Tag-arkiv: Bourgogne

2023 Closerie des Alisiers, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2023 Closerie des Alisiers, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigJeg har smagt mange vine fra Stéphane Brocards vinhus Closerie des Alisiers og mest hvidvine og faktisk aldrig før denne Bourgogne Pinot Noir, hvor jeg nu smager 2023’eren.

Til denne vin har Stéphane Brocard hentet Pinot Noir druerne fra 30-45 år gamle vinstokke på ler- og kalkstensholdige parceller i Côte de Nuits-

De manuelt høstede druer har så gæret på mellemstore demi-muids fade og efter endt fermentering er vinen så lagret 6-12 måneder på 228 liter burgundiske barriques, heraf 15% helt nye fade.

I næsen er der en frisk, lys og letsyrlig vin … virker også pænt parfumeret og blomstret. Der er gærnoter, lys frugt af både jordbær, hindbær, lyse kirsebær og lidt ribs, noget fennikel og nogle træagtige noter af våd cedertræ, fugtig skovbund og lilla violer.

I munden er det også en frisk, ren og syrlig vin … der er godt med syrlig frugt af ribs, granatæbler og hindbær suppleret med grape og lemon, der giver bitterhed sammen med en jernholdig mineralitet, hvilket gør vinen skarp, slank, spinkel og det er samtidig med denne syrlige kant, som en viril ungdommelig vildbasse. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Domaine Patrice Rion, Chambolle-Musigny 1er Cru Les Fuées, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Patrice Rion, Chambolle-Musigny 1er Cru Les Fuées, Bourgogne, FrankrigNogle vinvenner på besøg til lidt foder inden koncert med Magtens Korridorer og så kom der selvfølgelig også lidt vin på bordet, bl.a. havde jeg fundet en 2014 Chambolle-Musigny 1er Cru Les Fuées fra Domaine Patrice Rion frem fra gemmerne.

Domaine Patrice Rion ligger i byen Nuits-Saint-Georges og blev grundlagt i 1990 af Michèle og Patrice Rion, oprindeligt med kun én hektar vinstokke. I dag er vingården på 6 hektar, fordelt på en lang rækker marker i bl.a. Chambolle-Musigny, Nuits Saint Georges og Vougeot.

Patrice kommer fra en familie af vinproducenter i Prémeaux og Vosne-Romanée nær Nuits-Saint-Georges. Patrice var indtil september 2000 sideløbende kældermester på Domaine Daniel Rion & Fils. Patrice har arbejdet med vin siden 1977.

Siden 2005 har Patrice og Michèles søn Maxime også deltaget i driften efter han færdiggjorde hans uddannelse til ønolog i Dijon. Derudover har Maxime også været i lære hos Nadine Gublin i Meursault, Hubert de Bouard i Saint Emilion og Dr. Neil McCalum i Martinborough på New Zealand.

Domaine Patrice Rion drives efter biodynamiske principper og Patrice stiller samme krav til de avlere, der leverer druer til nogle af hans mange vine.

Patrice søger elegancen i vinene, hvilket opnås gennem en meget streng selektion af druer, både i marken og 2 gange i kælderen inden vinifikationen. Fuld afstilkning af druerne. Maceration uden svovl inden vinifikation bidager til ekstraktion af de frugtrige Pinot Noir elementer.

Patrice forsøger at skære ned for brugen af svovl aka sulfitter, da han mener svovlen taget noget af frugte i vinen, men gennem flere års eksperimenter er han nået frem til en blanding af stoffer fra timian og fra druekerner, der kan erstatte svovl som antioxidant og med antibakteriel effekt – uden i øvrigt at påvirke vinen.

Druerne til denne 2014 Chambolle-Musigny 1er Cru Les Fuées er selvfølgelig fra marken af samme navn … en 4,38 hektar stor mark, der er beliggende i enden mod nabokommen Morey-Saint-Denis, og former den sydvestlige grænse mod mytiske Bonnes-Mares.

Pinot Noir druerne håndhøstet og omhyggeligt sorteret og gæret i åbne rustfri ståltanke i omkring tre uger, derefter lagret 18 måneder på egetræsfade, med omkring 50 % ny eg.

I næsen er det også en let, lys og helt æterisk vin med nogle umamiagtige noter som nødder og ristede kastanjer, men har ellers en frugt af sorte kirsebær og jordbær … meget rund, smooth samt elegant, selvom den helt klart ikke er så fin, feminin og sart som jeg umiddelbart ville forvente.

Det gælder egentlig også smagen, der også er langt mere grøn, rank og urtet end forventet, men det er samtidig mere intenst, dybt … ikke lige  Chambolle-Musigny, som jeg havde forventet. Frugten er meget stringent, kølig og ren og alderen kan på ingen måder mærkes, for du får her både sure kirsebær, jordbær, ribs samt grape og lemon, der så bidder og snerrer på en lidt maskulin måde. Det er fortsat en dejlig og smuk vin med muskuløs charme. 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor denne 2014’er faktisk fortsat kan købes, men i dag koster hele 1.195 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2015 Frédéric Magnien, Charmes-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2015 Frédéric Magnien, Charmes-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, FrankrigDer kom mere burgundisk Grand Cru vin i glasset, for den næste vin var en flot 2015 Charmes-Chambertin Grand Cru fra Domaine Frédéric Magnien i Morey-Saint-Denis.

Vinhuset er reelt grundlagt af Michel Magnien, der stammer fra en familie af vinavlere og som ung arbejdede i sin fars vinmarker i Bourgogne.

Men Michel Magnien havde nu store drømme og de beskedne 4 hektar, som faderen ejede, var ikke tilstrækkelig, så han ville gerne udvide med nye og spændende parceller fra regionen.

Så i perioden fra 1967 til 1991 opkøbte han i samarbejde med sin hustru Dominique markparceller på tværs af Côte de Nuits. De nye indkøb omfattede blandt andet eksklusive marker som Grand Cru-markerne Clos de la Roche og Clos Saint-Denis samt Premier Cru-markerne Les Millandes i Morey-Saint-Denis og Les Cazetiers i Gevrey-Chambertin.

Men som de tidligere generationer, så flaskede Michel Magnien imidlertid ikke vinene under eget navn, men solgte druerne videre til et kooperativ i Morey-Saint-Denis.

Men det ændrede sig, da sønnen Frédéric Magnien kom med i driften af vingården. Frédéric havde fået nye idéer fra studieophold hos producenter i udlandet og havde bl.a. arbejdet hos Josh Jensen ved Domaine Calera og hos Garry Farr ved Bannockburn Vineyard i Californien.

Så da han i 1993 vendte tilbage til faderens vingård og sammen lavede de vine et par år, men i 1995 startede han i stedet sin egen négociant-virksomhed og supplerede sin viden med en uddannelse til ønolog på universitetet i Bourgogne.

Da han startede ud, havde han mange kontakter gennem sin far og har i dag opbygget et netværk af avlere i Morey-St-Denis, Gevrey-Chambertin og Chambolle-Musigny. Frédéric ejer dermed ingen vinmarker.

Hans talent er at fremskaffe druer fra små bedrifter i de ædleste  appellationer og ligeledes fra de bedste parceller på de fineste vinmarker. Han spiller således en vigtig rolle som konsulent for disse dyrkere, hvilket gør ham i stand til at udvælge parceller med ældre vinstokke over 40 år gamle og dermed købe druer af meget høj kvalitet ved optimal modenhed.

I dag er Frédéric Magnien en yderst respekteret vinproducent med et imponerende udvalg af historiske Premier Cru og Grand Cru vine fra lang række vinmarker og tæt kontakt til avlerne.

Han har indført, at vinhuset og markerne er blevet økologisk certificeret, for han ved, at alle de store bourgognevine begynder i vinmarken. Pinot Noir er en utroligt porøs og påvirkelig druesort, og det kræver stor opmærksomhed og nøjagtighed at kultivere den rigtigt.

Han er også gået skridtet videre, for i 2015 blev vinhuset også biodynamisk certificeret under Demeter. Derudover arbejder han også med flere nye tiltag, bl.a. med brug af ler-amforaer og har også skruet gevaldigt ned for mængden af nyt egetræ i lagringen.

I dag har Frédéric Magnien sammensat en af Bourgognes mest misundelsesværdige samlinger af primære vinmarkskilder, herunder vinmarken Charmes-Chambertin. Med et vinmarksareal på omkring 30 hektar, er Charmes-Chambertin den største Grand Cru vinmark i Gevrey-Chambertin og ligeledes den mest kendte.

Teknisk set udgør de 30 hektar to vinmarker: Charmes-Chambertin og Mazoyères-Chambertin. Der er dog en ganske lille forskel på to vinmarker og oftest vil vinene produceret fra Mazoyères blive klassificeret under Charmes-mærket for øget anerkendelse.

Denne 2015 Charmes-Chambertin Grand Cru lavet med en hands-off tilgang og efter biodynamiske metoder, som har udviklet sig til en filosofi for ham. Hvert trin i produktionen følger månecyklussens rytmer og Frédéric er af den overbevisning, at månen har stor indflydelse på saften i både vinstokke og vinene.

Det væsentligste princip i Frédéric Magnien’s biodynamiske tilgang er, at de kosmiske faser får planterne til at yde deres bedste i deres naturlige miljø.

Frédéric Magnien har siden den exceptionelle årgang 2015 brugt hånddrejede terrakottakrukker til delvis lagring … et supplement til den traditionelle vinaldring med gamle fade.

Duftmæssigt er vi igen i den burgundisk mørkere del og derudover virker vinen mere kødfuld, tættere, kompakt med en frugt af mørke bær, brombær, kirsebær og med fedt, våde fade, blod, jod samt nogle jordagtige noter, nøddeskaller og elegant styrke.

I munden er der også godt med power, lidt stærkere end foregående, mere kompakt, tæt og så er der godt med bitter Campari, jernholdig mineralitet og udover frugten af brombær og kirsebær, også lemon, en vild streng mørk syre, der er maskulin som en grovsmed. Det er tørt, elegant, tæt, let og med masser intensitet. 96 point.

Forhandles af Fionia Vin, men denne er ikke fundet i sortimentet, men storesøsteren Charmes Chambertin Grand Cru Aux Charmes i årgang 2017 koster 1.349 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Domaine Drouhin-Laroze, Chambertin Clos De Bèze Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Drouhin-Laroze, Chambertin Clos De Bèze Grand Cru, Bourgogne, FrankrigJan har tidligere serveret vin fra Domaine Drouhin-Laroze for os og denne aften skete det igen med en imposant Chambertin Clos De Bèze Grand Cru 2017… altså fra bedste skuffe.

Domaine Drouhin-Laroze er grundlagt omkring 1850, hvor Jean-Baptiste Drouhin begyndte at producere vin i Gevrey-Chambertin. Hans barnebarn Suzanne giftede sig med Alexandre Laroze, som havde vinbesiddelser i Chambolle Musigny, hvorved vinhuset skiftede navn til det nuværende Drouhin-Laroze.

Gennem årene har familien helt bevidst opkøbt marker primært beliggende på skråninger. Da disse marker var dyre at anskaffe, vanskeligere at opdyrke og gav et lavere udbytte, så var det selvfølgelig lidt et sats.

Men investeringerne viste sig at være rigtige valg, for med tiden skulle markerne blive nogle af de mest prestigiøse i regionen og danner i dag basis for nogle af de største vine i Bourgogne.

I dag ejer familien Drouhin 11,5 hektar vinmarker fordelt på marker i Gevrey-Chambertin, Chambolle-Musigny, Morey-Saint-Denis og Vougeot … og hele 42% af markerne er Grand Cru marker, nemlig parceller på de 6 vinmarker Chambertin Clos de Bèze, Chapelle-Chambertin, Latricières-Chambertin, Bonnes Mares, Musigny og Clos de Vougeot.

Driften varetages i dag af 5. generation i form af Philippe Drouhin, men næste generation i form af datteren Caroline samt sønnen Nicholas, er allerede involveret i arbejdet og parate til både at videreføre deres fars ideer og implementere nye idéer.

Denne 2017 Chambertin Clos De Bèze Grand Cru er med Pinot Noir druer fra den eksklusive Grand Cru mark Clos De Bèze, der samlet er på 15,99 hektar i 270-280 meters højde, men Drouhin-Laroze ejer kun en parcel på 1,5 hektar med vinstokke plantet i 1949.

Marken har næsten altid været attraktiv … så tidligt som i år 630 tilhørte den munkene i klosteret Bèze Abbey og allerede dengang havde munkene plantet vinstokke på marken.

Vinen er lavet helt klassisk på egefade … og efter endt fermentering er vinen lagret på blidt ristede egefade fra Allier og Nivernais., hvor 80% er nye fade.

Duftmæssigt er det vildt og elegant på én gang … klart mørkere end forrige Vosne-Romanée, men fortsat med nogle umamiagtige noter er nøddekompot, blæk, tjære og animalsk landlighed. Den er også en smule mere tæt og maskulin, syren mere rank og stoisk, der er frugt af rabarber, brombær og en jernholdig mineralitet. Fadene bidrager med kaffebønner, kanel, vanilje og mørk chokolade.

Lidt det samme kan man sige om smagen … mere tør og man kan også omgående mærke tydeligere, beske og bitre tanniner, peber og i det hele taget er vinen stærk og powerfuld. Frugten er rabarber, granatæbler og lemon … pivfriske og levende. Det er kongevin og dermed 98 point.

Forhandles af Copenhagen Wine, hvor en flaske kan købes til 949 kr., men normalprisen ligger på 1.302 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Mongeard-Mugneret, Vosne-Romanée 1er Cru En Orveaux, Bourgogne, Frankrig

2017 Mongeard-Mugneret, Vosne-Romanée 1er Cru En Orveaux, Bourgogne, FrankrigSelvom der senere også kom dyrere og mere eksklusive vine på bordet, så blev aftenens første rødvin for mig klart bedste oplevelse. Det var en 2017 Vosne-Romanée 1er Cru En Orveaux fra Mongeard-Mugneret.

Domaine Mongeard-Mugneret … eller Mongeard Mugneret & Fils, som der står på det blanke kobberskilt foran vinhusets port i Vosne-Romanée, er et gammelt vinhus i Bourgogne, beliggende tæt på det legendariske Château du Clos Vougeot.

Vinhuset er grundlagt i 1620 og har i over 8 generationer været drevet af familien Mongeard-Mugneret. Vinhuset fik dog først sit nuværende navn i 1945, da Eugène Mongeard giftede sig med Edmée Mugneret.

I dag er det 8. generation i form af Vincent Mongeard, som driver det traditionsrige vinhus med dets omkring 30 hektar vinmarker, som er spredt ud på omkring 35 forskellige parceller, hvor der dyrkes både Chardonnay og Pinot Noir. Det giver en produktion på ikke mindre end 41 forskellige vine, bl.a. en hel del 1. Cru og Grand Cru vine.

Blandt vinhusets Grand Cru vine findes der Echezeaux, Grand Echezeaux, Clos de Vougeot og Richebourg og derudover laver man vine fra en lang række 1. Cru marker, bl.a. denne Vosne-Romanée 1er Cru En Orveaux.

Der lægges stor kærlighed i vinmarken, hvor alle parceller behandles separat efter deres behov. I kælderen behandles mosten nænsomt og de fleste vine lagres på nye egetræsfade inden den endelige aftapning, der sker uden filtrering.

Denne Vosne-Romanée 1er Cru En Orveaux er – som navnet siger – selvfølgelig en enkeltmarksvin, som kommer fra 25 til 52 år gamle vinstokke, høstet manuelt, sorteret og afstilket.

Gæringen sker i gæringskar ved 30 grader med kontrol af temperatur over 12-15 dage og efter endt fermentering er der sket presning og vinen er så lagret på barriques fra l’Allier og la Nièvre, normalt 18-22 måneder og ved denne er der anvendt 30 til 40% nye egetræsfade.

Fuck og uha … det dufter fremragende … let, dansende æterisk, smukt og dragende. Den har en blød, cremet duft, luftig og bestemt burgundisk med lyse bør, jordbær, hindbær, ribs, kirsebærlikør samt nogle umamiagtige noter med nøddeskaller, ristede kastanjer, stald og ganske landlig. Der kommer lidt blæk, der giver rankhed og ellers aftryk fra fadene med vanilje og mælkechokolade.

Det smager fandeme også fremragende … en smuk, vinøs, graciøs ballerina, der danser helt oppe på tæerne. Der er fin, klart og moden lys frugt med rabarber, ribs, jordbær og sorte kirsebær … alt flyder ud og smelter i munden, æterisk, smooth og vanedannende. Syren virker også moden, tanninerne runde og velintegrerede og alt er blødt med blødt på, luftig, overjordisk samt smuk. 99 point.

Forhandles af Otto Suenson, men er i dag udsolgt … prisen før tidligere på 949 kr. for en flaske.

Vinanmeldelse 7/7   

2020 Pierre Girardin, Meursault Les Tillets, Bourgogne, Frankrig

2020 Pierre Girardin, Meursault Les Tillets, Bourgogne, FrankrigJan hev derefter endnu en Meursault vin frem og det var en 2020 Meursault Les Tillets, som er fra vinhuset Pierre Giradin, som jeg jo også tilbage i august måned smagte en hvid burgundisk vin fra.

Dengang smagte jeg deres 2020 Bourgogne Blanc Éclat de Calcaire og skrev samtidig en del om denne fremadstormende vinproducent, vinhuset og hele historien, så der gør jeg ikke denne gang, men kigger bare nærmere på denne vin.

Meursault Les Tillets er lavet med Chardonnay druer fra Les Tillets-marken, som, ligger på skråninger med en gunstig solposition, hvilket sikrer god modning af druerne. Jorden er rig på kalksten, hvilket bidrager til vinens minerale karakter og kompleksitet. Dette terroir er kendt for at producere vine, der kombinerer fylde med elegance.

Pierre laver sine vine med minimal indgriben i kældrene og en omhyggelig udvælgelse af fade for at sikre, at at egepræget aldrig dominerer.

På Les Tillets er vinstokkene forholdsvis gamle og alle druerne er høstet efter biodynamisk praksis og månekalenderen. Vinen laves så med  spontangæring med druernes egen naturlige gærceller i 456 liter fade fra Tonnellierie François Frères.

Efter endt fermentering er vinen også lagret i samme fade og der anvendes en andel nye fade. Lagring sker over 12 måneder på eg og yderligere 7 måneder i rustfrit stål. Vinen klares og filtreres ikke.

Igen er det en vin med en dejlig tyk smørfrakke på, men frugten er mere grøn, rank og frisk med stikkelsbær, grønne pærer, citroner og lidt fersken samt ananas. Derudover er der mandler … ristede, rå og med lidt marcipan, våde friske vaskeklude og det dufter bare vildt sindssygt godt og så er duften mere opulent end smagen.

For i munden kommer der både en kølig kalket mineralitet frem, mens det friske og grønne islæt også kan smages, for frugten er mest citrus, lemon og grape, hvilket giver en vild og behagelig syre, der har dybde og friskhed, mens egefadene er velintegrerede. Den fremstår pivskarp … et syretrip uden lige og ætsende præcis. 97 point.

Forhandles herhjemme bl.a. af PGE Fine Wines, hvor en flaske koster 895 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Domaine Fabien Coche, Meursault Blanc, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Fabien Coche, Meursault Blanc, Bourgogne, FrankrigDernæst røg der en hvid burgundisk Meursault på bordet og det var en 2020 af slagsen fra Domaine Fabien Coche, der netop holder til i udkanten af Meursault by.

Vinhuset er grundlagt i 1940, men dengang hed det Domaine Coche-Bizouard, men familien har egentlig været vinbønder i snart et par hundrede år.

Vinhuset skiftede navnet til Domaine Fabien Coche, da Fabien Coche som 4. generation i familien i 2005 overtog driften fra sin far Alain Coche.

Fabien Coche har samlet 11 hektar vinmarker, der ligger spredt over Meursault, Pommard, Auxey-Duresses, Monthélie, Saint-Romain, Saint-Aubin og Puligny-Montrachet med ret gamle vinstokke, for 60% af stokkene er over 60 år gamle. Siden 1998 har vinmarkerne været drevet økologisk, men først i 2020 har han søgt om økologisk certificering.

Domaine Fabien Coche bruger traditionelle metoder til fremstilling af vinene og i kælderen bruges der store fourdres fade på 500-600 liter og små mængder nye fad, hvilket giver vinene et rent, syrerigt udtryk med tekstur.

Denne 2020 Meursault Blanc er lavet ved, at de hele klaser er presset, hvorefter mosten falder til ro køligt i egefade, hvor vinen derefter er gæret. Efter endt fermentering er vinen så lagret i 12 måneder på fadene på 228 til 500 liter og derefter overført til ståltanke, hvor den lagrer 6 måneder mere før aftapning.

Uhmmmm fadet bliver virkelig et krydderi, der bidrager til denne lækre smørfedme, en mushy frugt af pærer, dåsepærer, ananas og masser af nødder, hasselnødder, hasselnøddecreme, Nutella, noget muskat, ristet toast, stearinlys, vanilje og hvide blomster. Det er svært ikke at trække veltilfreds på smilebåndet.

Hvor smager det godt … blødt, cremet og mundsmeltende …. og samtidig utrolig balanceret. Den har en meget levende og legende syre, en god syre og en frugt af citroner, lemon og friske æbler … det virker faktisk som om, at den er stoppe med frugt. Derudover er der ristede mandler og alt placeret de rigtige steder. 96 point.

Vinene forhandles herhjemme af Laudrup Vine, men denne er ikke fundet i sortimentet. I hjemlandet koster vinen omkring 36,40€ og det svarer til 271 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2022 Jean Gagnerot, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2022 Jean Gagnerot, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigJeg har jo efterhånden smagt mange vine fra Jean Gagnerot, der ikke er et decideret vinhus, men et brand, som ejes af den megastore vinkoncern GCF Group … og nu smager jeg en  Bourgogne Chardonnay i en årgang 2022 .

Denne vin er lavet med Chardonnay druer fra ler- og
kalkstensholdige marker i det sydlige Bourgognr nær Pouilly-Fuissé.

Når de afstilkede druer har gennemgået en nænsom pneumatisk presning, så gærer mosten køligt med temperaturstyring og efter endt fermentering er vinen så blot lagret sur lie nogle måneder.

I næsen er der en fedme, der ikke er voldsom, men delikat med saftige hvide stenfrugt af fersken, pærer og nektarner, hvor man virkelig fornemmer kraften fra sur lie lagringen. Der er croissanter, smør, ganske svagt lidt nødder … måske endda lidt tyk blomsterpollen.

Smagen er blød, cremet … har en lille sødbitterhed, der er ret dejlig, en blød syre, abrikos, fersken og grillet lemon, Der er både lidt peber og sødme … aldrig kompleks eller fancy, men fandens velsmagende, hvorved der er en vin, som alle vil kunne lide. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens vinen koster 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Benjamin Leroux, Gevrey-Chambertin, Bourgogne, Frankrig

2022 Benjamin Leroux, Gevrey-Chambertin, Bourgogne, FrankrigFra et lækkert område til et andet i samme niveau, for den næste vin i glasset var nemlig en 2022 Gevrey-Chambertin fra kultproducenten Benjamin Leroux.

Bejamin har altid arbejdet med vin og allerede i 1990 begyndte han som ung 15-årig at arbejde som lærling på det berygtede Domaine du Comte Armand under Pascal Marchand. Dette arbejde inspirerede ham til at tage bachelorgrad i ønologi og rejse ud i verdenen.

Han arbejdede der i korte perioder hos Drouhin i Oregon, Château Cos d’Estournel i Bordeaux samt Giesen i New Zealand, hvorefter han i nogle år arbejdede hos forskellige producenter i Bourgogne.

I 1999 fik han igen arbejde hos Comte Armand i Pommard, men denne gang som vinmager. Der har han været ansvarlig vinmager i over 15 år, men startede sideløbende i 2007 sit eget vinhus i Beaune med produktion af vine lavet fra opkøbte druer fra vinavlere, som han har et tæt forhold til.

Det siges, at starten som selvstændig producent blev hjulpet undervejs af en engelsk investor, som tilbød Benjamin at rejse den nødvendige kapital, og det tilbud var Benjamin ikke sen til at tage imod.

Den lille vingård drives fra en lille kælder i midten af Beaune og  koncentrerer sig hovedsagelig om vine fra Volnay og Puligny med stor vægt på økologisk og biodynamisk produktion … en praksis, som han også var med til at indføre hos Comte Armand i 2005.

Han er yderst biodynamisk i sin tankegang og følger ikke Rudolf Steiner principper for at være moderne, men fordi han har testet af hvordan det påvirker vinen. Forskellen på at behandle vinen i en 18 dages cyklus eller følge månens 28 dages cyklus, som biodynamisk tilgang foreskriver. Ifølge Benjamins forsøg, så påvirker det tanninerne i særdeles positiv retning.

I dag ejer Benjamin Leroux også selv nogle vinmarker … primært i Cote de Beaune, herunder nogle parceller i Batard Montrachet og Meursault Genevrieres, men opkøb er svært på grund de sindssygt høje priser på vinmarker i Bourgogne. Men samlet råder Benjamin i dag over omkring 30 hektar vinmarker, men mest via leje.

Her smager vi hans 2022, hvor halvdelen af druerne kommer fra 50 år gamle vinstokke marken Les Seuvrées, der grænser op til Morey-Saint-Denis kommunen. De resterende er den fra kalkstensholdige mark La Justice og Les Jeunes Rois.

Hver parcel er vinificeret separat og en stor del af druerne blev i afstilket og efter endt fermentering er vinen lagret i 24 måneder på en blanding af 600 liter og 225 liter egetræsfade, hvoraf 20% er helt nye fade.

WAUW … let grøn, levende, bondsk, landlig og burgundisk næse, hvor der kommer rosenblade, tulipanstilke, en håndfuld blomster, violer, lidt mentol og krudt samt en frugt af jordbær, lyse kirsebær og lyse blommer, skovbund og en svag bitterhed fra store te-blade samt let vanilje og mælkechokolade.

Smagen er ren og med masser af karakter … masser af frugt af kirsebær, brombær, blommer og mørke ribs, sort te og syre samt bitterhed fra granatæbler, masser af lemon og så alligevel nogle umamiagtige nødder, skovbund og våde fade. Der er grønne og rustikke burgundiske elementer og vild lang smag. 95 point.

Forhandles bl.a. af Otto Suenson, hvor en flaske koster 759 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Domaine La Fontaine aux Muses, Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine La Fontaine aux Muses, Chardonnay, Bourgogne, FrankrigNæste vin var en både en orangevin på ren Chardonnay og samtidig helt burgundisk … det var en 2018 Chardonnay fra Domaine La Fontaine aux Muses.

Bourgognehuset ligger i  byen Joux-la-Ville 9 kilometer fra Joigny i den rolige kommune La Celle-Saint-Cyr et stenkast fra Chablis og stedet er både en 14 værelses stor kro, restaurant og vinhus.

Det lille initiativrige foretagende drives af Pointeau familien, som grundlagde stedet i 1960 … og familien elsker jazz og spiller gerne fede jazznumre for gæsterne i restauranten.

Det er Vincent Pointeau, som driver stedet sammen med sin hustru samt de 2 sønner Clement – der spiller guitar – og  Edouard Pointeau – der spiller piano. Vincent spiller selv fløjte.

Det er også Clément – helt præcis Clément Pointeau-Langevin – der i dag laver vinene og har en uddannelse som vinmager fra vinskolen  Lycée Viticole i Beaune.

Familien har dog kun beskedne 2 hektar vinmarker, der dyrkes helt naturligt, men derfra kommer denne Chardonnay, som jeg dog ikke har de helt store oplysninger om … udover den er gæret med 4 dages skindkontakt og at der kun er lavet sølle 500 flasker af vinen.

Det er landlig, svedigt, animalsk og vildt … syrlig aroma med stikkelsbær, grape suppleret med tomatstilke, grøn peber samt nogle lidt oxidative sherry- eller juraagtige noter.

I munden er det en ret stærk vin, der både peber og en saltet mineralitet, mens frugten er abrikos, lemon og grape med en dyb, mørk syre, der kommer helt nedefra. Det er klar en ret anderledes Chardonnay, hvor ikke meget er genkendelig, men bestemt meget interessant … 91 point.

Forhandles af Genereux, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7