Tag-arkiv: clairette

Clairette – også kendt som Clairette Blanche – er en hvid druesort, der stammer fra Frankrig, hvor den mest er udbredt i  Provence, Rhône og Languedoc. I 1990’erne var der 3.000 hektar Clairette i Frankrig. men det antal har siden været stærkt faldende.

Clairette blev ofte brugt til at fremstille vermouth, som den er specielt godt egnet til med, da den oftest giver vine med meget alkohol, lav slap syreindhold og med en tendens til at oxidere let. Disse problemer er undertiden blevet overvundet delvist ved at blande Clairette med druesorter med høj syre som fx Piquepoul Blanc.

Clairette anvendes alene i de hvide vine Clairette de Bellegarde og Clairette du Languedoc, mens de mousserende vine Clairette de Die også kan indeholde Muscat Blanc à Petits Grains. Clairette bruges ofte i den blandede hvide Vin de Pays fra Languedoc.

Det er også en af ​​de 13 druesorter, der er tilladt i Châteauneuf-du-Pape vinene og er faktisk den mest anvendte hvide druesort netop i disse vine … en spids mere end Grenache Blanc.

Clairette er en aromatisk sort, der kan opnå højt sukkerindhold, Den modner sent og vokser bedst i varmt klima. De tørre vine er sprøde men ret neutrale. De bedste er fede, sødmefulde og let krydrede.

2019 Les Vignerons de Tavel & Lirac, Tavel Cuvée Royal Rosé, Rhône, Frankrig

2019 Les Vignerons de Tavel & Lirac, Tavel Cuvée Royal Rosé, Rhône, FrankrigTavel 1’er Rosé de France står der med fede skrifttyper ovenpå vineriet hos kooperativet Les Vignerons de Tavel & Lirac når du fra motorvejen kører ind imod den lille by Tavel omkring 10 kilometer nordvest for Avignon i Rhône.

Og det er netop vaskeægte Tavel rosévin fra byens store kooperativ, som jeg nu har fået i glasset … en 2019 Tavel Cuvée Royal Rosé.

Appellationen AOC Tavel ligger på vestsiden af Rhônefloden, lige over for Châteauneuf-du-Pape. Vinmarkerne ligger nærmest rundt om Tavel kun og der er samlet 898 hektar vinmarker i appellationen, der er kendt for at producere nogle af de fineste rosévine i Frankrig og deraf selvfølgelig også skiltet med Tavel 1’er Rosé de France ved indkørslen til byen. Blærerøve.

For det er udelukkende rosévine, som produceres i AOC Tavel appellationen og selv store producenter som E. Guigal producerer selvfølgelig også selv Tavel. En ægte Tavel rosévin skal være lavet på 30 til 60% Grenache suppleret med Cinsault , Syrah og ofte andre druer.

Markerne i Tavel består primært af sandsten, ofte dækket af rullesten og minder på den facon meget om Châteauneuf-du-Pape længere mod øst. Tavel vinene er ofte ganske stærke med diskret, krydret duft og ganske fyldig smag, ofte med fin lille syre. Oftest  drikkes de unge … indenfor 3 år.

Tavel rosévin laves ikke efter den billigere Saigneé metode, hvor mosten kommer ud som et lille biprodukt, som ved produktion af rødvine slynges ud tidligt i gæringen. En Tavel laves derimod med pæn lang maceration af druerne med skallerne inden presningen, ofte 48-72 timer, hvilket også giver vinene mere farve, struktur, kompleksitet og fylde.

Den største producent af Tavel vin er ubetinget byens kooperativ, nemlig Les Vignerons de Tavel & Lirac, som oprindelig er grundlagt i 1937. Dengang hed det imidlertid Cave des Vignerons de Tavel, men efter en fusion med Des Vins de Cru de Lirac fra Saint Laurent des Arbres ændrede det navn til Les Vignerons de Tavel & Lirac.

Les Vignerons de Tavel & Lirac har i dag har 100 tilknyttede vinavlere som medlemmer, som leverer druer fra deres omkring 680 hektar vinmarker, hvoraf 400 hektar af markerne er under AOC Tavel appellationen.

Cave Les Vignerons de Tavel & Lirac har en samlet produktion på 35.000 hektoliter vin, heraf 18.000 hektoliter Tavel. Det betyder en samlet årlig produktion på over 3 millioner flasker vin og Cave Les Vignerons de Tavel & Lirac producerer således knap 45% af al rosévin under hele AOC Tavel appellationen.

Og her smager vi en Tavel fra kooperativet, nemlig deres Tavel Cuvée Royal Rosé i en frisk årgang 2019, lavet på 50% Grenache, 20% Cinsault, 6% Clairette, 7% Picpoul og Bourboulenc samt endelig 17% Syrah, Mourvèdre og Carignan fra 35 år gamle vinstokke.

Druerne er høstet med et udbytte på 44 hektoliter pr. hektar og derefter er druerne afstilket inden en lang 48-72 timers maceration, presning og en forholdsvis kold gæring ved 13-14 grader over 10-15 dage, lagret ganske kort og så ellers flasket. Værsgo at drik!

I glasset er vinen langt mørkere og mere rød end de fleste rosévine og i næsen er der også langt mere skrald på. Der er tonsvis jordbær, søde kirsebær, en overarm med pæne biceps, masser af krop, lidt en lastbilchauffør med lyserøde strømper på, et greb om kuglerne, en saftevandagtig sødme, en smule peber, grøn peberfrugt … og der fornemmes også en krydret tørhed i vinen.

Det er også en smagfuld rosévin, hvor man lige skal kalibrere munden til den store fylde og et klart drys med peberbøssen. Der er sorte kirsebær, mellemrød frugt … fyldig, blød og cremet, men igen lidt kluntet på en yderst charmere måde. Der blander sig lidt grape og en tør, krydret bitterhed, meget tæt, skarp, men det er voldsomt smagfuld. Der er også sødme til at balancere bitterheden og de stærke noter, så samlet set bliver det en rosé på højt niveau, så Houlberg disker op med 4,5 store tomler med pil op … er bare sjovere end mange andre kedelige rosévine.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr,, mens den i øjeblikket er på tilbud til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Domaine de Saint Siffrein, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2017 Domaine de Saint Siffrein, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigVi napper da oss’ lige to Châteauneuf-du-Pape vine fra Cyril Chastan på Domaine de Saint Siffrein og hvad er så mere naturligt end at starte med den hvide Châteauneuf-du-Pape Blanc?

Cyril Chastan har alene 1 hektar med de traditionelle hvide druer og det er i den nordvestlige del af Châteauneuf-du-Pape … og primært lieux-dits på markerne Cabrieres og Palestor.

Vinen er i denne årgang 2017 lavet på 35% Grenache Blanc, 30% Clairette, 15% Bourboulenc og 15% Roussanne, mens de sidste 5% består af Piquepoul og Picardan. Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar og er straks derefter presset inden gæringen ved lave temperaturer.

Hovedparten af druerne gærer i rustfrie ståltanke, mens 38% har gæret i store 400 liters egefade. Efter endt fermentering har vinen lagret på egefade sur lie – altså med bærmen – i 4 måneder inden endelig aftapning på flaske.

Som dens CdR lillesøster, så er Domaine de Saint Siffreins Châteauneuf-du-Pape Blanc en lille fed og opulent dame, meget aromatisk, nærmest eksplosiv i duften med fede, tørrede ferskner, kvæde, pærer, ananas, honningmelon, ristede mandler og en stilk med lidt blomster.

Smagen er fløjlsblød med en meget rund, kraftig – om end svagt flad – syre, meget smagsfuld med fersken, melon, fedme, vanilje, brunet smør, sødme, blomster og mineraler. Der er virkelig comfort vin, totalt rund, varm og meget smagfuld.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigDen næste vin i glasset fra Domaine de Pignan blev en vaskeægte Châteauneuf-du-Pape, men en hvid af slagsen og i nyeste 2018-udgave.

Den hvide Châteauneuf-du-Pape Blanc er – som med mange hvide neuf’er – lavet på et skønt mix med 40% Grenache Blanc, 20% Roussanne, 20% Clairette, 10% Bourboulenc, 5% Picpoul og 5% Picardan … alle fra 60 år gamle vinstokke på en 1 hektar stor vinmark, hvor druerne er høstet og sorteret med håndkraft inden vinificeringen.

Efter sorteringen af druerne er de presset og gæringen er sket ved lav temperatur … 16-18 grader og efter endt gæring er vinen lagret sur lie i 6 måneder på egefade, heraf 25% nye fade.

Åh, hvor har jeg egentlig savnet hvid Châteauneuf-du-Pape, for det er vist ved at være lang tid siden, at jeg sidst har smagte sådan én. Næsen er blid, blød og fyldig … lidt afdæmpet med brede skuldre, mens frugten er melon, hyld og fersken. Derudover lidt blomster og lidt altheabolsjer. Det er så fint, blød og forsigtigt.

I munden er vinen også en forsigtigper, selvom der er masser af velsmag. Det er samtidig tørt med peber, blomster, fersken, melon og alt leveres cremet, blødt og lækkert. Tørt, sødkrydret, dybt og krydret, men meget forsigtigt og genert.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Domaine Saint Gayan, L’Oratory Côtes-du-Rhône Villages Sablet, Rhône, Frankrig

2016 Domaine Saint Gayan, L'Oratory Côtes-du-Rhône Villages Sablet, Rhône, FrankrigDen 3. Rhône hvidvin ved Masterclass smagningen var denne L’Oratory Côtes-du-Rhône Villages Sablet fra Domaine Saint Gayan, der ligger 1 kilometer syd for byen Sablet.

Domaine Saint Gayan drives af Jean-Pierre Meffre og hans kone Martinne. Jean-Pierre overtog driften af vingården fra sin far Roger Meffre i 1980. Vingården har været i familiens eje siden 1709, hvor den blev købt af en ung løjtnant Pierre Goubert. Det var i slutningen af det nittende århundrede, at familien blev til Meffre, da den eneste arving Léa Goubert giftede sig med Albert Meffre.

Jean-Pierre Meffre er dermed i direkte linje 11. generation og dermed har familien  stolte traditioner og et kæmpestort historiske erfaringsgrundlag. Siden 2007 har svigersønnen Christian-Yves Carré de Lusançay også deltaget i driften.

Domaine Saint Gayan har samlet 38 hektar vinmarker fordelt på både Rasteau, Gigondas, Châteauneuf-du-Pape og Côtes de Rhône Villages Sablet. Mere en halvdelen af vingårdens marker er beplantet med vinstokke, som er mere end 80 år gamle.

Sablet er  én af de kommuner i Sydrhône, hvor man må anvende kommunenavnet efter Côtes du Rhône Villages, så man ved mere præcist hvor druerne kommer fra. Sablet er kendt for, at markerne er meget sandet og i 2017 var der samlet alene 373 hektar vinmarker i Sablet.

Denne L’Oratory Côtes-du-Rhône Villages Sablet er netop lavet med druer fra husets 1,76 hektar marker i Sablet. Druerne kommer fra 15 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er et blend på 40% Viognier, 30%, Bourboulenc, 10 Grenache Blanc, 15% Clairette og 5% Roussanne. Vinen er lavet ved, at druerne presses og derefter gærer i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperaturer og lagrer 7 måneder i tankene.

I næsen er vinen lidt tør, nærmest med lidt jord og ellers ikke specielt eksplosiv, men ganske neutral. Der er lidt fersken, pærer, kalk, hasselnødder og noget, som kunne dufte som symaskineolie.

Smagsmæssigt er der fennikel, lakrids … igen – som næsen – en smule tilbageholdende og næsten på vej til det kedelige, men er sådan set blød og rund. Syren er lidt vag og ufokuseret, men vinen har en lækker blid eftersmag. Der er 4 tomler med pil svagt ned.

Importør er Theis Vine, og prisen på flaske ligger på 140 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Vidal-Fleury, Côtes-du-Rhône Blanc, Rhône, Frankrig

2018 Vidal-Fleury, Côtes-du-Rhône Blanc, Rhône, FrankrigHvidvinene i Rhône udgør faktisk 7% af den samlede produktion og i 2017 svarende dette til 163.026 hektoliter. En af de hvide fra Rhône er denne Côtes-du-Rhône Blanc fra Vidal-Fleury.

Vinhuset ligger ved Tupin et Semons midt i de berømte Côte-Rôtie vinmarker. Vidal-Fleury er grundlagt tilbage i 1781 af Vidal familien og er i dag det eneste vinhus i Rhônedalen, der har lavet vin uden afbrydelse siden 1781. Allerede tilbage i 1787 blev huset berømt, da den amerikanske præsident Thomas Jefferson besøgte huset … hvilken blev starten til en eksport af vinene.

I 1890’erne giftede Gustave Vidal sig med en datter af Fleury familien og dermed fik huset sit nuværende navn Vidal-Fleury, og en medgift som muliggjorde en genplantning af vinmarkerne efter den store phylloxera epidemi.

Vidal-Fleury havde oprindeligt en række vinmarker i den nordlige del af Rhôneområdet, men siden 1920 har de udvidet med marker i andre dele af Rhône og i dag opkøber huset også druer fra udvalgte vinavlere i hele Rhônedalen. Vidal-Fleury er dog i dag næsten blevet synonym med Côte-Rôtie.

Vinhuset er i dag dog ikke længere ejet af Vidal-Fleury familien, for det blev i 1984 købt af Guigal, som havde en særlig interesse i Vidal-Fleury, hvor Etienne Guigal selv blev udlært og arbejdede en lang årrække inden han i 1946 etablerede sig som vinbonde og grundlagde E. Guigal.

Guigal familien har sat Guy Sarton du Jonchay til at drive vinhuset, hvilket sker sammen med hans hustru Monika. De driver markerne sammen med Guigal og samlet har Vidal-Fleury og Guigal omkring 62 hektar i det nordlige Rhône. Hvor mange marker, som Vidal-Fleury har i den sydlige del ved jeg ikke, men de fleste af druerne opkøbes hos små vinavlere.

I 2006 startede Vidal-Fleury byggeriet af et nyt state-of-the-art winery, som blev færdigt i 2008. Det er specielt bygget til at lagre vinene indtil de er klare til salg … og I kan se vineriet på billedet ovenover.

Denne Côtes-du-Rhône Blanc er en vin, som huset har lavet siden starten af 1980’erne. I denne unge årgang 2018 er den lavet på 87% Viognier, 5% Clairette, 3% Grenache Blanc og 5% Roussanne.

Druerne er høstet både med maskine og ved håndkraft. Omkring 30% er druerne er ligget en kort periode på skindet, mens resten af druerne blot er presses direkte.

Gæringen er sket ved 16 grader i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret sur lie i 6 måneder inden filtrering, flaskning og lagring yderligere 3 måneder. Der laves årligt omkring 385 hektoliter af vinen, hvilket giver omkring 51.500 flasker.

Næsen er lidt neutral … men der er pærer, melon, ananas og måske lidt abrikos, lidt nødder, mandler og er ellers en smule opulent, lidt fluffy og svagt parfumeret. Der er blomster, papkasser, vingummibamser samt søde krydderier.

Smagen er blød, cremet, grønne æbler og tropiske frugter, en vis fylde, godt bid og friskhed, men ikke så kompleks.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 79,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2018 M. Chapoutier, Belleruche Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2018 M. Chapoutier, Belleruche Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigJeg var forleden til en Masterclass med temaet Côtes du Rhône arrangeret af Inter Rhône, som er en organisation, der repræsenterer over 500 Rhône producenter. Så hele formiddagen stod på vine fra Rhône og den første var denne hvide Belleruche Côtes-du-Rhône fra M. Chapoutier.

Det var Thomas Rydberg, som skulle guide os igennem vinene og fortælle om Rhône, lidt fakta om vinproduktionen i området, druerne og de i alt 11 vine, som var fordelt på 5 hvidvine, 2 rosévine og 5 rødvine.

De fleste vinkyndige kender Thomas Rydberg, som er fast vinanmelder for Ekstra Bladet og derudover laver vinmagasinet DinVinGuide og står bag AltomSpanskVin.dk. Inter Rhône havde hyret Thomas til at formidle lidt budskaber omkring vinene fra Rhône området og selvfølgelig udbrede kendskabet.

Thomas har en kæmpe viden om vin, og han fortalte en række spændende facts omkring Rhône, men de ting skal jeg nok fortælle mere om i nogle af de næste blogindlæg/anmeldelser. Nu kigger vi i stedet nærmere på denne Belleruche Côtes-du-Rhône fra M. Chapoutier.

Nu var jeg jo til en Chapoutier smagning i januar i år, så hele historien om vinhuset kan du læse i blogindlægget på Chapoutiers 2016 Invitare Condrieu … en i øvrigt spændende historie.

M. Chapoutier ejer i dag 54 hektar vinmarker i det nordlige Rhône, 90 hektar i det sydlige Rhône samt 69 hektar i Roussillon. Og så opkøber de altså også fortsat druer op i negociantdelen fra vinavlere i både det nordlige og sydlige Rhône.

Denne hvide Belleruche Côtes-du-Rhône – som også findes i en rød udgave – er lavet på et blend af druerne Grenache Blanc, Roussanne, Viognier, Clairette og Bourboulenc. Druerne høstes med maskine og stammer formentlig fra andre vinavlere.

Vinen er lavet ved, at alle klaser afstilkes, hvorefter druerne får en let maceration – specielt Viognier druerne – hvilket efterfølges af en blid presning. Derefter hviler mosten koldt, hvorefter gæring sker ved lav temperatur i rustfrie ståltanke.

Næsen byder dig på blomster, er let parfumeret, har lidt fennikel, mens frugten er abrikos, fersken, melon og lidt appelsin. Derudover er der en fin intensitet og en ganske pæn tørhed.

Smagen har til gengæld masser af syre, citron, grøn frugt, pærer og grønne æbler, fennikel, en lille bitterhed, men pakket pænt ind i en cremet og frisk smag. Det er klart en ung, frisk vin med en pæn intensitet.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Domaine du Père Caboche, Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2016 Domaine du Père Caboche, Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigCaspar fra Plus Ultra Wine kaldte selv med dejlig udansk storhedsvanvid denne Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes fra Domaine du Père Caboche for Danmarks bedste neuf-køb til pengene … og det tester jeres flittige vinblogger selvfølgelig.

Domaine du Père Caboche ligger i Châteauneuf-du-Pape og er grundlagt i 1777, hvor Elisabeth Chambellan giftede sig med Louis Boisson. Chambellan familien havde drevet vingården siden 1652, mens Boisson familien gennem generationer havde været grovsmede.

Familien drev senere vinhuset ved siden af forretningen som grovsmede, hvorfor vinhuset også fik navnet Domaine du Père Caboche … det procencalske navn for hesteskosøm, da jobbet som smed også omfattede at smede hestesko.

I dag ejes Domaine du Père Caboche af Jean-Pierre Boisson, men det er dog datteren Emilie Boisson, som i dag driver domænet med en smule hjælp fra broderen Nicolas.

Jean-Pierre Boisson er en kendt mand i Châteauneuf-du-Pape, idet han var borgmester i byen gennem mange år, nemlig fra 2001 til 2014.

Derudover harJean-Pierre også været præsident for Chambre d’Agriculture de Vaucluse og medlem af flere statslige kommissioner om landbrugsspørgsmål.

Datteren Emilie er uddannet ønolog og gift med Vinent Durieu, der selv er vinmager og sammen med sin bror driver det 100 hektar store Domaine Durieu.

Domaine du Père Caboche har selv 63 hektar, som fatter 17 hektar i Châteauneuf-du-Pape bl.a. beliggende på legendariske La Crau, Les Plagnes, Les Serres, La Parc og La Font du Pape. Resten er under appellationerne Côtes du Rhône, Côtes du Rhône Village samt IGP Vaucluse.

Denne Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes er lavet med druer fra Le Crau … et skønt mix af 13 forskellige druesorter, nemlig 88% Grenache og 10% Syrah, mens de sidste 2% er både Mourvèdre, Cinsault, Clairette, Vaccarèse, Bourboulenc, Roussanne, Picardan, Counoise, Muscardin, Picpoul og Terret Noir.

Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de sorteres, afstilkes og knuses inden maceration i en måned og endelig fermentering. Derefter lagrer vinen i 14 måneder … halvdelen i cementtanke og halvdelen i store egefade.

Og hvor alt bare kontrolleret i denne vin … så storhedsvanviddet har bestemt fat i rullestenene i Le Crau. Yammy. Det er som om, at alt går op i en højere enhed. Frugten er blåbær, kirsebær, mørk og gæret, men ikke for mørk og ikke for gæret, for den er også frisk suppleret med blæk, kanel … og det virker elegant med en vis lethed, elegance samt en dekadent sødme.

Smagsmæssigt er det en kraftfuld, mørk Châteauneuf-du-Pape og selvom alkoholen er højoktan 15,5%, så bliver det aldrig for sprittet, da alkoholen er virkelig godt integreret. Det er vildt cremet og blødt … nærmest smeltende i munden med sødme, let peber, chokolade samt kakao. Det er kontrolleret og flot, flot lavet Châteauneuf-du-Pape. Mer’ Yammy.

Om det er Danmarks bedste neuf-køb til pengene skal jeg ikke kunne sige … men det er dæleme dytme god neuf.

Vinen forhandles af Plus Ultra Wine, hvor en flaske koster 195 kr. ved køb af 12 flasker. Info kan fås på info@plusultrawine.com.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Château Cavalier, Terre de Provence, Provence, Frankrig

2017 Château Cavalier, Terre de Provence, Provence, Med sommeren kraftigt på hæld kan jeres flittige vinblogger lige nå at teste endnu en rosévin … Terres de Provence Rosé fra vinslottet Château Cavalier, der ligger lidt sydvest for den lille by Vidauban for foden af bjergkæden Massif des Maures i Provence.

Château Cavalier er en del af den store vinkoncern Châteaux & Domaines Castel, som er grundlagt af Castel familien i Bordeaux i 1949. De var i alt 9 brødre og søstre, som grundlagde firmaet, der oprindeligt blot handlede med vin og senere begyndte at flaske vin. I 1957 begyndte de dog også selv at producere vin, da de købte Chateau de Goelane i Bordeaux.

I dag er det en kæmpestor historie, som nu i 3. generation drives af Castel familien. Samlet ejer de 21 vinhuse i henholdsvis Bordeaux, Loire, Languedoc og Provence.

De fleste af vinhusene ligger i Bordeaux, på venstre bred er det Château Tour Prignac, Château Barreyres, Château d’Arcins, Cru la Maqueline og Château Ferrande.

På højre bred er det Right Bank Château Latour Camblanes, Château Campet, Château de Goëlane, Château du Lort, Château Malbec, Château du Bousquet, Château Montlabert, Château de Haut-Coulon oh Château Hourtou.

Udover et par stykker i Loire, Languedoc og altså Château Cavalier i Provence, så producerer de en masse almindelig Vin de Table under forskellige navne, idet de i 1992 købte Société des Vins de France fra Pernod Richard. Det er typisk vine under brands som Barton & Guestier, Baron de Lestac, Roche Mazet, Vieux Papes og La Villageoise samt mange, mange flere.

Castel ejer – hold fast – 1,400 hektar vinmarker i Frankrig og 1.600 hektar marker i Marokko, Tunesien og Etiopien. Den samlede produktion ligger på 640 millioner flaske vin hvert år … og så producerer de altså derudover også lige lidt olivenolie samt masser af mineralvand og øl.

Bare i Afrika producerer Castel 28 millioner hektoliter øl og derudover en masse mineralvand under navnene Flag og  Castel. De er en af verdens største producenter af vin, øl og mineralvand, som sælges i ikke mindre end 130 forskellige lande.

Nå, men i Provence ejer Châteaux & Domaines Castel altså også Château Cavalier, som samlet har 132 hektarer vinmarker, som danner basis for en produktion af 4 forskellige rosévine. De købte ejendommen i år 2000 og den har sit navn efter et vandløb, der løber gennem slottets marker.

Der laves som nævnt alene 4 forskellige rosévin på slottet og denne Terre de Provence er én af disse. Den er lavet på et mix af forskellige druer, nemlig 67% Cinsault, 16% Grenache, 10% Mourvèdre, 5% Ugni Blanc og 2% Clairette Blanche.

Terre de Provence er udelukkende vinificeret og lagret på rustfrie ståltanke for at bibeholde så megen frugt som muligt. Der er under 2 gram restsukker pr, liter, så det er en forholdsvis tør vin.

I glasset er vinen den herlige blege roséfarve, som er kendetegnet på rosévinene fra Provence … selvom den på billedet måske ser en tak mørkere ud. Duften har lidt sødme, jordbær, ananas, blomster, meget svag citron, men ikke så kompleks og jeg får lidt en saftevand fornemmelse.

I munden er vinen en kende smagsneutral, let vandet med lidt lemon. Det er let og tilgængelig vin med eksotisk frugt. Det er klart en ukompliceret pleaser, som skal nydes iskold på terrassen … og hustruen var vild med den.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 125 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2015 Domaine le Clos du Caillou, Le Caillou Côtes-du-Rhône Blanc, Rhône, Frankrig

Og apropos gentagelse, så kommer her lige 4 på stribe … 4 vine fra Domaine le Clos du Caillou og vi starter såmænd med en hvidvin, nemlig husets Le Caillou Côtes-du-Rhône Blanc.

Domaine le Clos du Caillou ligger ved byen Courthézon, nordøst for Châteauneuf-du-Pape. Det er et område, hvor jorden er fyldt med sand og store rullesten, altså klassisk Rhôneland af bedste skuffe. Vi er også næsen i hjertet af Châteauneuf-du-Pape, så man har i vinhuset også det perfekte udgangspunkt for at fremstille stor Rhône vine … og altså også Châteauneuf-du-Pape. Det har da også været målet, siden familien Pouizin og Vacheron stiftede domainet i 1956.

Domainet består i alt af 54 hektar vinmarker, hvoraf de 9 hektar er beliggende i Châteauneuf-du-Pape. I princippet kunne de resterende 45 hektar også godt have været indlemmet i Châteauneuf-du-Pape, da de kun er adskilt fra distriktet af et gammel stengærde.

Historien fortæller dog, at den daværende ejer Elie Dussaud ikke ville betale de afgifter, som en ophøjelse af jordene til Châteauneuf-du-Pape krævede i 1923, og at det er derfor, jordene kun bærer status af Côtes du Rhône.

Indtil 1996 blev ejendommen drevet af Claude Pouizin, der frem til 1993 solgte en del af avlen til negocianter i området. Da Claude – efter 40 års hårdt arbejde med at opbygge domænet – ønskede at gå på pension, så var det kun Sylvie, den yngste af hans tre døtre, der var interesseret i at overtage domænet.

Så i 1996 overlod han stedet til datteren Sylvie og svigersønnen Jean-Denis Vacheron. De flyttede sammen med deres to børn, den 2-årige datter Marilou og den nyfødte søn Axel til Clos du Caillou og overtog domænet.

Jean-Dennis stammede fra en vinbondefamilie, som driver Domaine Vacheron i Sancerre, så han havde allerede vin i årene og masser af nye idëer, som kunne anvendes på vingården i Rhône.

Generationsskiftet betød derfor, at ejendommens vine fik et vældigt kvalitetsløft. Vinskribenter – især i Amerika – berømmede hans indsats, og eksporten til Amerika steg voldsomt.

I marts 2002 omkom Jean-Denis Vacheron imidlertid i en tragisk trafikulykke, så i dag drives ejendommen af hans kone Sylvie. Hun har allieret sig med dygtige folk, bl.a. Bruno Gaspard – tidligere Chateau Trignon – og ønologen Philippe Cambie, som jeg jo også har skrevet om en del her på bloggen.

Bruno er i praksis den daglige leder på domænet og opfattes nærmest som et familiemedlem.

Begge Sylvies børn har gennemgået en uddannelse, der godt ville kunne bruges på domænet i fremtiden. Axel har en BTS Viticulture Oenologie fra Lycée Frédéric Bazille Agropolis i Montpellier, og Marilou en uddannelse fra IESEG School of Management i Lille

Markerne på Domaine le Clos du Caillou er certificeret Agriculture Biologique (AB) siden 2010. AB mærket er Frankrigs svar på Ø-mærket, dvs. økologiske vine, men det er faktisk meningen, at Domaine le Clos du Caillou vil fortsætte kursen mod biodynamisk certificering.

Denne Le Caillou Côtes-du-Rhône Blanc er lavet på 55% Grenache Blanc, 30% Clairette og 15% Bourboulenc. Druerne presses nænsomt via et 4 timers langt presseprogram.

Mosten afkøles til 10 grader, mens den bibeholder sin bærmekontakt natten, hvorefter den lægges på ståltanke, hvor den alkoholiske gæring finder sted. Vinen lagrer derefter uden at gennemgå en malolaktisk gæring i 2 – 3 måneder, inden den tappes på flaske.

Næsen er fed med fylde og babyfedme, lidt eksotiske frugter, fersken, pære og lidt flade mineraler, sådan blød kalk, fennikel og hvide blomster. Smagsmæssigt er vinen dog langt tyndere end duften indikerer … tynd og stringent. Jeg synes, at den mangler lidt krop og dybde.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 135 kr.

Rating 3,5/7 

2014 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2014 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigHva’ fanden tænkte jeg, da jeg så smageprogrammet til Perrin smagningen … en hvidvin til sidst. Men det giver total god mening, når man smager Beaucastels Châteauneuf-du-Pape Blanc, som nærmest kan udgøre en dessert i sig selv. Så når folk skriver, at de hvide neuf’er fra Beaucastel er helt i særklasse, så giver det totalt mening.

Matthieu Perrin fortalte, at én af hemmelighederne ved deres hvide Châteauneuf-du-Pape er, at der anvendes 80% Roussanne, som kommer fra 80 år gamle vinstokke.

Og netop alderen betyder afsindigt meget, når vi snakker Roussanne, fortalte Matthieu videre. Roussanne er udelukkende interessant, hvis der er godt med alder og et lavt høstudbytte.

Og Beaucastel har alene 7 hektar i AOC Châteauneuf-du-Pape med de hvide druer. Og det betyder en forholdsvis lille produktion i sammenligning med de røde neuf’er. Det giver basis for to vine, nemlig denne “almindelige” hvide Châteauneuf-du-Pape Blanc og storesøsteren Châteauneuf-du-Pape Blanc Roussanne Vieilles Vignes, som laves på 100% Roussanne fra de ældste stokke.

I denne almindelige – men ganske eksklusive Châteauneuf-du-Pape Blanc – er der udover Rousanne også 20% af druerne Grenache Blanc, Piquepoul, Picardan, Bourboulenc og Clairette. Hver enkelt druesort har sine egne karakteristika, og på Château de Beaucastel er man af den overbevisning, at ingen kan undværes.

Således har man altid en stor palette at arbejde med, når vinen skal sammensættes. De enkelte druesorter vinificeres og lagres hver for sig. Vinen lagrer sammenlagt 8 måneder, heraf 30% på egefade og 70% i rustfrie ståltanke.

Og det blev sgu et festfyrværkeri af en afslutning på vores Rhôneaften på Fusion. Duftmæssigt virkelig en kraftfuld vin og godt med hvid frugt, aromatisk hvid frugt, fersken, blomster, orkideer, nødder, sukkersødme, nybagt brød, fugtige fade, mineraler, lidt lakrids samt en smule røgede noter. En monstrøs stor næse, selvom 2014’eren endda siges at være en af de ringere årgange af vinen.

I munden også en kraftig vin, som virkelig tager dig om n……. Det er kraft og saft, blid sødme, god fylde, pærer, nektariner, karameller, svag bitterhed, lidt salt, men virkelig intens. Den smager da bare sindssygt godt. Imponerende afslutning, og så er jeg fuldstændig ligeglad med, at det er en lidt voluminøs vin … det smager bare godt. Men okay … det er også dyre dråber.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 600 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7