Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2013 Tenuta Castelbuono, Carapace Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Selvfølgelig skulle vi også smage Carapace Montefalco Sagrantino i Anteprima udgaven … altså smagsprøven af 2013 årgangen, som netop står foran frigivelse hos de fleste producenter.

Jeg skulle dog senere erfare, at det ikke er alle, som frigiver deres Sagrantino vin efter de forskrevne 37 måneder. Nogle producenter gemmer simpelthen vinene et par år ekstra, således de alene frigiver vine, som er mere modne og hvor Sagrantino druens markante tanniner er bedre integreret i vinen.

Det er selvfølgelig også et spørgsmål om penge, for yderligere lagring koster både likviditet og renter.

Denne 2013’er er selvfølgelig lavet som 2011’eren. Kold premaceration ved 12 grader i 30 timer efterfuldt af almindelig fermentering ved 26-28 grader, maceration i 15-20 dage i egefade efterfulgt af 24 måneders lagring på store egefade. Efter flaskning lager vinen yderligere 12 måneder.

Duftmæssigt virker 2013’eren mere utæmmet … fortsat mørke bær som brombær og blåbær, men også umiddelbart mere fylde, godt med kanel, sødme samt både mynte og eukalyptus. Derudover en landlig side … sjov, nærmest lidt behåret dyr … men meget elskelig.

I smagen en ekstrem tørhed, syre og tanniner … efterfulgt af fyldig bærfrugt. Der er godt med power, men alligevel – selvom vinen må betegnes værende alt for ung – god balance mellem frugt, syre og en smule sødme.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, hvor prisen er 260 kr.

Rating 5/7    

2014 Tenuta Castelbuono, Lampante Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, Italien

Under appellationen Montefalco Rosso DOC laver Tenuta Castelbuono også en Riserva, nemlig denne Lampante Montefalco Rosso Riserva, som vi smagte i nyeste årgang 2014 … netop flasket som en specialprøve til os.

Blendet er fuldstændigt det samme som i husets almindelige Rosso, altså 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Cabernet Sauvignon og Merlot, men her kommer Sangiovese druerne alene fra en enkelt mark, endda det bedste område på marken Le Fonti i Bevagna, mens Sagrantino druerne kommer fra husets Saraceno mark.

Begge marker er økologisk certificeret siden 2014 … netop året for denne vin. Udbyttet er dog lidt mindre end hos den almindelige Rosso, nemlig 45 hektoliter pr. hektar.

Selve produktionen er også fuldstændig som hos lillesøsteren, men denne Riserva har dog alene lagret på 500 liter Tonneaux samt endnu større egefade … også altså ingen barriques. 18 måneder har den lagret på eg og 12 måneder på flaske.

Det forklarer også, hvorfor vinen ved besøget knap nok var færdig, da høsten jo sker i september/oktober.  På etiketten var årgangen 2014 da også skrevet på en lille klistermærke, som var klistret ovenpå. Det er en vin, som Tenuta Castelbuono har lavet siden 2008.

Duftmæssigt er der klart mere syre, mere stald, mere animalsk og landlig, hvilket vi jo elsker. Det er fortsat kirsebær, men derudover også balsamiske noter, men en mere moden balsamico, violer, blomster, grafit og nelliker.

Smagen har igen masser af den friske frugt, men vinen er mere tæt i strukturen og der er også mere fylde i smagen. Der er fortsat godt med syre og tanniner. Smager sgu meget godt.

Vinspecialisten er forhandler af Tenuta Castelbuono herhjemme, men jeg har ikke fundet denne Riserva på deres hjemmeside, så prisen kender jeg ikke.

Rating 5/7    

2011 Fongoli, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Vi fortsætter hos Azienda Fongoli Società Agricola og denne gang med deres Sagrantino vin … eller mere korrekt deres klassiske Montefalco Sagrantino, da huset laver flere vine på den tykskindet drue.

Faktisk laver de også en Montefalco Sagrantino, som lagrer på store amphora krukker og dermed tilsyneladende ikke opfylder appellationens regulativer om minimum 1 år på egefade, men den vin skal jeg nok vende tilbage til.

Denne Montefalco Sagrantino er lavet helt traditionelt, bl.a. med en maceration i 10 dage, alene brug af druerne naturlige gær, en lagring i 30 måneder på store egefade, som er mellem 5 til 70 år gamle. Efter flaskning lagrer vinen yderligere 6 måneder inden frigivelse. I denne årgang 2011 trækker vinen en alkoholprocent på 15%.

Og den har en tæt frugtnæse, balsamisk, syre og nærmest nogle småkagekrydderier, solbær og syrlige kirsebær.

I munden egentlig en rigtig god balance og syren er fint kontrolleret og integreret med frugten, som igen er nærmest tørrede solbær og kirsebær. Tanninerne er fortsat vilde, stramme, men egentlig tøjlet fint i denne dejlige Montefalco Sagrantino. Måske årene allerede har rundet tanninerne en smule af.

Forhandles tilsyneladende herhjemme af Ello Food/Supermarco i København, hvor prisen på sådan en fætter er 183 kr.

Rating 5/7    

2012 Weingut Hans Wirsching, Sister.Act Riesling Trocken, Franken, Tyskland

Med denne Sister.Act Riesling Trocken er det nu 14. Riesling i streg på bloggen … her igen fra Franken området, denne gang fra Weingut Hans Wirsching, som holder til i byen Iphofen i den østlige del af Franken.

Vinhuset stammer helt tilbage til 1630 og siden 1966 har det været brødrene Dr. Heinrich Wirsching og Hans Wirsching, som har videreført vingården og formået at gøre den til en af Frankens førende producenter af Silvaner.

Efter Hans’ død i 1990 har Dr. Heinrich drevet gården alene, men har nu de seneste år fået hjælp af døtrene Andrea og Lena. De er 15. generation og har langsomt  fået en større og større rolle i både driften og produktionen af husets vine. De står således også bag denne vin, der – meget passende – hedder Sister.Act.

Andrea – den ældste datter – tager sig af administration, marketing og salg, mens Lena – den yngste datter – har taget en uddannelse indenfor vinfremstilling på Geisenheim og er derudover i gang med en videreuddannelse som Master in Family Business Management, så hun deltager også i produktionen af vinene.

Weingut Hans Wirsching anses for, ikke blot at være Iphofens bedste vinmager, men også for at rangere blandt de 3-4 bedste i hele vinområdet, og de to førende tyske gourmet-tidskrifter, Gault Millau og Eichelmann, placerer vinhuset i top 10.

Det skyldes ikke mindst vinmarken Iphöfer Julius-Echter-Berg, der er klassificeret som Grosses Gewächs samt  topmarkerne Iphöfer Kalb og Iphöfer Kronsberg.

Samlet er vinhuset også ganske stort … ejer samlet omkring 80 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Silvaner, Riesling, Scheurebe, Weißburgunder, Spätburgunder, Grauburgunder, Müller-Thurgau, Bacchus, Traminer, Chardonnay, Portugieser samt Dornfelder.

Denne Sister.Act Riesling Trocken er en ny vin hos Weingut Hans Wirsching, men dog fortsat lavet med respekt for de gamle traditioner, men med inspiration fra vine fra andre regioner.

Den er lavet med druer fra gamle vinstokke på topmarken Iphöfer Julius-Echter-Berg og er vinificeret i store træfade, alene med druernes naturlige gær.

Navnet Sister.Act refererer til, at der er lavet 2 søstervine … en Sister.Act Riesling og en Sister.Act Silvaner – altså fra de 2 søstre Andrea og Lena.

I næsen er der da også langt mere kompleksitet end foregående Riesling … langt mere klassisk Riesling, petroleum, fersken, melon, æbler, citrus, krydderier, kardemomme og vilde urter. Den har en dejlig intensitet og fugtighed … tæt og alligevel frisk.

I smagen er der også langt mere krop, mere sjæl sammen med grape, bitterhed, dybde, meget insisterende syre … en syre, der sætter sig godt i munden og giver en lang, frisk og sprød eftersmag.

Købt på vingården, hvor prisen er 18,50€ … eller omkring 138 kr.

Rating 5/7    

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Himmelreich Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

Næste battle of the two vineyards Himmelreich og Domprobst blev på Weingut Willi Schaefers Spätlese vine, nemlig Graacher Himmelreich Riesling Spätlese og Graacher Domprobst Riesling Spätlese … og vi starter denne gang på Himmelreich marken.

Vi er røget en tak op i Oeschle graden og altså en mere moden vin … Spätlese betyder jo sen høst og ligger samtidig et niveau under Auslese med hensyn til modenhed.

Vinen er eneste Spätlese fra Himmelreich i 2015, mens der i øvrige år er lavet flere udgaver fra forskellige områder af Schaefers parcel på Himmelreich. Det vender jeg tilbage til, når vi kommer til næste vin fra Domprobst marken.

Men hvilken en dejlig Riesling.  Næsen har mere bundtræk – eller et sejt diesel baghjulstræk – end Kabinett vinene. Der fornemmes nemlig først petroleum, en smule grønne blade og derudover tæt, intens og eksotisk frugt, fersken, en portion grønne æbler, svag mynte, skifer, sten samt lidt grape og citron.

Smagen er rund og blød … og vi begynder så småt at snakke nektar, for der er lidt akaciehonning sammen med modne frugter, fersken, fortsat præcis syre, som – på samme måde som de tidligere vine – sikrer en elegant lethed over vinen, også godt hjulpet på vej af en mineralsk knytnæve.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 210 kr.

Rating 5/7    

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Himmelreich Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

Nogle ka’ bedst li’ moderen og nogle datteren. Med Graacher Himmelreich Riesling Kabinett og Graacher Domprobst Riesling Kabinett vil alle uden tvivl vælge begge. Men er den ene marginalt bedre end den anden?

Marken Graacher Himmelreich ligger op til Domprobst og den optimale placering berettiger vel til navnet Himmelreich … himmelriget. Marken har en høj andel af ler, hvilket giver vinene en kraftfuld og særpræget karakter. Giver du vinene godt med tid bliver du endvidere belønnet med elegance og mineralsk finesse.

Himmelreich marken ligger godt beskyttet for vind og frost, hvorved opvarmningen af jorden giver druerne en ensartet og fuld modenhed. Marken er beriget med mange grundvandsmagasiner, som giver optimal næring til vinstokkenes dybe rødder.

I næsen er Graacher Himmelreich virkelig feminin og sart. I starten virkede den måske en anelse neutral, men med lidt luft i glasset kommer aromaerne mere frem med gule æbler, fersken, blomster, svag fennikel, svage urter, flint, sten og samtidig fornemmes der fin sødme.

Smagsmæssigt lækker lethed … et fint mix af intensitet og lethed, cremet, mineralsk med citroner, fersken, ganske frugtrig, men først og fremmest en utrolig lethed over vinen. Jeg giver dog første runde til Domprobst.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 175 kr.

Rating 5/7    

2012 Cascina Fontana, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

Det lille – piccolo – vinhus Azienda Agricola Cascina Fontana ligger i den lille by Perno, blot en lille kilometer nord for Elio Grasso og vel omkring 10 kilometer sydvest for selve Alba by. Og fra Cascina Fontana kommer netop denne elegante Barbera d’Alba.

Cascina Fontana er grundlagt i 1995 af Mario Fontana. Han er egentlig 6. generation af en lokal vinfamilie, men valgte at starte for sig selv efter nogle familiære uoverensstemmelser på familiegården Azienda Agricola Ettore Fontana et spytklat længere mod nord i Castiglione Falletto.

Med sig tog Mario Fontana hans mor Elda, hans hustru Luisa og hans to børn Edoardo og Vasco. Samlet driver den lille familie små 4 hektar vinmarker, hvilket giver basis for en produktion på 25.000 flasker vin årligt.

Mario Fontanas marker ligger primært oppe ved familiens gamle vingård omkring Castiglione Falletto. De bedste parceler er på markerne Villero, Valletti og Gallinotto … alle selvfølgelig med Nebbiolo, som blandes til husets Barolo.

Villero er på 0,5 hektar, Valletti er på 1,2 hektar og befinder sig tæt ved grænsen til Monforte, ikke langt fra den legendariske Bussia mark. Gallinotto på 0,6 hektar ligger i Annunziata syd for La Morra … også perfekt sydvendt mark.

Druerne til denne Barbera d’Alba kommer fra 2 andre marker, nemlig Vigna del Castello i Sinio og  Vigna del Pozzo i Castiglione Falletto.

Mario Fontana er traditionalist … laver vin efter de gamle metoder. Mario lader sig ikke gribe af øjeblikkets mode, men bygger videre på tidligere generationers traditioner og akkumuleret viden.

Der opereres med relativt lange maceration, der for Barolo’ens vedkommende kan strække sig fra 20-40 dage og derudover lagres vinene på 20 hektoliter store slavonske fade, et år på ståltank samt et år på flaske.

Helt i tråd med det øvrige arbejde, så opererer Mario med naturlig stabilisering og klaring af vinen. Således stilles fadene udenfor om vinteren, så selv de små partikler bundfældes. Der filtreres ikke, og et let bundfald kan forekomme efter flere år.

Normalt tilsætter Mario ikke gær, men hvis gæringen et år ikke vil starte eller går i stå, så lægger han ikke skjul på, at han blander en lille gærstarter i. Vinene svovles med et absolut minimum, op til 30/35 mg fri svovl pr. liter.

Denne Barbera d’Alba er lavet med 10-12 dages maceration, hvilket efterfølges af lagring 8 måneder på rustfrie ståltanke og dernæst 12 måneder på brugte egefade på 220 liter.

Næsen er virkelig elegant, let og tæt … dufter sindssygt godt, landligt, animalsk og aromatisk. Det er en meget ren syrlig frugt, tæt i duften med rosenblade, svag mentol, lidt svampe, jordbær, kirsebær og et strejf af lidt fennikel. Virker i duften meget lettere end man normalt oplever med Barbera.

Det er også lidt tilfældet smagsmæssigt … en frisk, let og elegant vin, som ikke er typisk Barbera, men langt mere let. Det er kirsebær, jern, stål, sten, god syrlighed, grønt, stramt og præcis. Låner bestemt nogle elementer fra den Nebbiolo søstre … virkelig elegant vin og har også en flot, flot eftersmag.

Købt hos Vinspecialisten i Randers, pris 135-145 kr.

Rating 5/7    

2011 Bosco Agostino, Barolo La Serra, Piemonte, Italien

Med Paul som kæk tourguide på bussen tilhørende Multivino Italiatours, så stoppede vi sgu igen hos Azienda Agricola Bosco Agostino, men denne gang blev det med en af deres to Barolo’er, nemlig Barolo La Serra, hvor druerne kommer fra marken La Serra.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2009 … altså to år ældre. Og den er selvfølgelig – som nævnt – lavet med druer fra marken La Serra, der ligger på en sydvestvendt skråning i 400 meters højde med en jordbund bestående af ler og kalk.

Alle druer høstes i hånden og gæringen og den efterfølgende maceration sker på temperaturkontrollerede ståltanke over en periode på 20-22 dage.

Herefter tilbringer vinen de næste 6-7 måneder på barriques, inden den omstikkes til 2.000 liter store botti af slavonsk eg. Efter omkring 2 år tappes vinen på flaske i august måned og lagrer nu indtil marts måned det efterfølgende år, før den endelig frigives til salg.

I næsen er stram italiensk syre, violer, gazebind, en smule parfumeret og bærrene er kirsebær, hindbær, stikkelsbær og byder derudover på lette krydderier, en svag sødme og der er også en smule kanel med i duftindtrykket.

Smagen er ligeledes syrlig, stram, præcis, ren … med stikkelsbær. italiensk syre, grønne blade, eg, røg og en virkelig, virkelig lang eftersmag. Det er fortsat en ung og stram vin, som bestemt kan klare flere år i kælderen.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 325 kr. for en flaske, men 289 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7  

2007 Gulfi, Reseca, Sicilien, Italien

Azienda Gulfi Società Agricola har deres marker flere steder på Sicilien, ja faktisk fordelt på 4 forskellige appellationer, herunder også DOC Etna Rosso … altså området omkring den gamle vulkan. Derfra kommer denne Reseca.

Selve vinhuset Azienda Gulfi Società Agricola ligger dog langt længere med syd å Siciliane, nemlig i den sydøstlige del af Sicilien, lige ved byen Chiaramonte Gulfi. Det er også der, at de har de fleste af deres marker, som hører under klassifikationerne DOCG Cerasuolo di Vittoria og DOCG Cerasuolo di Vittoria Classico.

Azienda Gulfi Società Agricola er grundlagt i 1996 af Vito Catania og det råder over 70 hektar jord i det østlige Sicilien. Udover marker i de nævnte appellationer, så er der også marker en tak længere med øst, nemlig under DOC Eloro.

Husets mål er at bevare deres jord og således viderebringe, hvad deres forfædre efterlod dem, nemlig over 2000 års historie, kultur og hårdt arbejde, som de kan overdrage til deres børn.

Fra starten af har Vito Catania samarbejdet med vinmageren Salvo Foti, som virker som en stille og venlig mand, som laver nogle rigtig spændende vine.

Deres vine kommer fra gamle vinstokke i nogle af de ældste og mest kendte distrikter i Pachino og Val di Noto, bl.a.  Maccari, Bufaleffi, Baroni og San Lorenzo. Alle deres vine er autentiske udtryk af det område, som de stammer fra og lavet på den lokale drue Nero D’Avola.

For Azienda Agricola Gulfi er ligevægt i det omgivende økosystem essentiel, så økologiske/organiske dyrkningsprincipper er en selvfølge.

Alle vinstokke er bundet op efter Alberello-metoden, hvor planten får facon som et lille træ. Det er den reneste essens af siciliansk vinfremstilling, idet det er den eneste form for dyrkningsmetode, der får planten til at integrere sig perfekt med det naturlige, ekstremt varme miljø, og som ikke behøver kemiske inputs eller vanding.

Ved vingården ligger også Locanda Gulfi, som er både et lille hotel og gourmetrestaurant. Der er selvfølgelig også en vinkælder, som er indrettet til smagningerne af husets vine.

Denne Reseca kommer fra Nerello Mascalese druer, der gror på en lille og gammel parcel. Vinmarken hedder Poggio og ligger 850 meter over havets overflade ved Monte La Guardia nær Randazzo, en lille by på en nordvendt skråning af Etna, der jo er Europas højeste vulkan.

Selve vinifikationen sker i temperaturkontrollerede ståltanke efterfulgt af 20-24 måneders lagring på barriques. Efter aftapning flaskelagrer vinen yderligere 24 måneder, før den frigives til salg.

Næsen er herlig syrlig og samtidig animalsk … elementer af stald, eg, røg, blomster, egefade. Duften er nærmest sjælefuld og byder bl.a. også på blæk, fennikel, lakrids, sten, jern og balsamisk syre.

I smagen er vinen måske ikke så mineralsk, som man kunne forvente, men byder i stedet på et varmt og rundt udtryk, blødhed, lidt lakrids, stringent italiensk syre, fennikel, ribs og godt med tanniner. Stramt, letkrydret og egentlig ganske omgængelig.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 259 kr. for en flaske, men 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7    

2013 Massimo Rivetti, Langhe Garasin, Piemonte, Italien

I Pauls italienske Giro d’Italia var næste etape Piemonte … her repræsenteret af en lidt atypisk vin fra området, vinen Langhe Garasin … en Cabernet Sauvignon og Merlot baseret vin fra Azienda Agricola Massimo Rivetti.

Det piemontiske vinhus Massimo Rivetti er grundlagt i 1860 af Rivetti familien og drives i dag af 6. generation i form af Davide Rivetti. Selve vingården ligger lidt øst for den lille by Neive – faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947.

Rivetti navnet klinger måske velkendt i vinøse kredse? Det velestimerede vinhus La Spinetta er nemlig også ejet af en Rivetti familie … i dag søskende Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, men om de har nogle familiære forbindelser til Davide Rivetti, er jeg imidlertid ikke sikker på.

Azienda Agricola Massimo Rivetti har sammenlagt 25 hektar vinmarker, fordelt på en 12 hektar stor parcel på topmarken Froi i Neive under Barbaresco appellationen, Garassino i Mango og La Palazzina i Alba.

Denne Langhe Garasin er lavet i et blend på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot. Druerne kommer fra 20 år gamle vinstokke. Al høst og sortering foregår med hånden i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt.

I kælderen starter gæringen spontant med de i kælderen forekommende gærstammer. Processen foregår i temperaturstyrede ståltanke med hyppig overpumpning for at udvinde farve og polyphenolforbindelser.

De forskellige druesorter fermenteres separat og lagrer efterfølgende i omkring 12 måneder på små franske barriques. Efter den endelige blanding lagres vinen yderligere 6 måneder på fad, inden den tappes. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 6 måneder, inden den frigives til salg.

Duften er ganske balsamisk og har derudover kraft og power, grafit, jern, kirsebær, eg … lidt animalsk, hvilket vi jo elsker. Det virker som en fyldig vin med en vis italiensk nerve … lad os se, om det også gælder smagsmæssigt.

Smagen er virkelig saftig, meget frugtrig med en jernagtig syre, sådan let metallisk og meget håndfast i udtrykket. Der er blæk, okay tanniner og fin balance. Smager ganske godt.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 149 kr. for en flaske, men 134 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7