Tag-arkiv: Paul

2009 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2009 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, SydafrikaPaul har en forkærlighed for vine fra Sydafrika, og vi burde ha’ gættet, at han selvfølgelig havde en vin med derfra. Vinen er en Shiraz fra Luddite Wines. Vi er hos ægteparret Niels og Penny Verburg, som driver deres lille vingård på de østlige skråninger af Houw Hoek bjergene, 30 km fra Atlanterhavet i Walker Bay, det som også er kendt som Western Cape vinområde.

Niels ligner en dansk viking, stor, høj med rødt hår og stort rødt skæg, men er vaskeægte sydafrikaner, og han har efterhånden lavet vin i snart 30 år. Som ung startede Niels sin uddannelse som ønolog på Elsenburg Agricultural College i Sydafrika, og her blev han første gang forelsket i Shiraz druen. Der opstod drømmen også om egen vingård.

Efter endt skoletid rejste Niels verden rundt og lærte vinfremstilling i Frankrig, New Zealand, den vestlig del af Australien og i Chile inden han sluttede som ansvarlig vinmager på Beaumont Wines i Sydafrika. I 1999 gik drømmen om egen vingård i opfyldelse, da han sammen med konen købte den lille vingård, som han døbte Luddite.

Konen Penny tager sig af vinmarkerne, hvor Niels fokuserer udelukkende på hans foretrukne drue, Shiraz. Den første årgang af Luddite Shiraz blev udgivet i 2000. “Der har været en forbedring hvert år,” siger Niels, hvis mål er at lave den perfekte vin.

Niels har kun 6 hektar vinmarker ud af ejendommens samlede 17 hektar, og som han selv siger, “så er Shiraz mit liv, og derfor kan jeg ikke gå på kompromis med noget som helst. Jeg kender hver en vinstok. Du kan godt tale om et meget personligt forhold. Jeg sælger kun vinen til private venner og bekendte. Jeg vil vide, hvem der drikker min vin. Jeg håndnummererer hver etiket og skriver i mine noter, hvor vinen går hen.”

Nå, men en flaske er i hvert fald havnet på bordet til vores lille vinaften, så lade os lette låget og smage skidtet. Vinen har i øvrigt lagret 18 måneder på 95% fransk eg og 5% ungarsk eg, heraf 30% nye tønder, mens resten er mellem 2-4 år gamle. Duftmæssigt er her solbær, urter, lavendel, lidt svedsker og eg. Smagsmæssigt en opulent og varm vin, stor fylde med hvid peber i smagen, frugtsødme og power.

Hvem medbragte vinen: Paul

Har alene kunnet finde noget om vinen herhjemme via ExploreWines.dk. men ingen pris.

Vinanmeldelse 5/7  

2008 Scagliola, Barbera d’Asti Sansi Superiore, Piemonte, Italien

2008 Scagliola, Barbera d'Asti Sansi Superiore, Piemonte, ItalienSå var det fluks Pauls tur … og han lagde også flot ud med en Barbera d’Asti Sansi Superiore fra vinhuset Società Agricola Azienda Agricola Scagliola, hvor familien Scagliola i den lille by Calosso i det sydlige Piemonte har produceret vin i 4 generationer.

I dag drives stedet af de to brødre Giovanni og Mario Scagliola, som har skabt et mønsterbrug i den smukke egn mellem Asti og Alba. Ejendommen ligger i 400 meters højde. Denne placering er med til at give vinene den flotte syrestruktur, som er nødvendig for at lave klassevine.

Jordbunden er let sandet og med kalksten, og dyrkes med omtanke og efter naturlige principper, hvorfor der kun opnås et lavt udbytte per hektar. Der dyrkes vin på 25 hektar, primært Moscato og Barbera, men også Dolcetto, Cortese, Chardonnay, Grignolino, Monferrato Rosso, Brachetto og Pinot Noir. Scagliola også kendt for at lave en af distriktets bedste Moscato d’Asti.

Høsten finder sted i oktober, vinen er selvfølgelig lavet på 100% Barbera, og vinen har lagret på franske egetræsfade (barriques) i cirka tolv måneder efterfulgt af seks måneder i flasken.

Duftmæssigt en rank og flot Barbera med bitre kirsebær, urter, grønt, eucalyptus, eg og en smule vanilje? Smagsmæssigt er vinen overraskende fyldig og varm, der er klart grønne noter, krydderier, kirsebær, skarphed og en fyldig blommeagtig eftersmag. Flot og stor vin. Hmmmm dejlig.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, pris 212 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 I Luoghi, Fourisolco IGT, Toscana, Italien

2009 I Luoghi, Fourisolco IGT, Toscana, ItalienSå kom turen til aftenens kultvin. Paul havde stået for valget … kyndigt bistået af Hans Peter hos Jysk Vin, og de havde valgt denne spændende Fourisolco IGT fra vinhuset I Luoghi, som jeg længe har gået og kigget på, men aldrig smagt før.

Hans Peter har ellers tidligere anbefalet mig at en smage husets to hovedvine, Campo Al Fico eller Podere Ritorti, men så langt er jeg aldrig kommet. Læg hertil, at husets vine ikke hører til i den billige ende.

Vinhuset Azienda Agricola I Luoghi er beliggende i Castagneto Carducci i Bolgheri i Toscana, og det er en ganske ung vingård, grundlagt i 2000 af Stefano Granata. Han er oprindeligt uddannet elektronikingeniør, men havde længe haft et ønske om at lave vin i sin hjemegn.

Ønsket var også at føle sig helt tæt på naturen og processen, så han og hans kone Paola De Fusco, som i øvrigt også er uddannet ønolog fra Pisa, har været eneansvarlige for etableringen af vingården fra nyplantninger til der var vin i flaskerne, dog med hjælp fra vinkonsulenten og ønologen Gioia Cresti. Målet er enkelt og helt kompromisløst  – kun det bedste er godt nok. Derfor laver han også kun 2 vine plus et par specialcuvéer, heraf denne Fourisolco IGT.

Vingården har cirka 5 hektar jord, hvoraf 3,5 hektar er vinmarken, mens der på 1 hektar er oliventræer. Kompromisløsheden ses selvfølgelig også i markerne, hvor sprøjtemidler er bandlyst og gødning kun bruges i meget begrænset omfang. Han beskærer drueklaserne for at mindske udbyttet, men tror i øvrigt på at vinstokkene trives  bedst i naturens egen balance. Høsten foregår med håndkraft i september/oktober og alle parceller holdes separeret i hele vinifikationsprocessen.

Efter 20-30 dages gæring lægges vinen på nye franske egefade i henholdsvis mindst 16 måneder og mindst 24 måneder. Efter tapning flaskelagrer vinen yderligere nogle måneder.

De 2 hovedvine Campo Al Fico eller Podere Ritorti laves begge primært på Cabernet Sauvignon druen med tilsætning af lidt Cabernet Franc og fsv. angår Podere Ritorti også lidt Syrah og Merlot.

Der laves i henholdsvis 2.700 samt 12.000 flasker af disse to vine årligt. Denne Fourisolco IGT er lavet på 100% Cabernet Franc, og – så vidt jeg har kunnet finde ud af – alene lavet i 300 eksemplarer om året.

Denne vin kommer fra det bedste fad med Cabernet Franc fra marken Ritorti. Druerne er håndplukket og håndsorteret og bragt til vineriet i små kurve. Gæringen foregår spontant uden brug af industrielt gær. Processen tager 20-30 dage. Efter omstikning til små fade af fransk eg lagrer vinen her i mindst 24 måneder. og efter tapning yderligere i 6 måneder på flaske inden den frigives.

Duftmæssigt fik jeg noteret mig ribs, kirsebær, solbær, varmt fyldigt indtryk, alkohol, blæk, egefade og grønne noter. Smagen er silkeblød, bløde tanniner, dejlig sødme fra frugtsukker og generelt meget let i udtrykket. Smagen er langt bedre end duften, og det er en meget elegant vin, hvor syren spiller flot rundt i munden. Vinen er meget velstruktureret og har lang eftersmag. Klasse.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, pris 595 kr. I udlandet koster vinen omkring 59€.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Tenuta di Sesta, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2007 Tenuta di Sesta, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienVi fortsatte med italienske vine, men sprang lidt ned til det dejlige Toscana med denne Brunello di Montalcino fra vinhuset Tenuta di Sesta, som ligger i den sydlige del af kommunen Montalcino mellem Sant’ Angelo in Colle og Castelnuovo dell’Abate, nær det velkendte romanske kloster Abbey of Sant’ Antimo.

Tenuta di Sesta har en historie, der kan spores helt tilbage til 1462, hvor paven lod det smukke slot opføre. Siden har ejendommen skiftet hænder adskillige gange for til sidst i 1850 at overgå til Ciacci-familiens eje.

Det var dog først i 1966, at Giuseppe Ciacci begyndte af producere vin på Tenuta di Sesta, faktisk samme år, som Brunello di Montalcino appellationen fik sin DOC status. Derfor er Sesta også én af appellationen første producenter.

I dag dækker ejendommen ikke mindre end 200 hektar, men det er kun de 30 hektar, som er tilplantet med vinstokke, og af disse er det fra ca. 13,5 hektar,  at man høster druerne til Brunello di Montalcino. De resterende marker er tilplantet med oliventræer og kornmarker.

Vinen her er lavet på 100% Sangiovese, og har lagret på ståltanke i 12 måneder efterfulgt af 36 måneder på 30 hl. slavonske egetræsfade med efterfølgende lagring fire måneder i flasken.

Wine Enthusiast har givet vinen her i årgang 2007 hele 94 point.

Lad os smage vinen. I glasset en smule lys rød i farven, ikke Pinot farvet … men en tak mørkere. Duftmæssigt sødme, stald, blåbær, kirsebær, urter … lidt tynd i udtrykket og en lidt kølig, elegant stil. Det går også igen i smagen, hvor der er stor tørhed, god syrlighed … en meget frugtagtig syre, som straks får mig til at tænke Sangiovese. Her var jeg heldigvis spot on. Også en smule sødme i smagen, og en behagelig, rund eftersmag. Dejlig, dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt i Vinspecialisten, pris 235 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2011 Cave Vinicole Wolfberger, Riesling-Pinot Gris, Alsace, Frankrig

2011 Cave Vinicole Wolfberger, Riesling-Pinot Gris, Alsace, FrankrigAftenens første vin … sædvanen tro en hvidvin, som vi nød både som velkomst og til forretten. Paul havde valgt en Alsace vin, nærmere bestemt en Riesling-Pinot Gris fra kooperativet Cave Vinicole Wolfberger i Eguisheim.

Det er et stort kooperativ, over 110 år gammelt med 136 ansatte, 450 tilknyttede vinbønder, ikke mindre end 13.000 forskellige parceller … heraf 15 Grand Crus og et samlet areal vinmarker på 1.200 hektar.

Kooperativet har da også en årlig omsætning på 56 millioner Euro og laver i alt 13.000 flasker vin, Crémant og Eaux-de-Vie d’Alsace om året. Det skulle vistnok være omkring 150.000 hektoliter på årsbasis.

Herudover har kooperativet 6 butikker rundt om i Alsace området.

Leder af kooperativet er i dag den unge Hervé Schwendenmann, som har 5 ansatte ønologer til at forestå vinfremstillingen af de over 300 forskellige vine, som laves på kooperativet, nemlig Jérôme Keller, Alexandre Di Stefano, Emilie Lejour, Déborah Ruffing og Virginie Monso.

Vinen her er én af de mange hvide vine, og den er lavet på en blanding af Riesling og Pinot Gris, forholdet kan jeg dog ikke finde noget om.

Duften er sådan lidt fersken, melon, pære, lidt citrus og persille (jo, den er god nok). Smagsmæssigt en fin tør syre, grønne æbler … smager mere af Riesling end af Pinot Gris, og heller ikke så megen sødme. Lidt fenikkel, en lille anelse sødme, men ellers fin frisk og med en mellem eftersmag.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Salling Vinshop, pris 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Ernesto Ruffo, Basaltico IGT, Veneto, Italien

2009 Ernesto Ruffo, Basaltico IGT, Veneto, ItalienAftenens sidste vin … her slutter vi sgu også spændende. Vi bliver i Italien, men rykker lidt mod nordøst, nemlig til Veneto området, hvor vi finder en ganske lille Amarone producent, Azienda Agricola Ernesto Ruffo. Den lille vingård ligger i byen Lavagno ved de vulkanske bakker i San Briccio, der grænser op til Mezzane dalen.

Ernesto er en autodidakt og unik vinmager, som begyndte at lave vin til sin familie, men hans vine vandt efterhånden mange beundrere og mange af branchens eksperter, betragter ham i dag som én af ​​de store producenter af Amarone. Det har nu ikke påvirket Ernesto, som fortsat har en meget beskeden produktion. Samlet set producerer han i samarbejde med sin søn Leonardo mindre end 5.000 flasker Amarone og Valpolicella Superiore om året. Det er ikke meget, og vinene er derfor også svære at få fat i.

Det er svært at finde info om denne lille producent, som ganske vist har en hjemmeside på nettet, men uden information … udover en mailadresse, men det er jo også ganske charmerende, at alle kræfter på vingården alene bruges på at lave god vin. Jeg ved også, at det er svært at få lov at købe vinene fra Ernesto Ruffo og Jysk Vin har fortalt, at de allernådigt fik lov til at importere omkring 100 flasker af hans Amaroner.

Basaltico IGT er lavet på et blend med Corvina som den primære drue. Jeg har ikke kunnet finde en fordeling mellem druerne eller noget om lagringen af vinen, men det må I så have tilgode. Har faktisk en Amarone liggende fra Azienda Agricola Ernesto Ruffo, og når den proppes op, så kan vi jo vende tilbage til dette spændende vinhus. Årgang fremgår ikke på flasken, men jeg gætter 2009. Det kunne dog også godt være en N.V. (Non Vintage), men det vil være lidt underligt fra sådan en lille producent.

Duftmæssigt lidt mørke bær, blomster og krydderier. Meget rustik og klassisk i duften og det gode, simple håndværk fornemmes. Smagen præges af mørke bær, brombær … fint kombineret med lidt krydderier og en skarp, men præcis syre, som giver god balance i vinen. Klassevin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin til 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2004 Marques de Griñon, Emeritus, Dominio de Valdepusa, Spanien

2004 Marques de Griñon, Emeritus, Dominio de Valdepusa, SpanienMed næste vin foretog vi et stilskifte … vi er nemlig hos vinhuset Marques de Griñon, og vinen Paul havde valgt herfra var intet mindre end deres topvin Emeritus.

Marques de Griñon Dominio de Valdepusa producerer og sælger udelukkende fine vine og olivenolie fra gårdene, som ejes af Falcó familien. Det gælder især vinene fra Dominio de Valdepusa, slægtsgården i Toledo, som producerer nogle af de bedste og mest nyskabende vine i Spanien.

Dominio de Valdepusa er fornylig blevet anerkendt af den spanske stat som den første officielle Vino de Pago (markvine), som er en ny appellation for topvine fra enkelte ejendomme, der selv producerer alle druer, og har siden årgang 2002 haft sin egen Denominación de Origen. Deres vine rangerer altid blandt nogle af de allerbedste i Spanien.

Dominio de Valdepusa ligger i det historiske Señorío de Valdepusa i nærheden af Malpica de Tajo, 109 km sydvest for Madrid og 50 Km fra Toledo. 42 hektarer er i øjeblikket beplantet med vinstokke, inklusive den oprindelige vinmark på 14 hektar med Cabernet Sauvignon fra 1974. Siden 1991 er den blevet udvidet løbende med Syrah, Petit Verdot – begge pionerer i Spanien – og Graciano.

Hovedgården og vineriet på Dominio de Valdepusa stammer fra det 18. århundrede. Kældrene, som blev totalrenoveret i 1989 er udstyret med aircondition og fugtmålere, som gør det muligt at kontrollere temperaturer og fugtighed under lagringen på tønder.

Stuehuset fra det 18. århundrede, som bruges til gæster, indeholder fire spisestuer og smagerum med en samlet kapacitet på 180 gæster og stedets administration. Gårdhaven er, ligesom resten af vineriet, præget af klassisk arkitektur fra Toledo.

I gårdhaven findes et kar til brug for at træde druer, som blev indviet i 1995 af Kronprins Felipe og hans søster, grevinden af Lugo, og bruges af gæster, som gerne vil opleve sådan en gammel tradition.

Den nuværende produktion på vineriet, med rådgivning fra den verdenskendte ønologist fra Bordeaux, Michel Rolland, koncentrerer sig udelukkende om produktionen af vine fra vingårdens egne marker. Det nuværende varietal sortiment inkluderer Dominio de Valdepusa Cabernet Sauvignon, Syrah and Petit Verdot.

Produktionen af topvinen Emeritus, som er et blend lavet af den bedste vin fra flere varianter, begyndte i 1997 og blev frigivet tre år senere. Dominio de Valdepusas vine høster konstant anerkendelse i konkurrencer, guider og artikler fra nationale og internationale kritikere og befinder sig blandt Spaniens topvine. Vinen er produceret af 63% Cabernet Sauvignon, 32% Petit Verdot og 5% Syrah druer. Den er lagret på franske egetræsfade fra Nevers og Allier i 20-25 måneder.

Duftmæssigt er der brombær, lidt røg, der er krydderier og lidt alkohol. Smagsmæssigt fortsat brombær, vanilje, kaffe, tobak, grøn peber, men også fin blødhed og sødme. Der er godt med tørhed, tanniner og måske en anelse stærk fra alkoholen, hvilket – i min vurdering – indikerer, at vinen måske kunne vinde ved lagring nogle år endnu. En rigtig dejlig vin dog, som jeg bestemt gerne nyder.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos AMKA/Jysk Vin, pris kender jeg ikke, men mener at kunne huske, at den ligger omkring 410 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2008 Jean-Louis Chave Selection, Hermitage Farconnet, Rhône, Frankrig

2008 Jean-Louis Chave Selection, Hermitage Farconnet, Rhône, FrankrigSå kom Pauls sidste vin på bordet, og endda en vaskeægte Hermitage … og så fra en af mine ynglingsvinmagere i Rhône, nemlig kongen af Hermitage Jean-Louis Chave, som simpelthen bare laver sindsygt gode vine.

Vinen her er fra hans Chaves selection-program, dvs. en negociant virksomhed, hvor Jean-Louis Chave køber druerne fra andre vinbønder i området, faktisk 10 små domainer, der arbejder ud fra de samme værdier med lavt høstudbytte og mere organiske arbejdsmetoder. Jean-Louis er i kontakt med domainerne i vækstperioden, under høsten og vinifikationen.

Jeg har tidligere skrevet om Jean-Louis Chave på bloggen, så jeg henviser til et par af disse indlæg, bl.a. Jean-Louis Chave Selection, Mon Coeur, Domaine Jean-Louis Chave, Saint Joseph og Jean-Louis Chave Selection, Saint Joseph Offerus.

Denne Hermitage Farconnet, er én af de nyere vine fra Jean-Louis Chaves selection serie. Navnet Farconnet kommer fra en adelsmand, som var fremtrædende i Hermitage i 1800-tallet.

Druerne til vinen kommer fra 7 forskellige vingårde, og det er typisk druerne som vingårdene ikke selv bruger i deres egne Hermitager, og som tidligere – før samarbejde med Jean-Louise Chave – blev solgt i bulk. Her bruges de i stedet i Farconnet, og giver således en Hermitage vin, som er en god introduktion til dette lille, eksklusive område.

Nå, men lad os smage vinen. Duftmæssigt helt klart Rhône toner, lidt urter, tørhed, lidt jord, blommer. Smagsmæssigt et flot glas vin, der er rygrad, godt med tanniner, der er mørkerøde bær, krydderier, grøn noter, lidt peber og sindsyg lang eftersmag. Ihhh, hvor er dette altså godt.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin til 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Waterford Estate, Kevin Arnold Shiraz, Stellenbosch, Sydafrika

2006 Waterford Estate, Kevin Arnold Shiraz, Stellenbosch, SydafrikaSå blev det Pauls tur, og han havde valgt en vin fra … Sydafrika, nemlig vinen Kevin Arnold Shiraz fra Waterford Estate i Stellenbosch.

Waterford Estate blev grundlagt i 1998, da Jeremy og Leigh Ord købte 120 hektar jord lige uden for Stellenbosh mellem bjergkæderne Simonsberg og Helderberg. Jorden havde tidligere været en del af vinhuset Stellenrust. Snart blev Kevin Arnold og hans kone Heather også medejere. Kevin havde inden arbejdet 9 år som vinmager hos Delheim Cellars og 10 år som vinmager hos Rust en Vrede, men hos Waterford fik han muligheden for at bygge en vingård helt efter eget ønske.

Kevin Arnold har også forbedret vinmarkerne, så der virkelig er tale om et mønsterbrug med det mål at frembringe de bedste vine i Sydafrika og som også kan stå op mod de bedste rødvine i resten af verden. I løbet af kort tid er vinene fra Waterford blevet meget efterspurgte.

Alle Waterfords rødvine er blandingsvine for bedst muligt at afspejle områdets terroir. Druerne har gæret på en blanding af stål og egefade på 225 liter. Vinen har derfter lagret på fade af samme størrelse i 16 måneder, og 90% af disse er franske, resten amerikanske. Vinen her er lavet på 90% Shiraz og 10% Mourvedre.

Hver årgang af vinen er i øvrigt navngivet efter en børnene i de to familier, således er årgang 2005 dedikeret til Kevin og Heathers søn Lloyd Francis, mens den her i denne årgang 2006 er dedikeret til datteren Ashleigh Anne. Så kan man jo spekulere lidt over, at det fremadrettet må stille høje krav til forplantningsevnen i de to familier.

Duftmæssigt har jeg noteret mig stor tørhed, helt ørkenagtigt, røget og med lidt krydderier, som får mig til at tænke på sydafrikanske vine. Smagsmæssigt er den blød, dog fortsat med lidt peber, krydderier og der er også lidt sødme. Det krydrede går igen i eftersmagen. Kan godt li’ blødheden i vinen. Nice.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, pris 112,50 kr. på tilbud, normalpris 189 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Adega Do Cantor, Onda Nova Syrah, Algarve, Portugal

2009 Adega Do Cantor, Onda Nova Syrah, Algarve, PortugalNæste vin i rækken var fra Portugal, hvilket ingen gættede. Heller ingen kunne smage, at denne vin fra Adega Do Cantor var lavet på Syrah.

Bag Adega Do Cantor står ingen ringere end den gode, gamle Sir Cliff Richard, som driver denne lille vingård sammen med forretningspartneren/landsmanden Nigel Birch, der har boet i Algarve i over 30 år. De købte egentlig kun vingården for at dække deres eget og et par venners vinbehov. “Men pludselig stod vi med 18.000 flasker årligt, og hvad så?”.

Tanken om en professionel vingård var født, men ingen af de to havde forstand på vinproduktion. “Alt, hvad vi vidste om vin, var, hvilke vine der smagte os, og hvilke der ikke gjorde,” fortæller Nigel.

Derfor blev et samarbejde etableret med David Baverstock, kendt for sine præmierede Alentejo-vine… Gennembruddet kom i 2005, hvor Vida Nova Tinto 2004 vandt bronze ved den prestigefyldte International Wine Challenge Competition i London. Og siden er det kun gået fremad!

Daglig leder og winemaker af Adega do Cantor er Nigels søn, Max, der også ejer Vale do Sobreiro. Efter studier i London kastede han sig over vinavlen på gården, og med en kombination af egne gode mavefornemmelser og Baverstocks råd om dyrkning og vinproduktion, har han en stor del af æren for husets succes.

Sidste del af æren må tilskrives de for området perfekte druesorter som Shiraz, Aragonez (Tempranillo), Trincadeira fra Sydportugal og Mourvèdre fra Sydfrankrig, som trives i det perfekte mix af et mildt klima og en kalkholdig jord, som lagrer sydens varme optimalt.

Cliff Richard, som i 1995 blev slået til ridder af den engelske dronning som første popstjerne nogensinde, har siden 2006 også kunnet kalde sig “Knight of Portugal”.

Sir Cliff er naturligvis meget på farten, men han tager sig ivrigt af vingårdens salg og marketing og kan også ses i markerne iført gummistøvler. Der gøres nu heller ikke meget postyr af stjernen i den lille by Guia på 500 indbyggere. Selvom Sir Cliff er kendt af alle, kan han uforstyrret gå til bageren eller ud at spise på en af de mange lokale restauranter…

Duften er blomme, brombær, kælder og lidt uldent får! Vi drøftede også duften af gazebind … en ganske indtagende næse på denne vin. Smagsmæssigt også meget blødhed, der er krydderier, blommer og meget blid i det hele taget. Svært at forestille sig, at denne vin er lavet på ren Syrah, for der er ingen kant eller peber. Den smager faktisk ret godt, selvom tannin/syre er ret beskeden. Et rigtigt godt glas vin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt i Vinspecialisten til 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7