udelukkende bygget i marmor og granit , hvilket bl.a. sikrer nogle vinkældre, som er optimale for lagring af vin i både fade og tanke.

Med en årlig produktion på 4,5 millioner flasker vin, så er Angelo Rocca & Figli også en større historie. Husets vine sælges da også til mere end 40 forskellige lande over hele verdenen.

Nå, men her er det så en vin fra netop Puglia … Italiens hæl, vinen Fornero Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection, som er lavet på 100% Negroamaro, der er dyrket i Brindisi i provinsen, der ligger ved havnebyen Brindisi. Hvad navnet Fornero på vinen betyder, har jeg dog ikke kunnet opklare … men formentlig blot et brand under det store vinhus.

Og hva’ så? Vinen overrasker mig da lige totalt med duften, som ikke blot er varm, solrig marmelade, men derimod nærmest med en kølig og animalsk hestestald, masser af hestekræfter, mørk, tæt med lidt flæsk, bacon, fed frugt, sødme, solbær, brombær, kanel, kaktuspiller og en lille smule håndsæbe på den gode måde.

Jeg har godt nok serveret den en tand til den kolde side … men det fungerer i hvert fald helt fint for vinen. Smagen er moden, frugten moden … og helt klart ikke så stærk en trumf som duften.

Syren ligger lidt tilbage i munden, der er lidt pebrede tanniner og ellers er vinen let, mere syrlig end forventet, men måske ikke helt fantastisk i balance. Det er dog et vin, som smagsmæssigt overrasker i  letheden … meget umiddelbar og i forhold til tilbudsprisen en ganske fin hverdagsvin.

Forhandles af Megavin, hvor en flaske koster 89,95 kr., men kan fås på tilbud til 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Maison Gabriel Meffre, La Châsse Côtes du Rhône Villages Winemaker’s Selection, Rhône, Frankrig

2014 Maison Gabriel Meffre, La Châsse Côtes du Rhône Villages Winemaker's Selection, Rhône, FrankrigLa Châsse er et af de mange brands, som ejes af det store negociantfirma Maison Gabriel Meffre … og denne La Châsse Côtes du Rhône Villages Winemaker’s Selection er én af vinene under La Châsse navnet.

Maison Gabriel Meffre er grundlagt tilbage i 1936 af Gabriel Meffre og hans hustru. Han var ud af en familie af vinbønder og startede sit negociantfirma i Gigondas uden en krone på lommen. Men ægteparret fik lavet en god negociantforretning og købte også snart deres første egen vinmark i Gigondas,

De fortsatte opkøb af vinmarker i både Rhône og Provence, som allerede i starten af 1980’erne ejede firmaet over 800 hektar vinmarker og blev langsomt en af de største producenter af AOC vine i Frankrig.

Ved sin død i 1987 ejede Maison Gabriel Meffre over 900 hektar vinmarker samt en række vingårde og -slotte. Så derfor blev hans besiddelser i forbindelse med arven delt op til hans 3 arvinger.

Således blev Chateau de Vaudieu overtaget af datteren Sylvette Brechet, mens sønnen Christian Meffre overtog Chateau Raspail. Sønnen Jaques Meffre overtog Domaine Bois des Dames … og så solgte de 3 søskende ellers i 1990 selve negociantffirmaet Maison Gabriel Meffre  til det britiske firma Allied Domecq.

Samtidig blev Bertrand Bonnet indsat som CEO og vinhuset startede en større ekspansion og salg på endnu flere eksportmarkeder.

Man opstartede også samarbejder med vinavlere i Langedoc for at udvide sortimentet af vine yderligere og derudover lavede man vine under nye brands som fx Fat Bastard, Wild Pig Wines, Mediteo Wines og … La Châsse, men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Siden opkøbte man også Château Grand Escalion nær Nîmes samt Domaine de Longue Toque, som også ligger i Gigondas og i dag fungerer som hovedsæde for negociantfirmaet,

Imidlertid solgte Allied Domecq i 2009 Maison Gabriel Meffre til den kendte vinmand Eric Brousse i partnerskab med Jean-Claude Boisset, der også ejer en række andre negociantfirmaer i Rhône.

Selve La Châsse vinene lancerede Maison Gabriel Meffre i begyndelsen af 1990’erne, og det har siden været en af de store salgssuccesser for negocianthuset. La Châsse er opkaldt efter den kiste, som paven – mens han boede i Avignon, tæt på Gigondas – brugte til opbevaring af de kirkelige skatte.

La Châsse vinene laves med druer fra vinavlere i både Rhône og Languedoc. Jeg kan ikke se, hvor mange vine, som der produceres under La Châsse navnet … men mon ikke, at der er nogle stykker? Den ansvarlige vinmager for vinene er Véronique Torcolacci, som har arbejdet for Maison Gabriel Meffre siden 1992.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne La Châsse Côtes du Rhône Villages Winemaker’s Selection, som er lavet på druerne Grenache, Syrah og Mourvedre, som er høstet i den sydlige del af Rhône, Derudover er der ingen oplysninger om produktionen.

Nå, men op med proppen … syntetisk, men det siger jo reelt intet om vinen, som i næsen byder på friske og mellemrøde bær, peber og en sjat krydderier. Jeg får ikke rigtigt lokket flere aromaer frem, så den er lidt karrig og dermed umiddelbart knap så kompleks.

Smagsmæssigt er vinen en smule stram med syrlige bær, solbær, kirsebær, boysenbær, peber samt godt med røg. Der mangler noget sjæl og intensitet, men den skal også ha’ lidt tid i glasset for rigtigt at åbne op … så er det også en fin hverdagsvin.

Forhandles af Megavin, hvor en flaske koster 69,95 kr., men kan fås på tilbud til 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2013 Dezzani, Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection, Piemonte, Italien

2013 Dezzani, Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection, Piemonte, ItalienI den lille by Cocconato i Asti provinsen i Piemonte finder vi vinhuset Dezzani, som står bag næste vin … Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1934 af Luigi Dezzani, som startede med produktion af en enkelte tønde med 700 liter vin, men er i dag en langt større historie, som i dag drives af Luigi Dezzani, som er 3. generation og selvfølgelig opkaldt efter bedstefaderen. Luigi ejer familiefirmaet sammen med sine søskende Franca og Giovanni.

Produktionen af vinene sker i dag i et samarbejde med det italienske vinfirma Angelo Rocca & Figli, et stort vinhus der årligt producerer omkring 4,5 millioner flasker vin og i øvrigt er blevet aktionær i Denazzi, samt kooperativet Villa Rivalta, der laver vine fra et kæmpestort 10.000 hektar stort areal vinmarker tilhørende kooperativets medlemmer.

Dezzani har selv alene omkring 40 hektar vinmarker i Monferrato og Langhe området, men opkøber primært druer fra en lang række vinavlere, bl.a. fra Pavesio familien i området.

Men der købes også druer fra andre områder … jeg har fx tidligere smagt vinen Miliasso Toscana Rosso, så dermed laver Deazzani således vine fra forskellige områder af Italien, men vinene under Dezzani navnet er dog alle fra Piemonte.

Udover vine under Dezzani brandet, så laves der således også vine under Miliasso navnet. Navnet skulle efter sigende stamme fra den nuværende generations oldefar Giovanni Miliasso.

Nå, men denne Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection er lavet af Luigi Dezzani. Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, men kan dog se, at vinen er lagret 18 måneder på store 700 liters egefade og derefter 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er til at starte med en smule lukket … en smule italiensk syre viser sig lidt efter lidt, nogle mellemrøde bær, syrlige bær, meget svag chokolade, krydderbuske, grene og et støvet udtryk med tør jord. Der er også lidt træ … eg samt meget svag vanilje.

Der er god syre i frugtsmagen … godt frisk syrligt bid, tørt og godt med syrlig frugt sammen med lidt tanniner. Vinen vinder lidt ved luft i glasset … syren bliver mere balanceret og et lidt sjovt, kantet og krydret element afdæmpes også samt forsvinder næsten.

Forhandles af Megavin, hvor en flaske koster 179 kr., men kan fås på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Domaine le Roc, La Folle Noire d’Ambat, Sud-Ouest, Frankrig

2014 Domaine le Roc, La Folle Noire d'Ambat, Sud-Ouest, FrankrigMed næste vin La Folle Noire d’Ambat fra Domaine le Roc er vi atter i det sydvestlige hjørne af Frankrig … i Sud-Ouest under appellationen AOC Fronton.

Domaine le Roc ligger i den sydlige del af byen Fronton mellem Garonne og Tarn … vel omkring 20-25 kilometer nord for Toulouse. Hovedkraften i vinhuset er Jean Luc Ribes, som overtog vingården fra hans forældre i 1981, men løbende har fået følgeskab … i 1988 af sin lillebroder Frédéric og hans hustru Cathy samt i 1995 af hjælperen Pierre. På billedet ovenover er det fra venstre Pierre, Jean Luc, Cathy og  Frédéric.

Jean Luc har to passioner – Roc og blues, så når han ikke laver vin om dagen på Domaine le Roc, så spiller han bluesmusik om natten. Og sammen med sit team laver de altså vine med lokale druer og miljøvenligt med respekt for naturen, selvom vingården ikke er certificeret økologisk.

De lader således græsset gro mellem rækkerne af vinstokke, og anvender får til at holde græsset nede. I kælderen har teamet samme tilgang til produktionen af vinene … de skal laves med helt modne druer, særlig omhu og tilstrækkelig tid til gæring. Det giver de mest autentiske og generøse vine.

Domaine le Roc er mest kendt for deres vine på den lokale druesort Négrette. Druen findes primært i området omkring Haute-Garonne, Tarn-et-Garonne og Tarn og menes at være i familie med Côt (Malbec) eller Tannat.

Det er en gammel druesort, som allerede tilbage i 1100-tallet var kendt under navnet Négret, men også blev kaldt Mavro, og faktisk har været tæt på at forsvinde helt.

I området kaldes Négrette også for Folle Noire og det betyder jo også, at denne La Folle Noire d’Ambat er lavet på druen, som her kommer fra marken Ambat … altså en enkeltmarksvin. Det er 100% Négrette, hvilket indtil for få år siden ikke var tilladt indenfor reglerne for AOC Fronton.

Druerne er høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar og i vineriet er vinen lavet helt uden brug af pumper, men blot ved at flytte mosten via tyngdekraft. Vinen er lavet i åbne kar med gæring i 2 uger helt traditionelt ved 25-28 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 8-10 måneder på 20 hektoliter foudres.

Og det dufter skam også ganske landligt og animalsk … vi har hovedet helt nede i møddingen, hvor det bobler derudaf, Der er også afbarkede grene, kirsebær, violer, blomster, kul, kridt, koks, søde krydderier, kardemomme og nelliker. Det kan et øjeblik duftmæssigt minde om stram Nebbiolo i armtag med lidt bourgogne, men er mere landlig, kraftig, saftig og har måske endda næsten nogle biodynamiske træk.

Uhhhhh i munden er det grønt, stramt og syrligt, men på en fed og saftig måde. Vi starter dog med at snerpe munden sammen og ser næsten kysseklar ud, men det er samtidig både let og saftigt med en lille sjov sødme. Der er tørre og syrlige tanniner proppet ned mellem det saftige, lidt blæk og grafit, kirsebær og rabarber. Det er let at drikke … og lidt en rigtig bondevin.

Købt hos Viniversa, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2017 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, ØstrigSommervejret kalder på mere hvidvin på terrassen … og en god måde at løse det på er netop med denne friske 2017 Grüner Veltliner Terrassen fra østrigske Weingut Huber.

Weingut Huber holder til midt i den lille by Reichersdorf i Traisental … en dal med kalkrig terroir i Niederösterreich. Det ligger ikke langt fra Donau floden og vel omkring 50 kilometer vest for Wien.

Weingut Huber drives af den unge Markus Huber, som I kan se på billedet ovenover. Han overtog i år 2000 driften af vingården, som har været i familiens eje i mere end 250 år, så gennem ti generationer har familien lavet vin på den lille vingård i Reichersdorf.

Markus er selv uddannet ønolog fra Klosterneuburg og har ellers arbejdet som vinmager i Sydafrika, inden han vendte hjem til familiens vingård. Og det er Markus, som har satset på kvalitet og fået vingården gjort internationalt kendt.

I forvejen ligger Hubers marker rigtig godt med de beskyttende Alper tæt på. Traisental er samtidig den kommune med det gennemsnitlige højeste udsving mellem dag- og nattemperaturer, hvilket er med til at give vinene et naturligt højt indhold af syre.

Samlet har Markus omkring 50 hektar vinmarker og de bedste marker er de 3 Erste Lage marker Zwirch, Berg og Alte Setzen. Alle vinene laves indenfor appellationen DAC Traisental.

Weingut Huber arbejder meget selektivt i vinmarken, og foretager en meget streng, grøn høst for at sikre optimalt modne druer og derudover undergår samtlige vine en kontrolleret kold macaration inden druerne presses.

Markus er siden overtagelse af familiens vingård blevet én af Østrigs spændende og meget roste producenter.  Han har bl.a. opnået titler som Landessieger, 4 x Falstaff Grüner Veltliner Grand Prix vinder, guld ved London International Wine and Spirit Competition og har også fået anerkendelse af Decanter.

Denne Grüner Veltliner Terrassen er lavet med druer for forskellige marker i Traisental og fra vinstokke, som er mellem 5 og 80 år gamle. Vinen er lavet med 6 timers kold udblødning, presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder inden vinen flaskes.

Næsen er frisk med gule æbler, blomster, akaciehonning, peber, citrus og en buket blomster. Det er sgu en dejlig, aromatisk og frisk næse og alligevel med en svag sødme.

I munden er der både sødme, grøn syre samt en gul Københavnerstang, fin balance og generelt er vinen meget drikkevenlig. Der er grønne noter, vinblade, mynte og krisp tørhed, mineraler, bitterhed og citron. Det er en lille fin Grüner Veltliner, som konen helst ville ha’ at jeg skulle holde mig fra efter mit første glas. Hmmm, sådan er koner nogle gange, men det er også en ganske fin lille sommervin til terrassen, sofaen eller konen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 114,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 85 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Suavia, Massifitti, Veneto, Italien

2015 Suavia, Massifitti, Veneto, ItalienNår det gælder hvidvine fra Veneto i Italien er Suavia et af mine absolutte, top top ynglings vinhuse. Og fra de 4 smukke søstre Arianna, Mari, Valentina og Alessandra Tessari fra vingården smager jeres flittige vinblogger nu igen vinen Massifitti.

Den har jeg skrevet om tidligere … blot i en årgang 2013, men who cares? For det smager altså bare tæskegodt.

Suavia Azienda Agricola ligger den lille by Fittà en anelse nord for den antikke by Soava. Fittà er en lille, idyllisk by med gamle basaltisk huse, springvand, en lille kirke og flotte solnedgange.

Suavia Azienda Agricola er grundlagt af Tessari familien, som har dyrket vin siden 1887. Indtil 1982 blev druerne solgt til det lokale kooperativ, men dette ændrede Giovanni Tessari og hans kone Rosetta.

De var overbeviste om, at deres jord kunne levere druer til vine af høj kvalitet, og med det stærke bånd med områdets tradition og kultur, og så de besluttede at navngive deres vingård Suavia … det gamle navn for Soave.

Huset ejer i alt 12 hektar vinmarker i midten af Soave Classica området, faktisk fordelt på 2 lokationer, nemlig omkring byen Fittà og byen Castellaro.

Vinstokkene er primært de 2 lokale hvide druesorter Garganega og Trebbiano di Soave med en høj alder på gennemsnitlig 35 år, og gården laver omkring 100.000 flasker vin om året.

I dag er det Giovanni og Rosettas 4 døtre, Arianna, Mari, Valentina og Alessandra Tessari, som driver gården. Tessari søstrene er dedikerede til at lave vine, der udtrykker terroiret i Soava. Deres filosofi om blanding af innovation og tradition, har også medført, at Suavia Azienda Agricola er blevet én af de førende producenter i Soave.

Denne Massifitti er lavet på ren Trebbiano di Soave, lavet på rustfrie ståltanke, fermentering i 15 dage og lagret 15 måneder med bærmen på stål og yderligere 12 måneder på den lille, buttede og totalt charmerende flaske inden frigivelse.

Næsen er total smørfed og virkelig indbydende … det er banan, tropisk frugt, fersken, modne pærer, astronaut is, blomster, vanilje, sten, jern og mineraler.

Smagen er også fed, varm og blød … nærmest omfavnende og sødkrydret, men alligevel med en mineralske nerve og et jernagtigt bid med svag grape og bitterhed. Masser af frugt i form af modne pærer og samtidig god sprødhed, karakter og smag. Lækker lille sexet sag.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 159 kr., men pt. på tilbud til 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Benjamin Leroux, Bourgogne Rouge, Bourgogne, Frankrig

2015 Benjamin Leroux, Bourgogne Rouge, Bourgogne, FrankrigFede grillbøffer af oksefilet samt bourgogne fra Benjamin Leroux … that’s a good combi på en lun sommeraften med gode venner i et sommerhus på Djursland.

Jeg har tidligere drukket vin fra Benjamin Leroux og været over the moon over hans vine, som dog også er sindssygt dyre og ofte koster over 1.000 kr. Men denne Bourgogne Rouge kan dog fås for menneskepenge og viser lidt af de kvaliteter, som kendetegner vinene fra Benjamin Leroux, der også kaldes en af de lysende stjerner i Bourgogne.

Sidst jeg smagte vin fra Leroux var den hans 2009 Bonnes-Mares Grand Cru, som jeg gav 6,5 fede tommelfingre. Det er en vin, som i dag koster flere tusinde kroner i nyere årgange og 2009’eren koster vel i dag tæt på 10.000 kr., hvis den kan skaffes.

Bejamin har altid arbejdet med vin, og allerede i 1990 begyndte han som 15-årig at arbejde som lærling på det berygtede Domaine du Comte Armand under Pascal Marchand.

Dette arbejde inspirerede ham til at tage sin bachelorgrad i ønologi og rejse ud i verdenen. Han arbejdede der i korte perioder hos Drouhin i Oregon, Château Cos d’Estournel i Bordeaux samt Giesen i New Zealand, hvorefter han i nogle år arbejdede hos forskellige producenter i Bourgogne.

I 1999 fik han igen arbejde hos Comte Armand i Pommard, men denne gang som vinmager. Der har han været ansvarlig vinmager i over 15 år, men startede sideløbende i 2007 sit eget vinhus i Beaune … en lille negociant virksomhed, hvor han laver vine med opkøbte druer fra vinavlere, som han har et tæt forhold til.

Det siges, at starten som selvstændig producent blev hjulpet undervejs af en engelsk investor, som tilbød Benjamin at rejse den nødvendige kapital, og det tilbud var Benjamin ikke sen til at tage imod.

Den lille negociant virksomhed drives fra en lille kælder i midten af Beaune og han deler endda kælderen med en anden vinproducent, nemlig Dominique Lafon. Leroux koncentrerer sig hovedsagelig om vine fra Volnay og Puligny og ligger stor vægt på økologisk og biodynamisk produktion … en praksis, som han også var med til at indføre hos Comte Armand i 2005.

Han er yderst biodynamisk i sin tankegang og følger ikke kun Rudolf Steiner principper for at være moderne, men fordi han har testet af hvordan det påvirker vinen. Forskellen på at behandle vinen i en 18 dages cyklus eller følge månens 28 dages cyklus, som den biodynamiske tilgang foreskriver. Ifølge Benjamins forsøg, så påvirker det tanninerne i særdeles positiv retning.

I dag er Benjamin Leroux ikke 100% negociant, da Benjamin har købt nogle vinmarker selv … primært i Cote de Beaune, herunder nogle parceller i Batard Montrachet og Meursault Genevrieres, men opkøb er svært på grund de sindssygt høje priser på vinmarker i Bourgogne.

Denne Bourgogne Rouge er Leroux’s entry-level vin, som dog er bl.a. delvist er lavet med druer fra 1. Cru marker. Druerne til vinen består nemlig af deklassificerede druer fra Santeney Village, Santeney 1. Cru, Saint-Aubin 1. Cru, Savigny, Beaune, Monthélie og St. Romain. Vinen er lavet helt traditionelt og lagret i store foudres.

I glasset er vinen klart mørkere end forventet, og det gælder også næsen, som byder på grannåle, jordbær, rabarber, eg, grønne vinblade og blomstersæbe.

Smagsmæssigt hælder vinen også til den mørkere side med kirsebær, ribs, jern, peber og en klar syre. Jeg var først en smule skuffet, men med luft i glasset, så kommer den delikate, burgundiske Pinot Noir side mere og mere frem. Samtidig forstærkes også både en blød, nærmest cremet og imødekommende side, hvor syren er klar og let.

Dansk importør er Otto Suenson, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Weingut August Kesseler, R Riesling Kabinett, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut August Kesseler, R Riesling Kabinett, Pfalz, TysklandWeingut August Kesseler ligger på Lorcher Straße i Assmannshausen i den vestlige del af Rheingau, men denne R Riesling Kabinett er dog lavet med druer opkøbt fra vinavlere i Pfalz længere mod syd.

Vinhuset er grundlagt i 1924, men drives i dag af August Kesseler, som I også kan se lette på kasketten på billedet ovenover. Han overtog driften fra sin far i 1977 i en alder af blot 19 år. Dengang var vingården alene på 2,5 hektar og solgte gårdens druer i tankvogne til andre producenter i Rheingau.

Men det ændrede August Kesseler og har endda siden opkøbt flere vinmarker, således vingården i dag samlet har 33 hektar, som bl.a. omfatter parceller på Großen Lagen  marker som Assmannshäuser Höllenberg og Rüdesheimer Schlossberg.

Der laves en lang række vine fra markerne i Rheingau, bl.a. har August særlig fokus på produktion af førsteklasses Riesling og Pinot Noir i kompromisløs høj kvalitet.

Derudover startede August Kesseler allerede i 2012 med at samarbejde med udvalgte vinavlere i Pfalz området. Disse vinavlere dyrker deres druer nøjagtigt efter August Kesselers strenge regler, primært i området Mittelhaardt omkring Bad Dürkheim.

Og det er bl.a. fra dette samarbejde, at denne R Riesling Kabinett kommer. Vinen er lavet i både Bad Dürkheim og videre vinificeret hos Kesseler i Rheingau.

Vinen har gæret i temperaturstyrede, rustfri ståltanke. Den har fået lov til at ligge på bærmen i tilstrækkelig lang tid, før den meget skånsomt bliver tappet på flaske. Vinen har et pænt restsukkerindhold på 26 gram pr. liter.

Selvom det er en billigere og kabinett sød vin, så er der faktisk herlige aromaer af petroleum … ikke voldsomt, men dog til stede som bevis på, at dette skam er vaskeægte Riesling. Derudover er der eksotisk frugt, fersken, æbler samt selvfølgelig en vis sødme, men en Kabinett skal jo også indeholde mindst 75 Oechle.

I munden er der godt med grape og æblemost, men selvfølgelig der selvfølgelig er en vis sødme, så bliver vinen faktisk aldrig for sød, for den har samtidig en nærmest grøn syre. Det er sgu godkendt.

Importeret af AMKA og sælges i forskellige supermarkeder, hvor prisen normalt er 119 kr. Jesper havde købt en rest på 5-6 flasker til 50 kr. pr. flaske, hvilket er et fint køb.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Weingut Jülg, Grauburgunder, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Jülg, Grauburgunder, Pfalz, TysklandVi skal da igen et smut omkring Weingut Jülg … I ved ham den unge Johannes Jülg på adressen Hauptstraße 1 i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz ved grænsen til Alsace i Frankrig. Denne gang er det ikke hans crémant vi smager, men en hvidvin på Grauburgunder.

Det er 100% Grauburgunder eller Pinot Gris, som druerne kaldes på den anden side af grænsen og faktisk er halvdelen af druene netop fra den franske side og den anden halvdel fra den tyske side. Det må jo så betyde 50% Pinot Gris og 50% Grauburgunder ;o)

Og så er det en Gutswein … altså fra serien af billigere basisvine hos Weingut Jülg. Vinen er vinificeret på ståltanke og har 4 gram restsukker pr. liter.

Weingut Jülgs Grauburgunder har en dejlig duft … frugten er pærer, ananas, fersken, kvæde, mirabeller og derudover safran, lindetræ, karamel, blomster og papkasser. Det er en duft, som langsomt åbner sig med mere og mere luft i glasset.

Smagsmæssigt er vinen blød med en fed og alligevel mineralsk syre, et fyldigt og nærmest cremet bid. Vinen er fint afbalanceret og slutter ganske tørt med lime i eftersmagen. Frugten er gule frugter med blomster og mineraler. Dejlig vin.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 129 kr., men ved køb af 3 flasker sparer du 23%, dvs. en pris på 99,33 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2015 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Crianza, Ribera del Duero, SpanienDet er kun få uger siden, at jeg smagte en 2012 Montelaguna Selección fra vinhuset Dehesa Valdelaguna … og nu er det husets almindelig Montelaguna Crianza, som jeg har fået i glasset.

Jeg har både smagt deres Roble og topvinen Montelaguna Selección et par gange, men faktisk aldrig deres Montelaguna Crianza. Crianza er jo – for dem som ikke kan huske det – en vin, som jf. de spanske regler som minimum skal have 2 års lagring.

Denne Montelaguna Crianza er lavet med maceration i 18 dage efterfulgt af gæring i rustfrie, temperaturstyrede ståltanke alene med druernes naturlige gær. Derefter er vinen lagret 12 måneder på egefade, hvoraf de fleste er franske og så selvfølgelig yderligere 12 måneder lagring på flaske inden frigivelse.

Som storesøsteren er Montelaguna Crianza en mørk og kraftfuld vin … mørke bær, masser af egetræ, kirsebær, brombær, karamel, vanilje, balsamico, mentol, papkasser og sådan lidt indelukket i aromaen.

I munden er vinen tæt, mørk og fyldig med peber, masser af mørk frugt selvfølgelig, tæt i tanninerne … måske endda en smule grov og syre viser også lidt tænder. Man kan godt mærke, at dette er lillesøsteren, men den har fortsat Ribera del Duero klasse.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 105,73 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger