Tag-arkiv: Ribera del Duero

2020 Dominio de Cair, Tierras de Cair Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2020 Dominio de Cair, Tierras de Cair Reserva, Ribera del Duero, SpanienDominio de Cair er grundlagt i 2008 af Juan Luis Cañas, der i forvejen i Rioja driver Bodegas Luis Cañas og Bodegas Amaren, men her smager jeg en 2020 Tierras de Cair Reserva.

Det var Juan Luis Cañas far Luis Cañas, der grundlagde Bodegas Luis Cañas tilbage i 1970, men hans farfar Carlos Cañas havde allerede årtier forinden lavet vin, som han så transporterede til markeder i vogne trukket af muldyr … ofte over 100 kilometer.

Juan Luis Cañas overtog Bodegas Luis Cañas i 1989 i en alder af 33 år og gav vinhuset et frisk pust uden dog at miste de traditionerne i familien.  Han byggede bl.a. i 1994 et nyt og moderne vinhus, hvor han samlet laver vin fra 450 hektar kontrollerede vinmarker, som fordeles sig på over 1.000 små plots.

Da Juan Luis Cañas’ mor Ángeles – hustru til Luis Cañas – døde i 1995, så besluttede han at lave et vinhus for at ære hende og det blev så til Bodegas Amaren. Druerne til vinene på Bodegas Amaren kommer fra mikroskopiske vinmarker med gamle vinstokke, der kun yder meget små høstudbytter.

Samlet har Bodegas Amaren 65 hektar vinmarker i Rioja Alavesa med en tydelig maritim indflydelse fra Atlanterhavet, der kun ligger 120 kilometer derfra.

I 2008 besluttede Juan Luis Cañas så, at han også ville lave vin i Ribera del Duero, så derfor købte han jord og byggede en moderne kælder med ultramoderne arkitektur. Intet er blevet overladt til tilfældighederne, hvor hver detalje er designet til at give det, der virkelig betyder noget … nemlig ideelle betingelser for at skabe enestående vine.

Dominio de Cair ejer og driver omkring 110 hektar vinmarker i distrikterne La Aguilera, Quintana del Pidio og Moradillo de Roa i Riberea del Duero. Markerne ligger på forskellige parceler i 830 til 950 meters højde og de er selvfølgelig tilplantet med Tempranillo.

Der laves i øjeblikket 5 forskellige vine på Dominio de Cair og én af disse er denne Tierras de Cair Reserva, der er lavet på Tempranillo fra over 75 år gamle vinstokke i 850 meters højde ved Quintana del Pidio og ved La Aguilera.

Druerne høstes manuelt og ved ankomst til vinkælderen er der sket omhyggelig sortering, hvorefter druerne så afstilkes og knuses inden gæring og maceration er sket på egefade over 42 dage. Efter gæring er vinen lagret 20 måneder på franske egefade og 18 måneder på flaske inden frigivelse.

Det er lidt en vild duft … her, der og alle vegne, hvor der både kommer sød tobak, lakridspiber, godt med røg og lejrbål, blomster, blomsterpollen samt en frugt af figner, blåbær, sorte kirsebær, lidt studenterbrød eller trøfler, kakao og kaffebønner. Der er som om, at blomsterne giver vinen en vis tørhed og lethed, hvorved vinen aldrig bliver tung, dyb eller fed.

Lidt det samme gælder smagen, hvor frugten heller ikke bliver mørk, sort eller kælderdyb, men derimod meget frisk med en lille campariagtig bitterhed. Det er dermed blåbær, tranebær, ribs og grillet lemon, noget balsamico, læder, engelsk lakrids og har nogle tynde, stramme og vilde tanniner, der som hele vinen virker meget ungdommelige, virile og småvilde … og giver indikation af, at vinen tåler temmelig lang tid i kælderen. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 449,95 kr., mens du kan købe vinen til 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Valsanzo Quinto Año, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Valsanzo Quinto Año, Ribera del Duero, SpanienLad os da fortsætte lidt endnu i Spanien og også hos en – her på vinbloggen – kendt vingård, for det er Bodegas Rodríguez y Sanzo og derfra smager jeg deres 2020 Valsanzo Quinto Año.

Vinen er lavet på 100% Tempranillo, som vinmageren Javier Rodriguez henter fra en 60 år gammel enkeltmark i 820 meters højde mellem Roa og La Horra.

Vinen  er lavet med gæring samt maceration over 30 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 26 måneders på 1-3 år gamle 225, 300 og 500 liter franske og amerikanske egetræfade. Efter aftapning på flaske er vinen så lagret 18 måneder, således den

Aromaer af chokolade og tobak, der kommer fra egetræsfade. Vi finder også aromaer af rød frugt, der kommer fra Tempranillo, og som repræsenterer den klassiske stil i Ribera del Duero. Intens og elegant i munden.

I næsen er der pænt fadpræg og en mørk sødbitter frugt med blåbær, brombær og sorte kirsebær. Fadpræget giver aroma af våde fade og cedertræ, kakao, ristet toast, engelsk lakrids, kaffebønner, vanilje og brændt karamel.

Smagen er mørk med ristede noter, en mørk frisk og småbitter frugt af blåbær og godt med sorte kirsebær, måske lidt ribs og lemon, stor tørhed, knastørre og markante tanniner og godt med peber, kanel og lidt toastet varme … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Bodegas López Cristobal, Parcela Uno, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas López Cristobal, Parcela Uno, Ribera del Duero, SpanienNæste Ribera del Duero vin er eksklusiv og det udstråler den matsorte etiket på denne 2020 Parcela Uno fra Bodegas López Cristobal også. Den er lavet som hyldest til den første parcel Galo López plantede sammen med sin far Santiago López.

Det er Tempranillo fra den allerbedste parcel på Finca Valera, hvor Galo tilmed har dumpet høstudbyttet ned til ganske få drueklaser pr. vinstok.

Vinen gærer ved 30 grader i roterende gæringstanke, der giver mulighed for et langt mere præcist udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet.

Efter endt fermentering har vinen endelig lagret 16 måneder på 70% franske samt 30% amerikanske egefade på 225 og 500 liter og med en god andel nye fade. Vinen har efter aftapning også lagret yderlige 24 måneder på flaske inden frigivelse.

Velafstemt, velafbalanceret og velduftende kan man roligt sige om denne 2020 Parcela Uno  … god balance mellem en mørk, blød, blid og rig frugt samt tykke fadnoter af teaktræ, mahogni, tjære, tobak, kanel, vanilje, kaffe og lakridsrod. sorte kirsebær, brombær, solbær samt blåbær, nelliker og en snert tørret kød.

Uhhhhhmmm det smager sgu da meget godt og man fornemmer omgående alle de ristede noter, ristede kaffebønner, chokolade og det er af den mørke og bitre slags, fed balsamicoeddike med en fed og cremet syre samt en frugt af blåbær, hindbær og tranebær. Den har også seriøse, markante og tørre tanniner, der hænger i bunden af munden og er med til at give et bredt smil. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Finca Villacreces, Specimen No. 2, Ribera del Duero, Spanien

N.V. Finca Villacreces, Specimen No. 2, Ribera del Duero, SpanienSpecimen er en specialvin lavet på druer fra flere årgange, hvor denne No. 2 er fra årgang 2015, 2016 og 2017 … og kommer fra det fabelagtige Ribera del Duero hus Finca Villacreces.

Det ligger åå en af de mest lukrative områder i Ribera del Duero, midt i en hundredårig gammel skov omkranset af Duero floden en kilometer vest for San Bernado og en kilometer syd for Valbuena de Duero.

Faktisk ligger Finca Villacreces næsten nabo til det legendariske Vega Sicilia, så vi er centralt i det herlige Ribera del Duero område.

Finca Villecreces er en del vin vinkoncerne Grupo Artevino, som også ejer en række andre vingårde, bl.a. også det kendte Rioja hus Izadi, som egentlig var første vinhus i koncernen. Bodega Izadi er nemlig grundlagt i 1987 af Gonzalo Antón, som samlede en række venner, investorer og så startede Izadi.

Da sønnen Lalo Antón overtog driften i år 2000, så opstartede han yderligere projekter, bl.a. vinhuset Orben i Rioja, vinhuset Vetus i Toro og så Finca Villacreces i Ribera del Duero. I dag er koncernen kendt som Artevino.

Finca Villacreces var egentlig ejet af Cuadrado familien. De er selv bosiddende i Valladolid og havde ejet gården siden begyndelsen af 1900-tallet. De brugte ejendom som et sommerhus, hvor de bl.a. inviterede mange berømte gæster, heriblandt Peter Sisseck, som også aftog nogle af gårdens druer til hans Flor de Pingus.

I 2004 mødtes Gonzalo og Lalo Antón med Pedro Cuadrado, som ikke havde specielt interesse i vinproduktion. Pedro fik derfor overtalt resten af familien til at sælge gården, og så blev den en del af Artevino. Lalo Antón renoverede ejendommen og opsagde alle aftaler omkring levering af druer, så i 2007 kom de første Finca Villacreces vine på markedet.

Finca Villacreces har i alt 110 hektar jord, hvoraf 64 hektar er vinmarker beplantet med Tempranillo, Cabernet Sauvignon og Merlot. Jordbunden er henholdsvis sand, ler, limsten og kvarts, og er opdelt i 15 parceller for at udnytte mulighederne i terroir.

Der laves 4 vine på Finca Villacreces, nemlig basisvinen Finca Villacreces Pruno, hovedvinen Finca Villacreces og i særlige årgange også vinen Nebro og specialvinen Specimen, som vi her smager i 2. udgange og får et fortløbende nummer, hver gang den laves.

Vinene laves i dag fortsat af vinmageren Luís Laso, mens markarbejdet er lagt i hænderne på Javier Vicente … men Luís har løbende haft hjælp af en konsulterende vinmager, nemlig Mariano Garcia fra Bodegas Aalto og Mauro.

Denne Specimen No. 2 er lavet på 81% Tempranillo og 19% Cabernet Sauvignon og fra årgangene 2015, 2016 og 2018, med hver druesort og årgang vinificeret separat. Gæring er maceration er sket i ståltanke samt egefade, mens vinene er lagret på barriques fra Bordeaux i mindst 16 måneder … nogle selvfølgelig længere.

Sammenstikningen af druerne og årgangene er sket i store 1.200 liter franske fade fra Darnajou, Taransaud og Dargaud med 50% nye fade og 50% brugt én gang tidligere. Der er vinen lagret yderligere 16 måneder inden den tappes på flaske og frigives. Indtil videre er vinen kun lavet 3 gange.

Duftmæssigt kommer der omgående masser af Ribera del Duero karakter frem med sødristede fade, kaffelikør, sorte trøfler, vanilje, kanel, chokolade, lakridspiber, sød tobak og en mørk frugt af solbær, solbærlikør og sorte kirsebær, urter samt cedertræ. Det er svært ikke er trække veltilfreds på smilebåndet.

I munden er vinen langt mere tør end jeg forbinder med Ribera del Duero, men har denne støvede og fyldige smag, der er pakket ind i fløjl, silkeblød indpakningspapir og cremet velvære. Det er blåbær, solbær og sorte kirsebær, syltede kirsebær … men også nogle ribs, lemon og grape, der giver en stringent og passende syre, men vinen har vilde tørre og seje tanniner, der giver karakter, rygrad og stor kompleksitet … alt så fint balanceret. 97 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2014 Bodegas y Viñedos Alión, Alión, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas y Viñedos Alión, Alión, Ribera del Duero, SpanienBagkæden hos det vinøse spanske hold blev styret af stjernen aka liberoen, som var aftenens sidste vin … en 2014 Alión fra vinhuset Bodegas y Viñedos Alión … én af Bodegas Vega Sicilias vingårde.

Alion ejendommen er fysisk adskilt fra Bodegas Vega Sicilia. Der er der plantet 12 hektar vinmarker omkring de 2.000 kvadratmeter moderne lager-, lagrings- og kontorfaciliteter, 18 hektar i nabodistriktet Padilla og 80 hektar på Bodegas Vega Sicilia jorder.

Samlet har Bodegas y Viñedos Alión 130 hektar vinmarker, der ligger mellem Padilla i Valbuena de Duero og Pesquera og markerne har vinstokke, der er omkring 30 år gamle. Derfra laver de faktisk kun denne ene vin Alión.

Den er selvfølgelig lavet på 100% Tinto Fino aka Tempranillo, der er lavet som de øvrige vine på Vega Sicilia. Efter endt fermentering har vinen lagret 12-14 måneder på nye franske barriques. Jeg har smagt vinen før tilbage i 2013 i en årgang 2009 og dengang kostede den alene 375 kr. … i dag er den over dobbelt så dyr.

Der er i årgang 2014 lavet ikke mindre end 284.284 flasker af vinen samt 6.540 magumflasker og nogle endnu større. Parker har i denne årgang givet vinen 94 point.

Duftmæssigt er det en silkeblød, cremet og vellysten vin … og duften lever fuldt ud op til den sorte farve i glasset. Det er våde fade og våd hund, animalsk og landlig, blåbær, solbær, godt med mørke blommer, pibetobak, snustobak, engelsk lakrids, spanske chorizo pølser, kanel, vanilje og mørk halvbitter chokolade. Mums.

Smagen er også silkeblød, cremet, venlig og intens med masser af frugt, mørk frugt af blåbær, blommer og sorte kirsebær, virker saftig og selv tanninerne er bløde og varme. Der kommer lidt  saltlakrids, peber, kaffegrums, mørk chokolade og tørrede blomster, men vinen har slet ikke samme alkoholvarme som foregående … her er alt bare mere tøjlet, struktureret og balanceret. 95 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Uhrskov Vine, hvor en flaske af den nyere årgang 2020 koster 799 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2006 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, Spanien

2006 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, SpanienBrix havde forberedt en spansk finale … men nu er Spanien jo også europamester i fodbold og Brix havde samlet et decideret vinøst storhold, der bl.a. havde en 2006 Flor de Pingus fra vor danske Peter Sissecks Dominio de Pingus i angrebet.

Jeg har før anmeldt Flor de Pingus i årgangene 2002, 2005, 2008, 2012 og 2015 og skrevet om masse om vinhuset. Flor de Pingus er reelt andenvinen, hvor druerne blot kommer fra de yngste vinstokke, der her er mellem 35 og 45 år, så det er fortsat pænt gamle stokke, der har deres rødder dybt ned i undergrunden.

Det er selvfølgelig 100% Tempranillo og høstudbyttet er stadig lavt med maksimum 25 hektoliter pr. hektar. Vinen har gæret i de store træfade og uden megen indblanding. Derpå følger 14 måneder på en blanding af nye franske fade og fade, der har været brugt til Pingus, inden aftapningen på flaske, som sker uden klaring og filtrering.

Allerede fra start er der tale om en mørk, fyldig og sødbrændt vin, der i næsen byder på mørk dyb frugt, solbær, blåbær, jordbær, søde kirsebær og blommer, røg, gazebind, engelsk lakrids, tjære samt en smule kakaopulver, vanilje, kaffebønner og mørk chokolade.

Smagsmæssigt trykker alderen heller ikke … masser af mørk og frisk frugt med søde jordbær, blåbær, knuste hindbær og endda både lime og citron, der er med til at give et frisk bid. Derudover er der også en smule peber, stramme tanniner … og alt kommer både blødt, cremet og samtidigt med masser af power … sikke en balance, 96 point.

Forhandles flere steder, men årgang 2006 kan efterhånden være svær at skaffe, men findes hos SAJ Vine til 1.395 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Entrecanales Domecq e Hijos, Selección Secreto, Ribera del Duero, Spanien

2020 Entrecanales Domecq e Hijos, Selección Secreto, Ribera del Duero, SpanienSådan er det … alting har en ende og sidste vin i min Ribera del Duero battle blev denne 2020 Selección Secreto fra vinhuset Entrecanales Domecq e Hijos, som jeg for ikke så lang tid siden smagte en hvid 2023 La Poda Godello fra.

Selección Secreto er reelt en Crianza vin og lavet på 100% Tempranillo fra husets egne vinmarker … 60 år gamle stokke på marker i 900 meters højde.

Vinen er lavet helt traditionelt og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på franske egefade efterfulgt af mindst 10 måneder yderligere på flaske inden frigivelse.

Duften er en smule blomstret og parfumeret, hvilket her faktisk giver et godt modspil til aftrykket fra fadlagringen, hvor der kommer vanilje, lakridskonfekt, sød lakrids, mentollakrids, mælkechokolade og kakao. Frugten er mest blommer, solbær … der er også cedertræ samt cigarkasser … intens, mørk og lækker.

Smagen er rigtig dejlig balanceret … der er både mørk og frisk frugt med bid samt tobak, engelsk lakrids, balsamico og peber. Frugten er mest blommer, sorte kirsebær og figner. Det bliver aldrig vildt mørkt eller dybt, for vinen har en forholdsvis frisk syre, nogle tørre og bitre tanniner … og det er en vin, der virkelig kalder på lidt mad. 93 point.

Forhandles af DeVinos, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Bodegas Abadía de San Quirce, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Abadía de San Quirce, Crianza, Ribera del Duero, SpanienVidere … næste Ribera del Duero vin blev en 2020 Crianza fra vinhuset Bodegas Abadía de San Quirce, der ligger ved Gumiel de Izán i Burgos området.

Bodegas Abadía de San Quirce er et nyere vinhus, der er grundlagt i 1998, hvor en gruppe af lokale vinbønder og investorer gik sammen om at skabe en ny vingård.

Som det første blev der bygget et helt nyt og totalt moderne vineri, da missionen fra første færd har været klar, at lave højkvalitetsvine, der afspejler det unikke terroir og selvfølgelig på druen Tinta Fina aka Tempranillo.

Vinhuset ejer selv 25 hektar vinmarker, der ligger i Aranda de Duero og La Aguilera, mens de driver også 80 hektar med marker i Gumiel de Izan og La Aguilera. Disse marker hører til blandt de højest beliggende i hjertet af Ribera del Duero.

Vinstokkene på de fleste af markerne er ganske bush vines, ganske som man i tidligere tider har gjort det her. Bush vines er fritstående buske, der ikke er bundet op på et espalier med ståltråd. Metoden er ældgammel, og bruges af og til i tørre områder, hvor løvet skærmer mod solen.

På grund af den fritstående måde, som vinplanterne står, er det et krævende arbejde at passe dem, for her kan maskiner ikke hjælpe meget. Alt arbejde foregår ved håndkraft på den gamle måde.

De yngste vinstokke er 30 år gamle og de ældste er plantet tilbage i år 1900 før vinlusen Phylloxera hærgede i området. De gamle stokke er fordelt på små isolerede parceller med forskellige typer jordbund, der spænder fra sand og ler til kalkbund i varierende kombinationer.

På Bodegas Abadía de San Quirce arbejder deefter en filosofi om less is more. Høstudbyttet er generelt lavt, omkring 30 hektoliter per hektar, hvorfor druematerialet er meget mere koncentreret end ved store produktioner.

Når de nøje udvalgte og håndhøstede druer skal omdannes til vin, foregår det i det nye vineri. Druerne afstilkes, både den alkoholiske og den alkoholiske gæring sker i ståltanke … og nogle af vinene delvis i franske 3.000 og 6.000 liter egefade.

Derefter modner vinen videre i amerikanske og franske 225 liter barriques, der højst er tre år gamle. Lagringen sker over 6 måneder for de yngste vine op til 18 måneder for Reserva vinene.

Det er de to vinmagere Daniel Aguirre og Diana Moreno, der står i spidsen for produktionen af vinene … herunder også denne Crianza i årgang 2020 lavet på 100% Tempranillo fra 35 år gamle vinstokke på marker i Gumiel de Izán og La Aguilera.

Efter høst er alle druerne afstilket, mens gæring – både alkoholisk og malolaktisk – er sket i rustfri ståltanke. Vinen har lagret 12 måneder i amerikanske og franske egetræsfade suppleret med 16-20 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt kommer der fra start lidt blomster, virker faktisk en kende aromatisk. Dertil kommer mørke bær, sorte kirsebær, solbær, svesker og blommemarmelade, mens fadpræget er mere diskret og så alligevel bidrager med en smule vanilje … ellers blomsterstilke samt fennikel.

I munden er vinen dog langt mørkere og federe end duften indikerede, for det har en mørk frugt af solbær, brombær, svesker, mens alkoholen giver noget varme. Der er masser af kraft, engelsk lakrids, bitre sorte te-blade, kakaopulver og cedertræ. 91 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodega Dehesa de los Canónigos, 15 Meses en Barrica, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodega Dehesa de los Canónigos, 15 Meses en Barrica, Ribera del Duero, Spanien15 Meses en Barrica hedder næste Ribera del Duero vin og den kommer fra Bodega Dehesa de los Canónigos og vi smagte vinen i årgang 2020.

Bodega Dehesa de los Canónigos er i modsætning til de fleste vinhuse i Ribera del Duero et gammel hus, der blev grundlagt tilbage i 1842, hvor ejendommen blev købt af den baskiske forretningsmand Toribio de Lecanda y Campo.

Men efter tabet af sin hustru i 1859, så overdragede han et gammelt hus samt tilhørende marker til sin søn Teodosio Lecanda Chaves, der varen kendt arkitekt. Det var ham, som byggede et smukt baskisk bondehus, der skilte sig ud for sin specielle arkitektur,

Derefter havde vingården flere forskellige ejere, indtil det i  1931 blev købt af Cid familien med brødrene Arturo og Ildefonso Cid som de fremtrædende ejere. I 1960’erne blev huset drevet af Luis Sanz Busto og María Luz Cid og det var Luis, som lagde grundlaget for, hvad Dehesa de los Canónigos repræsenterer i dag.

Luis havde forinden måtte opgive sine lægestudier, men han startede med at sælge sine druer til naboen Vega Sicilia, men han startede samtidig med at plante flere vinstokke, indtil han så i 1989 besluttede at sælge hans egen vin … og den første årgang af Dehesa de los Canónigos på markedet.

I dag drives Bodega Dehesa de los Canónigos af 2 af  Luis og María Luz’s 4 børn, nemlig Belén og Iván Sanz Cid. De har nu gennem flere år stået med ansvaret for alle vinene på gården.

Belén har været ansvarlig for den tekniske og ønologiske ledelse siden 1998 efter at have studeret på universitetet i Valencia og i Bordeaux. Han tøver ikke med at værdsætte sine mentorer, der har hjulpet ham så meget … Mariano García og Antonio Sanz.

Iván er ansvarlig for generel ledelse af vingården takket være sin uddannelse som landbrugsteknisk ingeniør og virksomhedsledelse suppleret med ophold i USA.

De har samlet 500 hektar jord, men det er nu kun 60 hektar, som består af vinmarker … og det er også derfra, at denne 15 Meses en Barrica i årgang 2020 kommer og primært er lavet på Tempranillo tilsat 15% Merlot og Cabernet Sauvignon.

Vinen er lavet med afstilkning, traditionel gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på 1 og 2 år gamle medium ristede amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt er vinen klart yngre end foregående, men den har også et pænt touch fra fadlagringen på 15 måneder. Fadene bidrager med vanilje, kokos, mælkechokolade og lakrids, men den friske frugt mest er solbær, blåbær, kirsebær og blommer … samt en snert af noget mentol.

Smagen er såmænd også blød, men frugten er også her frisk og ikke særlig mørk eller dyb … tværtimod mere syrlig. Der er kirsebær samt blommer og en smule lemon eller campariagtig bitterhed, en stenet mineralitet og har godt med røg og tæt bid … det er nok en vin, som burde have været dekanteret. 91 point.

Ikke fundet herhjemme, men i Spanien koster den 21,90€ … svarende til 163 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Bodegas Santa Eulalia, Conde de Siruela Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Santa Eulalia, Conde de Siruela Reserva, Ribera del Duero, SpanienMed næste Ribera del Duero vin er vi hos Bodegas Santa Eulalia, der er en del af Bodegas Frutos Villar, som ejer vinhuse flere steder i Spanien, men her smager vi deres 2017 Conde de Siruela Reserva.

Vinhuset Bodegas Frutos Villar er etableret tilbage i 1920, hvor familien Villaer etablerede deres første vineri i Toro.

Før det havde familien i en lang årrække dyrket druer, men blot solgt dem lokalt. I dag er det fortsat Villar familien, nemlig Jesús Jañez Villar og hustruen Rosa Santana Hernández, som nu på 5. generation driver vinhuset, som dog siden etableringen i 1920 er vokset betydeligt.

Der er nemlig også opkøbt vingårde i områderne Cigales, Rueda, Castilla y León og Ribera del Duero. I Cigales har huset 105 hektar vinmarker, fordelt på vingårdene Calderona og Conde Ansúrez.

I Rueda har huset også en del marker, og vinene sælges her under navnene Morejona og Maria de Molina. I Castilla y León har huset 80 hektar vinmarker, hvor vinene sælges under navnene Señorío de Balboa samt Don Frutos. I Toro har familien 120 hektar vinmarker og to vingårde, nemlig Miralmonte og så Muruve.

I Ribera del Duero ejer familien Bodegas Santa Eulalia, som blev købt i 1988. I alt ejes der ikke mindre end 200 hektar i Ribera del Duero og vinene sælges under navnene Riberal samt Conde de Siruela.

Her smager jeg deres 2017 Conde de Siruela Reserva, der er lavet udelukkende på Tempranillo, der efter høst er afstilket 100% inden gæringen er sket i ståltanke ved 25-30 grader over 20-25 dage og efter endt fermentering er vinen lagret fra 18 til 24 måneder alt efter udvikling af vinen. Lagringen er sket på 85% amerikanske og 15% franske fade og derudover mindst 12 måneder på flaske.

Nu er duften igen dybere, mere intens og mørkere. Fadaftrykket er ligeledes tydeligere og frugten langt mere moden og kompleks. Der er blommer, solbær og søde krydderier, vanilje, tobak, kakao, kaffe, sød finsk lakrids og chokolade … mums.

I munden er der også godt med mørke bær, men aftrykket fra fadene virker mindre end i duften, hvorved frugten står meget frisk med lidt brombær, kirsebær, blommer og noget lemon. Det gør også, at vinen virker yngre end en årgang 2017, har samtidig tørre tanniner, samlet bliver det således en frisk mørk vin. 93 point.

Forhandles af VyP, hvor en flaske koster 294 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7