Tag-arkiv: Frankrig

2019 Château La Gaffelière, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2019 Château La Gaffelière, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigMed Bordeaux 2019 årgangen skulle vi også en tur til den højre bred og det skete først med denne 2019 Saint-Émilion Grand Cru Classé fra Château La Gaffelière.

Der er her atter tale om et historisk vinslot, der i 1959 blev klassificeret som 1er Grand Cru Classé og 1969 blev købt af Léo de Malet Roquefort og nu i over 3. generationer var været i Malet Roquefort familiens eje. De har i dag 32 hektar vinmarker, hvoraf de 22 hektar ligger indenfor 1er Grand Cru Classé området i Saint-Émilion.

Det er i dag Alexandre de Malet-Roquefort, som driver vingården, hvilket sker i samarbejde med vinkonsulent Stéphane Derenoncourt og efter en renovering og genplantning af mange af markerne, så er slottet i dag blandt nogle af de bedste Saint-Émilion, hvor specielt anvendelse af relativ høj andel af Cabernet Franc giver vinene fra slottet en ret finesserig stil.

Denne Saint-Émilion Grand Cru Classé er husets topvin eller førstevin, som i denne årgang 2019 er lavet på 65% Merlot, 30% Cabernet Franc og 5% Petit Verdot.

Efter høsten er druerne opbevaret køligt ved 7 grader i 12 timer inden gæringen er sket i temperaturstyrede tanke af rustfrit stål. Efter endt fermentering er vinen lagret 14-16 på på barriques, heraf 50% nye fade.

Med denne Saint-Émilion er fadpræget igen pænt stort i næsen, for omgående kommer der finsk lakrids, vanilje, kaffebønner, blyanter,  candyfloss, muldjord, trækul, sorte trøfler, læderfedt og cedertræ. Frugten er mørk, moden og det er mest solbær suppleret med brombær … virker endda lidt tørret eller kraftig i duften.

Smagen er cremet og vinen vitterlig smelter nærmest i munden, blød og lækker med let sødme, bløde og knuste solbær, sorte kirsebær og så godt med ristede elementer, toast og ellers bare godt med træ og de tørre fade fylder godt i munde. 94 point.

Forhandles bl.a. hos Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 675 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2019 Château Grand-Puy Ducasse, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Grand-Puy Ducasse, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDerefter skiftede vi årgang, for de sidste 4 Bordeaux vine var nemlig alle fra årgang 2019 og den første var denne 2019 Pauillac 5. Grand Cru Classé fra Château Grand-Puy Ducasse.

Vinslottet var egentlig oprindelig en del af Château Grand-Puy-Lacoste, hvis historie går helt tilbage til 1600-tallet, hvor det var ejet af M. de Guiraud, som også var medlem af Parlamentet i Bordeaux.

Herefter gik slottet i arv … først til én af Guirauds døtre, som selvfølgelig tog ægtemandens navn. Og da slottets navn dengang, efter de stolte traditioner bestod af et stednavn – her Grand-Puy – samt ejerens navn, ja så skiftede slottet også navn nogle gange.

i 1750 frasolgt ejerne en del af markerne på den store, grussede Grand-Puy bakke. Køberen var Pierre Ducasse, og det var så starten på Château Grand-Puy-Ducasse.

Slottet har i dag 40 hektar vinmarker,  som er spredt ud over en stor del af Pauillac … bl.a. med parceller, der grænser op til markerne fra Château Lafite og Château Mouton Rothschild i den nordlige del i Pauillac, mens markerne i den sydlige del grænser op til Château Pichon Baron.

Siden 2004 har slottet været ejet af Groupe Crédit Agricole, som har sat Anne Le Naour ind som teknisk direktør og ønologen Hubert de Bouärd som konsulent for huset … og sådan er det vist fortsat i dag,

I denne årgang 2019 er vinen lavet på 49% Cabernet Sauvignon og 51% Merlot. Al høst foregår selvfølgelig med håndkraft, hvorefter druerne ved ankomst til vineriet sorteres via optisk scanner. Gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade, hvoraf omkring 50% normalt er helt nye fade.

Duftmæssigt er der godt med ristede noter … kakao, dybe noter af toast, briocheboller, kanel, vanilje, karamelfudge, en halv brownie og chokolade. Frugten er også mørk, sort og fed med solbærmarmelade og sorte kirsebær suppleret med sød lakrids, fugtig rig muldjord og andre umamiagtige jordnoter.

Uha … det er vildt tørt i munden og klart den tørreste af de smagte Bordeaux vine so far denne aften. Men det er samtidig intens og ret elegant med et stærkt tannisk bid. Frugten er solbær, sorte kirsebær og en smule lemon og sort te bitterhed i syren … meget rank og flot Bordeaux vin, så dermed 94 point.

Forhandles bl.a. hos Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2016 Château Rocheyron, La Fleur De Rocheyron Saint Emilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Rocheyron, La Fleur De Rocheyron Saint Emilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVi fortsatte i Bordeaux med endnu en vin i 2016 årgangen, men nu fra højre bred i form af denne La Fleur De Rocheyron Saint Emilion Grand Cru fra Château Rocheyron … et jointventure mellem danske Peter Sisseck og den spanske mangemillionær Silvio Denz.

La Fleur de Rocheyron er Château Rocheyrons 2. vin og jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2015 og skrevet om vinhuset og hele historien, så det skal jeg ikke gentage. Vinen er lavet på 100% ren Merlot, som efter høst gennemgår både en manuel samt en optisk sortering efter alle stilkene er fjernet.

Gæringen er sket med druernes egne gærceller og er sket i 7 cementtanke og 3 rustfri ståltanke. Der sker kun få overpumpninger aka remontage for ikke at ekstrahere for meget og efter endt gæring er vinen så lagret 14 måneder på fade kun brugt én gang før inden klaring med æggehvider og aftapning på flaske uden filtrering.

Igen er der masser af mørk, dyb og intensiv frugt rent duftmæssigt, men samtidig virker den dog også køligere, mere rank og faktisk også mere landlig i aromaerne. Der er fortsat sort, mørk og fed og kødfuld frugt med solbær og brombær, men der kommer også cigarkasser, en smule tobak, læder, chokolade, lakrids. karamel og vanilje, røg … og så har den virkelig godt med blomsteraromaer.

Den har også en frisk og rank smag, men fortsat fløjlsblød, koncentreret og fyldig. Det er virkelig tørt og frugten virker lysere end duftmæssigt med solbær, kirsebær, ribs og lidt syrlige citroner. Det giver mere bid, virker grønnere, mere uforsonlig med skovbund, garvet læder og vildt tørre tanniner. 93 point.

Forhandles bl.a. hos Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 525 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2016 Château Cantenac Brown, Margaux 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Cantenac Brown, Margaux 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigNæste Bordeaux vin i glasset var også fra 2016 årgangen og var en Margaux 3. Grand Cru Classé fra Château Cantenac Brown … en vin jeg tidligere har smagt i både årgang 2004 og 2007.

I denne nyere årgang 2016 er vinen lavet på 68% Cabernet Sauvignon og 32% Merlot. Den er lavet helt klassisk og er efter endt gæring lagret 16 måneder på barriques, heraf 60% nye fade og resten er kun brugt én gang tidligere.

Duftmæssigt er det en fed og fadlækker vin … der skylder en kæmpemæssig bølge af vaniljecreme, kanelsnegle, lakridskonfekt, sød finsk lakrids,  chokolade, våde fade, ædeltræ, mahogni, teaktræ og palisandermøbler. Frugten er solbærsyltetøj, brombær og sorte kirsebær … slam … fed, tæt, kompakt og utrolig lækker.

Det er blødt, fedt og klart et niveau op fra foregående vin og med noget koncentreret marmeladefølelse og en cremet, opulent frugt af sorte kirsebær, solbær samt modne tanniner, der ikke bider særligt meget. Selvom det er kraftigt og koncentreret, så er smagen også samtidig frisk og rank … smager rasende godt. 95 point.

Forhandles bl.a. hos Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Château Cantemerle, Haut-Médoc 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Cantemerle, Haut-Médoc 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigChâteau Cantemerle er et 5. Grand Cru Classé vinslot under 1855 klassifikationen og et slot, som jeg før har smagt vine fra i årgang 1995 og 2003. Men nu smagte jeg 2016’eren.

Da jeg dermed har skrevet om vinslottet og dets historie før, så kigger vi nu alene nærmere på denne 2016, så er lavet på 52% Cabernet Sauvignon, 39% Merlot 5% Cabernet Franc og endelig 4% Petit Verdot.

Vinstokkene er omkring 35 år gamle og står med en tæthed med 8.300 stokke pr. hektar. De er høstet manuelt og derefter afstilket og knust inden gæringen sker ved 26-28 grader over 6-8 dage med en maceration over 28-30 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 40% er nye og årlig produktion ligger på 400.000 flasker.

Dejligt dyb aroma, solbær, brombær, måske endda lidt ret modne blommer, let mynte og ellers pænt med fad, lakrids, mørk chokolade, ristede kaffebønner, våde fade, muldjord og en stor vaniljestang.

I munden er vinen mere slank og mere syrerig med frisk medium frugt af tranebær, lyse kirsebær og solbær. Tanninerne er også lyse, tørre og alligevel medgørlige, mens man også lige mærker en vis mineralsk påvirkning. Det er virkelig godt uden at man helt besvimer, men mindre kan jo også gøre det. 92 point.

Forhandles bl.a. af Supervin, hvor en flaske koster 354,95 kr., mens prisen er 294,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Château Guiraud, G de Guiraud Blanc, Bordeaux, Frankrig

2022 Château Guiraud, G de Guiraud Blanc, Bordeaux, FrankrigChâteau Guiraud ligger i Sauternes i Bordeaux og laver mest søde Sauternes vine, men i dag går trenden mod tør vin, så de laver derfor også hvidvinen G de Guiraud Blanc, som jeg har smagt i årgang 2022.

Château Guiraud har sit navn efter er købmandsfamilien af samme navn. Guiraud familien var protestantisk og købte det smukke vinslot i 1766, hvorefter de skabte et navn indenfor god Sauternes på primært Sauvignon Blanc og senere kom med i 1855 klassifikationen som et Premier Gand Cru Classe slot.

Siden blev slottet i  og hører stadig til blandt eliten af flotte Sauternes vine og kan nærmest måle sig med vinene fra d’Yquem, men  mellemkrigstiden kom Guiraud dog ind i en ustabil periode.

Men da canadieren Frank Narby købte slottet i 1981, blev der investeret høje summer i en total renovering og genplantning af nye stokke og slottet kom atter i toppen i Sauternes appellationen.

Nogle år senere i 2006 blev Château Guiraud så købt af Olivier Bernard fra Domaine de Chevalier sammen med 3 vinproducenter og Peugeot familien. De har ligeledes igangsat forbedringer og fået slottet certificeret økologisk i 2011.

For at have et bredere udvalg, så er man også begyndt at lave tørre hvidvine, bl.a. denne G de Guiraud Blanc, der i denne årgang er lavet på 53% Sauvignon Blanc og 47% Sémillon. Vinmarkerne er præget af sand og ler og stokkene er 35 år gamle og plantet med en tæthed på 6.600 stokke pr. hektar.

Druerne er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar og efter blid presning er vinen gæret … 50% i rustfrie stålkar og 50% i egetræsfade over 10 dage. Efterfølgende har 5% fået malolaktisk inden 6 måneders lagring på egefade. Der er i årgang 2022 lavet 170.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det en meget grøn og frisk vin, hvor man tydeligt kan dufte, at der er Sauvignon Blanc i, men fadlagringen er også tydelig og giver vinen en lille varme og fadnoter af vanilje, karamel og let sødme. Frugten er ikke pivgrøn, men der er hyld, stikkelsbær, en smule asparges og melon … vild lækker aroma.

Også i munden er det en frisk og let syrerig vin, der alligevel har en svag fedme og fadlækker, blød rundhed. Frugten er eksotisk, pærer, melon, fersken, hyld, gule æbler og sød lemon suppleret med noget hvid peber, toast, briocheboller og gode scones. 91 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine Brunely, Cuvée Hommage Selections Parcellaires, Rhône, Frankrig

2022 Domaine Brunely, Cuvée Hommage Selections Parcellaires, Rhône, FrankrigDenne Cuvée Hommage Selections Parcellaires fra Domaine Brunely har jeg smagt før … det var i en årgang 2021, men nu smager jeg så 2022’eren.

Cuvée Hommage Selections Parcellaires vinen er dedikeret til den gamle far Rémy Carichon og er lavet på et blend af 50% Grenache, 30% Syrah samt 20% Carignan. Vinstokkene brugt til vinen er nøje udvalgt og er blandt domænets ældste Syrah- og Grenache-stokke med en alder på 50-75 år.

På stokke af denne alder er udbyttet ikke så højt, men smagen og dybden i vinen er tilsvarende potent. Vinen er til gengæld kun lavet  med gæring i ståltanke og ved den efterfølgende lagring er dette så kun sket i betontanke.

2022 var et langt bedre år i det sydlige Rhône end 2021, hvilket faktisk også kan smages i denne vin. WineSpectator rater 2022 til 95 point generelt mod sølle 88 point for 2021.

Det er duftmæssigt en mørkere og mere dyb vin end 2021’eren, således er frugten sorte kirsebær, brombær og ribs, men derudover er der lakrids … både tør engelsk og sød finsk lakrids, lidt vanilje og lakridskonfekt, en smule kamfer og generelt mere velafbalanceret end 2021’eren.

Det gælder også smagen, hvor man får både en forholdsvis frisk frugtsmag af tranebær, ribs, hindbær og letbitter lemon, men også en beskeden sødme, som binder smagen godt sammen. Der kommer selvfølgelig også lidt peber, som giver varme, men samlet giver det en rigtig fin, rustik, bondsk og klassisk rhônevin med nerve og bid, hvilket samlet giver 90 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   half_thumb

2020 Vignobles Diffonty, Château Sixtine Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 Vignobles Diffonty, Château Sixtine Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigTilbage i december smagte jeg også et par vine fra Vignobles Diffonty, som er et familieejet vinfirma i Châteauneuf-du-Pape og de laver vine under navnene Château Sixtine og Cuvée du Vatican. Her er det netop en 2020 Château Sixtine Châteauneuf-du-Pape.

Du kan læse mere om vinhuset i min anmeldelse af deres 2020 Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape. Men denne er lavet på næsten samme måde. Den er lavet på et blend af 47% Grenache, 24% Syrah og 29% Mourvedre, der kommer fra 50-100 år gamle vinstokke på 3 marker i henholdsvis La Crau, Rayas og Barbe d’Asne og høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er druerne afstilket inden gæring i termoregulerede kar af rustfrit stål. Efter endt fermentering er vine lagret 12 måneder på franske egetræsfade, hvorefter aftapning på flaske er sket med en let filtrering. Der er en vin med et højt oktantal på 15,5% og der er lavet 30.900 flasker af vinen.

Duftmæssigt er der både oksefond, tørret kød, blæk, sorte oliven, mens frugten virker halv gæret og halv tørret med solbær, blåbær, knuste sten, tobak, peber, rosmarin og pæn tørhed.

Smagen er også meget tør … men samtidig fed, magtfuld, fyldig og kraftig med solbær, blåbær og blommer samt godt med peber, varme fra alkoholen, masser af sød og sort tobak, lakrids og chokolade. 92 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 298 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 A&E Verset, Cornas Signature Verset, Rhône, Frankrig

2021 A&E Verset, Cornas Signature Verset, Rhône, FrankrigRhône eksperten Niels Lillelund sagde engang, at man med et rigtigt godt glas Cornas skal være i tvivl om, hvorvidt man har fået et glas vin eller bare én på hovedet. Som næstsidste vin til byggemødet fik vi så en veritabel lussing … en 2021 Cornas Signature Verset fra A&E Verset.

Vinhuset hed tidligere blot Alain Verset, men efter datteren Emanuelle er kommet med i driften, så hedder det selvfølgelig nu  Domaine A & E Verset.

Alain Verset er nevø til den legendariske Noël Verset, der jo rangerer på højde med andre store traditionalister som René Balthazar, August Clape og Marius Gentaz. Alain driver i dag sin lille vingård sammen med datteren Emanuelle, der siden 2016 også har overtaget mere og mere af driften.

Far og datter har samlet omkring hektar marker, som Alain har arvet fra sin far Louis Verset samt en smule fra sin berømte onkel, der jo ellers solgte sine bedste marker til henholdsvis Thierry Allemand, Auguste Clape, Laurent Courbis og en anden nevø Franck Balthazar.

Fremstillingen af vinene er uforandret fra tidligere generationer – dvs. gæring af hele klaser uden tilsætning af gær, lagring på store, gamle fade, der ikke giver smag/duft til vinene og vinene flaskes uden klaring eller filtrering.

I dag har man dog afveget fra praksissen hos den tidligere generation om bare at lave én vin, så i dag laver Alain og Emanuelle Verset 4 vine … en Cornas, som jeg har smagt tidligere i både årgang 2018 og 2019, en Syrah VdF, en Viognier VdF og så denne Cornas Signature Verset, som jeg nu smager i årgang 2021.

Vinen er lavet af Syrah druerne fra op til 100 år gamle vinstokke på parceller på de to marker Champelrose og Genal i Cornas og med ret små mængder. Gæring sker i brugte 228 liters og 400 liters egefade og efter endt fermentering er vinen så lagret 22 måneder på de samme fade.

Næsen byder på fond … både okse- og grøntsagsfond samt mælkede noter af kærnemælk, tørret kød, peber, støvede granitskærver, sten og andre bjergarter, violer og sort oliven. Frugten er mørk, dyb og tæt med en omgang brombær, blåbær og ribs, men fadene giver også nogle mere søde og venlige pust af vanilje, kabel, våde fade og let candyfloss.

I munden er vinen bare sindssyg tør … tør og stenet mineralsk med peber bag på tungen, brombær, tranebær og ribs i stride strømme og lidt lemon bitterhed. Der er stram syre, godt med tanninbid og man føler virkelig, at dette er old-school klassisk Cornas. 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Christophe Violot-Guillemard, Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, Bourgogne, Frankrig

2018 Christophe Violot-Guillemard, Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, Bourgogne, FrankrigNæste vin havde vi selv givet Flemming i gave til en rigtig snapsejulefrokost lige før jul. Det er en imponerende lækker 2018 Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots fra Christophe Violot-Guillemard.

Vinhuset ligger på Rue de la Refene i Pommard og er startet for over hundrede år siden af Joannès Faivre, som sideløbende drev et lille destilleri.

Han fik sammen med hustruen Léontine Badet datteren Marie-Louise, som blev gift med Louis Violot og drev vinhuset sammen, men desværre døde Louis alt for tidligt i en ulykke, så derefter giftede hun sig med Jules Guillemard.

Marie-Louise Faivres to drenge Roger og Gilbert fra ægteskabet med Louis Violot blev også vinbønder … men i dag er det Gilberts søn Christophe Violot-Guillemard, der som 4. generation driver gården videre og selv overtog ansvaret i 1990.

Han har i dag 7 hektar vinmarker i en række af Bourgognes kendte kommuner – primært i Côte de Beaune – og fx appellelationer som Pommard, Volnay, Meursault og Saint-Romain.

Christophe Violot-Guillemard har børnene Camille, Chloé, Théo og Louis … og Théo studerer i øjeblikket vinavl og vil være 5. generation til at drive familieejendommen. Han deltager allerede i driften og er langsomt ved at overtage mere og mere ansvar.

Denne 2018 Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, hvor alle Pinot Noir druerne kommer fra Premier Cru-marken Les Suchots, som er beliggende lige nord for selve Vosne Romanée i smørhullet mellem berømte Grand Cru-marker som Richebourg, Romanée Saint Vivant og Echézeaux,

Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots – og husets andre vine – er der ikke mange informationer om, men vinen er lavet med mindst mulig indgriben og lagring, hvor der kun bruges en mindre andel nye fade.

Duftmæssigt kan man mærke, at vi nu har skiftet spor … igen er det cremet, ultrablødt og med en lille saftig varme, som endda virker en smule fyldig på en let og luftig måde. Der er frugt af jordbær, ribs og kirsebær samt søde noter af lakrids, nougat, chokolade og vanilje, en mineralsk kant og en anelse mentol. Det er elegant og man kan også fornemme en vis saftighed.

I munden fylder vinen godt … giver en indre ro, for alt er blødt, cremet og nærmest mundsmeltende med en koket flommefedme, krop og tæt frugt, der mest er sorte kirsebær, jordbær, tranebær og ribs suppleret med lidt campariagtig bitterhed, let peber og næsten feminint bid … det gør lidt ondt, men er også så dejligt. Tanninerne er blidt og medgørlig, gnubber blot lidt på tungen og spiller op til dans med skyggelang længde. 97 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.405 kr., mens prisen er 1.260 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb