Tag-arkiv: Walker Bay

2018 Benguela Cove, Lighthouse Collection Rosé, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Lighthouse Collection Rosé, Walker Bay, SydafrikaDen anden rosévin fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate er en 2018 Lighthouse Collection Rosé.

Den er lavet på 70% Shiraz samt 30% Sauvignon Blanc. Shiraz druerne høstes tidligere end normalt og gærer koldt sammen med Sauvignon Blanc druerne på udvalgte gærceller. Alt er lavet i rustfrie ståltanke for at sikre en frisk vin.

Lighthouse Collection Rosé minder på mange måder om husets Backbone Rosé … næse med lyserøde bær, jordbær, hindbær, stikkelsbær og selvom den også er let til bens, så er der alligevel en smule mere tyngde og knap som megen saftevandsfornemmelse over vinen, men i stedet en smule jern og mineralitet.

Smagen byder på frisk frugt, sødme og ganske ukompliceret smag. Det er let, rundt, nemt og samtidig måske også en smule anonymt. Der er klart mere styrke end i foregående rosé, mere balance og mere vin i smagen.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Benguela Cove, Backbone Rosé, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Backbone Rosé, Walker Bay, SydafrikaEfter hvidvinene fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate, så står der et par rosévine og banker på. Suk. Den første er denne 2018 Backbone Rosé.

Den lille, lyserøde bandit er lavet på ren Shiraz, hvor at druerne efter høsten presses og saften ligger med skallerne en kort periode, således vinen får sin lyserøde laksefarve. Efter er vinen lavet alene i rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret … omend i ganske kort tid. Vinen har 5,4 gram restsukker pr. liter og der er lavet 950 kasser af vinen.

Næsen er meget direkte og easy … jordbær, rosenblade, astronaut-is, Københavnerstang, sødme og lidt vingummi. Det bliver aldrig helt dybt eller kompleks, men letbenet og sød. Smagen er også fint let pleasende og klart til den søde side, lettilgængelig og med lidt en saftevandsfornemmelse. Det er til gengæld også en rosé, som de fleste vil kunne lide.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Benguela Cove, Chardonnay, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Chardonnay, Walker Bay, SydafrikaNæste vin fra det store luksusresort Benguela Cove Lagoon Wine Estate er deres 2018 Chardonnay.

Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de knuses og presses blidt. De har ligget i kold maceration i 2-4 timer inden gæring ved 12-13 grader med udvalgte gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret sur lie i 60 dage … og det hele alene i rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er det fed, fadlagret Chardonnay fedme med alt, hvad der hører til. Der er vanilje, smørcreme, tropisk frugt, mango, modne grønne æbler samt en herlig syrlig krydret note, som lige pirrer dine små næsehår og sikrer, at vinen aldrig bliver alt for flommefed.

Smagen har også smørfedme, men samtidig en lidt sød/syrlig aroma med lidt syltet frugt, tropisk frugt, sødme, vanilje, ristede nødder og en kalket mineralitet. Det bliver en fyldig, sødkrydret vin med en lille koket syrlighed, ganske smagfuld. Igen havner vinbloggeren et sted mellem 4,5 og 5 smørfede fingre.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Benguela Cove, Estate Sauvignon Blanc, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Estate Sauvignon Blanc, Walker Bay, SydafrikaDen tredie og sidste Sauvignon Blanc vin fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate er deres 2018 Estate Sauvignon Blanc, som dog ikke er deres topvin, for den hedder Vinography.

Estate Sauvignon Blanc er lavet med druer, som høstet en anelse senere end hos de to forrige Sauvignon Blanc vine. Druerne er 100% afstilket inden presning og en koldmaceration et par timer. Derefter er vinen gæret i både rustfrie ståltanke og egefade. Efter end fermentering er vinen lagret på samme sur lie – altså med bærmen – i 120 dage med jævnlig omrøring inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt sker der nu mere … en nærmest mere landlig, animalsk og mineralsk næse, hvis jeg skal starte med de grove træk. Der er i næsen en langt større karakter, dybde … næsten med smørfedme, tropiske frugter, kiwi, stikkelsbær samt nogle klare fadnoter som vanilje, kanel og sødme.

Det er min klare overbevisning, at vinen er lagret på egefade, hvilket så også viser sig tilfældet. Selvom det måske kan virke underligt med faglagret Sauvignon Blanc, så virker det faktisk godt her … giver en stor dybde i vinen, selvom de normale grønne, friske noter fra den karakterfulde drue ikke kommer så meget frem her.

Smagen er også en kende mere fed … uden at miste syre, for det er fortsat en frisk vin, hvor der er et kompetent bundtræk. Der er røget, mineralsk og næsten syltede bær … citroner, æblemost og æblesyre og meget vedholdende i smagen. Der er måske en smule bulder, men på en god måde. Der er dog fortsat en lille skarp kant og jeg tænker, at vinen nok endnu er et par år for ung. Det er 4,5-5 småsyrlige fingre.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Benguela Cove, Lighthouse Collection Sauvignon Blanc, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Lighthouse Collection Sauvignon Blanc, Walker Bay, SydafrikaVi fortsætter med mer’ Sauvignon Blanc fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate, men vi er kravlet et trin om af kvalitetsstigen med denne 2018 Lighthouse Collection Sauvignon Blanc.

Vinen er lavet ved, at druerne først knuses og presses meget let samt langsomt, hvilket sker for at sikre, at druerne samtidig afkøles tilstrækkeligt, således oxidering forhindres. Vinen har ligget med de knuste skaller i 6 timer, hvorefter vinen har hvilet i 48 timer inden gæring i rustfrie gæringstanke.

Først har vinen gæret ved 16-18 grader op til et alkoholniveau på 3% for at øge omdannelsen af thiol – en slags alkoholisk svovl – og derefter er vinen gæret videre ved 12-13 grader for at sikre bedst muligt frugt. Herefter er vinen lagret 60 dage i ståltanke inden aftapning på flaske.

Næsen er klart mere sart, delikat og samtidig også meget mere forsigtig end Backbone Sauvignon Blanc, mere afdæmpet, kalket med lidt salt, karamel, blid fersken, melon, stikkelsbær og kiwi. I starten synes jeg, at Backbone duftede bedre, men giv vinen lidt luft, så opdager du hurtigt, at denne er mere elegant, sammenhængende og kompleks. Det er lidt en forsigtigper, men har egentlig en fin og sart aroma.

Smagen har masser af æbler, stikkelsbær og citrus, og her klart mere balanceret. Det er syre, men igen ikke en vild Sauvignon Blanc. Vinen udvikler sig klart i munden og giver en god og let fyldighed. Det er en lidt undertrykt frue, som med luft viser masser af karakter uden at tiltrække sig stor opmærksomhed.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Benguela Cove, Backbone Sauvignon Blanc, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Backbone Sauvignon Blanc, Walker Bay, SydafrikaFra de mousserende vine til et par hvidvine fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate. Vi starter med et glas af deres friske 2018 Backbone Sauvignon Blanc.

Dette er en af vinhusets basisvine … en serie kaldt Backbone bestående af 3 vine, denne hvide, en rosé samt en rød på Syrah. Det er vine, som alene er lavet og vinificeret på ståltanke, men ellers ikke så mange oplysninger om vinen.

Frisk med en lidt nøddet aroma og ikke så vild på de grønne noter. Der er en smule astronaut-is, melon, fersken, kiwi, kvæde og næsten lidt syltet i aromaerne. Der er oss’ lidt grøn peber, men ellers er vinen noget aromatisk, virker blød og lettilgængelig.

Smagen er frisk, fint syre, okay balance. Der er æblesyre, citroner og egentlig et godt bid med et lidt krydret og varmt touch. Det giver vinen et lidt rustik udtryk, tørt, krydret, men en meget smagfuld Sauvignon Blanc, hvor både syre og mineralitet ikke er så dominerende.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2014 Benguela Cove, Joie De Vivre Brut MCC, Walker Bay, Sydafrika

2014 Benguela Cove, Joie De Vivre Brut MCC, Walker Bay, SydafrikaJoie De Vivre betyder levende glæde og det giver egentlig pæn god mening, når man smager denne 2014 Joie De Vivre Brut MCC fra det store og luksuriøse Benguela Cove Lagoon Wine Estate.

Men inden vi kigger nærmere på vinen, så var det måske også lige værd at bemærke, at den rige og fortagsomme Penny Streeter også har købt et gods i West Sussex med tilhørende golfklub.

Hun har ændret navnet på golfklubben til Mannings Heath Golf Club & Wine Estate, for hun har faktisk omlagt nogle af golfbanerne til vinmarker, hvor der skal dyrkes Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier med henblik produktion af Sussex Sparkling Wine, hvilket Johann Fourie skal stå for.

Men med denne Joie De Vivre Brut MCC er lavet på 57% Chardonnay og 43% Pinot Noir. Efter presning af druerne er vinen fermenteret i rustfrie ståltanke, men har ikke – i modsætning til Cuvée 58 – fået en efterfølgende malolaktisk gæring.

Derefter flaskes vinen, hvor andengæringen sker over 4 uger ved 15 grader. Så har vinen lagret helt frem til 1. juni 2018, hvor den er degorgeret. Der er lavet beskedne 8.188 flaske af vinen.

Med Joie De Vivre Brut MCC bliver duften langt mere champagneagtig … meget pirrende duft faktisk med gæret frugt, gærede æbler, kvæde, aromatisk, parfumeret med hævet dej, nybagte boller, lidt Nutella creme, akaciehonning, modellervoks og klart med et lidt modent udtryk.

Smagsmæssigt er Joie De Vivre Brut MCC langt mere dyb, kompleks og klart mere powerfuld i munden, det er melede æbler, lidt nødder og varme, mens boblerne også i starten er pænt intense, men hurtigt bliver klart mere blide og sarte end fx Cuvée 58. Der har en fin sart, blød, moden, varm og hjertelig smag og klart en god champagne wanna-be.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Benguela Cove, Cuvée 58, Walker Bay, Sydafrika

N.V. Benguela Cove, Cuvee 58, Walker Bay, SydafrikaBenguela Cove Lagoon Wine Estate hedder det næste sydafrikanske vinhus, hvorfra jeg smager en bunke vine … startende med en mousserende Cuvée 58 Non Vintage.

Vinhuset ligger 18 kilometer udenfor byen Hermanus ved Bot River Lagoon i den kølige Walker Bay vinregion omkring en times kørsel fra lufthaven ved Cape Town. Benguela Cove Lagoon Wine Estate er mere end blot et vinhus, men nærmere et helt resort, som er etableret i 2013, hvor entreprenøren Penny Streeter sammen med hendes mand Nick Rea købte 200 hektar ved lagunen og opførte et moderne resort og vineri.

Stedet omfatter en stor luksusrestaurant, alle mulige sportslige aktiviteter i tilknytning til lagunen, fx vandski, kitesurfing, svømning, kajak, tennis. mountainbiketure, basketball, safariture, vinsmagning, gåture eller måske en tur på en af stedets to 18 hullers golfbaner.

Derudover ejer Benguela Cove Lagoon Wine Estate også en lille turbåd, hvor man kan nyde et glas vin eller to, mens man sejler en lille tur på den smukke Bot River lagune.

Penny Streeter har også – i bedste entreprenøragtige stil – givet interesserede mulighed for at købe et feriehus eller byggegrund på stedet, men husene skal dog opføres efter arkitektoniske guidelines, således det passer ind på stedet.

Ved køb af en ejendom, så får man adgang til resortets mange faciliteter og bliver tildelt en lille del af vinhusets årlige produktion, men priserne for herligheder fremgår ikke … men alt er første klasse og ser bestemt ikke billigt ud.

Ud af de købte 200 hektar er der alene 70 hektar vinmarker og 10 hektar med oliventræer, mens resten af de mange hektar således går til selve resortet, en skulptur-park, tennisbaner, en basketballbane, 2 golfbaner, en fin anlagt strand ned til lagunen, swimmingpools og 747 kvm. store feriehuse, mens ægteparret selvfølgelig også har afsat plads til et kommende hotel.

Den den vinøse side, så er der – udover tilplantningen af de 70 hektar vinmarker – også investeret i et stort og moderne vineri med en kapacitet på 400 tons. Penny har dernæst ansat vinmageren Johann Fourie til at lave vinene på Benguela Cove Lagoon Wine Estate.

Johann Fourie har stor erfaring i vinproduktion i Sydafrika. Han er uddannet ønolog, har en supplerende landbrugsuddannelse og har også studeret Wine Business Management ved UCT’s Graduate School of Business.

Han har inden Benguela Cove arbejdet hos Elsenburg i Stellenbosch og Badsberg i Rawsonville, men arbejdede så 10 år hos KWV, som jo er de kooperative vinproducenters forening i Sydafrika og den absolutte største producent i Sydafrika.

På marken i det store resort har John plantet Sauvignon Blanc, Chardonnay, Sémillon, Viognier, Cabernet Sauvignon, Merlot, Shiraz, Cabernet Franc, Petit Verdot, Pinot Noir, Malbec og Mourvèdre.

Det giver basis for en produktion af i dag omkring 20 forskellige vine, hvor jeres flittige vinblogger kæmper sig igennem 13 af slagsen og vi smager altså med denne mousserende Cuvée 58, som er lavet efter Méthode Cap Classique aka champagnemetoden med en andengæring i flaske.

Cuvée 58 er lavet på et mix af Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Chardonnay og er en ny vin i sortimentet hos Benguela Cove. De friske druer høstes om morgenen, hvorefter de er sorteret og presset i hele klaser for at give den bedste saft.

Vinen er så fermenteret i rustfrie ståltanke med en efterfølgende malolaktisk gæring for at runde syren i specielt Sauvignon Blanc druerne en smule af. Derefter flaskes vinen, hvor andengæringen sker over 4 uger ved 15 grader. Så har vinen derefter lagret 12 måneder sur lie og er degorgeret inden frigivelsen.

Virkelig frisk og syrerig næse … ingen gærede og toastagtige noter her, men masser af stikkelsbær, pærer, grønne æbler, melon, grønne noter, både hø og græs, hvide asparges, kalk samt bare en lille smule karamel.

Smagen er klart et mix af æbler og pærer tilsat lidt citron, meget frisk og æblefrugtagtig. Der er måske endda også lidt æblemost sødme samt en meget svag bitterhed. Boblerne er i starten herligt frembrusende – so to speak – men falder hurtigt lidt til ro, bliver mere blide og fader efterfølgende forholdsvis hurtigt ud, men sammenlagt er det et godt glas mousserende vin.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Hamilton Russell Vineyards, Ashbourne Sauvignon Blanc & Chardonnay, Walker Bay, Sydafrika

2017 Hamilton Russell Vineyards, Ashbourne Sauvignon Blanc & Chardonnay, Walker Bay, SydafrikaNæste vin i glasset kan kaldes en uægte unge, altså et blend … her på Sauvignon Blanc og Chardonnay og fra Ashbourne, som er en lille Pinotage og Sauvignon Blanc specialist, der ejes af Hamilton Russell Vineyards og ligger på en smuk 64 hektar ejendom i Hemel-en-Aarde-dalen på den østlige side af Hamilton Russel Vineyards.

Vinhuset Hamilton Russel Vineyards er grundlagt af Tim Hamilton Russell i 1975. Han er født og opvokset i Sydafrika, men studerede i sine unge år på Oxford University i England og blev under perioden i Europa stærkt inspireret af de europæiske vine, specielt vinene fra Bourgogne.

Så da han vendte hjem og ville starte en vingård, så fandt han et af de køligste områder i Sydafrika, hvor den skrøbelige Pinot Noir drue ville trives bedst. Han købte ejendommen ved Walker Bay med ikke mindre end 170 hektar uopdyrkede marker efter lang tids søgen.

På det tidspunkt dominerede det store kooperativ KWV en stor del af vinproduktionen i Sydafrika, og området ved Hemel-en-Arde Valley i Walker Bay-området var ikke godkendt til vinproduktion, så Hamilton Russel måtte opføres som vinproducent på hobbybasis.

I dag er det sønnen Anthony Hamilton Russell, som ejer og driver vinhuset, og det er bestemt ikke på hobbybasis. Han overtog driften i 1991 og købte hele ejendommen fra faderen i 1994. Siden har han begrænset udvalget af druer yderligere til kun at omfatte Pinot Noir, Chardonnay samt Sauvignon Blanc.

Detaljerede jordbundsundersøgelser ledte i 1994 til identifikationen af 52 hektar stenet, lerholdig, skiferrig jord, der ville være helt optimal til netop det personlige terroirudtryk og alle nytilplantninger har siden udelukkende været koncentreret omkring denne jordtype.

I dag er der dog plantet lidt mere end de 52 hektar, nemlig 28 hektar med Chardonnay, 23 hektar Pinot Noir og 13 hektar med Sauvignon Blanc. Markerne bliver høstet med et ekstremt lavt udbytte, fx 28 hektoliter pr. hektar af Pinot Noir, mens udbyttet på Chardonnay ligger helt nede på 18 hektoliter pr. hektar.

I 1998 blev Hamilton Russell også registreret som Estate, hvilket betyder, at man kun må benytte egne druer fra gården og således ikke har lov til at opkøbe fra andre gårde og stadig sælge vinen under Estate-navnet.

Sammen med winemaker Hannes Storm og viticulturist Johan Montgomery er Anthony fuldstændigt optaget af at få Hamilton Russell Vineyards terroir’ integreret bedst muligt i husets vine.

Det sker bl.a. ved løbende at lave grøn høst og ved at druerne håndhøstes og sorteres, hvorefter de gennemgår gæringsprocessen på franske egetræsfade. Efter gæringen overføres vinen til delvist nye 228 liters fade, hvor den får lov til at færdiglagre, inden den tappes på flaske og frigives til salg.

Ashbourne projektet startede Anthony Hamilton Russell i 1996 og ligger altså nabo til Hamilton Russel Vineyards. Han opkaldte vingården efter sin tip, tipoldefar Lord Ashbourne, som var anset kansler i Irland i slutningen af 1800-tallet.

Ashbourne projektet startede egentlig ud fra et ønske om at undersøge, om der kunne laves noget ekstraordinært ud af stokke på Pinotage i det ler- og skiferholdige jord, men siden er der lavet flere forskellige vine på gården … og de sælges så alle under Ashbourne navnet.

Denne Ashbourne Sauvignon Blanc & Chardonnay er lavet siden 2012, men her smager vi den i en ny 2017 udgave. Den er lavet på 79% Sauvignon Blanc og 21% Chardonnay høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar … altså noget mere end hos Hamilton Russell Vineyards selv.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og bliver sat til salg i det år, den bliver produceret for at bedre at holde på vinens tæthed og friskhed. Den indeholder 1,7 gram restsukker pr. liter og der er produceret i 119.300 flasker af vinen.

Duften byder på fersken … masser af fersken og er ganske parfumeret, men slet ikke fed eller opulent, men har lidt sødme og en svagt nøddet aroma og får slet ikke de normale aromaer, som man normalt finder i Sauvignon Blanc.

I munden er vinen dog en anelse grøn, frisk med lidt hyldebær, citrus og jernholdig med salt, grape og en lille sødme. Det er ikke super kompleks, men let tilgængelig og okay fornuftigt. Igen en vin, som fruen imidlertid var helt pjattet med.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor en flaske normalt koster 125 kr., men fra 1. februar til 30. april er på tilbud til 100 kr. ved køb af 2 flasker

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Hamilton Russell Vineyards, Chardonnay, Walker Bay, Sydafrika

I den sydligste del af Sydafrika finder vi bugten Walker Bay, og i den nordligste del af bugten et par kilometer nord for den gamle fiskerlandsby Hermanus i appellationen Hemel-en-Aarde Valley finder vi vinhuset Hamilton Russell Vineyards, som står bag denne Chardonnay.

Vinhuset er grundlagt af Tim Hamilton Russell i 1975. Han er født og opvokset i Sydafrika, men studerede i sine unge år på Oxford University i England og blev under perioden i Europa stærkt inspireret af de europæiske vine, specielt vinene fra Bourgogne.

Så da han vendte hjem og ville starte en vingård, så fandt han et af de køligste områder i Sydafrika, hvor den skrøbelige Pinot Noir drue ville trives bedst. Han købte ejendommen ved Walker Bay med ikke mindre end 170 hektar uopdyrkede marker efter lang tids søgen.

På det tidspunkt dominerede det store kooperativ KWV en stor del af vinproduktionen i Sydafrika, og området ved Hemel-en-Arde Valley i Walker Bay-området var ikke godkendt til vinproduktion, så Hamilton Russel måtte opføres som vinproducent på hobbybasis.

I dag er det sønnen Anthony Hamilton Russell, som ejer og driver vinhuset, og det er bestemt ikke på hobbybasis. Han overtog driften i 1991 og købte hele ejendommen fra faderen i 1994. Siden har han begrænset udvalget af druer yderligere til kun at omfatte Pinot Noir, Chardonnay samt Sauvignon Blanc.

Detaljerede jordbundsundersøgelser ledte i 1994 til identifikationen af 52 hektar stenet, lerholdig, skiferrig jord, der ville være helt optimal til netop det personlige terroirudtryk og alle nytilplantninger har siden udelukkende været koncentreret omkring denne jordtype. I dag er der dog plantet lidt mere end de 52 hektar, nemlig 28 hektar Chardonnay, 23 hektar Pinot Noir og 13 hektar Sauvignon Blanc.

Markerne bliver høstet med et ekstremt lavt udbytte, der for Pinot Noirs vedkommende er 28 hektoliter pr. hektar og for Chardonnay’ens vedkommende er helt nede på 18 hektoliter pr. hektar.

I 1998 blev Hamilton Russell også registreret som Estate, hvilket betyder, at man kun må benytte egne druer fra gården og således ikke har lov til at opkøbe fra andre gårde og stadig sælge vinen under Estate-navnet.

Sammen med winemaker Hannes Storm og viticulturist Johan Montgomery er Anthony fuldstændigt optaget af at få Hamilton Russell Vineyards terroir’en integreret bedst muligt i husets vine. Det sker bl.a. ved løbende at lave grøn høst og ved at druerne håndhøstes og sorteres, hvorefter de gennemgår gæringsprocessen på franske egetræsfade. Efter gæringen overføres vinen til delvist nye 228 liters fade, hvor den får lov til at færdiglagre, inden den tappes på flaske og frigives til salg.

Her altså husets Chardonnay, som er lavet efter ovennævnte recept … dvs. med faglagring, hvor lang tid ved jeg dog ikke. Referencen til Bourgogne er dog tydelig … og i næsen er der lidt overmodne æbler, fersken, mirabeller, nødder, hvide blomster … hvad hedder de? Kaprifolie? Der er lidt fad og vanilje … dejlig intensitet, mineralitet og virkelig lækker duft.

I munden er der lækker tørhed, friskhed, sprød frugt og flot dybde. Det er slet ikke overfed, overlagret Chardonnay med lidt stål og mineralitet, og alligevel er vinen ganske rund og behagelig. Virkelig lækkert glas vin.

Købt hos Vinspecialisten, pris 250 kr.

Rating 5/7