Tag-arkiv: Rheinhessen

2013 Weingut Bischel, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

I byen Appenheim i det nordlige Rheinhessen mellem Mainz og Bingen finder vi vingården Bischel, som står bag denne Spätburgunder Trocken, endnu én af de mange vine, som jeg smagte på Nimb den 4. december.

Weingut Bischel drives af de unge brødre Christian og Matthias Runkel, som er 5. generation af Runkel familien på ejendommen. De overtog driften efter deres forældre Hartmut und Heike Runkel. Grundlaget for vinproduktionen er dog startet i 1960’erne af Karl-Heinz Bischel, som også lagde navn til vinhuset.

Christian og Matthias Runkel er begge uddannede ønologer fra Geisenheim, og har derudover arbejdet i både New Zealand og Australien for at få nye impulser og erfaringer med vinproduktion … og én ting har de fået med tilbage. De laver nemlig kun de vine, som de synes er sjove eller spændende at producere.

Vinhuset har 16 hektar vinmarker, bl.a. med topmarkerne Drosselborn, Hundertgulden, Johannisberg, St. Laurenzikapelle samt Scharlachberg. Markerne ligger i både Appenheim, Gau-Algesheim og Bingen. De dyrker sorterne Riesling, Silvaner, Weißburgunder, Grauburgunder, Chardonnay, Sauvignon Blanc og Huxelrebe samt de røde Spätburgunder og Frühburgunder.

Herudover er brødrene medlem af foreningen “message in a bottle”, hvor en flok unge Rheinhessen vinmagere mødes, har sjov, er øko-bevidste og drøfter moderne vine. Foreningen tæller også fremragende vinhuse som fx Battenfeld-Spanier, Bäder, Kühling-Gillot, Keller og Wittmann blot for at nævne nogle få.

Helt traditionelt er husets vine opdelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine … samt lidt Edelsüß. Denne Spätburgunder Trocken er en Gutswein, og er lavet med druer fra 26 år gamle vinstokke på marken Appenheimer Eselspfad, en mark med kalksten og sandet lerjord og en stejl eksponering mod syd. Vinen har lagret 12 måneder på store egetræsfade. Årlig produktion af denne vin er 3.000 flasker.

I næsen er her syrlige kirsebær, hindbær … meget lyse, granatæbler, stikkelsbær … vi er helt klart over i den syrlige afdeling. Det er lidt let krydderi samt en omgang eg. Smagen rummer samme syrlighed, let frugt og smagen er klart bedre end næsen.

Prisen på gården er 10,20€ eller omkring 76 kr.

Rating 3,5/7  

2011 Weingut Michael Teschke, Spätburgunder vom Kalkstein, Rheinhessen, Tyskland

Med et udseende som Hansi Hinterseer … håret langt, samlet i en hestehale, lidt gråt ganske vist … og en produktion af fremragende vine, så må denne vinzer, vinmager være alle pigers drøm … voksne piger selvfølgelig.

Navnet er Michael Teschke, og han er 3. generation på vingården, som ligger i den lille by Laurenziberg tæt på Gau-Algesheim lidt syd for Mainz i Rheinhessen og han er således også manden bag denne Spätburgunder vom Kalkstein.

Vingården er oprindelig grundlagt af Michaels farfar, som kom til Laurenziberg fra Kaliningrad i Østpreussen efter anden verdenskrig, hvor han i en periode havde været fængslet af de fremrykkende russiske styrker. Han slog sig ned på gården og startede et landbrug, men det var dog Michael Teschkes far, der plantede den første vinstokke i 1953 og dermed reelt startede vingården.

Michael Teschke overtog driften af gården fra sin far i 1998. Familien har 7 hektar vinmarker i det nordlige hjørne af Rheinhessen med udsigt til Rheingau og Nahe. En del af markerne har vinstokke, som er over 50 år gamle, og der dyrkes Grüner og Blauer Sylvaner, Grauer og Weisser Burgunder, Riesling, Portugieser, Spätburgunder, Frühburgunder og Blaufränkisch.

Specielt Sylvaner er Michael Teschkes spidskompetence, og Michael kalder også druen Sylvaner med Y som i Frankrig, fremfor den normale tyske stavemåde Silvaner med I. Denne drue er hans passion. Hans fantastiske Sylvaner vine har også gjort, at Teschke har fået tilnavnet Mr. Sylvaner.

Han siger selv, at Sylvaner aldrig bliver verdens største drue, men at druen har en gennemsigtige smag, er forholdsvis neutral og derfor kan arbejdes i en række forskellige stilarter.

På markerne er jorden præget af både kalksten og sandsten … og det er også med til at give Teschkes vine præg af jern og mineralitet.

Vinene er opdelt i 3 kvalitetsniveauer, nemlig Gutsweine, Weine vom Kalkstein og Solisten. Denne Spätburgunder vom Kalkstein tilhører – som navnet siger – den midterste kategori. Vinen kommer fra 20 år gamle vinstokke, er lagret 15 måneder på brugte barriques. Der laves alene små 1.400 flasker af denne vin årligt.

I næsen er der aroma af røg, eg, røde bær, stikkelsbær, krydderbuske, mineraler og rusten cykel. I smagen er der let sødme, god frugt og snorlige mineralitet. Der er super balance i vinen, og det er bestemt en af de bedre vine, som jeg nød i kælderen på Nimb.

Pris på gården er 11,20€ … eller omkring 83 kr.

Rating 4,5/7 

2011 Weingut Braunewell, Essenheimer Spätburgunder Kalkmergel, Rheinhessen, Tyskland

Med næste vin bliver vi i Rheinhessen området, nu blot 6-8 kilometer sydvest for Mainz, hvor vi i en lille by Essenheim finder vinhuset Weingut Braunewell, som står bag denne Essenheimer Spätburgunder Kalkmergel.

Vingården er grundlagt af en franskmand, nemlig François Breiniville som i 1655 flyttede fra Villepot i Frankrig til Rheinhessen. Her fandt han sin kone Christina i Essenheim, slog sig ned der og startede et landbrug med vinavl. Med tiden blev Breiniville til Braunewell i de lokale kirkebøger, og det blev så efterhånden familienavnet.

I dag drives vingården fortsat af Braunewell familien, endda i 3 generationer. Vinhuset ejes i dag af ægteparret Axel og Ursula Braunewell, men også Opa og Seniorchef Adam Braunewell hjælper til … og Axel og Ursulas to drenge Christian og Stefan – der som faderen er uddannede ønologer fra Geisenheim – deltager ligeledes i produktionen af vinene.

Vingården har samlet 20 hektar vinmarker, hvor markerne Essenheimer Teufelspfad og Essenheimer Blume hører til familiens vigtigste … deres größter Schatz som de selv kalder dem.

Husets vine er traditionelt inddelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine, men derudover laver de også en serie med navnet François … opkaldt efter deres franske historie og selvfølgelig på nogle af de franske druer som Merlot og Sauvignon Blanc. Herudover laves der en serie Prädikatsweine, bl.a. Beerenauslese, Trockenbeerenauslese og Eiswein. Derudover også lidt Sekt & Secco.

Denne Essenheimer Spätburgunder Kalkmergel er én af husets Ortsweine … lavet med druer fra husets kalk- og mergelholdige marker. Vinstokkene er omkring 27 år gamle, og vinen har lagret 16-18 måneder på 225 liters barriques … både nye samt fade som er brugt både 1, 2 eller 3 gange før. Der laves årligt 7.500 flasker af denne vin.

I næsen igen godt med krydderurter, hindbær, kirsebær, lidt lakrids … ellers lidt neutral. Måske lidt kraftigere end mange andre Spätburgundere. Smagen har let sødme, krydret … lidt varm i udtrykket, og det kunne virke som om, at vinen har fået en tand for meget fad?

Pris på vingården er 15,00€ … eller omkring 112 kr.

Rating 3,5/7 

2011 Weingut Finger, Himmelthal Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

Weingut Finger hedder dette vinhus … den er go’ nok … Finger, Andreas Finger … og han holder til i byen Eimsheim, en 15-20 kilometer syd for Mainz i Rheinhessen. Og “fingeren” står bag denne Guntersblum Himmelthal Spätburgunder.

Det er ikke et vinhus, som gør meget væsen af sig på internettet, og har ikke mange oplysninger på deres hjemmeside, men der er tale om en lille familieforetagende, som har været drevet af Finger familien siden 1769 i Eimsheim.

Andreas er vistnok 8. generation på vingården … og har formodentlig overtaget driften efter faderen Bernhard Finger.

Familien driver i alt 12 hektar vinmarker fordelt rundt i området omkring 6 forskellige byer. Deres vigtigste vinmarker er markerne Eimsheim Römerschanze, Guntersblum Himmelthal og Westhofen Morstein.

Der laves hvidvine på druerne Riesling, Grauer Burgunder, Weißer Burgunder, Müller-Thurgau, Silvaner, Huxelrebe, Schönburger og Albalonga, mens de røde sorter laves på Spätburgunder, Dornfelder, Portugieser, Cabernet Dorio og Merlot.

Denne Himmelthal Spätburgunder er selvfølgelig lavet af druer fra marken Guntersblum Himmelthal, hvor stokkene i gennemsnit er omkring 10 år gamle. Vinen har lagret på brugte franske barriques i 24 måneder … og der laves sølle 800 flasker af vinen årligt.

I næsen er der mange urter … næsten som at stikke næsen ind i en krydderbusk … lidt en sær størrelse, og ikke specielt frugtrig. Smagen er lyse bær, men igen en krydret smag … sådan lidt sødkrydret og lidt skarp … nej meget skarp. Stikker lidt ud og umiddelbart er jeg ikke til vinen.

Pris på vingården er 9,80€ … eller omkring 73 kr.

Rating 2,5/7 

2011 Weingut Mirjam Schneider, Gau-Bischofsheimer Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

En lille lækker sag … dejlig Spätburgunder fra Weingut Schneider … eller helt præcis Weingut Mirjam Schneider, da det nemlig er den unge “winzerin” Mirjam, som er vinmageren i dette vinhus, som ligger ved byen Hechtsheim, som vel nærmest er en forstad til Mainz … lige ved Rhinen i Rheinhessen.

Schneider familien har været vinbønder i Mainz Hechtsheim siden 1715, og vingården ejes i dag af Lothar Schneider sammen med datteren Mirjam.

Rollefordelingen er nu imidlertid meget klar, for faderen står for markerne, men Mirjam er husets vinmager og står for produktionen af vinene fra Weingut Schneider Efter sigende skulle Mirjam være 6. generation … om det lige passer med årene, ja det må I selv rode med.

Mirjam er således vokset op med vin, har altid interesseret sig for vin og har tilbragt meget tid i familiens vinmarker. Hun er uddannet ønolog i 2002 og vintekniker i 2005. Hun har været på praktik i New Zealand og har også siden 2002 haft frie hænder i kælderen på vingården, så hun kunne anvende og afprøve nogle af hendes mange nye idéer.

Huset har samlet 6 hektar vinmarker, nemlig markerne Laubenheim, Johannisberg, Gau-Bischofsheimer Kellerberg samt Nierstein Pettenthal. Mirjam koncentrerer sig om de klassiske sorter Riesling, Silvaner, Portugieser og selvfølgelig Burgunder sorterne, men faktisk også den internationale drue Merlot anvendes på gården.

Husets vine er delt på i tre kvalitetsniveauer, nemlig først med 3 stjerner, som er huset Gutsweine, 4 stjerner som er Ortsweine og endelig 5 stjerner, som er Lagenweine.

Denne Gau-Bischofsheimer Spätburgunder er en Ortswein … selvfølgelig fra marken Gau-Bischofsheimer Kellerberg, hvor vinstokkene er omkring 12 år gamle. Vinen har lagret på egetræsfade i mindst 2 år, og der laves årligt omkring 3.500 flasker af vinen.

Og uhmmmmm, duften er voldsom animalsk med sød kostald, eg, vanilje, røg, hindbær og jordbær og en anelse blæk … bare lige et strejf af lidt mørkere toner … skønt. I smagen er der godt med syre, godt med røde, let frugt … bare mere intenst, men det giver en anelse mere fylde. Der er mineraler og jern … og det går alt sammen flot hånd i hånd. En af de absolut bedre vine i kælderen på Nimb til det tyske vinseminar.

Pris på gården er 8,00€ … eller sølle 60 kr. Røverkøb …og skriger efter en importør.

Rating 5/7 

2012 Weingut Spiess, Bechtheimer Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

I det sydlige Rheinhessen i byen Bechtheim mellem Alzey og Worms ligger vingården Riederbacher Hof, hvor Weingut Spiess holder til. De står bag næste Spätburgunder i rækken, denne Bechtheimer Spätburgunder. Det er et rigtigt lille familieforetagende, som drives af ægteparret Jürgen og Ilse Spiess samt deres børn Johannes, Christian og Ute.

Vinhuset Spiess er kendt i Tyskland for høj kvalitet. Streng udbyttereduktion, omsorgsfuld pleje af vinmarkerne, blid behandling af druerne, traditionel tænkning samt moderne kælderteknologi er med til at frembringe vine, som er blevet belønnet med en lang række nationale og internationale priser.

Vingården har af Gault Millau i 2012 fået 3 druer, af Eichelmann også 3 stjerner i 2012, mens bladet Feinschmecker har medtaget vingården blandt de “900 besten Weingüter in Deutschland” med 2,5 gourmetpoints. Det er en typisk familiegård, hvor alle familiemedlemmer hjælper til i driften, men i dag er det fortrinsvis de to brødre Johannes og Christian, som står for produktionen i vinkælderen.

Jürgens bror Burkhard har tidligere deltaget i driften, men det ser ud som om, at han ikke længere er med i foretagendet.

Weingut Spiess har i alt 26 hektar vinmarker rundt om Bechtheim samt Westhofen, og de bedste marker er Bechtheimer Hasensprung, Geyersberg, Heilig-Kreuz og Westhofener Kirchspiel.

Riesling udgør 28% af de dyrkede druer og udgør dermed en betydende del af produktionen, men også rødvin fylder godt hos Spiess, idet omkring 50% af markerne er tilplantet med rødvinstokke, bl.a. Portugieser, Dornfelder, Saint Laurent, Schwarzriesling, Cabernet Sauvignon, Merlot og selvfølgelig Spätburgunder. Der produceres årligt omkring 210.000 flasker vin hos Spiess.

Denne Bechtheimer Spätburgunder er lavet på husets bedste marker i Bechtheim. Stokkene er 20 år gamle og vokser i kalkrig jord med mergel, ler og rød fersiallit … hvad sidstnævnte end er? Vinen er lavet med 4 ugers maceration og lagret 9 måneder på egetræsfade. Der laves årligt omkring 1.800 flasker af denne vin.

I næsen let med lyserøde bær, hindbær, krydderier, let parfumeret, læder, mint og lidt træ. Smagen er præget af de lyserøde bær i kombination med eg, syre og en sjat stramhed. Måske for ung? Mangler at få slebet sine kanter lidt af.

Pris på vingården er 12,40€ … eller ca. 92 kr.

Rating 3,5/7 

2012 Weingut Thörle, Saulheimer Spätburgunder Kalkstein, Rheinhessen, Tyskland

Med næste vin bliver vi i Rheinhessen, men rykker 6-8 kilometer mod nord til byen Saulheim, hvor vi finder vinhuset Weingut Thörle, som står bag denne Saulheimer Spätburgunder Kalkstein, endnu en lille ukendt Spätburgunder.

Familien Thörle har været beskæftiget med vinproduktion siden 1600-tallet, men startede først med at flaske og sælge vine under eget navn i 1985. I dag drives vingården af brødrene Christoph og Johannes Thörle, som overtog driften fra deres forældre i 2006.

Huset ejer 19 hektar vinmarker omkring Saulheim, nemlig de tre marker Hölle, Schlossberg og Probstey. Her dyrkes de klassiske druesorter Riesling, Silvaner og burgunderne. Det er brødrenes vurdering, at disse druesorter passer bedste til den kalkstenrige jord i området.

Og man har arbejdet målbevidst med at forbedre kvaliteten, bl.a. ved større fokus på arbejdet i markerne, streng reduktion af udbytter, streng udvælgelse af druer, lang maceration og gæring på den vilde gær fra druerne. De siger selv, at målet er at lave vine, som både viser den elegante frugt med balanceret syre samt struktur og kompleksitet.

Vinene er selvfølgelig inddelt i de 3 traditionelle niveauer, Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine, og der laves samlet 24 forskellige vine, og denne Saulheimer Spätburgunder Kalkstein hører til under Ortsweine. Vinen er lavet med druer fra nogle af de højeste og meget kalkstenholdige placeringer i Saulheim. Udbytterne ligger der på et meget lavt niveau fra omkring 35 til 45 hl/hektar.

Vinen har lagret 10 måneder på ældre egetræsfade.

I næsen er aroma af kirsebær, hindbær, babybræk, krydderier, mynte og lidt eukalyptus, mens der i smagen er eg, let mineralitet, hindbær og godt med pebersmag. Synes ikke, at det går super godt i hånd i hånd.

Pris i Tyskland er 11,80€ … eller ca. 89 kr.

Rating 3/7  

2012 Weingut Winzerfamilie Flick, Gau-Odernheimer Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

I hjertet af Rheinhessen … i byen Bechtolsheim finder vi vinhuset Weingut Winzerfamilie Flick, som ejes af Ulrich og Alexander Flick … far og søn … og de står bag denne Gau-Odernheimer Spätburgunder.

Ja, reelt er det nu Alexander Flick og søsteren Katharina Flick, som står bag vinen, idet de i 2008 overtog driften efter faderen. Og de viderefører familiens stolte traditioner, idet Winzerfamilien Flick har været vinbønder siden 1600-tallet.

Katharina Flick er uddannet vinavlstekniker, mens brormand Alexander Flick er uddannet ønolog fra Geisenheim i Rheingau. Siden søskendeparret overtog driften er der sket et markant kvalitetsløft med mere syrlige og spændstige vine.

Weingut Winzerfamilie Flick har i alt 20 hektar vinmarker, og dyrker 10 forskellige druesorter på marker i både Bechtolsheim, på topmarken Herrgottspfad i Gau-Odernheim, Goldenes Horn i Siefersheim samt Morstein i Wonnegau.

De primære druer er Riesling, Silvaner og Spätburgunder.

Vinene er ganske traditionelt delt op i Gutsweine, Ortsweine samt Lagenweine. Denne Gau-Odernheimer Spätburgunder er lavet med druer fra marken Herrgottspfad i Gau-Odernheim og er lagret halv på stål og halvt på brugte barriques. Ellers ikke de store oplysninger om vinen.

Duftmæssigt meget direkte frugt, hindbær, jordbær … ellers ganske neutral i næsen. Smagen bærer præg af eg, fade kombineret med lette krydderier, lidt peber, en smule skarp i munden og sådan lidt vandkrydret … hvis der er noget, som hedder sådan. Men I forstår sikkert, hvad jeg mener.

Pris på vingården, 7,90€ … eller ca. 59 kr.

Rating 3,5/7 

2011 Weingut Keller, Spätburgunder Frauenberg GG, Rheinhessen, Tyskland

Den officielle smagning ved Spätburgunder seminaret på Nimb sluttede med én af de store kanoner, nemlig denne Spätburgunder Frauenberg GG fra det fantastiske vinhus Weingut Keller … eller rettere Weingut Klaus-Peter Keller, som ligger i byen Flörsheim-Dalsheim i Rheinhessen.

Jeg har tidligere smagt husets Spätburgunder GG ”Bürgel” (Felix) … en vin, som jeg har været helt og aldeles forelsket i.

Weingut Keller familien har været beskæftiget indenfor vinproduktion siden 1789. De forlod Schweiz og bosatte sig i Dalsheim. Johan Keller begyndte straks at interessere sig for landbrug og vindyrkning, og da han få år efter sin ankomst fik mulighed for at købe en vinmark, der dengang var kendt som den ”øvre Dalsheimer Hubacker”, så gik produktionen af vin for alvor i gang.

I generationer siden har Kellerfamilien skabt deres vine fra denne mark, og den ”øvre Dalsheimer Hubacker” er stadig Keller’s monopol-eje.

I det 20. århundrede begyndte Weingut Keller for alvor at markere sig som én af de bedste producenter i Tyskland, og i hver eneste generation har familien langsomt forbedret kvaliteten og bygget videre på familiens stolte traditioner. I 1980’erne og 1990’erne var det Klaus Keller, som stod for driften og et yderligere kvalitetsløft. Han blev således i år 2000 kåret til årets vinbonde af den magtfulde tyske vinguide Gault Millau.

I dag er det sønnen Klaus-Peter Keller som står i spidsen for vingården. Da unge Klaus-Peter Keller i 2001 overtog tøjlerne i kælderen, drejede han roret dramatisk om. Klaus-Peter havde forinden arbejdet i Bourgogne og er fuldstændig fokuseret på jordbunde og vine med dybde, kompleksitet, mineralitet, struktur, elegance og finesse.

I dag er Keller nærmest blevet et synonym med tør Riesling af verdensformat og nævnes af verdens førende eksperter i samme åndedræt som de største hvide Bourgogner, der er blandt Klaus-Peter Keller’s største kilder til inspiration. Han bliver på gården støttet solidt af sin hustru Julia, som stammer fra Westhofen, og som i sin vinuddannelse bl.a. stod i lære hos Hans-Günther Schwarz hos Müller-Catoir.

Grundlaget for kvaliteten skal findes i den kæmpeindsats, der gøres i vinmarkerne gennem hele året, hvor fire generationer er involveret i arbejdet. Hos Keller overlades intet til tilfældighederne, og ingen arbejder hårdere. Ingen brug af kunstig gødning, omhyggelig udtynding af blade og druer samt meget små høstudbytter under den ofte ekstremt sene høst er nogle af hemmelighederne.

Ejendommens Rieslingmarker er opdelt mellem markerne i Westhofen: Morstein, Abtserde og Kirchspiel samt den eksotiske Hubacker i Dalsheim. For nylig er de bedste parceller i Nierstein-markerne Hipping og Pettenthal kommet til. Rieslaner laves fra en vinmark i Monsheim “Silberberg”, og to af Tysklands bedste Pinot Noirs kommer fra de ældste stokke i Flörsheimer “Frauenberg” samt fra Dalsheimer “Bürgel”.

Her har vi netop en vin med druer fra Flörsheimer “Frauenberg”. Denne Frauenberg, har tidligere været en auktionsvin og kendt som Spätburgunder FR. Siden 2009 har Frauenberg marken været klassificeret som en Grosses Gewächs. Vinstokkene på marken stammer fra stiklinger fra en Bourgognes bedste marker og på den højtliggende Frauenberg er jorden primært kalk, som er med til at give stor mineralitet.

Duftmæssigt lidt mere burgundisk udtryk med ribs, hindbær, jordbær … langt mere støvet i udtrykket af de øvrige med blomster, fadnoter, eg, sten … våde flintesten og masser af mineraler. Smagen er lidt krydret med fantastisk flot, ren frugt … frugten virker lidt mørkere i smagen. Der er flot klarhed og præcision i smagen. Tanniner er flot integreret og ellers masser af jern og mineraler i smagen. Måske stadig en smule ung … men godt smager det sgu. Vil klart vinde med et par år mere på bagen.

Forhandles af Atomwine, pris 499 kr.

Rating 5,5/7  

2013 Weingut Wittmann, Riesling Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Til den moderne nyfortolkning af den gode, gamle rejecocktail fik vi Riesling, nemlig i en tør udgave fra vinhuset Weingut Wittmann, som er grundlagt helt tilbage i 1663 og har været drevet af Wittmann familien i alle årene.

Weingut Wittmann ligger i byen Westhofen bei Worms, hvor familien ejer godt 25 hektarer vinmarker, herunder flere berømte enkeltmarker eller ”Einzellage” som det hedder i Tyskland, nemlig de fire Grosse Lage marker Aulerde, Kirchspiel, Brunnenhäuchen og Morstein.

Der produceres omkring 150.000 flasker om året på vingården. Halvdelen er Riesling og resten forskellige sorter som Sylvaner, Chardonnay samt flere Burgunder sorter.

Driften af vingården har været økologisk siden 1990 og biodynamisk siden 2004. Vingården blev udnævnt som årets bedste hvidvinsproducent 2005 i Tyskland.

Vingården er topmoderne med nybygget vinhus i keltisk stil og derudover ejer familien en underjordiske kælder, som de selv kalder vingårdens hjerte. Her gærer den forsigtigt pressede druemost med sin naturlige gær i store træfade.

I dag er det Philipp Wittmann, som har overtaget driften fra faderen Günther Wittmann. Og Philipp har tilført yderligere innovation til vinhuset. Philipp blev bl.a. i 2014 kåret som Winzer des Jahres 2014 af Gault Millau vinguiden i Tyskland.

Her har vi huset almindelige Riesling, en Gutswein … lavet med druer fra forskellige marker omkring vingården i Westhofen.

Duftmæssigt er næsen lidt federe end i Riesling normalt. Fedmen fornemmes sammen med blomster, pærer, abrikos, melon, citrus og mineralitet. Næsten en dramatisk næse, men smagen er meget stringent, syrlig og tør … lige før tungen slår knuder, men på den gode måde. Godt stenet og mineralsk i udtrykket, der er flintesten, grape og vinen er meget rank. Dejlig Riesling.

Forhandles af Theis Vine, pris 169,95 kr.

Rating 5/7