2009 San Rustico, Gaso Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2009 San Rustico, Gaso Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienFra sidste sommers besøg på Azienda Vitivinicola San Rustico tog jeg deres topvin Gaso Amarone della Valpolicella Classico med hjem … og hvorfor ikke proppe den op sammen med vinbuddy Jan?

På billedet ser det mørkt ud … og det er nok også meget passende for vinen, men det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Azienda Vitivinicola San Rustico ligger ved Valgatara di Marano di Valpolicella ikke langt fra San Pietro in Cariano. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1870 af Luigi Campagola, som begyndte af plante vinstokke i bakkerne over Marano di Valpolicella i Gaso regionen.

Huset blev dog først rigtigt anerkendt i 1908, hvor det modtog en guldmedalje … ja endda i Danmark og fra ambassaden i København. Det diplom kan man stadig se hængende mellem de utallige diplomer og priser, som de har modtaget gennem tiden.

I dag er det fortsat Campagola familien, som ejer og driver vingården, nemlig den 4. generation i form af brødrene Marco og Enrico Campagnola, som overtog driften, da deres far Danilo døde. De to brødre er uddannede som henholdsvis ønolog og agronom.

De driver i alt 22 hektar vinmarker, og laver omkring 170.000 flasker vin årligt, fordelt på en lang række vine, opdelt i 2 serier … de almindelige San Rustico og prestigeserien Gaso. Eller Linea Giovani San Rustico og Riserva Privata Gaso, som serierne rettelig kaldes. Og der produceres selvfølgelig Valpolicella Classico, Valpolicella Classico Superiore, Amarone della Valpolicella, Soave, Custoza, Rosato Veronese IGT, Bardolino og Recioto della Valpolicella.

Det er et vinhus som fastholder de traditionelle produktionsmetoder. Vinene produceres efter de stolte traditioner med godt håndværk og udnyttelse af familiens erfaringer fra generation til generation. I de senere år har San Rustico vundet gode ratings og medaljer for flere af deres vine. Robert Parkers Wine Advocate tildelte således Gaso Amarone 2008 årgang 92 point, men her har vi altså vinen en årgang nyere.

Gaso aka. Riserva Privata Gaso er som nævnt husets topserie og består af 3 vine, en Valpolicella Classico Superiore Ripasso, en Recioto della Valpolicella Classico og denne Amarone della Valpolicella Classico.

San Rustico - Gaso vinene

Amaronen er lavet på 68% Corvina og Corvinone, 27% Rondinella samt 5% Molinara og druerne er tørret på husets tørreloft omkring 3 måneder, hvorved de mister omkring 30% af deres vægt. Derefter presses de tørrede druer og vinificeres med en macerationstid på “længere tid”, som huset selv skriver. Derefter er vinen lagret 36 måneder på egefade og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

Men desværre er vinen lidt af en skuffelse. I næsen er det nærmest alene rosiner og portvin … og mig som hader Amaroner, som har denne næse af rosinvand. Øv, satan og sgu. I munden er vinen overmoden og smager mest af portvin med en lidt sprittet side. Ikke noget at skrive hjem om.

Jeg har endda nu prøvet at smage vinen over flere dage for at tjekke, om den måske blev bedre med lidt luft … det gør den imidlertid ikke, så ren nedtur. Vinen var absolut bedre,  da vi smagte den på vingården, men i dag bekræfter den blot nogle af mine fordomme om Amarone.

Købt på til omkring 30-32€, men forhandles herhjemme bl.a. af Risskov Vinlager, hvor prisen er 325 kr.

Rating 2/7