Tag-arkiv: Alsace

Alsace er vinregionen i det nordøstlige Frankrig, som er berømt for sine hvidvine. Alsace ligger i læ af bjergkæden Vogeserne, hvilket giver et tørt og solskinsrigt klima, og i kombination med komplekse jordbundsforhold gør det området særlig egnet til vinproduktion.

Det er omkring 15.300 hektar vinmarker i Alsace fordelt omkring 119 byer og omkring 4.000 vinavlere. Ved at følge den 170 kilometer lange rute Route des Vins d’Alsace kommer man igennem 67 kommuner og mange af de små, gamle og charmerende byer.

Der produceres årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og 90 % af produktionen er hvidvine og en /4-del eksporteres. Generelt er hvidvinene fra Alsace mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre

Alsace er en gastronomisk og kulturel smeltedigel med det bedste fra de to nabolande Frankrig og Tyskland. En region, som har mange ligheder med nabolandet i Rhinlandet. Historisk har Alsace både tilhørt Tyskland og Frankrig under navnene Elsass og Alsace.

De otte primære sorter er Riesling, Gewürztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Pinot Blanc, Muscat, Chasselas og Sylvaner.  Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning bl.a. grundet regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland. Chaptalisering – altså tilsætning af sukker i produktionen – er fx lovligt og udbredt i vinifikationen af de fleste vintyper.

Alsace laver det meste vin under appellationen Alsace AOC, som stammer fra 1962. Derudover findes der appellationerne Crémant d’Alsace AOC fra 1976, den lille Rouge d’Ottrott AOC for rødvine og se selvfølgelig Alsace Grand Cru AOC.

Der findes i alt 51 Grand Cru marker i Alsace. De første 25 marker blev udnævnt i 1983, 25 nye i 1992 og den seneste i 2007. De eksklusive Grand Cru vine udgør kun 4% af den samlede produktion i Alsace.

Der kan dyrkes 4 druesorter på Grand Cru marker, nemlig Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris og Muscat … dog med en lille undtagelse om en enkelt Grand Cru mark med Sylvaner.

I de bedste årgange bliver nogle Alsace AOC eller Alsace Grand Cru AOC vine tildelt en af de to klassifikationer Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

2009 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2009 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigSå blev det torsdag … en længe ventet torsdag, idet jeg lige præcis denne torsdag skulle til en lille vinsmagning hos vinven Paul. Og han havde indkøbt nogle fabelagtige vine, som jeg da straks vil skrive lidt om her på bloggen.

Vi startede med en dejlig Riesling fra Sipp-Mack, et vingård som vi ofte støder på, idet Jysk Vin har et tæt samarbejde med vingården. Og forståeligt nok, for gården laver nogle dejlige vine. Vingården ligger for foden af Vogeserne i landsbyen Hunawihr mellem Riquewihr og Ribeauvillé. Vingårdens historie daterer sig helt tilbage til 1698, hvor bødkeren Frederic Mack begyndte at lave sin egen vin. 8 generationer senere, i 1959, blev Marie-Louise Mack gift med vinmageren François Sipp fra Ribeauvillé, og sammen dannede de vingården Sipp-Mack.

Fra 1983 har deres ældste søn, Jacques, sammen med sin amerikanske kone, Laura, overtaget driften af hele den store vingård, og nu er den næste generation allerede på banen, da deres datter, Carolyn efter afslutningen af sin vinuddannelse også er indtrådt i firmaet. Jacques bror Vicent Sipp udtrådte fra firmaet for omkring 20 år siden, dannede Domaine Agapé, og fik nogle af markerne, også dele af de fine Grand Cru marker som Schoenenbourg, Osterberg og Rosacker, således Sipp-Mack i dag har omkring 15 hektar vinmarker i Hunawihr, Ribeauvillé og Bergheim.

Vinen er “Vieilles Vignes”, dvs. fra gamle vinstokke, i dette tilfælde omkring 40 år, hvilket jo bidrager til en bedre koncentration i druerne.

Lad os da straks springe til mine smagsnoter. Duftmæssigt en anelse petroleum … dejligt, lidt hvide blomster, røde æbler og lidt mineralitet og en ganske lille smule citrus. Smagsmæssigt en fin syre/sødme balance og behagelig længde på eftersmagen. En vin der sidder lige i skabet og en fin vin, som kan serveres til mange ting.

Købt hos Jyske Vin, pris 106 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2009 Domaine Agapé, Gewurztraminer Expression, Alsace, Frankrig

2009 Domaine Agapé, Gewurztraminer Expression, Alsace, FrankrigSammen med tirsdagens sidste ret … ost … fik vi serveret denne Gewurztraminer fra den gode Vicent Sipp fra Domaine Agapé. Jeg har jo tidligere anmeldt en del vine fra Vicent, så det vil jeg spare jer for denne gang. Jeg kunne dog lige linke til indlægget, hvor jeg skriver lidt om huset, nemlig indlægget om hans 2009 Domaine Agapé, Expression, Risling.

Når vi lige er ved emnet ost, så er ost og hvidvin faktisk ofte et godt match. Og man kan helt generelt sige, at jo hvidere og friskere en ost er, jo lettere og mere frugtagtig bør vinen være. De stærkere, fyldigere bløde oste passer godt sammen med en kraftig hvidvin som f.eks. en Chardonnay eller en let rødvin. Jo fastere og jo mørkere osten er, jo kraftigere og fyldigere kan vinen være, men de blå oste passer sammen med søde vine.

Rødvine kan nemt bliver for overvældende. Det er tunge vine med megen garvesyre også – de har tendens til at stjæle ostens nøddeagtige smag. Skulle man foretrække en type druer for en anden, ville det blive en Pinot Noir fra Amerika eller Bourgogne. Hvidvine er ofte usædvanligt gode sammen med ost, hvor begge dele får mulighed for at vise deres karakter på en måde, som det ikke altid er tilfældet med rødvin.

Her er valget faldet på en gewurztraminer, og det var et perfekt valg. Dels laver Vicent Sipp jo meget fremragende vin, og dels passede vinen perfekt aftenens oste.

Duftmæssigt er der tons af sødme i næsen, der er den lidt krydrede og parfumerede duft, som Gewurztraminer altid har, der er muskat, lidt ananas og abrikos. Smagsmæssigt også megen sødme, nødder … hmmmmm. Super dejlig vin.

Købt hos Domaine Agapé hvor prisen vel ligger omkring 10€.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Charles Noll, Pinot Gris Cuvée Particulière, Alsace, Frankrig

2006 Charles Noll, Pinot Gris Cuvée Particulière, Alsace, FrankrigSammen med lidt foie gras, marinerede æbler og lidt vingele, så fik vi under bestyrelsesmødet i tirsdags serveret denne dejlige Alsace vin fra Maison Charles Noll. Vi er i byen Mittelwihr, og her finder vi det lille familieforetagende, som har været vinproducenter siden 1864.

Vingården er oprindelig stiftet af Georges Vinter, men først omkring 100 år senere, nemlig i 1962 skifter huset navn til Noll, da Erwin Vinter gifter sig med Charles Noll, som driver vingården frem til sin død i 1983. I dag er det sønnen Daniel Noll, som driver gården, og han er således den femte generation på foretagendet.

Huset ejer 3 grand cru marker, nemlig Mandelberg, Sporen og Gloeckelberg.

Her har vi en Pinot Gris, endda Cuvée Particulière og det er et fint glas vin. Der er duft en sødme, honning, sukker, ananas og safran. Smagsmæssigt også masser af sødme, dog alligevel med tilstrækkelig syre til at give vinen et modspil til den fede foie gras, og ellers lidt krydderi. Dejlig vin.

Købt hos Noll i Alsace, prisen ligger på 6,75€

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Cave Vinicole de Hunawihr, Pinot Noir 8, Alsace, Frankrig

2009 Cave Vinicole de Hunawihr, Pinot Noir 8, Alsace, FrankrigOgså lidt vin at skrive om i denne uge. Vi starter med lidt vine fra et bestyrelsesmøde i Randers Vinlaugh. Her var første vin denne Pinot Noir fra Cave Vinicole de Hunawihr i Alsace.

Cave Vinicole de Hunawihr blev grundlagt i 1954, og de første vine blev fremstillet i 1955. På dette tidspunkt eksisterede der ikke så mange caves coopératives – kun 3-4 stk. Vinavlere fra Alsace solgte således deres produkter selv eller via vingrossister. I 1954 var vinbønderne i krise, og vingrossisterne provokerede et prisfald ved ikke at aftage de mængder druer, de plejede. For at kæmpe mod den situation og lignende fremtidige situationer var der nogle vinavlere fra Hunawihr, der besluttede at skabe en cave coopérative (andels-vinbrug), så de selv kunne sikre deres afsætning i fremtiden. Cave Vinicole de Hunawihr er vokset fra 90 hektar vinmarker i begyndelsen til over 200 hektar i dag.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr dyrkes der bl.a. følgende druesorter: Chasselas, Sylvaner, Riesling, Muscat, Tokay Pinot Gris, Gewurztraminer, Pinot Blanc og Pinot Noir.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr arbejder de meget med kvalitet, og man forsøger således at integrere dette begreb i alle områder af vinavlen og -fremstillingen. I vinmarkerne følges kvalitative normer med hensyn til druesorter, beplantningstæthed, og beskæring. Vinmarkerne kontrolleres løbende, og man sprøjter kun med kunstige midler i nødvendigt omfang. Cave Vinicole de Hunawihr laver bl.a. også en fremragende, mousserende Crémant d’Alsace: Calixte, som er fremstillet efter champagnemetoden.

Nå, men denne Pinot Noir har navnet “8”. De skyldes, at druerne til vinen kommer fra 8 forskellige parceller ejet af 8 forskellige vinbønder i Alsace. Druerne til vinen er afstilkede og efterlades derefter i kar i 10 til 12 dage. Vinmageren på kooperativet hedder Nicolas Garde, og han har valgt at give denne vin barriques, og det klæder bestemt vinen.

Duften afslører med det samme, at der er tale om en Pinot Noir. Jeg har noter af grønne noter, hindbær og lagkage. Smagsmæssigt ikke så meget sødme, men grønne tanniner, ribs, lyserøde bær, og i det hele taget meget frugtrig og ren. Dejlig vin. Jeg gættede i øvrigt både drue og land.

Købt hos Cave Vinicole de Hunawihr, hvor prisen er 11,70 €

Vinanmeldelse 4,5/7 

2007 Domaine Karcher et Fils, Harth Gewurztraminer Vendanges Tardives, Alsace, Frankrig

2007 Domaine Karcher et Fils, Harth Gewurztraminer Vendanges Tardives, Alsace, FrankrigI skal heller ikke snydes for en vin fra sidste weekend. Egentlig var det konen og en veninde, som drak vinen, men jeg nåede da lige en enkelt smagsprøve og at få taget et par noter. Vinen havde jeg i øvrigt købt i Colmar i Frankrig sidste år, hvor vi en sen aften smagte vinen på et lokalt smagested, hvor lokale bønder skiftes til at udstille og sælge deres vine.

Domaine Karcher et Fils ligger midt i Colmar by, og drives af Georges Karcher. Huset har i alt 10 hektar vinmarker i området “la Harth” mellem 6 og 8 km. fra Colmar. Al vinfremstilling, aftapning og distribution sker fra adressen 11 Rue de l’Ours i Colmar. Vingården har været i familien Karchers eje siden det 17. århundrede.

I 1954 lagde Georges’ fader, Robert Karcher, produktionen om på slægtsgården, således der udelukkende blev produceret vin. Georges overtog driften efter faderen i 1991, og der produceres i dag en række hvidvine samt lidt spiritus.

Én af de producerede vine er denne Gewurztraminer Vendanges Tardives, dvs. sent høstede druer, altså en meget sød vin, som er god som en apéritif eller sammen med desserter, fx. chokolademousse, frugttærter, eller måske en omgang foie gras. Vinen er lavet på 100% Gewurztraminer og kommer fra vinmarken ” Harth de Colmar”, hvor stokkene har en alder på omkring 50 år. Vinen modner 8 til 9 måneder i århundrede gamle egetræsfade.

I glasset en gylden-gul og smukt skinnende vin. Næsen er meget intens og koncentreret af Gewurztraminer, honning, mandler, tørret abrikos, blommer og blomster. Dufter sødt og godt.

Smagsmæssigt meget intens sødme, sprødhed og ren drikkeglæde. Det er selvfølgelig meget sødt, men det er sent høstede vine. Her er der også god balance med en friskhed af frugt … hmmmm.

Købt hos producenten til 22 €

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Daniel Ruff, Weinberg Riesling, Alsace, Frankrig

2009 Daniel Ruff, Weinberg Riesling, Alsace, FrankrigMed næste vin er vi  i hjertet af Alsace, nemlig på vinruten i Alsace i byen Heiligenstein, som ligger for foden af Mont Saint Odile. Her finder vi Domaine Daniel Ruff, en lille familieejet vingård, som har været drevet af Ruff Familien i generationer, ja faktisk siden 1886.

Domænet ejer er de bedste skråninger i landsbyen Heiligenstein, som også er kendt for druen Klevener de Heilgenstein. Denne drue menes af være identisk med Savagnin Rose eller Traminer, som var almindeligt udbredt i Alsace i slutningen af det 19. århundrede. Kun i Heiligenstein er den ældste type bevaret og går netop under navnet Klevener de Heiligenstein. De eneste vine, som har ret til at bære AOC « Vin d’Alsace » eller « Alsace » efterfulgt af navnet Klevener de Heilgenstein, er vine fremstillet på marker eller dele af marker i kommunerne Bourgheim, Gertwiller, Goxwiller, Heiligenstein eller Obernai.

Nå, men denne vin er nu på Riesling, og kommer fra en mark “Weinberg de Heiligenstein”, øst for “du massif du Champ du Feu” ved foden af Vogeserne. Marken er rig på kalksten i undergrunden, som sikrer god mineralitet og der dyrkes Riesling og Pinot Gris her.

Som hos mange andre vinbønder i Alsace har Domaine Daniel Ruff værelsesudlejning, nemlig 2 lejligheder og 5 værelser.

Nok snak, lad os komme til vinen. Som sagt en Riesling. Duften er også klart Riesling, der er lidt petroleum, men også en meget stor sødme i duften. Smagen er derfor også til den søde side, meget intens, men mangler nok – i mit objektiv – en smule syre som modspil til den lidt overvældende sødme.

I Danmark forhandles vinene fra Domaine Daniel Ruff hos Årø Vingård på Årø, men jeg har ingen pris på denne vin.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Léon Beyer, La Cuvée, Alsace, Frankrig

2009 Léon Beyer, La Cuvée, Alsace, FrankrigTirsdagssmagningen bød på et par spændende vine, og første vin var denne sprøde, friske hvidvin fra Alsace, og endda nærmere bestemt den vidunderlige by Eguisheim, turistmagneten i Alsace.

I denne gamle, smukke by ligger firmaet Léon Beyer. Bygningerne er oprindelig en gammel landevejskro, der er ombygget og udvidet gennem årene. Familieoverhovederne i Léon Beyer har gennem generationer haft erhverv som vinavlere, négocianter og borgmestre i Eguisheim.

Som vinproducent kan slægten Beyer føres tilbage til 1580, men det selvstændige vinfirma blev først grundlagt i 1867 og drives i dag i fællesskab af Léon Beyer og dennes søn, Marc Beyer.

Léon Beyer ejer selv ca. 35 ha vinmarker omkring byen Eguisheim. Som en af de største jordbesiddere i Alsace har huset 100% kontrol over produktionen.

Sideløbende har huset faste aftaler om køb af druer hos de stedlige vinbønder for at efterkomme den stadigt stigende efterspørgsel. Den årlige produktion er på ca. 1 mill. flasker, hvor alle druesorter og vintyper i dag er repræsenteret.

Denne vin “La Cuvée” kommer fra Léon Beyers basisserie, som kaldes “Les Classiques” og er et blend med følgende druer; 20-30% Muscat, 30-50% Riesling, Pinot Blanc og Sylvaner. Der produceres 30.500 flasker af vinen årligt.

Duftmæssigt er syrlig bandit, der er fersken, lemon og en stram syrlighed at sure æbler. Meget frisk i næsen. Smagsmæssigt er der sten, græs og for tidligt plukkede æbler. Er meget mineralsk og til den stramme søde, så der kunne godt bruges en smule sødme til at balancere vinen. Egentligt mærkeligt, at de 20-30% Muscat ikke tilfører vinen mere sødme. Men alt i alt en okay vin til pengene.

Vinen er købt hos Vinspecialisten i Randers til 85 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2007 Domaine Josmeyer, Riesling Les Pierrets, Alsace, Frankrig

2007 Domaine Josmeyer, Riesling Les Pierrets, Alsace, FrankrigTredje Riesling fra Alsace var fra Domaine Josmeyer. Vi er nu i byen Wintzenheim, ca. 5 km. vest for Colmar, tæt på de fantastiske byer som Equisheim og Turckheim.

Domainet er opstået i 1854, da Aloyse Meyer, restauratør og storgourmet besluttede sig for at udvide sin far vinhandel ved at blive negociant, blandt andet med vine fra de bedste lokale marker, specielt Brand og Hengst, nu anerkendt som Grand Crus. Det blev sidenhen til vinfirmaet Josmeyer, da 3. generation Hubert Meyer i 1963 besluttede at tilføje de tre første bogstaver i hans fars navn til domainets navn, og da faderen … Aloyses søn … hed Joseph, ja så blev det til “Josmeyer”.

Siden 1966 er det Huberts søn Jean, som har stået for driften, hvilket i dag sker sammen med 5. generation i form af Céline og Isabelle Meyer.

Domainet er på 28 hektar, hvoraf Riesling står for 28% af markerne. Siden slutningen af 1990’erne har domainet været fuldt økologisk og bio-dynamisk.

Stilmæssigt er Josmeyers vine bygget op omkring den naturlige smagskoncentration og den friskhed og syre, der er i druerne. De unge vine lagres på 100 år gamle foudres, der tillader en langsom, kontrolleret iltning. Det giver utroligt holdbare, klassiske Alsace vine, der kan udvikle sig i mange år på flaske.

Vin her er fra domainets Prestige Selection, og har fået tilnavnet “Les Pirrets”, hvilket kommer fra det franske “pierre” (sten) pga. jordbundens mineralitet. Druerne til vinen hentes nemlig fra Josmeyer mest begunstigede vinmarker i Wintzenheim, Turckheim og Wettolsheim.

Druerne er håndplukkede og omhyggeligt udvalgt fra vinstokke mindst 35 år gammel. Udover sten betyder “”Les Pirrets” også spurve, hvilket også forklarer de små, søde fugle på etiketten.

Duften er her også mere “stenet”, der er stor mineralitet, syre, men også en renhed. Der er klassisk petroleum (selvfølgelig), og lidt citrus og grønne æbler. Dufter sgu fint. Smagen er klar flere æbler, syre, renhed og en stor lang eftersmag. God balance og sprødhed i vinen, og på sådan en varm sommerdag er det bare en stor fornøjelse.

Også købt i Colmar af Gert for omkring 23€ for en flaske.

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Domaine Valentin Zusslin, Riesling Bollenberg, Alsace, Frankrig

2009 Domaine Valentin Zusslin, Riesling Bollenberg, Alsace, FrankrigNæste vin fra Alsace. Nu er vi 20 km sydvest for Colmar, nemlig i byen Orschwihr. Domaine Valentin Zusslin er oprindeligt grundlagt i 1691 af Jodocus Cisle. Han hed tidligere Zusslin til efternavn, og kaldte derfor vinene fra gården for Zusslin.

I dag er det efterhånden 13. generation af Zusslin’erne, som driver vingården, idet søskendeparret Marie Zusslin og Jean Paul Zusslin overtog driften i 2000, og i dag driver domainet sammen med deres far. Den gamle Valentin, farfaren, døde sidste år, men hans navn fremgår fortsat på vinene fra Zusslin.

Vingården er på 13 hektar, og ligger op til Vogeserne, hvor vi også finder vingårdens 3 marker, Bollenberg, Clos Liebenberg og Grand Cru Pfingstberg. Jordbunden er her ler-kalksten og ler-kalk sandsten med jernrige mineraler som hæmatit, hvilket jorden en speciel rødbrun farve.

Hele produktionen gennemføres i fuld overensstemmelse med principperne for biodynamisk dyrkning. Den samlede produktion udgør 90.000 flasker årligt, her 3.000 flasker Grand Cru vine.

Vinen her er fra marken Bollenberg … jamen, det hedder den skam. Området ved Bollenberg er et paradis for fotografer og botanikere, der kommer fra hele Europa. Mange forskellige slags sommerfugle har deres hjem der, og mere end 150 planter kan også findes i området, bl.a. orkideer, vilde nelliker, tulipaner, perlehyacinter m.fl.

Bollenberg er særligt velegnet til Pinot Noir … og så Riesling, hvor den mineralrige, kalkrige jord giver Riesling druen et aromatisk udtryk og en god struktur med udtalt mineralitet, når vinene er unge og samtidigt giver vinene “gemmepotentiale”.

Duften er rigtig nok meget aromatisk, langt mere end dagens første vin. Der er svag petroleum, der er havduft … salt? Der er noter af ost, melon, nødder … en lidt cremet næse, som er rigtig behagelig.

Smagen er blød, cremet, der er lidt citrus, men også mineralitet, selvom der også er mere sødme end den foregående vin. Det smager rigtigt godt. Thumbs up.

Gert havde købt vinen i Colmar til omkring 13-14€ … som jeg lige husker det.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2009 Jean-Paul Schmitt, Rittersberg Riesling, Alsace, Frankrig

2009 Jean-Paul Schmitt, Rittersberg Riesling, Alsace, FrankrigKom hviledagen i hu …. eller noget i den stil … står der skrevet ét eller andet sted. Vise ord, som jeg denne fredag havde tænkt mig at udnytte på det skammeligste … efter flere dages hårdt arbejde … og så i ferien!

Det blev så til en hyggelig ostebordsfrokost hos min gode ven og vinelsker Gert, som gæstfrit diskede op med 3 hvide Alsacevine hjembragt fra årets ferietur samt en enkelt rød … dog købt herhjemme. Det blev til nogle hyggelige timer i skyggen på terassen og ikke mindst nogle rigtigt dejlige vine.

Den første blev denne Riesling fra Domaine Jean-Paul Schmitt. Vi er i Scherwiller, en lille landsby i det Bas-Rhin i Alsace, ca. 20 km. nord for Colmar. Her finder vi “Rittersberg”, en 20-hektar vinmark, der løber som et vandfald fra de stejle, stenede toppe af dette “ridderbjerg” til dalens bund. På toppen af markerne finder man også den imponerende og alligevel skræmmende ruin af Ortenbourg slot (fra 13. årh.).

Vingården er udsat for syd – sydøst og fordelene ved et mikroklima, der er usædvanligt varmt og tørt. Dens geologiske struktur består hovedsageligt af granit sand af forskellig tykkelse, mange store sten på overfladen, blandet med masser af granit. Det er en forholdsvis dårlig og krævende jord, men alligevel frugtbart, idet vinstokkene er tvunget til at udvikle et dybt voksende rodsystem.

Vingården ejes og drives af vinmager Jean-Paul Schmitt, som er en ung, talentfuld håndværker, der er fuldstændig dedikeret til naturlige vinfremstilling. I 2005 begyndte han omlægning til økologisk vindyrkning,  og alle druer høstes ved håndkraft, og vinen er fermenteret med naturligt forekommende gær.

Duften er meget let petroleum … igen ikke meget, der er citrus, honning, abrikos og så den gamle Lux sæbe … eller i hvert fald nogle toner af blomstermark. Smagsmæssigt er der citrus, nødder, syre. En rigtig dejlig vin. Købt på ferie til omkring 10 € som jeg lige husker det.

Vinanmeldelse 4/7