Tag-arkiv: montepulciano

Montepulciano er en rød druesort, der primært findes i det centrale Italien, især de østlige vinområder som Abruzzo, Marche, Molise og Umbrien. Den er opkaldt efter den toscanske kommune af samme navn, men meget  forvirrende anvendes druen slet ikke i de berømte vine der som fx Vino Nobile di Montepulciano.

Montepulciano er mest kendt fra regionen Abruzzo, hvor mange af dens fineste vine kommer fra … særligt fra Colline Teramane.

Ved begyndelsen af ​​det nye århundrede var Montepulciano druen hele Italiens næstmest plantede rødvinsort lige efter Sangiovese og marginalt foran Barbera. Den er meget populær på grund af vinenes tilgængelige stil og fordi sorten giver pålideligt høje udbytter.

Montepulciano modner ret sent, men god kvalitet kræver fuld modenhed, da druen ellers får en grønlig, bitter tone og nogle ret beske tanniner. Vinene er mørke, fyldige, har ofte høj alkohol, mens smagen ofte har hindbær, kirsebær og blommer. Den benyttes også til mørke rosé vine kendt som Cerasuolo.

Montepulciano også i beskedent omfang i New Zealand, Australien og USA. Nogle af disse vine viser et reelt løfte, men anses stadig for at være i den eksperimentelle fase.

2015 Montepeloso, Eneo, Toscana, Italien

2015 Montepeloso, Eneo, Toscana, ItalienFabio Chiarelotto er en karismatisk, egenrådig, kompromisløs vinmager og vinfilosof, der går sine egne veje. Han laver sine vine fra vinhuset Montepeloso, men det er ikke et moderne vineri, men en gammel fabrikshal lidt syd for Suvereto i Maremmea Bolgheri. Vi smager her én af Fabios vine … vinen Eneo.

Fabio stammer oprindelig fra Schweiz, men købte vingården Montepeloso i 1999 med en doktorgrad i historie med i bagagen, en urokkelig beslutsomhed, en stor portion perfektionisme og et mål om at lave terroirtro og friske vine på franske og italienske druer, men samtidig med samme fylde og varme som i Bordeaux.

Mens de fleste af Maremmas producenter gerne dyrker i dalen, så laver Fabio vin op ad skråningerne, hvor vinene får mere mineralitet, nerve og liv på et helt andet niveau. Markerne med undergrund af ler og fossil kalk er perfekt til hans valgte druesorter.

Da han i 1999 købte Montepeloso af Willi og Doris Neukom, var vingården allerede etableret som en af Toscanas mest spændende ejendomme, men Fabio var overbevist om, at vinene ikke fik områdets terroir og potentiale frem.

Fabio Chiarelotto gik sine egne veje og ville ikke lytte til kloge ønologer. Han var besat af at lave vinene efter sit eget hoved og faktisk sket ikke interesseret i, hvad andre syntes om han eller hans vine. Han gik derfor i gang med at omlægge markerne, udskiftede flere tusinder vinstokke og accepterede et drastisk reduktion af udbyttet for at skabe større vin.

I kælderen arbejdede Chiarelotto på at gøre tanninerne i vinene blødere, forfine aromaerne og bedre integrationen af egefadene, og det gav pote. I dag betegnes Fabio som en virkelig en upcoming star i området og hans vine er stadig regulære kup i forhold til nabogården Tua Ritas 100-points vine.

I 2007 fik Fabio den schweiziske iværksætter Silvio Denz med som en investor i Montepeloso. Silvo er indehaver af adskillige Bordeaux-slotte, nemlig Château Péby-Faugères, Château Faugères, Château Rocheyron i Saint Emilion, Château Lafaurie-Peyraguey i Sauternes – og så er han også – sammen med Peter Sisseck – medejer af Clos d’Agon i Priorat og så ejer han også Lalique … den berømte glasproducent i Alsace.

Han bragte med sine penge til nye investeringer og frisk energi både fart og synergier til Montepeloso. Han har samtidig flair og erfaring i den internationale vinbranche, har samme lidenskab for enestående vine som Fabio og er dermed en perfekt samarbejdspartner.

Samlet har Montepeloso 30 hektar jord, men heraf er kun 14 hektar vinmarker med Montepulciano, Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Alicante, Marselan, Malvasia Nera og Alicante Bouschet.

Chiarelotto holder sig til sent modnende sorter og det er netop årsagen til at han aldrig har plantet Merlot ligesom næsten samtlige naboer i Val di Cornia og Bolgheri længere mod nord.

Denne Eneo i årgang 2015 er lavet på 45% Sangiovese, 35% Montepulciano, 15% Alicante og 5% Malvasia Nera. Druerne kommer fra 8-20 år gamle vinstokke, høstes manuelt, hvorefter vinen gærer ved kontrolleret temperatur og maceration over 14-22 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring. Derefter lagrer vinen 12 måneder på brugte franske barriques og så 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Der er lavet 26.000 flasker af denne vin, som Wine Advocate har givet flotte 95 point og James Suckling 93 point.

Næsen emmer af mørk frugt … blommer, sorte kirsebær, ja næsten som mørk og sød balsamisk kirsebærlikør, figner, sød tobak, læder, røg, cedertræ, vanilje, blomster, engelsk lakrids, bitter kakao, lidt krydderier, rosmarin … og så samtidig en vis kølighed, som bare ingenlunde gør næsen tung, men virkelig  interessant.

Smagsmæssigt er det sgu ikke helt skævt, hvilket på jysk betyder, at vinen smager herregodt. Der er en stærk vin med en tyk fed power, kraft, balsamiske mørke bær, ristede noter, godt med tanniner, men de er godt integreret og polerede.

Selvom vinen har mørk frugt, masser af power, så leveres det hele meget rent, køligt og stringent og her smager man for alvor Fabios særegen og unikke stil. Det er vildt elegant, vildt, kraftig med en mineralsk og ren nerve.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Velenosi, Ludi, Marche, Italien

2014 Velenosi, Ludi, Marche, ItalienLidt mod øst udenfor byen Ascoli Piceno i Marche området finder vi vinhuset Velenosi, som står bag næste vin Ludi … lavet på primært Montepulciano tilsat lidt Cabernet Sauvignon og Merlot.

Vinhuset Velenosi er grundlagt i 1984 af Angela og Ercole Venenosi, som samlet har 200 hektar vinmarker og årligt producerer 1.800.000 flasker vin, som eksporteres til ikke mindre end 35 forskellige lande. I 2005 kom Paolo Garbini med i foretagendet, hvor Angela står for salget, mens Ercole og Paolo står for ledelsen samt vineriet sammen med de to ansatte vinmagere Filippo Carli og Luca Fioravanti.

Det er et vinhus, som har fået masser af flotte anmeldelser, men selvfølgelig også af det overaltværende Luca Maroni, som selv har givet denne Ludi vin hele 98 point og så begynder man jo at frygte, om det er en tung, fed og sød vin. Men jeres flittige vinblogger lader sig ingenlunde slå ud og påtager mig opgaven i læsernes sag.

Ludi er ifølge vinhuset hjemmeside lavet på 85% Montepulciano tilsat 15% Cabernet Sauvignon og Merlot. Importøren Andrup Vin oplyser, at blendet er 50% Montepulciano, 30% Cabernet og 20% Merlot og det er sikkert det mest rigtige, for jeg kan ikke finde oplysninger om årgang 2014 mixet nogle steder.

Druerne til denne Ludi kommer fra husets marker ved Offida og Castel di Lama. Her er jorden meget leret og der er en del kalksten i øverste lag. De forholdsvis gamle vinstokke produceret kun omkring 1,5 kg druer pr vinstok, og ud af disse 1,5 kg druer er det kun de bedste, som benyttes til denne vin.

Efter høst er druerne afstilket og overført til store 100 hektoliter fermenteringskar i rustfrit stål. Derefter sker gæring og maceration over 28 dage … dog vinificeres hver druesort separat. Så lagrer vinen 18-24 måneder afhængig af årgang og først derefter sammenstikkes den endelige vin.

Det er også helt klart duftmæssigt en mørk og fed vin, mørk frugt, marmelade, brombær, solbær og sorte kirsebær, dyb engelsk lakrids, tobak, hestesaddel, læder, meget stærk og powerfuld næse, lettere balsamisk og har derudover lidt præg fra fadene med vanilje, kanel samt lidt kardemomme.

I munden er det skam også en tæt, mørk og tør vin, hvor der virkelig er skrald på frugten, masser brombær, solbær og mere ren og langt køligere i frugten end forventet, hvorved vinen så smagsmæssigt faktisk bliver meget mere rank end duften reklamerede med. Det trækker absolut op. En stærk, fyldig powervin med rank ryg.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2014 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienVed en Italux italiensk vinsmagning smagte jeg igen denne Montepulciano d’Abruzzo fra Azienda Agricola Nicola Di Sipio, men nu ikke i årgang 2013, men et år nyere.

Da jeg skrev om 2013’eren skrev jeg også en del om vinhuset Nicola Di Sipio, så det skal jeg undlade denne gang … og i stedet blot skrive lidt om denne Montepulciano d’Abruzzo, som er husets basisvin. Den er lavet på ren stål … maceration kender jeg ikke, men vinen er alene lagret på ståltanke og flaske efter fermenteringen.

Det er fortsat en ganske charmerende vin, selvom den – i min svage optiklinse – ikke er helt på højde med 2013’eren. Næsen er meget landlig og mørk, igen en sur mødding, en smule bulder og brag, næsten biodynamisk i udtrykket med modne kirsebær samt lidt saltlakrids.

I munden en læskende, blød, flæsket og saftig vin med stor tørhed, blæk, en underliggende stram italiensk syre, fed frugt, men lever ikke helt op til 2013’eren … synes den virker en kende mere voluminøs.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Teatro Latino, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2016 Teatro Latino, Montepulciano d'Abruzzo, Abruzzo, ItalienFra tirsdagsvinklubben på arbejdet nupper vi lige en vino … Montepulciano d’Abruzzo fra vinhuset Teatro Latino, som vi tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Teatro Latino ligger i Soave området ved byen San Bonifacio øst for Verona.

Teatro Latino er grundlagt i 2014 af Leonardo Vianello, og han driver den lille virksomhed sammen med Anna Lora, der står for marketing og salg.

Det er altså ikke et traditionelt vinhus, idet de ikke selv ejer vinmarker eller vineri, men opkøber i stedet for deres druer hos vinavlere i forskellige områder af i Italien, primært i Veneto, Abruzzo, Puglia samt Sicilien.

Vinene laver de ikke så langt fra deres kontor i San Bonifacio, nemlig hos brødrene Paolo, Giorgio & Claudio Bennati på Casa Vinicola Bennati i Cazzano di Tramigna. Det er en traditionel 140 år gammel vingård, der til dagligt producerer masser af Veneto vine under forskellige brands.

Målet for Teatro Latino er at lave billige kvalitetsvine, som afspejler de områder, hvor vinen kommer fra.  Vinene er opdelt i to serier, nemlig I Classici og La Tradizione.

Denne Montepulciano kommer fra I Classici serien og er selvfølgelig lavet på 100% Montepulciano druer, men der er ikke mange oplysninger om produktionen. Der skulle dog være 6 gram restsukker pr. liter i vinen.

Duftmæssigt en lidt skarp syre, mørk frugt, solbær, brombær, lidt ristede noter, eg, tør jord, en lidt lodden sødme, men giver ellers ikke så meget i sine aromaer. Smagsmæssigt en kraftig vin til den sødere side, frugtrig, blød i syren og lidt af en pleaser. Det bliver ærlig talt en smule kedeligt.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 65,66 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2017 Masciarelli, Colline Teatine Rosato IGT, Abruzzo, Italien

2017 Masciarelli, Colline Teatine Rosato IGT, Abruzzo, ItalienTenute Agricole Masciarelli ligger lidt syd for den lille by  San Martino Sulla Marrucina omkring 20 kilometer syd for havnebyen Pescara i Abruzzo og står bag næste rosévin … Colline Teatine Rosato IGT.

Vinhuset er grundlagt i 1981 af den unge Gianni Masciarelli, som er uddannet økolog og altid været interesseret i vin, en interesse, som han havde arvet fra hans morfar Umberto Masciarelli.  Gianni grundlagde vinhuset helt fra scratch, startede med at producere og sælge vine på Trebbiano d’Abruzzo og Montepulciano d’Abruzzo og allerede efter et par år var produktionen på 9.000 flasker årligt.

I dag er Tenute Agricole Masciarelli et stort, moderne vineri, der laver vine fra alle 4 provinser i Abruzzo, altså både i Chieti, Pescara, Teramo og L’Aquila. Samlet er det omkring 320 hektar vinmarker fordelt på 13 større marker.

Siden 1987 har den lille, trinde Gianni Masciarelli dannet par med smukke Marina Cvetic. Hun er også en dygtig vinmager og sammen har parret skabt et vinhus, som sælger deres vine i det meste af verdenen.

Samlet producerer Masciarelli – udover den obligatoriske olivenolie – omkring 20 forskellige vine, som sælges i 5 forskellige serier, hvilket er serierne Classic, Gianni Masciarelli, Villa Gemma, Marina Cvetic og Castello di Semivicoli.

Denne Colline Teatine Rosato IGT er lavet på 100% Montepulciano d’Abruzzo. Vinen produceres ret traditionelt, hvilket vil sige, at man lader skallerne blive med mosten , hvorved farven udtrækkes. Ret hurtigt i processen sies skallerne fra og gæringen fortsættes som ved hvidvinsproduktion.  Der produceres årligt 120-150.000 flasker af denne vin.

Der er klart mere power på frugten i denne rosé … jordbær, hindbær, fennikel eller lakrids. Men det er også mere rustikt og simpelt. Det gælder skam også smagsmæssigt, hvor vinen er mineralsk, mere rå i kanten og lidt vandet. Det smager egentligt ganske okay, men bliver lidt for sød og ubalanceret.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3/7  

2017 Cantina Indigeno, Rosso, Abruzzo, Italien

2017 Cantina Indigeno, Rosso, Abruzzo, ItalienRød repræsenterer alt, der er intenst, lidenskabeligt og tilfører positive energier med spænding, energi, passion, lyst, begær, styrke, sundhed, held, kraft, varme, kærlighed og intensitet … og det passer sgu meget godt med denne røde Rosso naturvin fra Cantina Indigenio.

Vinen var sidste vin af de 6 vine, som jeg smagte fra Cantina Indigeno og den blev også et fint punktum med landlig charme og læskende, lækker saftighed. Den er lavet på 90% Montepulciano og 10% Trebbiano, men ellers ligner vinificeringen dog de øvrige vine fra huset.

Det er selvfølgelig spontangæring i åbne trækar uden temperaturkontrol, men macerationen er dog lidt længere, nemlig 18 dage. Efter endt fermentering lagrer vinen sur lie – med bærmen – 8 måneder i glasfibertanke inden ufiltreret flaskning med en anelse svovl og kort lagring på flaske inden frigivelse.

Den er rødhåret med sødlig, landlig bionæse. Det dufter saftigt, funky og en smule mælket med lidt grøn ensilage og en vognfuld kirsebær.

I munden er vinen næsten let perlende og står på tæer for at ligne en rødvin, men har en totalt landlig, let, læskende og saftig side, så den giver fuckfinger til ordinære rødvine. Den er dog samtidig omgængelig, har en smule lakrids i smagen, men kort forholdsvis kort. Bum og ingen dikkedarer.

Er du nysgerrig på vinene fra Cantina Indigeno, så kan jeg anbefale et køb af en kasse med disse 6 forskellige vine. Så får du virkelig chancen for at udforske naturvin fra en spændende producent.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Cantina Indigeno, Rosato, Abruzzo, Italien

2017 Cantina Indigeno, Rosato, Abruzzo, ItalienNæste naturvin fra Cantina Indigeno blev også en rosévin … deres ualmindelige almindelige Rosato, som er langt mørkere i både farve og smag end MP3’eren … næsten på vej til at være en lys rødvin.

Vinen er som søstervinen lavet på 100% Montepulciano, men her på den oprindelige drue.

Indigeno Rosato er lavet i åbne egekar uden temperaturkontrol, en kort maceration natten over, efterfølgende presning og så følger en spontangæring udelukkende på druernes naturlige gær. Derefter lagrer vinen sur lie – med bærmen – 8 måneder i glasfibertanke inden ufiltreret flaskning med en anelse svovl og kort lagring på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er der langt mere krudt og bio bio i næsen end hos MP3’eren. Det stinker af biodynamisk naturvin på den fedeste måde og er også langt mere givende i dens aromaer, som både er kirsebær, jordbær, tranebær og nærmest lidt tæt i udtrykket.

I munden er vinen frisk, landlig og har godt med syre. De lyse bær – hindbær og ribs – nærmest strutter af ungdom. Alfredo og gutterne har proppet godt med bitterhed og grape i vinen, som byder på virkelig stor drikkeglæde. En af mine favoritter fra Cantina Indigeno, selvom jeg jo slet ikke er rosémand.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Cantina Indigeno, MP3 Rosato, Abruzzo, Italien

2017 Cantina Indigeno, MP3 Rosato, Abruzzo, ItalienEfter en tur i marken med guitaren, så er vi nu på hipster vinbaren Ten Bells på Lower East Side i betonstorbyen New York iført Beats Headphones, MP3 storbyhymnen Digging For Your Dream med Indigo Girls på repeat og foran dig et glas lyserødt MP3 Rosato fra Cantina Indigeno … og roen sænker sig.

Der er nu noget folk og naturligt over sangen, for denne MP3 Rosato er nemlig ikke opkaldt efter det moderne MPEG-1 Audio Layer 3 audio-komprimerings-format, men i stedet efter en klon af den røde drue Montepulciano, som jo specielt er kendt fra Abruzzo, men faktisk findes i 20 ud af Italiens samlede 95 provinser.

MP3 Rosato er lavet som de to foregående vine, selvfølgelig blot med langt kortere macerationstid … alene natten over. Den er også lagret 8 måneder på glasfibertanke og er flasket ganske ufiltreret. Og så kommer den i øvrigt – som alle vinene fra Indigeno – med kapsel på toppen og er lavet i meget begrænset antal.

Vinene fra Cantina Indigeno har i øvrigt været karantæneramt i en periode hos Martin hos Extra Brut Vinimport efter modtagelse fra vingården i Abruzzo.

Det kan måske lyde som om, at flaskerne har været syge eller at Martin måske blot har været så glade for dem, at han blot ville ha’ dem for sig selv i isolation eller bare dagligt nyde synet af flaskerne i en streng observation.

Ingen af delene er dog tilfældet, men naturvin er klart mere følsom vin, hvorfor Martin – klogelig – har ventet med at frigive vinene til salg, indtil han mente, at de var klar. Sådan.

Igen herlig grumset vin … nærmest bleg rosa samt en næse med masser af blomster, lyse bær, gæringskar, kindkys og læbestift. Det fornemmes nærmest, at frugten er olieret og derudover er der nogle støvede og sjovt krydrede elementer.

Smagsmæssigt er MP3 Rosato frisk og ganske tilgængelig med en lidt funky side samt godt med citron og grape. Det strutter af boblende velvære … og med hørebøfferne på kommer man hurtigt i moderigtigt roséhumør.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

2014 Feudi Bizantini, Il Rabdomante Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2014 Feudi Bizantini, Il Rabdomante Montepulciano D'Abruzzo, Abruzzo, ItalienFra mine gode venner hos Supervin i det nordiske – og her fornemmes måske et vist savn af mit solgte sommerhus – en stor, tung powervin …  Il Rabdomante Montepulciano d’Abruzzo fra vinhuset Feudi Bizantini.

Det er en vin, som har fået 98 point af Luca Maroni, som Supervin helt passende kalder danskeranmelderen, da han jo elsker bombastiske, solmodne, møde syditalienske vine, som netop en række danskere. Men vi er nu ikke helt sydpå i støvlelandet, men derimod ligger Feudi Bizantini ved den historiske byzantinske by Crecchio i Chieto området i Abruzzo regionen.

Vinhuset Feudi Bizantini er svært at finde oplysninger om og på husets hjemmeside er der heller ikke megen hjælp. Men lidt researche viser, at manden bag Feudi Bizantini er Luigi Ulisse, som sammen med broderen Antonio driver vinhuset Tenute Ulisse på samme adresse.

Tenute Ulisse er en del af en ældre vingård, som er grundlagt omkring år 1900 af Antonio Antonucc, men i dag altså drives af børnebørnene og brødrene Luigi og Antonio Ulisse. De har samlet 65 hektar vinmarker spredt mellem byerne Crecchio, Guliano Testino, Lanciano og Ortona.

Der dyrker de tæt på Adriaterhavets kyst primært de traditionelle druesorter Montepulciano d’Abruzzo og Trebbiano d’Abruzzo, men også lokale hvide druesorter såsom Pecorino, Passerina, Cococciola, Montonico samt mere internationale sorter som Chardonnay, Cabernet Sauvignon og  Merlot.

Og ud af den gamle vingård er der altså opstået 2 vinhuse, nemlig Tenute Ulisse og så projektet Feudi Bizantini, hvor Luigi Ulisse laver vine sammen med en række partnere, bl.a. vinmageren og vinproducenten Marco Flacco, der til dagligt også hjælper Ulisse brødrene på Tenute Ulisse.

Og topvinen i projektet Feudi Bizantini er denne Il Rabdomante Montepulciano d’Abruzzo … deres ultimative flagskib. Den er lavet på 100% Montepulciano og kommer fra marker ved både Lanciano og Giuliano Teatino.

Efter afstilkning af drueklaser vinificeres vinen i rustfrie ståltanke med maceration i 15-20 dage, let presning og fermentering ved 24-26 grader. Efter endt fermentering lagrer vinen 9-12 måneder på en kombination af franske og amerikanske fade. Og så kommer vinen i en stor og monstertung flaske … hård kost for jeres stakkels vinbloggers spinke arme.

Og der er sgu også solrig, mørk væske i flasken … og det skal næsten vrides ud, fed og cremet. Der er godt med eg, solbær, brombær og næsten tørret eller kandiseret frugt i den sorte ende af farveskalaen. Lakrids, mælkechokolade, te-breve, sort og sød tobak, tør jord, vanilje samt intens balsamico i et samlet snus. Voldsomt … det bulder og larmer i næsen.

Det er sød, kraftfuldt og intenst … absolut bulder med marmelade ovenpå. Det brænder sgu næsten, men jeg synes nu ikke, at sødmen helt får overtaget, for den mørke frugt, træet og den store blødhed gør indtagelsen ganske behagelig i cremet bulderness. Det hele slutter med ganske lidt peber og lidt urter.

Er du til kraftige vine, så er dette vinen for dig  … jeg har i hvert fald en række venner, som virkelig vil elske denne flaske.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Farnese, Fantini Edizione Cinque Autoctoni, Abruzzo, Italien

2012 Farnese, Edizione Cinque Autoctoni, Abruzzo, ItalienFalkens første vinøse bidrag blev lidt en bombe, godt med bulder, saft og kraft … nemlig vinen Fantini Edizione Cinque Autoctoni fra Abruzzo regionens nok største og mest kendte producent, nemlig Farnese Vini.

Farnese koncernen holder til i den østligste del af Ambruzzo ved byen Ortona tæt på havet. Farnese Vini laver årligt omkring 13 millioner flasker vin under forskellige brands, som fx Cantine Cellaro, Vigneti del Vulture, Vigneti Zabú, Vigneti del Salento, Vesovo, Caldora og Farnese Fantini. Og vinene kommer ikke kun fra Abruzzo, men hele det sydlige Italien.

Historien om Farnese går tilbage til 1582, hvor prinsesse Margherita af Østrig, datter af Kong Carlo den 5. købte byen Ortona. Prinsessen var gift med Ottavio Farnese, og de synes om den helbrende luft i Ortona, endda så meget, at de byggede et palads i byen.

Magherita gik meget op i vinproduktionen i Abruzzo, og vinene fra Abruzzzo blev da også introduceret overfor hoffet. Som en respekt overfor prinsessen begyndte de lokale vinbønder at kalde deres vine Farnese.

Det nuværende vinhus Farnese er imidlertid af nyere historie.. Ejeren Camillo de Luliis startede vingården for kun 20 år siden og er – som nævnt – efterhånden en pæn stor historie, som sælger deres vine til 74 forskellige lande verdenen over.

Denne Fantini Edizione Cinque Autoctoni kommer fra en lang række marker, som er beliggende både i Notaresco, Ortona, Sava og Manduria i både Abruzzo og Puglia … altså 2 vinområder. Det er samtidig et skønt blend på både Montepulciano, Primitivo, Sangiovese, Negroamaro og Malvasia Nera.

De skriver selv, at det ikke er en bestemt årgang, men på bagerste etiket står der dog 2012. Sjovt nok er etiketten foran præget i sort med tallet 14, men det fortæller blot, at der er 14. gang, at vinhuset har lavet denne vin.

Vinen har fået 99 point af Luca Maroni … en af de italienske vinguider. Luca Maroni er speciel vild med solrige, kraftige syditalienske vine og vi har her på bloggen også tidligere drukket vinen Nativ, Eremo San Quirico, der også fik 99 point af Maroni,

Fantini Edizione Cinque Autoctoni er lavet med nænsom alstikning, maceration i 25 dage og efter fermenteringen er vinen lagret i 13 måneder på barriques. Selve flasken er også lidt af en bombe … totalt tung, tyk glas, som vejer et ondt år.

I næsen er det en mørk og solrig fætter, power, fedme, engelsk lakrids, tørhed, tobak, sødme, chokolade, svedsker, blommer,  sorte kirsebær, kanel og tobak. Smagen er i samme boldgade … tør, engelsk lakrids, kul, blæk, sorte ameretto kirsebær, masser af sødme – lidt for meget til mig – mørkt og fedt. Vellavet, men bestemt til den kraftige side.

Forhandles af BorderShop, hvor en flaske koster 119,95 kr., men kan ellers findes i flere vinbutikker til omkring 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7