Fra sidste sommers besøg på Azienda Vitivinicola San Rustico tog jeg deres topvin Gaso Amarone della Valpolicella Classico med hjem … og hvorfor ikke proppe den op sammen med vinbuddy Jan?
På billedet ser det mørkt ud … og det er nok også meget passende for vinen, men det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.
Azienda Vitivinicola San Rustico ligger ved Valgatara di Marano di Valpolicella ikke langt fra San Pietro in Cariano. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1870 af Luigi Campagola, som begyndte af plante vinstokke i bakkerne over Marano di Valpolicella i Gaso regionen.
Huset blev dog først rigtigt anerkendt i 1908, hvor det modtog en guldmedalje … ja endda i Danmark og fra ambassaden i København. Det diplom kan man stadig se hængende mellem de utallige diplomer og priser, som de har modtaget gennem tiden.
I dag er det fortsat Campagola familien, som ejer og driver vingården, nemlig den 4. generation i form af brødrene Marco og Enrico Campagnola, som overtog driften, da deres far Danilo døde. De to brødre er uddannede som henholdsvis ønolog og agronom.
De driver i alt 22 hektar vinmarker, og laver omkring 170.000 flasker vin årligt, fordelt på en lang række vine, opdelt i 2 serier … de almindelige San Rustico og prestigeserien Gaso. Eller Linea Giovani San Rustico og Riserva Privata Gaso, som serierne rettelig kaldes. Og der produceres selvfølgelig Valpolicella Classico, Valpolicella Classico Superiore, Amarone della Valpolicella, Soave, Custoza, Rosato Veronese IGT, Bardolino og Recioto della Valpolicella.
Det er et vinhus som fastholder de traditionelle produktionsmetoder. Vinene produceres efter de stolte traditioner med godt håndværk og udnyttelse af familiens erfaringer fra generation til generation. I de senere år har San Rustico vundet gode ratings og medaljer for flere af deres vine. Robert Parkers Wine Advocate tildelte således Gaso Amarone 2008 årgang 92 point, men her har vi altså vinen en årgang nyere.
Gaso aka. Riserva Privata Gaso er som nævnt husets topserie og består af 3 vine, en Valpolicella Classico Superiore Ripasso, en Recioto della Valpolicella Classico og denne Amarone della Valpolicella Classico.
Amaronen er lavet på 68% Corvina og Corvinone, 27% Rondinella samt 5% Molinara og druerne er tørret på husets tørreloft omkring 3 måneder, hvorved de mister omkring 30% af deres vægt. Derefter presses de tørrede druer og vinificeres med en macerationstid på “længere tid”, som huset selv skriver. Derefter er vinen lagret 36 måneder på egefade og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelsen.
Men desværre er vinen lidt af en skuffelse. I næsen er det nærmest alene rosiner og portvin … og mig som hader Amaroner, som har denne næse af rosinvand. Øv, satan og sgu. I munden er vinen overmoden og smager mest af portvin med en lidt sprittet side. Ikke noget at skrive hjem om.
Jeg har endda nu prøvet at smage vinen over flere dage for at tjekke, om den måske blev bedre med lidt luft … det gør den imidlertid ikke, så ren nedtur. Vinen var absolut bedre, da vi smagte den på vingården, men i dag bekræfter den blot nogle af mine fordomme om Amarone.
Købt på til omkring 30-32€, men forhandles herhjemme bl.a. af Risskov Vinlager, hvor prisen er 325 kr.
Rating 2/7 
I det houlbergske hjem skreg hustruen min på vin, og jeg fandt selvfølgelig hurtigt en vin fra en af hylderne … men vist fra en af de lavere hylder, for denne australske Rosedale Ridge Shiraz-Merlot er fra de store Taster Wine produktionshaller, hentet i store tanke fra Down Under og tappet på flaske i Danmark.
I det fedtede spor af italiensk brilliantine var næste pomade en Amarone della Valpolicella … og så var det spændende og afgørende spørgsmål, om det var én af de Amaroner, som vinkendere ofte rynker på næsen af og kalder supermarkeds-Amaroner … altså når de skal være virkelig grove.
Adega Cooperativa de Borba CRL ligger i byen Borba i Alentejo regionen i Portugal og derfra kommer næste vin, som blot kaldes Adega de Borba Tinto … og det er en vin, som burde ha’ et mindreværdskompleks, for jeg har sjældent set mindre prop … både i omkreds og længde.
Hovedretten stod på lidt svinemørbrad … en kende tør, mens vinen stak helt ud, men desværre i den forkerte retning. Vinen er en dA Classique Merlot fra vinhuset Domaines Astruc … eller Château Teramas Astruc, som det også kaldes.
Svinemørbrad med en kartoffelrøsti, rødbede og lakridsovertrukket “et eller andet”, så NEJ … det er ikke brændt på. Indrømmet … det ser sådan ud og synes også tidens tendens med lakrisering af megen mad nogle gange tager total overhånd. Lakrids hører ikke nødvendigvis hjemme i alle retter.
I det spansk raid skulle vi selvfølgelig også omkring legendariske storkøbmand Bernard Magrez, som Vinspecialisten har tonsvis af vine fra. Og han er såmænd også i Spanien, hvor han producerer denne Tempranillo baserede vin Paciencia, som jeg tidligere har smagt i en årgang 2005.
Tirsdag bød på mere vin … familien på besøg, og jeg åbnede fluks et par flasker, heriblandt denne Nero d’Avola fra vinhuset Villa Albius, som ligger ved byen Acate i Ragusa provinsen. Og det er på Sicilien, endda den sydlige del af Sicilien, blot 3 kilometer fra det blå Middelhav.
Efter Priorat vinen Clos Les Fites så havde vi lyst til mere spansk vin, da vi endelig var hjemme. Jeg fandt denne Canta Perdices fra Bodega Cooperativa San Pedro Regalado i vinkøleskabet, og fik hurtigt trukket proppen op … men lidt af en skuffelse, for vi er ikke engang tæt på forrige vin i kvalitetsniveau … nærmere lysår væk.
Omkring 5 km. vest for byen Toro – i vinregionen med samme navn – finder vi Bodegas Monte la Reina, og herfra kommer én af weekendens vine, nemlig denne Valdecaz Tempranillo … en N.V., altså Non Vintage – ingen årgang – og også en vin i den billigere ende af skalaen.
Jeg plejer at sige, at fredag er Spätburgunder dag … og i går var ingen undtagelse, da jeg havde fundet denne gutswein Pinot Noir fra Weingut Dr. Nägler frem. Jeg har tidligere smagt et par vine fra den gode Dr. Nägler, bl.a. hans